Du valgte ham selv – hold op med at klage! Du har selv valgt din mand!
——
– Åh mor, jeg er så træt af Mikkels ligegyldighed! Før vi blev gift var han altid den første, der stod op for at lave morgenmad. Hvis jeg var syg, løb han ud i regn og sne for at hente medicin. Men nu virker det som om, han bare er ligeglad. Jeg er her, men han giver ingen signal om, at han bekymrer sig. Selvfølgelig havde han også sine fejl før brylluppet, men jeg troede, jeg kunne rette dem. I stedet er de gamle problemer stadig, og nye er kommet til.
– Hvorfor klager du så? Du så ham ændre sig, så du så, hvordan han var. Hvis du var tavs, må det have været okay for dig. Nu er det for sent at sutre, siger Vera og afviser din evige gnaven.
– Hvad kiggede du på, da du gik ind i ægteskabet? svarer Signe og vil ikke lade mor få sidste ord.
– Hvis du selv valgte ham, så er du også skyldig.
Vera indså straks, at hun lige havde gentaget sin egen mors ord fra mange år tilbage. Det gik op for hende, at hun selv var årsagen til al sin elendighed. Hun kunne ikke ændre fortiden, men hun kunne hjælpe sin datter.
Vera blev gift af stor kærlighed, selvom hun kun havde kendt Mikkel i et par måneder. Mikkel var sød og betænksom, kom altid med en buket blomster, som hun måtte snuppe fra byens blomsterbede. Vera blev forelsket i hans romantik og sagde ja uden at tænke over det.
Men efter brylluppet viste Mikkel sig ikke så omsorgsfuld. Allerede efter en måned begyndte Vera at bemærke, at han var en rodet fyr. Sokker spredt ud over hele lejligheden var kun toppen af isbjerget. Han vaskede ikke op, larmede med sine ting overalt, spiste så rodet at der lå krummer og madpakker på bordet. At bringe en beskidt tallerken til vasken eller en sok til skabet var for meget for ham.
I de første måneder rydde Vera alt selv i håb om, at Mikkel ville fange signalerne og blive mere ordentlig. Intet skete. Tværtimod så han, at hun gjorde rent, og skabte endnu mere rod. Han lagde teposer på bordet, smed tandpastaens låg på gulvet og lod kridtsporet på spejlet stå. Vera havde tålmodighed, men den var ved at briste. I stedet for at råbe ud, begyndte hun at klage til sin mor. Det hjalp ikke, men lindrede lidt hendes frustration.
– Jeg kan ikke leve sådan længere! Det er ikke en voksen mand, men en lille skør fyr, der gør alt med vilje. Han gør rod, selv når jeg har gjort alt rent. Jeg kommer hjem fra arbejde, han spiser foran computeren og falder i søvn med det samme! Hvorfor skal jeg holde humøret op?
Moren lyttede stille, nikkede ind imellem, men efter seks måneders klageri sagde hun:
– Vera, stop med at sutre! Jeg har ikke mere energi til at lytte. Du så, hvem du gik ind i ægteskabet med. Så hold op med at brokke dig. Hvis du er så utilfreds, så gør, hvad du vil – skil dig. Det er ikke som i gamle dage, du kan bestemme over dit liv.
– Tak, mor! Jeg havde ikke forventet, at du skulle sige det. Så jeg er en byrde for dig? Tak for støtten. Jeg troede, du ville stå ved mig, men du er også træt. Så jeg går nu.
– Hvorfor er du så ked af det? Jeg har sagt det, du har hørnet mig hver dag i et halvt år. Ingen er perfekt, men alle lever videre uden at klage hele tiden.
– Så jeg holder op med at klage. Jeg vil ikke være til besvær for dig. Jeg finder en, der ikke lader mig i fred.
Vera var så såret, at hun næsten et år ikke talte med sin mor. Hun vendte sig så til sin søster, men hun holdt kun ud i et par uger.
– Ver, stop! Du klager så meget, at jeg får hovedpine. Er din mand så forfærdelig, at du kan holde ud? Så drop ham og lev lykkeligt alene!
– Let at sige! Du har en god uddannelse, en prestigefyldt job og en rig kæreste. Hvad skal jeg så? Jeg kan ikke gå til min mor, hun er også træt af mig. Du er ligeså hård som hun er.
Da både mor og søster sagde nej til at hjælpe, gik Vera en uge uden at klage til nogen. Men vanen var så indgroet, at hun snart vendte sig mod veninderne. De holdt ud i tre dage, men så sagde de i kor, at hun skulle skille sig, hvis hun ikke kunne tåle hans respektløshed.
Ingen ville længere tage hendes telefon, invitere hende eller holde kaffemøder. Så kom overraskelsen: hun opdagede, at hun var gravid. Et lille barn blev den perfekte lytter – ingen råd, men også ingen skilsmisseforslag.
Hun fik en datter, så en søn, og livet blev travlt. Der var ingen tid til at klage, og hun vænnede sig til den “mareridts” hverdag, hun altid talte om.
Årene gik, børnene flyttede hjemmefra. Vera og Mikkel gik tilbage til, hvor de startede. Vera blev irriteret over hans vedvarende rod, men det var forgæves at diskutere. Så hun tog den løsning, alle havde foreslået: hun skilte sig. De solgte lejligheden og gik hver til sit.
– Sådan er det! Nu kan du smide sokker rundt og undlade at vaske op i årevis! sagde hun, mens hun samlede sine ting i hast.
– Var det så svært at sige det? svarede Mikkel trist. – Jeg er jo ikke en tankelæser! Jeg vidste ikke, at det generede dig så meget. Jeg troede, du bare gjorde rent, så alt var i orden.
Hans ord gik ikke op for Vera. Hvorfor havde hun klaget til alle, men aldrig talt med ham?
– Det er overstået nu. Vi har levet livet. Jeg er fri, og jeg vil leve i ro og orden, sagde hun til sig selv.
Livet som enlig blev kortvarigt. Kort før skilsmissen blev deres ældste datter, Frejas, gift. De boede sammen i et lille hus i Roskilde. Freja var lykkelig, men en dag ringede hun i tårer:
– Mor! Det er et mareridt! Mikkel er helt anderledes end før! sagde hun, da hun trådte ind.
– Hvad er der så galt, skat? spurgte Vera.
– Der er intet at glæde sig over. Din far var altid rodet, så vi skiltes, men nu er han endnu mere uansvarlig. Han kan ikke engang lave en omelet. Jeg må lave mad til flere dage, fordi han ikke kan varme sin mad op. Pakker fra levering ligger overalt, han spiser foran sin laptop og efterlader beskidte tallerkener overalt. Ingen blomster
