Skal jeg egentlig spare et stykke kød til min svigermor?
Dig behøver du ikke. Du har hverken købt eller tilberedt det.
Jeg er bare bekymret, Mikkel. Lønnen er først om to uger, og fryseren er tom som et øde loft.
Mikkel sukkede, rejste sig og gik rastløst rundt i stuen.
Du gør altid alting til en pengesag. Du er blevet så kedelig, Signe, så finurlig som en mønt. Du var ikke sådan før.
Signe gnubbede de trætte øjne og rullede regnearket ud tallene sad stadig ikke.
Femtogtus kr hendes løn. Fyrrefem tusind til manden. I alt femoghalvfems. Man kunne tro, at det var nok til at leve, men
Fyrre tusind fløj hver måned ind i den umættelige mave af boliglånet, ti tusind til en renoveringskredit, som de aldrig fik færdiggjort.
I gangen stod stadig de ensomme ledninger, der ventede på nye stikkontakter, som pengene aldrig rakte til.
Signe, mor ringede, lød Mikkles stemme fra køkkenet. Bussen er om en time.
Signe trak vejret dybt, lukkede laptoppen og gik mod køkkenet.
Skal du møde hende? spurgte hun, mens hun støttede sig på køkkenbordet.
Selvfølgelig. Så kan du lave noget hjemmelavet?
Mor klagede altid over, at maven protesterede mod færdigretter fra supermarkedet.
Hjemmelavet gentog Signe i ekko. Mikkel, vi har en mus i fryseren. Den er gået til sult.
Du ved, dine forældre sendte en taske i tirsdags, mindede manden, mens han slikkede i den tomme kop te. Der var kød i den.
Signe bider i læben.
Ja, forældrene havde sendt: svinekød, tre dusin æg, en sæk kartofler, flere glas syltede agurker. Uden dem ville Signe og Mikkel nok have døde af sult.
Hendes forældre, hårde landarbejdere fra en lille by i Jylland, trak den unge familie, fordi et boliglånet i en storby som København føltes som en byrde.
Mikkles mor, Maren Jensen, mente, at hun skulle hjælpe.
Jeg havde tænkt mig at strække kødet ud over to uger, sagde Signe stille. Lave hakkekød, fryse frikadeller.
Mors besøg er sjældent, lad os ikke spilde, okay? sagde Mikkel og så på hende som en slidt hund. Hun er femoghalvtreds, gammel nok til at have brug for lidt omsorg.
Signe lo indvendigt: Gammel. Hendes egen mor var også femoghalvtreds og holdt både hjemmet i stand, arbejdede på en folkeskole og passede børnebørn.
Maren Jasper, femoghalvtreds, sad ofte foran fjernsynet i deres landsby, hvor den eneste dyr var katten Musse.
Okay, sukkede Signe. Jeg laver grøntsagssuppe og en gryderet.
Mikkel strålede, gav hende et kys på kinden og løb for at skifte tøj.
—
Manden gik, og Signe trak den dyrebare pose ud af fryseren.
Svinekød på ben et solidt stykke.
Hun lagde kødet på skærebrættet, skar af kødet til gryderetten, og benene med rester til en kraftig bouillon.
Mens bouillonen kogte, skrubbede Signe kartoflerne. Tankerne kredsede om penger. Støvlerne var slidte, lynlåsen gik i stykker nye ville koste mindst fem tusind kr. Det betød, at tandlægen måtte vente, selvom tanden protesterede mod kulden.
Heldigvis kan jeg arbejde hjemmefra, beroligede hun sig selv, mens hun hakker kål. Så sparer jeg på transport og frokost i kontoret.
I toogtyveårsalderen følte Signe sig som en trukket hest. Veninderne postede billeder fra natklubber og ferier, mens Signe jonglerede med betalingsplaner på køleskabsdøren og jagtede tilbud i Netto.
Låsen klikkede.
Så er vi her! bragte Marens højlydte stemme sig gennem den lille entre.
Signe tørrede hænderne på et viskestykke og gik ud for at møde hende.
Maren, en kraftig kvinde med fedigt læbestift og permanent krøller, smed sin frakke på sønnens arme.
