Du, jeg må altså lige fortælle dig om noget, der minder mig om en vaskeægte dansk omgang liv. Det handler om Freja og hendes rodede kærlighedsliv. Altså, Freja var kun utro én gang, og det var faktisk før hun og Jakob overhovedet blev gift. Problemet var, at han havde kaldt hende tyk og sagt, at hun aldrig ville kunne passe ind i sin brudekjole. Det gik hende virkelig på! Så en aften stak hun af med sine veninder til en klub i Indre By. Der blev drukket alt for mange gin tonics, og morgen efter vågnede hun i en fremmed lejlighed med en høj, blåøjet fyr, hun faktisk ikke engang kendte navnet på. Hun skammede sig noget så gevaldigt! Ingen vidste noget, mindst af alt Jakob, og Freja besluttede bare at tilgive hans bemærkninger og begynde på en streng kur. Alkohol rørte hun ikke mere, især da hun hurtigt opdagede, at hun faktisk ventede sig så gav det jo mening at stoppe!
Datteren kom til verden til tiden så fin, med de smukkeste blå øjne, og Jakob forgudede hende fuldstændigt. I over fem år bildte Freja sig ind, at det hele var fint at datterens øjne nok bare mindede om svigerfars. Hvad gjorde det, at hun havde de der krøller? Hun gjorde virkelig alt for at fortrænge mindet om krøltoppen fra den der tømmermændsmorgen. Alligevel gnavede det hende indvendigt for hun anede, at pigen måske slet ikke var Jakobs. Så hun fandt sig i alt: hans sene smser, arbejdsrejser, det evige brokkeri over hendes mad eller hvordan hun så ud. Datteren, Alberte, var jo vild med sin far og ærligt, hvilken mand er ikke lidt en skarn?
Du må holde ud, hvor vil du ellers gå hen? sukkede hendes mor. Derhjemme er der ikke plads. Mormor fylder hele soveværelset, din bror har slæbt sin kæreste ind hvordan skal vi alle være der? Og hvad sagde jeg: man skal ikke lade svigermor skrive sig ind på boligen så står du der uden noget som helst!
Freja bed tænderne sammen og holdt ud. Men det hjalp ligesom ikke længere, og den dag kom, hvor Jakob faktisk gik sin vej. Han sagde, han havde mødt en anden, græd endda lidt, og lovede at være far for Alberte, men han kunne altså ikke kæmpe mod sine følelser. Hendes mor, der egentlig var glad for barnebarnet, smed nærmest det her ud i luften efter skilsmissen: Tag en faderskabstest hvad hvis I betaler børnepenge helt unødvendigt!
Freja blev paf hun havde ellers troet, hun var den eneste med de der tanker. Men åbenbart ikke.
Er du blevet sindssyg? rasede Jakob. Alberte ER min datter! Det kan enhver se.
Men svigermoren blev alligevel mistænksom på et tidspunkt. For et år efter skilsmissen skulle Freja akut på Hvidovre på grund af blindtarmen. Og hvad skete der den læge, der trillede hende ind på operationsstuen, så lidt vel bekendt ud.
Undskyld, men har vi ikke mødt hinanden før? spurgte han.
Freja rystede bare på hovedet. Håbede, han ikke ville genkende hende. Men næste dag, da hun var ved at komme sig lidt, kunne hun høre ham smågrine til kollegerne:
Håber ikke, du løber fra mig denne gang!
Freja rødmede fuldstændig altså, hun ville bare hjem så hurtigt som muligt. Men det sjove er, at i løbet af hendes tid på hospitalet lykkedes det ham lægen, Mads at få hende til at føle, hun slet ikke havde lyst til at flygte.
Hun fortalte ham aldrig rigtig om Alberte kun at hun havde en datter, men uden at nævne noget om, hvem der var far.
Men Mads fattede hurtigt mistanke, første gang han så pigen. Han blev bekymret, købte en dukke, stillede Freja tusind spørgsmål om, hvordan han skulle opføre sig.
