Du kan vist ikke rigtig kende de nutidige børn!
Hej, Rikke, ser du ud til at slæbe dig rundt på grøften, så jeg kom forbi og hilste, sagde Lise Petersen og gik langs lågen.
Rikke Jensen og Lise Petersen boede på hver sin ende af den lille landsby ved Gudenåen. Lise boede sammen med sin farfar Viggo ved floden, mens Rikke havde huset nær skoven.
Tidligere snakkede de næsten ikke sammen der var så mange naboer i området, at de sjældent mødtes. Men alle naboernes børnebørn var allerede voksne. Denne sommer ville Lises mand og hun gerne have deres barnebarn, Kasper og Emil, til at bo hos dem i en hel måned. De sagde, at drengene var trætte af at sidde i byen hele tiden.
Årene gik, og sønnen tjente flere penge, så familierne rejste ofte til udlandet på ferie. Så kom de i tanke om, at Lise og hendes mand boede på landet ved floden. De besluttede sig for ikke kun at invitere drengene til en weekend, som de plejede, men for at hente dem for en hel måned.
Bare rolig, mor, de kommer ikke så godt ud af hinanden, advarede deres søn Mikkel, Emil er allerede tretten og forestiller sig at være voksen, mens Kasper ikke vil lade sig bestyre, så de skændes hele tiden.
Det er da fint, om vi kan klare dem, sagde Lise livligt. Så tog hun telefonen, men tænkte sig om igen. Børnene i dag er jo anderledes man kan ikke bare gå på dem som før. Hvorfor skulle vi tro, at vi kan holde styr på dem?
Farfar Viggo var en hård mand, der ikke ville tolerere ulydighed. Så de ønskede ingen skænderier.
Lise besluttede at tage en sikkerhedsforanstaltning og gik over til Rikke, for hun havde også børnebørn i samme alder på vej.
Selv minder Lise om, at børn skal have noget at holde sig beskæftige med. Så hvis de kan blive venner, vil problemerne blive færre.
Kom ind, Lise! spurgte den fjerne nabo Rikke, Hvad bringer dig forbi?
Vi får vores barnebørn på besøg i en måned, og jeg hørte, at du har drenge i omtrent samme alder? Så de kan mødes, og hvis de bliver venner, er det både godt for dem og for os, foreslog Lise.
Du kender vist de nuværende børn dårligt! grinede Rikke, Er du ikke bange for at holde dem så længe? Mine børnebørn har trættet mig helt ud, og vores farfar vil helst have dem hjem igen. Men så længe du er enig, så lad dem komme, så finder vi ud af det. Det er jo kun vores børnebørn, vi har.
I weekenden ankom Mikkel med sin kone Pauline og deres sønner Emil og Kasper.
Drengene var vokset, og det var tydeligt, at de glædede sig til at se både farfar og bedstemor. Lises hjerte blev lettet.
Og hvad frygtede Rikke så? Kun at drengene kunne blive ubehøvlede. Men i virkeligheden var de høflige og velopdragne, og de gik så hurtigt på skolearbejdet i. Der var ingen grund til bekymring.
Mor, hvis du har brug for det, så ring, så jeg kan tale med dem, sagde Mikkel på vej ud, men Lise vinkede med hånden og sagde: Det er nok, min dreng, vi har jo nok erfaring med børn.
Om aftenen kunne Emil og Kasper ikke falde til ro. De blev lagt i det nabobror, som tidligere havde tilhørt Mikkel. Selvom rummet var kendt, var de urokkelige og kunne ikke falde i søvn. De talte højt, deres larm forstyrrede resten af huset, og farfar Viggo blev utilfreds.
Hvorfor gik du med på det, Lise? Vi har ikke brug for nye gæster i vores landsby! svarede han vredt.
Om morgenen var drengene stadig ude af stand til at stå op. Det var snart frokost, og de sov stadig!
Bedste, lad mig sove lidt mere, mumlede den ældste, Emil.
