Skilsmisse på gamle dage
“Jeg skal skilles!” besluttede Anna Margrethe oppe i årene, der nu havde rundet de seksti og lidt til.
Med en elegant hat placeret præcist på sit gråsprængte hår og en værdig holdning, satte Anna Margrethe sig ned foran skrivebordet hos kommunen i Odense. Bag det tunge, smagløse skrivebord sad en ung ansat, nervøst bøjende sig over sin skærm, som om hendes morgen allerede havde været fyldt med uheld.
Anna Margrethe foldede sit sirligt sammenfoldede papir ud og skubbede det hen over borde.
“Ansøgning om skilsmisse,” sagde hun tydeligt og stillede sig et par millimeter højere i sin karakter.
Den unge kvinde kiggede op på den ældre dame foran hende. Det var ikke hverdagskost at modtage en skilsmissebegæring fra en kvinde i den alder. En rynket pande og hævede øjenbryn afslørede hendes tankemylder.
“Hvor sikker er du på det her, fru…” kvinden kastede blikket ned og læste, “fru Anna Margrethe?”
“Seksogfyrre år i ægteskab,” svarede Anna Margrethe med en fast røst. “Og i september ville det faktisk have været vores guldbryllup.”
Den unge kvinde så nærmest chokeret ud. Seksogfyrre år og en skilsmisse?
“Har De tænkt det godt igennem? Undskyld, men
“Jeg gør aldrig noget forhastet, unge dame,” afbrød Anna Margrethe med halv-venlighed i stemmen. “Seksogfyrre år. Vi har nået mange år som familie. Så i dagens anledning markerer jeg det med at tage denne beslutning.”
Kvinden gøs lidt. Selvom hun fandt sig selv uden ord, begyndte hun samvittighedsfuldt at notere ned i formularerne.
“Hvis De bare vil underskrive her… og her” kvinden skubbede papirerne hen mod Anna Margrethe. “Og så dato, tak.”
Med præcise og sikre bevægelser satte Anna Margrethe sin signatur på de rette linjer, den slags kalligrafi kun en tidligere skolelærer kunne præstere. Hendes beslutning havde været urokkelig, lige fra det øjeblik hun havde sat sin mand på gaden.
“Farvel,” sagde hun stilfærdigt, mens hun forsigtigt rettede på sin hat og gik ud af døren.
Anna Margrethe trådte ud på gågaden, og solen ramte hendes ansigt. Hun trak vejret dybt ind og følte en slags sejrens triumf. Hun gik med lette skridt mod sin veninde Karen Sofies lejlighed, med en lille pakke i hånden. En lagkage, hendes belønning til sig selv.
“Til min egen udholdenhed,” mumlede hun forsigtigt ud i luften, til ingen bestemt.
Karen Sofie, endnu en ældre dame, men lidt mere livlig og fuld af gadedrengestreger, havde netop sat kaffen over. Lagkagen og hvidvinsflasken, som blev trukket ud af køleskabet, satte tonen for eftermiddagen.
“Hvad skal vi fejre, Anna?” spurgte Karen Sofie, mens hun hældte vinen op i to elegante glas.
“Jeg har søgt om skilsmisse,” svarede Anna Margrethe uden omsvøb.
Karen Sofie tabte næsten sit glas. “Er det rigtigt? Efter seksogfyrre år? Hvad er der sket?”
“Han havde en søn. På den anden side af byen. Drengen er toogtyve år!” Anna Margrethes ansigt afslørede smerte, selvom stemmen forsøgte at holde sig stabil.
“Det er ikke sandt?”
“Jo. Jeg har levet med løgne i et kvart århundrede.”
Karen tog en stille tår af sit glas. “For en ny begyndelse,” sagde hun og hævede glasset i en skål.
“For en ny begyndelse,” ekkoede Anna Margrethe tilbage.
Da Anna Margrethe vendte hjem til sin egen lejlighed, ventede hendes søn Viktor på hende. Hans bekymrede blik gik hende på nerverne, men hun var for træt til endnu et skænderi.
“Mor,” begyndte han, “er det virkelig nødvendigt? Far er ødelagt. Du kan da ikke bare… smide ham ud?”
“Han smed vores tillid væk for mange år siden. Nu rydder jeg op i bunkerne, Viktor.”
Men Viktor blev ved. Skilsmisse efter så mange år føltes naturstridigt for ham, og han kunne ikke acceptere sin mors insisteren. Stemningen blev ophedet og mundhuggerierne fortsatte, indtil han i vrede smækkede med døren.
Senere den aften stod hendes mand, Jens Erik, foran døren med en buket liljekonvaller. Blomster, han ikke havde foræret hende i årtier.
“Min elskede Anna, jeg har dummet mig. Det kan jeg godt se. Men lad os snakke om det”
“Jens Erik,” svarede hun køligt, “vi har haft seksogfyrre år at snakke på.”
Blomsterne blev sat i den støvede vase fra deres bryllupsdag tilbage i halvfjerdserne. Men de kunne ikke ændre noget.
“Det her er slut,” fastslog Anna Margrethe tørt.
Og sådan sluttede kapitlet. Anna Margrethe satte sig tilbage i stolen, rettede sin hat og læste videre i sin bog. Morgendagen kaldte, og den nye begyndelse lå for hendes fødder.
