For 25 år siden rejste min mand til udlandet… Stress og bekymringer gav mig kræft

For 25 år siden rejste min mand til udlandet… Stress og bekymringer gav mig kræft.
Goddag. Jeg har længe været i tvivl, om jeg skulle skrive min historie. Måske vil nogen læse den og tænke efter… Måske kan nogen genkende sig selv i den, og måske kan andre undgå de fejl, jeg selv begik.
Jeg ønsker at forblive anonym, men jeg har brug for et råd. Bare en andens syn på tingene.
Jeg blev gift af kærlighed…
Jeg var ung, kun 18 år, da jeg forelskede mig i ham. Han var 22. Det var stor, oprigtig kærlighed, fuld af gensidig tillid. Vi troede, at vi kunne klare alt, så længe vi var sammen.
Et år efter brylluppet kom vores søn til verden. Jeg var lykkelig dengang… men det varede ikke længe. Tiden blev svær. Pengene slap hurtigt op, min løn var lav, og hans indkomst var kun nok til regninger. Vi levede beskedent som mange andre familier, men min mand mente, det ikke var nok.
Jeg tager til udlandet. Der tjener man mere, så kan vi leve bedre, sagde han en dag.
Jeg bad ham blive. Jeg sagde, vi skulle nok klare det sammen mange overvinder modgang side om side. Men han lyttede ikke.
Jeg blev alene med et lille barn.
Årene gik.
Jeg håbede, han ville komme hjem, men han ville ikke. Han sagde, at i udlandet kunne han tjene mere. Bare lidt endnu, så ville alt blive godt for os.
Jeg tryglede ham om at blive. Her havde han et job, jeg havde mit, og mine forældre hjalp med vores søn. Vi kunne leve som alle andre. Men han ville ikke hjem.
Med ét barn ønskede jeg mig flere, drømte om en stor familie, men han sagde:
Pengene rækker ikke. Det er nok at forsørge én.
Alligevel ville han ikke engang være til stede for den ene. Han kom hjem et par uger ad gangen og rejste igen.
Jeg opfostrede selv vores søn, gik til forældremøder, sad vågen om natten, når han var syg. Jeg fortalte det aldrig til min mand, ville ikke bekymre ham… og han spurgte heller aldrig.
Han kom aldrig hjem for alvor…
Hvis han havde tjent formuer, hvis vi havde levet i velstand, kunne jeg måske have tænkt: Det var det værd. Men nej. Pengene rakte kun til et normalt liv.
Alligevel fik vi gæld til tagreparationen, bilen, en ny vaskemaskine. Præcis som alle andre.
Flere gange prøvede jeg forklare ham, at penge ikke var alt, at vores søn havde brug for en far, at jeg var slidt op… men han ville ikke høre.
Han levede dér. Vi levede her.
Årene forsvandt.
Nu er 25 år gået.
Han kom hjem.
Men ikke med opsparing, kun med gæld.
Jeg betalte en del af hans gæld, da jeg solgte min mormors gamle hus. Han takkede, sagde, han elskede mig, at nu skulle vi endelig være sammen.
Men til hvilken pris?
For sent…
Man kunne tro, at nu fandt jeg fred min mand hjemme, ikke mere rejseri, hverken druk eller udskejelser… Man skulle tro, jeg blev glad.
Men jeg opdagede pludselig, at jeg ikke længere kunne trække vejret frit i dette hus.
For at bevare freden derhjemme måtte jeg opgive mig selv.
Jeg holdt op med at se veninder dem brød han sig ikke om. Han sagde, han ikke havde brug for venner, så hvorfor havde jeg? Han forbød det ikke, men så på mig på den måde, hvor al min lyst forsvandt.
Jeg stoppede med at klæde mig pænt på. Han kunne ikke lide farvestrålende tøj, makeup, høje hæle. Han sagde, det ikke var passende for en kvinde i vores alder.
Jeg lo ikke længere, fortalte ikke sjove historier, drømte ikke.
Jeg levede. Arbejdede. Gjorde rent. Lavede mad. Sov.
Et par gange om året tog vi på ferie. Naturligvis kun os to, aldrig med venner. For han brød sig ikke om nogen.
Og jeg fandt mig i det hele. Alt sammen.
Kroppen kunne ikke klare det
Al rutinen, den konstante uro, ensomheden knækkede mig.
Jeg blev syg.
Diagnosen var frygtelig. Kræft.
Min verden brød sammen på et øjeblik.
Jeg ved ikke, hvor meget tid jeg har tilbage.
Men én ting ved jeg: Hvis jeg kunne spole tiden tilbage, ville jeg ikke leve sådan igen.
Jeg ville aldrig lade mig selv forsvinde.
Jeg ville ikke lade en mand styre mit liv.
Jeg ville ikke ofre mig selv for en illusion om familie.
Nu er det for sent.
Min søn er voksen, har sit eget liv. Mine forældre er blevet gamle, jeg tager mig af dem så godt, jeg kan.
Og min mand… Han siger, at han elsker mig. At han vil blive hos mig.
Men det rører mig ikke længere.
Jeg levede ikke, som jeg ville.
Jeg var en trofast hustru. Tålmodig. Mild. Jeg ventede på ham. Jeg elskede ham.
Og han… Han levede, som det passede ham.
Hvis jeg kunne leve igen…
Ville jeg have valgt mig selv.
Nu kan jeg kun sige: Lev ikke, som jeg gjorde.
Sæt aldrig dig selv bagerst i rækken.
Mistes ikke for et forhold, der ikke gør dig lykkelig.
Livet er for kort til at vente.