Kære dagbog,
Det er en mærkelig fornemmelse at skrive igen efter så lang tid. Jeg har næsten ikke sat foden i min søns lejlighed i flere måneder. Jeg ville ikke, jeg kunne ikke. Tårerne var for længst fortabt, og sorgen er faldet til en træt, vedvarende smerte, som en knude i brystet.
Søren var kun 28 år, havde aldrig klaget over helbredet, havde færdiggjort universitetet, arbejdede, gik i fitnesscenteret og havde en kæreste. To måneder siden faldt han i søvn og vågnede aldrig igen.
Jeg blev skilt fra min eksmand, da Søren kun var seks, jeg var tredive. Årsagen var så banal som den er smertefuld: utroskab, gang på gang. Børnebidragene forsvandt, han gemte sig. Søren voksede op uden far, og mine forældre hjalp, så vi kom igennem.
Der har været flirtegn i mit liv, men jeg har aldrig turdet indgå et nyt ægteskab.
Jeg arbejdede som øjenlæge og startede med at leje et lille lokale i et supermarked i Nørrebro til min egen optikbutik. Efter et par år tog jeg et lån på 150.000 kr., købte et eget lokale og blev ejer af en solid Optik. Der holdt jeg konsultationer, udvalgte briller og solbriller.
Sidste år købte vi en lille lejlighed til Søren et etværelses i en ejendom ved Amager. Vi gik en lille renovering i gang. Det skulle have været et nyt liv, et sted at bo.
Støvet lå overalt, så jeg greb en klud og begyndte at tørre gulvet. Da jeg skubbede sofaen til side, faldt en telefon ud fra dens indre. Jeg fandt den, satte den i opladeren, men kunne ikke finde noget andet.
Derhjemme sad jeg med øjne fyldt af tårer og bladrede gennem fotos på telefonen: Søren på arbejdet, på ferie med venner, med sin kæreste. Så åbnede jeg Viber og så en besked fra min gamle studiekammerat Ditlev, med et billede af en fremmed ung kvinde med en dreng. Drengen havde en uhyggelig lighed med den lille Søren, så lille som en dråbe i vandet.
Ditlev skrev:
«Kan du huske, da vi hang ud hos Lene til nytår, mens vi stadig gik på universitetet? Lene havde en veninde, som jeg mødte med sin lille dreng. Hun bor i en lejlighed lige overfor, og drengen ligner din søn! Jeg sender dig billedet som en mindehilsen.»
Beskeden kom en uge før tragedien. Så Søren vidste om dette og sagde intet. Sådan er livet.
Jeg kendte Ditlevs adresse. Næste dag efter arbejde kørte jeg derhen. Drengen, Emil, løb efter en dreng på cykel og bad om at få lov til at prøve.
Jeg bøjede mig ned og spurgte: Har du ingen cykel?
Han rystede på hovedet.
Hans mor, en ung kvinde omkring tyve år med let påført makeup, kom frem.
Hvem er du? spurgte hun.
Jeg er bedstemor til Emil, svarede jeg.
Jeg er Maja, hans mor, sagde hun, og vi hilste på hinanden.
Jeg tog dem med på en café på Vesterbro. Emil fik en portion is, og Maja bestilte en kop kaffe. Hun fortalte, at hun som seksårig flyttede fra en lille landsby i Sjælland, var 17, og gik på en skrædderlærlingeskole. Til nytår inviterede hendes veninde Lene hende over. Lene og Ditlev var kendte fra studietiden. Ditlev kom til festen med Søren. Maja og Søren havde et kort affære, og Søren lod sin telefon, men ringede aldrig.
Da Maja opdagede, at hun var gravid, ringede hun til ham. Søren var vred, råbte, fortalte hende at ansvarlige kvinder selv tager kontrol, gav hende penge til abort og bad hende forsvinde. Hun så ham aldrig igen.
Maja droppede uddannelsen, blev tvunget ud af kollegieværelset med barnet og måtte flytte tilbage til landsbyen, hvor hendes forældre allerede var væk, far og bror drak.
Hun lejede et lille værelse hos en ældre enlig dame, passede barnet mens hun arbejdede på et lille pølserfirma i en privat køkkenhal. Lønnen var lav, men hun klarede sig. Ingen plads i børnehaven, men børnene gik på en privat daginstitution.
Næste dag flyttede jeg Maja og Emil ind i Sørens lejlighed. Så begyndte et helt nyt kapitel for mig.
Emil blev optaget i en anerkendt privat daginstitution. Jeg måtte købe tøj til både Maja og den lille dreng, og jeg nød at tage mig af dem. Emil ligner Søren i alt: blik, gestus, stædighed.
Jeg påtog mig også en mentorrolle over for Maja. Jeg lærte hende at bruge makeup rigtigt, klæde sig pænt, lave mad og holde orden i hjemmet kort sagt, alt hvad en ung kvinde kan have brug for.
En aften sad vi og så fjernsyn, Emil krøb op i min favn og sagde: Du er min yndlingsbedstemor! I det øjeblik mærkede jeg, at tomrummet i min sjæl var væk, sorgen pressede ikke længere på mig som en tung sten. Jeg indså, at jeg var vendt tilbage til et liv, hvor glæde har plads.
To år er gået, og vi gik Emil i skole til første klasse.
Maja arbejder nu som min hjælper i butikken. Hun er blevet uundværlig. Hun har fået en kæreste, der er klar til et seriøst forhold, og jeg har intet imod det. Livet skal bare fortsætte.
Det ser ud til, at jeg snart også vil blive gift igen. En gammel, god ven fastholder mig på, at jeg skal slå til. Hvorfor ikke? Jeg er 54 år, ser godt ud, er selvstændig, har en pæn figur og et roligt temperament. Måske er det tid til at åbne et nyt kapitel.
Kirsten.