Den yngste, Kasper, sov så tungt, at han ikke engang hørte, hvad Lise sagde.
Hvor mange gange skal I ligge og sove? udbrød Lise irritabelt.
Så opdagede hun noget på gulvet. Hun kiggede nærmere og rystede på hovedet.
Der lå deres mobiltelefoner spredt ud!
Så I har spillet sent? Det kan jeg ikke tillade! Jeg tager dem fra jer, så er det slut!
Emil sprang op.
Giv den tilbage, den er ikke din! Mor sagde, at det var lovligt!
Så ringer jeg til hende og ser, hvad hun siger! sagde Lise, og Emil slap telefonen, blev sur og gik ud af døren med et knurren: Ring så, hvis du vil!
Klokken var kun to, og farfar Viggo ville allerede gå i seng, så han spurgte, hvad der foregik på den første dag. Drengene gik ud, men begge var i dårligt humør.
Vi vil ikke spise grød, vi vil have nuggets eller varme smørrebrød.
Åh, er det så? Så kan I gå sultne, sagde farfar med en irritationsryste. Har I lavet jeres senge? Jeg ser jeres lagte poser fra chips og slikspåner på gulvet. I har ikke engang tjent til at købe grød! Så ryd op, og fold jeres senge!
Vi må ikke gå sultne! råbte Kasper på farfar. I er onde!
Farfar så på nippet til at eksplodere, men Lise greb ind. Så lad os vise jer, hvordan man laver en seng, og i morgen kan I selv gøre det. Men først grød, så kan I få kage bagefter. Er det en aftale?
Du forkæler dem, du skal være strengere, mumlede farfar, De har store hoveder, men ingen samvittighed!
Emil og Kasper blev venner med Rikkes børnebørn, og de fire gik i seng sammen.
Men hvad lavede de i det hele taget? Når de legede ude i Lises gård, samlede farfar Viggo i hemmelighed grene og pinde fra hele haven hvor har de bare kommet fra? Blomster blev knust, de løb frem og tilbage i huset, græs fik de på gulvet, og alt blev spildt. Stole blev væltet, og døre knirkede så meget, at gardinerne næsten faldt af.
Hvad er det for nogle børn? råbte farfar, Jeg vil ikke se dem igen! Men så sagde han: Emil, kom med mig, så hjælper vi med at reparere cyklerne. Og bedstemor, lad Kasper lave mad, så vi kan få noget at tjene på frokost.
Skal du også tjene mig, farfar? spurgte Emil overrasket.
Hvad tror du? Jeg sidder ikke bare og lader som en statue, mens I sove hele dagen. Intet i livet er gratis, alt skal arbejdes for. I har revet tøj og bukser på første dag, så I har kun det tøj, farfar har givet jer. Så lad jer ikke blive dovne, før I har arbejdet.
Du skal ikke bryde dig så meget, farfar, mindede Lise ham, Du er ikke en engel, det ved jeg.
De gik ud fra huset med drengene, klagede til forældrene: Farfar har presset os hårdt, han vil ikke give telefoner og vil have os til at arbejde!
En uge senere ringede en forbløffet Mikkel.
Mor, far, hvordan har I klaret det? Kasper har lært at skrælle kartofler og støvsuge! Emil har endda lært at vaske sine sokker og er blevet rigtig ansvarsfuld. De gør deres senge selv og har endda lært at lave mad!
Skal vi blive deres tjenere? udbrød Lise, De er jo glade for at være her, men jeg ved ikke, om de kommer igen.
Alligevel kom Kasper og Emil igen til sommeren næste år. De ville ikke tage på ferie, for deres venner ventede på dem i landsbyen.
Det var så dejligt at spise den ægte, hjemmegjorte grød, kager og alt, hvad Lise lavede med sine egne hænder.
For den, der arbejder, har der altid noget at være stolt af, og man kan vise sine færdigheder det er en skøn følelse!