Åh, den lange tur har rystet mine knogler! klagede hun, uden at se på svigermoren. Chaufføren var en bølle, varmen i bilen gik fra, og vinden skød ind i benene
Hej, Signe. Du ser bleg ud. Har du glemt at sminke dig?
Hej, Maren Jensen. Jeg arbejder hjemme, så hvad skal jeg sminke mig for?
Åh, lad være nu, afviste svigermoren, mens hun gik ind i lejligheden i huslige sko. Hæld mig en kop te fra vejen. Eller måske noget mad med det samme, jeg er flad efter turen.
Vask venligst hænder, bad Signe høfligt, men bestemt. Og smid skoene. Jeg kommer straks i gang.
Køkkenet blev hurtigt trangt. Maren tog halvdelen af pladsen ved vinduet, som om hun havde fundet sit royale sæde.
Mikkel gik omkring og lagde en pude under hendes ryg.
Det lugter spiseligt, bemærkede svigermoren og indsnusede. Suppe?
Ja, suppe, nikkede Signe, da hun hældte den i skåle.
Hun lagde ekstra kraft i mandens skål, mens hun selv kun hældte en tom suppe kun bouillon med kål og kartofler, uden et eneste stykke kød.
Maren, som gæst, valgte de mest saftige stykker de store knogler med mørt kød, som Signe selv elskede at gnave på.
Spis, mens den er varm, placerede Signe skålen foran svigermoren og satte sig overfor.
Maren tog skeen, rørte i suppen. Ansigtet ændrede sig langsomt; øjenbrynene løftede sig, læberne knibbet sammen som en lille knude. Hun fangede en stor knogle med et lækkert stykke kød hængende på, løftede den over skålen.
Hvad er det? spurgte hun med isnende tone.
Knogler, svarede Signe uskyldigt, mens hun brød af brød. Der er kød på dem, det er det bedste kød, mørt
Knogler?! svarede svigermoren, stemmen steg i en oktav. Du giver mig knogler?
Mikkel stod stille med skeen i munden. Signe blinkede forvirret.
Maren Jensen, der er kød på knoglerne. Jeg valgte dem med vilje, så I får mest muligt
Mest muligt?! udbrød svigermoren. Hvad tror du, jeg er? En gadehund? Du selv spiser kun udskårne stykker, mens jeg får resterne?!
Resterne? Siges læber rystede. Jeg har slet ikke fået kød! Se!
Maren kiggede ikke længere på skålen. Hun greb den og gik beslutsomt mod toilettet.
Mor, hvad sker der? råbte Mikkel, men nåede ikke at gribe ind.
Lyden af toilettets låge, der smækkede, og vandets brus var som en bølge, der skyllede to timers arbejde og forældrenes gave væk.
Svigermoren kom tilbage, gik til skraldespanden, åbnede skabet og knugede den uheldige knogle ind i affaldet.
Så jeg kan ikke få denne kødklump igen i dette hus knurrede hun. Mikkel, hvem har du bragt hjem? En ubehøvlet landsbydreng, der ikke har respekt for de ældre!
Signe holdt fast i bordkanten. Mikkel skiftede panisk blik mellem mor og kone, uden at vide, hvad han skulle gøre.
Jeg er ingen hund, sagde Signe lavt. Og du er ingen hund. Det var god mad, som mine forældre sendte.
Ah, forældre sendte! Så spis dine egne knogler! brølede svigermoren. Er der ordentlig mad i dette hus, eller skal jeg sove sulten?
Signe rejste sig. Hun ville skrige, smide noget tungt i ansigtet på kvinden, men opdragelse og den intelligente opdragelse, som hendes forældre havde givet hende, forhindrede det.
Vi har spaghetti med gryderet.
Hun gik til komfuret, tog panden med gryderet og gryden med spaghetti og lagde dem på bordet.
Tag selv for jer. Jeg er bange for at miste point igen.
Signe forlod køkkenet, kravlede ind i sofaens hjørne som også tjente som soveværelse og tændte fjernsynet for at dække lydene.
Men lyden kom igennem.
