– Hvor længe har du egentlig tænkt dig at blive ved med at føde børn? – spurgte min svigermor mig sarkastisk. – Skal vi have et barn hvert år? Hvor mange børn har du egentlig planer om at få? – Svigermor krydsforhørte mig hånligt. – Hej til dig også! Vær nu ikke så spydig, tak. Har Maks fortalt dig, at vi venter os igen, og er det derfor du er så irriteret? – spurgte Monika venligt. – Selvfølgelig! Allerede efter det tredje barnebarn bad jeg dig om at stoppe med at formere dig. Men du lytter jo ikke til en klog kvinde! Til nytår gav jeg dig en pakke kondomer, så du kunne begynde at beskytte dig, men du fortsætter bare! – mumlede hun. Monika huskede, hvordan hendes svigermor nytårsaften overrakte hende en stor pakke kondomer. Det var hendes ældste søns fødselsdag, og svigermor antydede, at nu måtte det være nok. – Vi har hørt dig, men man kan ikke diskutere med naturen – svarede svigerdatteren roligt. – Vil I være morsomme? Så må I selv tage jer af jeres børn, jeg hjælper ikke mere… Parret ventede deres fjerde barn, og det var netop dét, der irriterede svigermor. Monika kunne ikke forstå, hvorfor hendes mands mor blev så vred. Svigermor havde aldrig passet børnebørnene eller hjulpet økonomisk. Hun kom højst én gang om måneden. Gaver kom kun til jul. Monika brød sig ikke om det, men sagde aldrig noget. Svigermor var ikke fattig, hun kunne sagtens købe lidt slik til børnebørnene, men hun havde tydeligvis ikke lyst. Svigerdatteren holdt sin utilfredshed for sig selv, hun sagde ikke engang noget til sin mand. Hendes børn var klædt på og mætte, og det var det vigtigste. Maksym tjente en god løn, og Monika forsøgte at tjene lidt hjemmefra. Da hendes lille virksomhed begyndte at give et rimeligt overskud, ansatte hun endda en barnepige, så børnene ikke forstyrrede hende. Barnepigen legede med dem og gik ture, mens moren arbejdede. De havde en dejlig familie, men svigermors aggression ødelagde idyllen. Fra starten havde hun ikke kunnet lide sin svigerdatter, og da børnebørnene kom på stribe, blev hun vred. Første gang svigermor ikke accepterede det tredje barnebarn, insisterede hun på abort. Med tiden knyttede hun sig til den lille pige. Konflikterne lagde sig, og så fandt svigerdatteren ud af, at hun var gravid igen. De havde ikke planlagt et fjerde barn så hurtigt, men sådan blev det. Gud sendte dem et barn, og de ville opfostre det. Monika er sikker på, at svigermor er bekymret for, at sønnen stopper med at hjælpe hende. Maksym giver stadig penge til sin mor. Når det fjerde barn kommer, stiger udgifterne. Monika har intet imod, at hendes mand hjælper sin mor, bare det ikke går ud over børnene. De har stadig penge nok, så hun opfordrer Maksym til at hjælpe. De har givet hende penge til tænder, taget hende med til havet og betalt for reparationer i hendes lejlighed. Hvis Monika har ret, og svigermor bekymrer sig om sin økonomi, bliver det kun værre med tiden. Selvfølgelig kan intet af det svigermor gør, få parret til at afbryde graviditeten – de har besluttet sig for et fjerde barn, og sådan bliver det. Spørgsmålet er bare: Har svigermor ret til at blande sig i, hvor mange børn de skal have?

Hvor mange små vil du egentlig lade komme til verden? lød min svigermors stemme, skarp som den bidende blæst over Vesterhavet.

Skal vi byde et nyt familiemedlem velkommen hver gang raketterne farver himlen til nytår? Hvor mange børn har du tænkt dig at føje til flokken? hun stak til mig med spydige ord, øjnene kolde som is.
Goddag, Ingrid! Kan du ikke lade være med at være så skrap? Har Mads fortalt dig, at vi venter os igen, og blev du så vred? svarede Malene, rolig men bestemt.
Selvfølgelig blev jeg det! Allerede da det tredje barnebarn kom, bad jeg dig om at stoppe. Men du lytter aldrig til fornuft! Til nytår gav jeg dig en pakke prævention, så du kunne tage ansvar, men du fortsætter bare! mumlede hun, stemmen gennemsyret af irritation.

Malene huskede tydeligt, hvordan Ingrid på nytårsaften havde rakt hende en stor pakke prævention, som om det var en gave. Det var Mads ældste søns fødselsdag, og svigermoren lod forstå, at nu måtte det være nok.
Vi har hørt dig, men man kan ikke gå imod livets gang svarede Malene, stemmen rolig som Kattegat før storm.
Vil I gøre nar? Så må I selv tage jer af jeres børn, jeg hjælper ikke mere

Det var det fjerde barn, der fik Ingrid til at koge af frustration. Malene forstod ikke, hvorfor Mads mor blev så oprevet.

Ingrid havde aldrig passet børnebørnene eller hjulpet økonomisk. Hun kom kun forbi én gang om måneden, og gaver var forbeholdt julen. Malene brød sig ikke om det, men hun sagde aldrig noget. Ingrid manglede ikke penge, hun kunne sagtens købe lidt Matador Mix til børnene, men lysten var der ikke. Malene holdt sin utilfredshed for sig selv, hun nævnte det ikke engang for Mads. Hendes børn var mætte og velklædte, og det var det vigtigste.

Mads havde en solid indkomst, og Malene tjente lidt hjemmefra. Da hendes lille firma begyndte at give overskud, ansatte hun endda en barnepige, så børnene ikke forstyrrede hende. Barnepigen legede med dem og gik ture i Fælledparken, mens Malene arbejdede.

Familien havde det godt, men Ingrids vrede truede idyllen. Fra begyndelsen havde hun ikke brudt sig om Malene, og for hvert barnebarn voksede hendes vrede.

Da det tredje barnebarn kom, nægtede Ingrid at acceptere hende og insisterede på abort. Med tiden knyttede hun sig dog til den lille pige. Konflikterne lagde sig, men så opdagede Malene, at hun var gravid igen. Det fjerde barn var ikke planlagt, men sådan blev det. Skæbnen havde sendt dem et barn, og de ville tage imod det.

Malene var overbevist om, at Ingrid frygtede, at Mads ville stoppe med at støtte hende økonomisk. Han sendte stadig penge til sin mor. Med et fjerde barn ville udgifterne stige.

Malene havde intet imod, at Mads hjalp sin mor, så længe det ikke gik ud over børnene. Der var stadig penge nok, så hun opmuntrede ham til at støtte Ingrid. De havde betalt for hendes tandlæge, taget hende med til Skagen, og dækket reparationer i hendes lejlighed.

Hvis Malene havde ret, og Ingrid bekymrede sig om sin økonomi, ville det kun blive værre med tiden.

Ingrids handlinger ville dog aldrig få parret til at afbryde graviditeten beslutningen om et fjerde barn var truffet, og sådan blev det. Tilbage stod kun ét spørgsmål: Har Ingrid ret til at bestemme, hvor mange børn de skal have?