Hvor mange små vil du egentlig lade komme til verden? lød min svigermors stemme, skarp som den bidende blæst over Vesterhavet.
Skal vi byde et nyt familiemedlem velkommen hver gang raketterne farver himlen til nytår? Hvor mange børn har du tænkt dig at føje til flokken? hun stak til mig med spydige ord, øjnene kolde som is.
Goddag, Ingrid! Kan du ikke lade være med at være så skrap? Har Mads fortalt dig, at vi venter os igen, og blev du så vred? svarede Malene, rolig men bestemt.
Selvfølgelig blev jeg det! Allerede da det tredje barnebarn kom, bad jeg dig om at stoppe. Men du lytter aldrig til fornuft! Til nytår gav jeg dig en pakke prævention, så du kunne tage ansvar, men du fortsætter bare! mumlede hun, stemmen gennemsyret af irritation.
Malene huskede tydeligt, hvordan Ingrid på nytårsaften havde rakt hende en stor pakke prævention, som om det var en gave. Det var Mads ældste søns fødselsdag, og svigermoren lod forstå, at nu måtte det være nok.
Vi har hørt dig, men man kan ikke gå imod livets gang svarede Malene, stemmen rolig som Kattegat før storm.
Vil I gøre nar? Så må I selv tage jer af jeres børn, jeg hjælper ikke mere
Det var det fjerde barn, der fik Ingrid til at koge af frustration. Malene forstod ikke, hvorfor Mads mor blev så oprevet.
Ingrid havde aldrig passet børnebørnene eller hjulpet økonomisk. Hun kom kun forbi én gang om måneden, og gaver var forbeholdt julen. Malene brød sig ikke om det, men hun sagde aldrig noget. Ingrid manglede ikke penge, hun kunne sagtens købe lidt Matador Mix til børnene, men lysten var der ikke. Malene holdt sin utilfredshed for sig selv, hun nævnte det ikke engang for Mads. Hendes børn var mætte og velklædte, og det var det vigtigste.
Mads havde en solid indkomst, og Malene tjente lidt hjemmefra. Da hendes lille firma begyndte at give overskud, ansatte hun endda en barnepige, så børnene ikke forstyrrede hende. Barnepigen legede med dem og gik ture i Fælledparken, mens Malene arbejdede.
Familien havde det godt, men Ingrids vrede truede idyllen. Fra begyndelsen havde hun ikke brudt sig om Malene, og for hvert barnebarn voksede hendes vrede.
Da det tredje barnebarn kom, nægtede Ingrid at acceptere hende og insisterede på abort. Med tiden knyttede hun sig dog til den lille pige. Konflikterne lagde sig, men så opdagede Malene, at hun var gravid igen. Det fjerde barn var ikke planlagt, men sådan blev det. Skæbnen havde sendt dem et barn, og de ville tage imod det.
Malene var overbevist om, at Ingrid frygtede, at Mads ville stoppe med at støtte hende økonomisk. Han sendte stadig penge til sin mor. Med et fjerde barn ville udgifterne stige.
Malene havde intet imod, at Mads hjalp sin mor, så længe det ikke gik ud over børnene. Der var stadig penge nok, så hun opmuntrede ham til at støtte Ingrid. De havde betalt for hendes tandlæge, taget hende med til Skagen, og dækket reparationer i hendes lejlighed.
Hvis Malene havde ret, og Ingrid bekymrede sig om sin økonomi, ville det kun blive værre med tiden.
Ingrids handlinger ville dog aldrig få parret til at afbryde graviditeten beslutningen om et fjerde barn var truffet, og sådan blev det. Tilbage stod kun ét spørgsmål: Har Ingrid ret til at bestemme, hvor mange børn de skal have?







