Austejas ene nat én gang var hun sin mand utro – før brylluppet. Han kaldte hende tyk og sagde, at hun ikke kunne passe brudekjolen, så hun tog med veninderne i byen, drak sig fuld og vågnede op i en fremmed lejlighed ved siden af en blåøjet flot fyr. Hun skammede sig forfærdeligt! Austeja nævnte aldrig noget for Tade, tilgav fornærmelserne og begyndte på slankekur. Hun holdt op med at drikke, især da hun opdagede, at hun var gravid – perfekt anledning til at stoppe. Datteren blev født til tiden, en vidunderlig blåøjet pige, og Tade forgudede hende. I fem år overbeviste Austeja sig selv om, at alt var fint– datteren havde jo blå øjne ligesom svigerfar. Og krøllet hår? Tja, det kunne jo også være tilfældigt. Hun prøvede desperat at glemme den krøllede fyr, hvis navn hun ikke engang huskede. Men i hjertet frygtede hun, at datteren ikke var hendes mands. Derfor tilgav hun Tade alt: natlige beskeder, mange forretningsrejser, evig utilfredshed med hendes udseende og madlavning. Pigen havde brug for en familie – og hvilken mand er helt trofast? “Du må holde ud, hvor har du ellers tænkt dig at gå hen?” sagde hendes mor. “Der er ikke plads hjemme, bedstemor ligger sengeliggende, din bror har allerede flyttet sin kone ind – jeg kan ikke have flere under taget. Jeg sagde til dig: Man skal ikke skrive lejligheden over på svigermor, så står du på gaden!” Austeja holdt ud, men det hjalp ikke, og en dag gik Tade alligevel. Han sagde, han havde mødt en anden, han græd endda, men påstod, at han altid ville være far for Gabriella. Moren, der virkede til at elske barnebarnet, sagde efter skilsmissen: “Tag en faderskabstest, måske betaler I børnepenge helt unødvendigt!” Austeja blev chokeret – hun havde troet, hun var den eneste med sådanne mistanker. Tydeligvis ikke. “Er du blevet skør?” råbte Tade. “Gabriella er min datter, det kan enhver idiot se!” Svigerfamiliens tvivl forsvandt, da Austeja året efter måtte på hospitalet med blindtarmsbetændelse og så et velkendt ansigt. “Undskyld, har vi mødt hinanden før?” spurgte kirurgen. Austeja rystede energisk på hovedet, i håbet om at han ikke huskede hende – men selvfølgelig huskede han det og drillede næste dag: “Håber du ikke stikker af denne gang?” Austeja blev rød som en tomat og besluttede at slippe hurtigt hjem. Men Linas, som han hed, fik hende til ikke at ville flygte længere. Hun sagde kun, at hun havde en datter, men ikke noget om hans faderskab. Linas forstod det straks da han så pigen, han blev nysgerrig, købte en dukke, spurgte Austeja masser af spørgsmål for at gøre det rigtige. “Forstår du,” sagde han, “da jeg var lille, mødte min mor en mand, men min søster kunne ikke acceptere ham, og så mistede min mor ham. Jeg vil ikke, at din datter skal føle det sådan. Jeg vil gerne være hendes stedfar.” Ordene slog Austeja ud. Da han kiggede på datteren, stod det klart, at han forstod alt. “Hvilken skilsmisseproblematik – jeg bliver nok nødt til at sige sandheden før eller siden,” tænkte Austeja. Vant til ægteskabelige problemer forventede hun bebrejdelser, men da hun var alene med Linas, krammede han hende og hviskede: “Det er jo et mirakel!” Gabriella virkede til at acceptere Linas. Men da Austeja forsigtigt spurgte, om han måtte flytte ind, brød datteren grædende sammen: “Jeg troede, far ville komme tilbage! Linas må bo et andet sted.” Austeja beroligede hende, men Linas blev skuffet. “Men hun er jo min datter! Du må fortælle det!” “Tade ville ikke klare det. Og Gabriella heller ikke. For hende er han hendes far, og for ham er hun hans enebarn. Hans nuværende kone kan ikke få børn, det sagde svigermoren.” Linas følte sig udenfor, Gabriella lavede ballade, og Austeja prøvede hele tiden at holde freden. De lavede aftaler: Austeja bragte selv