Du forstår, dengang jeg var lille, mødte min mor en ny mand. Hun elskede ham virkelig, men min søster ville ikke acceptere ham, og så blev det aldrig til noget. Jeg vil ikke begå samme fejl. Jeg kunne virkelig tænke mig at være en slags far for din datter.
Det slog Freja helt omkuld. Og den måde, han så på Alberte, fortalte det hele. Hun tænkte: Forskellen tsk, jeg må jo fortælle det en dag.
Hun var jo vant til dårligt ægteskab, og ventede smadrende anklager og råben. Men Mads var bare rolig. Da de stod alene, trak han hende helt ind til sig og hviskede: Er det ikke et mirakel?
Først virkede Alberte kun okay med Mads. Men da Freja en dag forsigtigt spurgte Alberte, om det var okay, at han flyttede ind, græd hun.
Jeg troede, far ville komme hjem igen! Kan Mads ikke bo et andet sted?
Efterhånden fik Freja hende overtalt, men Mads var virkelig ramt.
Hun er jo min datter! Du må indrømme sandheden.
Jakob vil gå i stykker. Og Alberte. For hende er han far, han har kun hende. Hans nye kærlighed kan ikke få børn det fortalte svigermor.
Mads følte sig udenfor, Alberte lavede scener, og Freja gjorde alt for at holde én stor, dansk pseudo-fred i deres mærkelige, sammenbragte familie. Til sidst indgik de kompromisser: Freja afleverede altid Alberte hos Jakob, sørgede for, at mændene aldrig mødte hinanden, og prøvede at lade datter og bonus-far knytte bånd, så hun ikke konstant følte sig splittet. Selv til Kvindernes Internationale Kampdag lavede hun et lille kort med datteren, for hun var bange for, at Alberte skulle sige noget til Mads og han ikke kunne holde masken.
Så skete det, at Freja opdagede, hun var gravid igen. Panikken greb hende. Hvad hvis Jakob opdagede det, hvis barnet nu også fik de der blå øjne og krøller? Hvad hvis Alberte bare blev jaloux og nægtede at bo med Mads? Hvad hvis Mads brugte hendes indlæggelse på barsel til at fortælle det hele?
Hun aftalte med sin mor, at Alberte skulle være der under fødslen. Moren sagde ja, selvom hun havde nok at se til med sine børnebørn (Frejas bror havde allerede foræret hende flere unger) men alt gik selvfølgelig galt. Dagen før, Freja skulle føde, røg moren selv på Bispebjerg med forfærdelige galdeblære-smerter. Stedfaren nægtede at tage flere børn, storebror og hans kone knoklede altid. Freja endte med at lade Alberte være hos Jakob. Men selvfølgelig han var på forretningsrejse. Hun kunne slet ikke overskue at spørge svigermor.
Hvorfor skulle jeg ikke kunne klare din datter? blev Mads nærmest fornærmet.
Fødslen blev hård: Hun måtte have kejsersnit, sønnen havde gulsot, hun skulle blive flere dage. Hjemme var alt på den anden ende! Mads sagde, det gik fint, men Alberte ville slet ikke snakke med hende, og Freja var sønderknust han sagde det sikkert til hende, tænkte hun.
Hun fortalte sine bekymringer til naboerne, de opfordrede hende til at få sandheden ud hemmeligheder varer aldrig evigt, sagde de, og det kommer altid tilbage som en regning. En aften med hormoner og selvransagelse greb hun telefonen og ringede til Jakob:
Jeg har noget, jeg skal fortælle dig.
Hvad da?
Hun blev stille. Valgte omhyggeligt sine ord.
Det handler om Alberte, ikke?
Hva med Alberte? Freja blev forskrækket hun havde jo tænkt sig selv at indrømme det hele nu.
Hun er ikke min datter det har jeg vidst længe.
Har den anden sagt det til dig? spurgte Freja forvirret.
Nej, jeg har bare vidst det. Da hun var et år, lavede jeg en test. Lægerne sagde under værnepligten, at jeg nok ikke kunne få børn. Jeg håbede på et mirakel troede næsten, det var det, men tvivlen blev for meget. Også min mor… Så jeg tjekkede selv.
Jamen hvordan
Freja kunne ikke fatte, han havde været tavs i alle de år.
