– Åh, Finn Pedersen, siger nabokvinden, er du helt alene? Ingen kommer på besøg?
– Nej da, svarer Finn, de har travlt.
– Hvor er jeres livløse børn så, Finn, sukker den anden nabo, de tænker slet ikke på deres far. Og du, så er du en så hjælpsom fyr.
***
På hylden i Bodens værelse stod en splinterny dukke. Den var knaldrosa, iført en overdådig glitterkjole, og duftede af parfume. Det var Bodens mor, Inge, der havde lånt sig hendes mors duft.
Bedstemoren fra mors side, Maren Sørensen, kom på besøg til weekenden med en gave i baglommen.
– Åh, min lille skattepige! brølede hun, da hun kom snublet ind i den smalle gang, snublede over Finns gamle såler og værktøj, han aldrig lagde væk i skabet Se, hvad jeg har medbragt til dig!
Bag hende dukkede den store dukke op. Den stod højere end Bodens knæ. Øjnene var lysblå med bløde vipper, håret gyldent kruset og en påklædt frisure. Kjolen! Åh, det var en kjole! Flot, lagdelt og glitrende. Om halsen en fin perlekæde.
– Mor, hviskede Inge, hvor har du købt den så smukke? Jeg ville også lege med den, kiggede hun over på Bodens.
– Du må ikke tale, Inge! klappede Maren den glitrende kjole, Jeg så kun sådan en på billeder som barn. Jeg er for gammel til at lege, men til dig, Bod, har jeg gjort et kup. Den kostede, ja, næsten halvdelen af min pension, men for mit barnebarn gør jeg hvad som helst! Bod, sæt den i gang med de andre dukker.
– Tusind tak, bedstemor! pustede hun ud, mens hun trak blikket fra gaven, mange tak!
Hun rakte hånden ud og strøg kanten af kjolen. Dukken var fejlfri.
– Hvad hedder hun? spurgte Bod.
– Du kan kalde hende, hvad du vil, svarede Maren, jeg går så og snakker hemmeligheder med din mor.
Børge, den lille bror, havde også fået nye biler, men de ville ikke kunne måle sig med en så fin dukke!
De næste to dage gik i en dukkelignende glans. Bod lå aldrig fra den et øjeblik. Først kiggede hun på den, så børstede hun håret, lagde smykker på den Hun lavede et lille sengehus af en gammel skoske, fodrede den fra en lille plastikskål, som ingen havde rørt i år, og tog den med i køkkenet for at hjælpe med madlavning.
Børge, der havde knust sin lille bil, fik lov til at kigge på dukken under strenge opsyn.
– Bod, hvorfor har den så store fødder? spurgte han en dag, mens han så på de fine, proportionelle fødder i små sko.
– Så den kan danse, svarede Bod alvorligt, balletter. Og den kan også synge, sagde bedstemor.
– Synge? tvivlede Børge, Har du hørt?
– Ikke endnu, indrømmede Bod, men jeg er sikker på, at jeg snart vil. Man skal bare finde den rigtige knap.
Senere kørte de på weekend til Marens hus i Aarhus.
Om søndagen, da de skulle på toget, vinkede bedstemor dem af sted:
– Farvel, mine kære! krammede hun Bod, Savn mig ikke for meget. Din dukke er en skat, pas på den!
– Jeg lover, bedstemor! svarede Bod.
Bod tog dukken ikke med på rejsen, for den var så sart, at den måske ville gå i stykker eller blive beskidt. Så gik hun straks hjem igen.
– Skal du sove? spurgte moren.
– Jeg lægger den i seng, så kommer jeg tilbage.
Men værelset var tomt. Der var ingen at lægge dukken i seng med. Bod tænkte, at Børge måske havde lavet en spøg, men han havde ikke engang nået at vaske hænder. Hvor var den så?
– Hvor er du? råbte hun, kiggede under sengen, bag gardinerne, Milou? Hvor gemmer du dig?
Børge, som havde fulgt hende, stod forvirret.
– Har du set den? spurgte Bod.
– Du satte den på hylden
Bod gennemsøgte rummet grundigt. Måske havde den gemt sig? Men en så stor dukke kan ikke gemme sig i et hjørne.
– Mor! skreg hun ud af værelset, Hvor er dukken?
Men moren var lige kommet med indkøbene.
– Hvilken dukke, Bod? spurgte hun, troende at en ny dukke ikke kunne forsvinde.
– Min! Bedstemors! Den er væk!
Inge så overrasket på datteren.
– Forsvundet? Hvordan kan den forsvinde? Den var lige her.
Mor begyndte også at lede, men det var som at lede efter en nål i en høstak.
– Kan den have gledet ind i skabet? spurgte Bod.
– Hvis du lagde den på hylden, så nej
Pludselig gik døren op med et brag.
Finn kom hjem. Det var hans fridag fra kontoret, men han tjente også ekstra ved at reparere nabos biler. På hånden så man et plaster over et lille snit.
– Hej, familien! sagde han, mens han smed sin slidte jakke på stolen Hvordan har weekendene gået? Hvorfor så I så forvirrede ud?
– Finn! afbrød Inge ved døren, Dukken er væk! Den, som min mor bragte.
Finns ansigt ændrede sig en smule, som om han var ved at blive mistænkelig.
– Forsvundet? Det er mærkeligt
– Du var jo hjemme, da vi kørte til mor? begyndte Inge, mistænksom, Ved du, hvor den kan være?
Finn rystede på hovedet.
– Jeg har ingen idé
– Men jeg har en fornemmelse af, at du ved noget. Hvor er dukken, Finn? Du kan jo købe en ny.
Han vidste, at penge ikke stod til rådighed.