En rigtig pige har slået sig løs, mumlede Maren, mens hun skar ned i tallerkenen. Jeg har givet dem mad, men de giver mig knogler!
Så du så, Mikkel? Det er som en spyt i ansigtet!
Mor, hun mente det ikke, forsøgte Mikkel at forsvare sin kone. Hun troede bare, det ville smage bedre. Sådan er de i vores familie
Hvad de kan lide! Vi er civiliserede mennesker, vi bor ikke i en lade!
Låget på panden klaprede.
Ah, nu er vi ved det, svigermoren skiftede tone til blødere. Kød. Så
Signe kunne ikke holde sig længere. Hun gik stille til køkkendøren, kiggede gennem klyngen.
Maren gik rundt med skeen i panden, gravede metodisk igennem den tykke sauce, som en lille gravemaskine, og samlede stykker kød. Et, to, tre hun fyldte sin tallerken med en bakke gryderet, efterladende kun våd sovs og et par triste rester af spaghetti.
Spaghetti er tom, bemærkede svigermoren med en mund fuld. Man skulle have smør i den. Du sparer på mig, min dreng. Åh, sparer!
Siges øjne mørknede. Gryden var beregnet til to dages mad! En dag til Mikkel på arbejde, en dag til Signe til frokost, og endnu en til aftensmad. En og en halv kilo rent kød!
Signe smed sig på sofaen, lagde ansigtet i puddet og græd tavst. Ti minutter senere kom Mikkel ind i døren.
Signe begyndte han forsigtigt.
Hun løftede hovedet.
Hvad?
Hvorfor er du så ked af det? Mor er bare træt efter rejsen, hendes nerver Hun er jo gammel. Tag det ikke så tungt.
Hun hældte suppe i toilettet, Mikkel. Suppe, jeg har stået og kogt i to timer. Kød, som mine forældre sendte!
Hun gik nok over bord, det er sådan hun er, sagde Mikkel, satte sig på sofaens kant og forsøgte at tage hende i hånden. Signe trak hånden væk. Hør, hun spiste, men du er stadig ked af det. Hun siger, blodtrykket er steget af skuffelse.
Af skuffelse? sukkede Signe bittert. Så hendes blodtryk er ikke steget, fordi hun spiste mad, som skulle holde i to dage?
Signe! Mikkel rynkede panden. Hvorfor er du så hård? Spiste
Hun spiste. Maven vendte tilbage.
Skal jeg virkelig spare et stykke kød til min svigermor? gentog hun.
Dig behøver du ikke, du har hverken købt eller lavet det.
Jeg er bare ked af det, Mikkel. Lønnen kommer først om to uger, og fryseren er tom.
Mikkel sukkede, gik rundt i stuen.
Du gør altid alting til en pengesag. Du er blevet så kedelig, Signe. Du er så… lille. Du var ikke sådan før.
Før betalte vi ikke 40.000 kr til dit boliglån, svarede hun.
Mikkel trak i kinden.
Sådan. Mor er ked af det. Hun har brug for at lufte ud. Hun siger, jeg har glemt hende helt, at hun ikke har haft held med svigermoren
Så lad hende køre hjem, mumlede Signe.
Det kan vi ikke, Signe! Jeg tager hende med på café der er lige åbnet en lille café i nærheden, de har kage og kaffe. Går du med?
Signe så på ham som på en rumvæsen.
På café? Mikkel, vi har kun 3.000 kr til næste løn. Hvilken café?
Jeg har et kreditkort, afviste han. Et par tusinde kroner er ikke så meget. Så vil mor smile. Hvad siger du? Skal du blive ved med at knurre?
Jeg går ikke, sagde Signe og vendte sig mod væggen. Jeg er mæt.
Det er dit valg.
Mikkel og hans dyrebare mor forsvandt på fem minutter. Signe rejste sig fra sofaen, ringede til sine forældre. Hun ville sige, at hun kom hjem og skilte sig fra sin mand.
Det var nok. Svigermors udbrud var den sidste dråbe.
En besked fra banken kom: På frokost for den kære mor havde Mikkel brugt næsten seks tusind kroner.