datteren til Tade, undgik at mændene mødtes, sørgede for, at Linas og Gabriella fik tid alene for at mindske konflikter, endda til Kvindernes Internationale Kampdag hjalp hun Gabriella med en gave, bange for at sandheden ville slippe ud. Senere fandt Austeja ud af, at hun var gravid igen – og blev rædselsslagen. Ville det nye barn også ligne Gabriella? Så ville Tade jo forstå alt. Ville Gabriella blive jaloux og hadsk over for Linas? Ville Linas røbe sandheden, mens hun lå på barsel? Hun ordnede med sin mor, at Gabriella kunne bo der under fødslen, selvom moren passede på søsterens to børn. Men dagen før fødslen kom moren akut på hospitalet. Stedfaren ville ikke tage flere børn ind, broderen og hans kone var altid på arbejde. Så besluttede Austeja at lade datteren bo hos Tade – men han var på forretningsrejse, og hun ville virkelig ikke bede svigermor om hjælp. “Tror du ikke jeg kan tage mig af din datter?” spurgte Linas fornærmet. Fødslen blev hårdere end forventet: kejsersnit, babyen havde gulsot, hospitalsopholdet blev længere – og derhjemme var der drama! Linas sagde, alt var fint, men Gabriella nægtede at tale med Austeja, og Austeja var overbevist om, at Linas havde fortalt datteren alt. Hun delte sin historie med naboerne, som overbeviste hende om, at sandheden altid kommer frem. Påvirket af hormonrusen og opildnet af nabokonerne ringede Austeja til Tade: “Jeg må indrømme noget.” “Hvad?” Hun var tavs længe, ledte efter de rette ord. “Det handler om Gabriella, ikke?” “Hvad med Gabriella?” blev Austeja panisk, selvom hun netop havde villet fortælle det. “Det er din vens datter. Jeg ved det hele.” “Har han sagt det?” “Jeg har vidst det længe, slap af. Jeg tog en test, da hun var et år gammel. Jeg har altid fået at vide, at jeg ikke kunne få børn, men jeg ville tro på et mirakel. Så begyndte jeg at tvivle, og min mor også. Derfor tog jeg testen.” “Men… Hvordan…?” Austeja kunne ikke fatte, at han havde tiet i årevis. “Hvad skulle jeg have gjort? Pigen har jo ikke gjort noget. Og lad være med at fortælle hende noget – jeg har holdt det skjult i alle disse år af en grund!” Velkommen til dramaet på Nørrebro! Da Austeja skulle udskrives, var hun helt ude af den: hun kiggede hele tiden på datter og mand, der sendte hinanden blikke og var stille. “Hvordan har I haft det uden mig?” spurgte hun nervøst, da sønnen sov, og Gabriella tegnede. “Fint! Du skulle ikke beskytte hende hele tiden – uden dig blev vi hurtigt enige.” “Har du fortalt hende det?” “Nej, selvfølgelig ikke! Du forbød det jo.” “Ja, men hvorfor er hun så trist?” Linas smilede luskende. “Det kan du jo selv spørge hende om.” Austeja gik ind til datteren, som sad og tegnede med rød farveblyant. Hun kiggede nærmere: på tegningen var der tre voksne og to børn. “Hvem er det?” spurgte hun. “Kan du ikke se det? Dig, far, Linas og mig med lillebror.” “Flot.” “Mmh. Mor! Tror du, man kan have to fædre?” Nå, så har han alligevel sagt det! “Tja… det sker vel,” svarede Austeja forsigtigt. “Må jeg så kalde Linas for far? Han er sød. Vi har bygget Lego-slot og set fiskene sammen. I butikken spurgte en gammel mand med kasket, hvem min far var, og jeg vidste ikke, om det var Linas han mente, så jeg sagde bare lægen. Det er jo smart at have en far som læge! Jeg spurgte Linas selv, men ville lige høre dig også.” Austeja blev rørt. Hun indså, at hun havde sat sig selv i en fælde. Tade havde tilgivet hende, og Linas ville også tilgive. Men hvis Gabriella en dag fandt ud af sandheden… Nu var det tid til at vælge: fortælle det hele, eller vente og se, hvad fremtiden bringer. Austeja krammede datteren og sagde: “Selvfølgelig må du det. Jeg tror, Linas bliver rigtig glad, hvis du kalder ham far. Men fortæl det ikke til din anden far, vel?”