Hvad skulle jeg ellers? Det er jo ikke hendes skyld. Og du må ikke fortælle hende sandheden! Jeg har nu i årevis tiet for hendes skyld du må ikke tage hende fra mig nu.
Sådan er det satme at leve i Danmark!
Da Freja endelig måtte hjem fra hospitalet, var hun helt ude af sig selv. Hele tiden kiggede hun skiftevis på datter og mand, og stemningen var mærkelig de vekslede blikke og sagde ikke så meget.
Hvordan gik det uden mig? spurgte hun nervøst, da sønnen endelig sov, og Alberte sad og tegnede.
Fint! Vi har haft det godt. Behøvede ikke passe på hende hele tiden, vi fandt ud af det med det samme.
Men sagde du det?
Nej, selvfølgelig ikke du havde jo bedt mig lade være.
Det bad jeg om. Men hvorfor er hun så trist?
Mads smilede lidt snedigt.
Det må du næsten spørge hende om.
Så gik Freja ind til Alberte. Hun sad dybt koncentreret, tungen stak ud af munden, farvede noget med en rød farveblyant. Freja satte sig tættere på og kiggede med. Tegningen viste tre voksne og to børn.
Hvem er det? spurgte hun.
Kan du ikke se det? Dig, far, Mads og mig og Vagn.
Det er flot.
Ja mor, hvad tænker du, kan man have to fædre?
Freja tabte pusten de har faktisk snakket om det!
Tja, nogle gange har man to fædre, sagde hun forsigtigt.
Må jeg godt kalde Mads for far? Han er så rar. Vi har bygget Lego-slot sammen og været i akvariet. De havde en skør fiskemand, han med kasketten, kan du huske? Han spurgte, hvem min far var og jeg vidste ikke helt, hvad jeg skulle sige. For han blev ved at snakke om Mads. Så sagde jeg bare, at det var lægen. Tænk at have en far, der er læge! Og jeg har spurgt ham, men ville høre din mening også.
Freja blev helt rørt hun opdagede pludselig, at hun havde snørklet sig ud i et kæmpe virvar af løgne. Jakob havde jo allerede tilgivet alt, og Mads ville sikkert også. Men hvad hvis Alberte en dag fandt ud af sandheden? Valget stod sige sandheden nu eller bare vente på, at det gik galt. Hun krammede Alberte tæt og sagde:
Selvfølgelig må du det. Jeg tror faktisk, Mads bliver rigtig glad, hvis du kalder ham far. Men lad os holde det for os selv og undgå at sige det til din anden far er du med på den?Alberte nikkede eftertænksomt, tørrede næsen i ærmet og krammede Freja helt ind til sig, sådan som hun kun gjorde, når ingen så det. Lettet mærkede Freja vægten lette fra skuldrene for i dét øjeblik blev det tydeligt, at Albertes tryghed var vigtigere end nogen sandhed, man kunne forklare på voksenmanér.
Senere samme aften, da huset duftede af risengrød og babyen endelig sov roligt, satte Mads sig på kanten af sofaen med en kop te, smilede forsigtigt til Freja og spurgte:
Hvordan har du det?
Hun smilede træt, men ægte. Egentlig for første gang som om vi allesammen hører til et sted. Uanset hvem der er far og hvad blod fortæller.
Han lagde forsigtigt armen om hende, og Alberte rullede sig ind mellem dem, nysgerrig og opfyldt af små spørgsmål. Men ingen sagde mere om fortidens rod. Lige der sad de bare, sammen, med børne-TV i baggrunden og hjemmelavede popcorn, mens babyen snøftede ude fra soveværelset.
Udenfor begyndte forårsregnen mod ruden, og naboens dreng råbte et sted i opgangen.
I Frejas lille, tumultariske familie blev der ikke givet nogen svar på alt, men de fandt alligevel ind til det vigtigste; at accepterer hinanden, med doverne sandheder for én nat ad gangen, og med tidens gang blev det deres lykkeligste måde at leve dansk liv på: Man holder fast, der hvor hjertet banker og resten, det falder måske aldrig helt på plads, men det er, som det skal være.






