Min søn og hans kone flyttede ind hos mig, og nu er de utilfredse med mine regler.
Mit hjem mine regler!!!
Jeg har ladet min søn og svigerdatter bo hos mig, og de syntes straks, at jeg skulle blande mig udenom. Beklager, men mit hjem, mine regler. Hvis de ikke bryder sig om det, behøver de ikke blive.
Min søn blev gift for to år siden. Jeg syntes, det var lidt for tidligt at gå på rådhuset, når man kun er tyve, men ingen hørte på mig. Han havde besluttet sig for at starte en familie og det gjorde han så. Inden de blev gift, havde jeg overdraget min mors gamle lejlighed til ham. Den var ikke perfekt, men det var en begyndelse.
Det unge par boede et år i den lejlighed, men besluttede så at købe en ny lejlighed fra et byggefirma. Min søn solgte dermed lejligheden, og svigerdatterens forældre hjalp også til med penge. Min svigermor mente, at vi selvfølgelig skulle hjælpe de unge, men jeg havde allerede hjulpet jeg gav dem jo lejligheden. Jeg kunne sagtens have beholdt den og lejet den ud.
Jeg tror ikke på idéen om sameje det virker altid som en risikabel affære. Jeg forstår heller ikke logikken i at lægge penge for en lejlighed, der ikke engang er bygget endnu. Men sådan gør folk altså de gav deres penge og lejede så en lejlighed i mellemtiden. Der var ingen problemer.
Men så mistede min svigerdatter sit arbejde, og økonomien begyndte at halte. Efter noget tid spurgte de, om ikke de måtte flytte hjem til mig. Jeg tænkte straks, at det nok ville ende skidt. Jeg bliver ikke smigret, for jeg ved godt, det ikke er nemt at bo sammen med mig. Min søn ved det jo også, men hvis han beder om at bo her, siger jeg ikke nej. Af uransagelige grunde ville min svigerdatter ikke bo hos mine forældre, jeg ved ikke hvad der er der.
Jeg sagde det fra starten af, at i mit hjem er der nogle regler, som de skal følge. For eksempel går jeg i seng kl. 22 hver aften. Derefter skal der være ro, fordi jeg sover let, og hvis jeg vågner, kan jeg ikke falde i søvn igen. Om dagen har jeg altid P4 kørende svagt i baggrunden, det er bare rart for mig. De unge nikkede, og vi gik i gang med at bo sammen.
Den første måned gik uden problemer. Hvis der var noget, jeg syntes kunne gøres bedre, sagde jeg det pænt, de rettede ind, og vi levede stille og roligt. Men fra anden måned begyndte børnene at vise tænder. Min svigerdatter blev mopset, min søn begyndte at sukke tungt.
Mor, kan vi ikke tage det lidt roligt? Hvad gør det, hvis vi slukker for radioen en dag? Du lytter jo ikke engang efter den kører bare hele tiden. Jeg får hovedpine, når jeg kommer hjem fra arbejde.
Skal vi virkelig tørre tallerkenerne af? Kan de ikke bare lufttørre? Det virker spild af tid, den kan man bruge på noget bedre.
Mor, skal du virkelig gøre rent lørdag morgen? Vi ligger og sover endnu! Klokken er kun ti, og du rører allerede rundt med klud og spand!
Sådanne diskussioner blev mere og mere almindelige. Til sidst blev jeg gal og sagde, at de kunne pakke deres ting.
Vil du virkelig smide os ud på gaden, bare fordi vi ikke vil følge dine skøre regler? spurgte min søn køligt.
Det er ikke skøre regler, det er reglerne i mit hjem, og dem må gæster følge. Hvorfor skulle jeg leve med kompromiser i mit eget hus?
Du kunne jo godt ændre lidt på reglerne. Det er jo ikke for sjov vi er her vi har det svært for tiden.
Folk, der har det svært, er glade for den hjælp de kan få, de kræver ikke at få deres vilje. Jeg sagde det helt fra starten: Mit hjem, mine rammer.
Du har gjort alt for at skubbe os ud, det er fint nok. Jeg forstår dig, tak, mor. Du har hjulpet, men jeg vil ikke bede dig om hjælp mere, sagde min søn vredt og begyndte at pakke. Svigerdatteren fulgte efter.
De gik, og jeg fortryder det ikke. De bad mig om hjælp, og jeg bad dem ikke gøre noget unaturligt kun følge husets regler. Måske følte de sig utilpasse, men ellers ville det være mig, der fik det sådan. Og jeg vil have det godt i mit eget hjem. Når de en dag får deres eget, kan de lave de regler, de vil.