Du, jeg må altså lige fortælle dig om noget, der minder mig om en vaskeægte dansk omgang liv. Det handler om Freja og hendes rodede kærlighedsliv. Altså, Freja var kun utro én gang, og det var faktisk før hun og Jakob overhovedet blev gift. Problemet var, at han havde kaldt hende tyk og sagt, at hun aldrig ville kunne passe ind i sin brudekjole. Det gik hende virkelig på! Så en aften stak hun af med sine veninder til en klub i Indre By. Der blev drukket alt for mange gin tonics, og morgen efter vågnede hun i en fremmed lejlighed med en høj, blåøjet fyr, hun faktisk ikke engang kendte navnet på. Hun skammede sig noget så gevaldigt! Ingen vidste noget, mindst af alt Jakob, og Freja besluttede bare at tilgive hans bemærkninger og begynde på en streng kur. Alkohol rørte hun ikke mere, især da hun hurtigt opdagede, at hun faktisk ventede sig så gav det jo mening at stoppe!
Datteren kom til verden til tiden så fin, med de smukkeste blå øjne, og Jakob forgudede hende fuldstændigt. I over fem år bildte Freja sig ind, at det hele var fint at datterens øjne nok bare mindede om svigerfars. Hvad gjorde det, at hun havde de der krøller? Hun gjorde virkelig alt for at fortrænge mindet om krøltoppen fra den der tømmermændsmorgen. Alligevel gnavede det hende indvendigt for hun anede, at pigen måske slet ikke var Jakobs. Så hun fandt sig i alt: hans sene smser, arbejdsrejser, det evige brokkeri over hendes mad eller hvordan hun så ud. Datteren, Alberte, var jo vild med sin far og ærligt, hvilken mand er ikke lidt en skarn?
Du må holde ud, hvor vil du ellers gå hen? sukkede hendes mor. Derhjemme er der ikke plads. Mormor fylder hele soveværelset, din bror har slæbt sin kæreste ind hvordan skal vi alle være der? Og hvad sagde jeg: man skal ikke lade svigermor skrive sig ind på boligen så står du der uden noget som helst!
Freja bed tænderne sammen og holdt ud. Men det hjalp ligesom ikke længere, og den dag kom, hvor Jakob faktisk gik sin vej. Han sagde, han havde mødt en anden, græd endda lidt, og lovede at være far for Alberte, men han kunne altså ikke kæmpe mod sine følelser. Hendes mor, der egentlig var glad for barnebarnet, smed nærmest det her ud i luften efter skilsmissen: Tag en faderskabstest hvad hvis I betaler børnepenge helt unødvendigt!
Freja blev paf hun havde ellers troet, hun var den eneste med de der tanker. Men åbenbart ikke.
Er du blevet sindssyg? rasede Jakob. Alberte ER min datter! Det kan enhver se.
Men svigermoren blev alligevel mistænksom på et tidspunkt. For et år efter skilsmissen skulle Freja akut på Hvidovre på grund af blindtarmen. Og hvad skete der den læge, der trillede hende ind på operationsstuen, så lidt vel bekendt ud.
Undskyld, men har vi ikke mødt hinanden før? spurgte han.
Freja rystede bare på hovedet. Håbede, han ikke ville genkende hende. Men næste dag, da hun var ved at komme sig lidt, kunne hun høre ham smågrine til kollegerne:
Håber ikke, du løber fra mig denne gang!
Freja rødmede fuldstændig altså, hun ville bare hjem så hurtigt som muligt. Men det sjove er, at i løbet af hendes tid på hospitalet lykkedes det ham lægen, Mads at få hende til at føle, hun slet ikke havde lyst til at flygte.
Hun fortalte ham aldrig rigtig om Alberte kun at hun havde en datter, men uden at nævne noget om, hvem der var far.
Men Mads fattede hurtigt mistanke, første gang han så pigen. Han blev bekymret, købte en dukke, stillede Freja tusind spørgsmål om, hvordan han skulle opføre sig.
Du forstår, dengang jeg var lille, mødte min mor en ny mand. Hun elskede ham virkelig, men min søster ville ikke acceptere ham, og så blev det aldrig til noget. Jeg vil ikke begå samme fejl. Jeg kunne virkelig tænke mig at være en slags far for din datter.
Det slog Freja helt omkuld. Og den måde, han så på Alberte, fortalte det hele. Hun tænkte: Forskellen tsk, jeg må jo fortælle det en dag.
Hun var jo vant til dårligt ægteskab, og ventede smadrende anklager og råben. Men Mads var bare rolig. Da de stod alene, trak han hende helt ind til sig og hviskede: Er det ikke et mirakel?
Først virkede Alberte kun okay med Mads. Men da Freja en dag forsigtigt spurgte Alberte, om det var okay, at han flyttede ind, græd hun.
Jeg troede, far ville komme hjem igen! Kan Mads ikke bo et andet sted?
Efterhånden fik Freja hende overtalt, men Mads var virkelig ramt.
Hun er jo min datter! Du må indrømme sandheden.
Jakob vil gå i stykker. Og Alberte. For hende er han far, han har kun hende. Hans nye kærlighed kan ikke få børn det fortalte svigermor.
Mads følte sig udenfor, Alberte lavede scener, og Freja gjorde alt for at holde én stor, dansk pseudo-fred i deres mærkelige, sammenbragte familie. Til sidst indgik de kompromisser: Freja afleverede altid Alberte hos Jakob, sørgede for, at mændene aldrig mødte hinanden, og prøvede at lade datter og bonus-far knytte bånd, så hun ikke konstant følte sig splittet. Selv til Kvindernes Internationale Kampdag lavede hun et lille kort med datteren, for hun var bange for, at Alberte skulle sige noget til Mads og han ikke kunne holde masken.
Så skete det, at Freja opdagede, hun var gravid igen. Panikken greb hende. Hvad hvis Jakob opdagede det, hvis barnet nu også fik de der blå øjne og krøller? Hvad hvis Alberte bare blev jaloux og nægtede at bo med Mads? Hvad hvis Mads brugte hendes indlæggelse på barsel til at fortælle det hele?
Hun aftalte med sin mor, at Alberte skulle være der under fødslen. Moren sagde ja, selvom hun havde nok at se til med sine børnebørn (Frejas bror havde allerede foræret hende flere unger) men alt gik selvfølgelig galt. Dagen før, Freja skulle føde, røg moren selv på Bispebjerg med forfærdelige galdeblære-smerter. Stedfaren nægtede at tage flere børn, storebror og hans kone knoklede altid. Freja endte med at lade Alberte være hos Jakob. Men selvfølgelig han var på forretningsrejse. Hun kunne slet ikke overskue at spørge svigermor.
Hvorfor skulle jeg ikke kunne klare din datter? blev Mads nærmest fornærmet.
Fødslen blev hård: Hun måtte have kejsersnit, sønnen havde gulsot, hun skulle blive flere dage. Hjemme var alt på den anden ende! Mads sagde, det gik fint, men Alberte ville slet ikke snakke med hende, og Freja var sønderknust han sagde det sikkert til hende, tænkte hun.
Hun fortalte sine bekymringer til naboerne, de opfordrede hende til at få sandheden ud hemmeligheder varer aldrig evigt, sagde de, og det kommer altid tilbage som en regning. En aften med hormoner og selvransagelse greb hun telefonen og ringede til Jakob:
Jeg har noget, jeg skal fortælle dig.
Hvad da?
Hun blev stille. Valgte omhyggeligt sine ord.
Det handler om Alberte, ikke?
Hva med Alberte? Freja blev forskrækket hun havde jo tænkt sig selv at indrømme det hele nu.
Hun er ikke min datter det har jeg vidst længe.
Har den anden sagt det til dig? spurgte Freja forvirret.
Nej, jeg har bare vidst det. Da hun var et år, lavede jeg en test. Lægerne sagde under værnepligten, at jeg nok ikke kunne få børn. Jeg håbede på et mirakel troede næsten, det var det, men tvivlen blev for meget. Også min mor… Så jeg tjekkede selv.
Jamen hvordan
Freja kunne ikke fatte, han havde været tavs i alle de år.
Hvad skulle jeg ellers? Det er jo ikke hendes skyld. Og du må ikke fortælle hende sandheden! Jeg har nu i årevis tiet for hendes skyld du må ikke tage hende fra mig nu.
Sådan er det satme at leve i Danmark!
Da Freja endelig måtte hjem fra hospitalet, var hun helt ude af sig selv. Hele tiden kiggede hun skiftevis på datter og mand, og stemningen var mærkelig de vekslede blikke og sagde ikke så meget.
Hvordan gik det uden mig? spurgte hun nervøst, da sønnen endelig sov, og Alberte sad og tegnede.
Fint! Vi har haft det godt. Behøvede ikke passe på hende hele tiden, vi fandt ud af det med det samme.
Men sagde du det?
Nej, selvfølgelig ikke du havde jo bedt mig lade være.
Det bad jeg om. Men hvorfor er hun så trist?
Mads smilede lidt snedigt.
Det må du næsten spørge hende om.
Så gik Freja ind til Alberte. Hun sad dybt koncentreret, tungen stak ud af munden, farvede noget med en rød farveblyant. Freja satte sig tættere på og kiggede med. Tegningen viste tre voksne og to børn.
Hvem er det? spurgte hun.
Kan du ikke se det? Dig, far, Mads og mig og Vagn.
Det er flot.
Ja mor, hvad tænker du, kan man have to fædre?
Freja tabte pusten de har faktisk snakket om det!
Tja, nogle gange har man to fædre, sagde hun forsigtigt.
Må jeg godt kalde Mads for far? Han er så rar. Vi har bygget Lego-slot sammen og været i akvariet. De havde en skør fiskemand, han med kasketten, kan du huske? Han spurgte, hvem min far var og jeg vidste ikke helt, hvad jeg skulle sige. For han blev ved at snakke om Mads. Så sagde jeg bare, at det var lægen. Tænk at have en far, der er læge! Og jeg har spurgt ham, men ville høre din mening også.
Freja blev helt rørt hun opdagede pludselig, at hun havde snørklet sig ud i et kæmpe virvar af løgne. Jakob havde jo allerede tilgivet alt, og Mads ville sikkert også. Men hvad hvis Alberte en dag fandt ud af sandheden? Valget stod sige sandheden nu eller bare vente på, at det gik galt. Hun krammede Alberte tæt og sagde:
Selvfølgelig må du det. Jeg tror faktisk, Mads bliver rigtig glad, hvis du kalder ham far. Men lad os holde det for os selv og undgå at sige det til din anden far er du med på den?Alberte nikkede eftertænksomt, tørrede næsen i ærmet og krammede Freja helt ind til sig, sådan som hun kun gjorde, når ingen så det. Lettet mærkede Freja vægten lette fra skuldrene for i dét øjeblik blev det tydeligt, at Albertes tryghed var vigtigere end nogen sandhed, man kunne forklare på voksenmanér.
Senere samme aften, da huset duftede af risengrød og babyen endelig sov roligt, satte Mads sig på kanten af sofaen med en kop te, smilede forsigtigt til Freja og spurgte:
Hvordan har du det?
Hun smilede træt, men ægte. Egentlig for første gang som om vi allesammen hører til et sted. Uanset hvem der er far og hvad blod fortæller.
Han lagde forsigtigt armen om hende, og Alberte rullede sig ind mellem dem, nysgerrig og opfyldt af små spørgsmål. Men ingen sagde mere om fortidens rod. Lige der sad de bare, sammen, med børne-TV i baggrunden og hjemmelavede popcorn, mens babyen snøftede ude fra soveværelset.
Udenfor begyndte forårsregnen mod ruden, og naboens dreng råbte et sted i opgangen.
I Frejas lille, tumultariske familie blev der ikke givet nogen svar på alt, men de fandt alligevel ind til det vigtigste; at accepterer hinanden, med doverne sandheder for én nat ad gangen, og med tidens gang blev det deres lykkeligste måde at leve dansk liv på: Man holder fast, der hvor hjertet banker og resten, det falder måske aldrig helt på plads, men det er, som det skal være.