– Jo, du forstår, Inge Det er bare sådan Jeg har givet den videre.
– Givet den videre? spurgte hans kone, Til hvem?
– Til Vivi, sagde Finn med en lettet ånde, Niece. Hun havde fødselsdag, så vi gav hende et album og farveblyanter Da hun så dukken, brød hun ud i tårer. Hun havde altid drømt om en sådan. Jeg kunne ikke sige nej. Hun er så lille
– Hun er i samme alder som vores barn, mumlede Inge gennem tænderne.
Der var ingen mulighed for en rolig samtale.
Bod stod og lyttede, tårerne truede.
– Men den er min! hviskede hun, Bedstemoren gav mig den!
– Åh, Bod, forsøgte Finn at trøste hende, Græd ikke. Det er bare en dukke. Vivi har brug for den mere. Hun har ikke så mange fine legetøj som dig.
– Men nu har jeg ingen! sparkede Bod, Den er min! Jeg elskede den!
Inge stirrede på manden. Han var altid klar til at hjælpe andre, men aldrig til dem, han selv havde.
– Finn, forstår du hvad du har gjort? Det er en gave fra min mor! Hvordan kan du tage en børns legetøj?
– Jeg tror du overdriver, sukkede Finn, Bod har en hel kasse med dukker. Hun glemmer dem hurtigt. Vi skal hjælpe dem, der har brug for det. Vi har ikke råd til meget, men vi kan købe en ny. Det er jo bare en ting.
Bod brølede:
– Jeg vil ikke have en ny! Jeg vil have min!
– Så lad være med at græde, sagde Finn, Det er bare en legetøj, ikke verdens undergang.
Man kan tro, at det var en engangsforeteelse?
Nej. Inge havde prøvet at spare op til noget vigtigt for familien flere gange, men Finn slog altid en god gerning i.
De forsøgte at købe en større lejlighed. I deres lille toværelses lejlighed i Nørrebro var det trangt for Bod og Børge. Inge så på boliger, gik på fremvisninger. De havde en god opsparing, og pengene fra salget af deres nuværende lejlighed skulle kunne dække et lån uden problemer.
– Finn, sagde Inge, jeg har fundet en god lejlighed tæt på skolen, med en lille altan. Vi kan lige nå at købe den, hvis vi skubber lidt til.
Finn, der i øjeblikket var ved at reparere en mærkelig mekanisme i deres gamle køleskab, løftede hovedet.
– En lejlighed? Det lyder fint, men
– Men hvad? spurgte Inge nervøst.
– Jeg har lige overført pengene. Svante ringede, hans nevø skal giftes, og de har ingen bolig. Så tænkte jeg
– Du kunne ikke, Finn! udbryder hun, Du kan ikke bare give alt væk! Ring til Svante og få pengene tilbage!
– Jeg gav dem alt, forklarede Finn, De er familie. Vi har kun vores lille toværelses lejlighed, den er nok. Hverken børnene eller vi behøver mere plads.
– Hvorfor skal vi nøjes med mindre, når vi havde penge? Du skal straks ringe til Svante og kræve pengene tilbage!
– Inge, nej. Sådan gør man ikke. De stolede på mig
Så stod Bod og Børge tilbage i deres lille rum.
Der var tidspunkter, hvor pengene knap nok strakte til mad. Inge gik i supermarkedet og gravede efter de billigste pakker med makaroni og rodfrugter.
Imens kørte Finn et lån til sine forældre. De havde optaget et lån til sin søster Sofie. Finn hjalp dem med at betale afdragene.
– Finn, sagde Inge, vi kæmper selv for at få lønnen til at række! Børnene
– Mine forældre får kun en lille pension, men lånet skal betales. Hvorfor skulle de have inkassatorer? De gør alt for Sofie. Hendes barnebarn er gået i skole, så hun har også udgifter.
– Hvad med vores børn? spurgte Inge.
– De får nok, svarede Finn ligetørt, De behøver ikke de dyreste ting.
Disse ikke de dyreste ting betød, at de undertiden måtte nøjes uden julegaver, hvis ikke mor hemmeligt havde sparet lidt op. Finn blev såret, når hun ikke fortalte ham om pengene.
Den sidste knivspids, der satte kryds på deres håb, kom i året hvor Bod gik fra skole.
Familieøkonomien blev lidt bedre. Finn stoppede med at reparere nabobiler billigere og gik over på normale kunder. Inge begyndte at kigge på studier for Bod. Med de høje adgangskrav til Medicinstudiet måtte de overveje betalt optagelse.
Men netop det år ville også neffen Vivi begynde på universitetet. Som altid begyndte familieproblemer igen.
– Inge, sagde Finn, Vivi har brug for hjælp. Hun skal starte på universitetet.
– Og hvad så? spurgte Inge med en bekendt irritation. Åh ja, skuffelsen.
– Jeg vil betale hendes studie, sagde Finn, Sofie har det svært, du ved.
– Du er skør, Finn! næsten kastede Inge en stol, Vi har sparet til Bod! Til vores datter!
– Hvis Bod ikke kommer ind med egen optagelse, behøver hun måske ikke så meget?
– Skal Vivi have det så meget?
– Man kan ikke være så egoistisk. Familie skal hjælpe hinanden. Vivi har brug for det nu, mere end Bod. Bod klarer sig selv, hun er dygtig nok.
Inge troede, at Bod sad med hovedtelefoner og ikke hørte, hvad deres far lavede. Men Bod, som allerede vidste, hvordan far så ud, før han ødelagde hendes drøm, stod og lyttede.
– Far, sagde hun, hvis du gør det, vil jeg aldrig tilgive dig.
Finn så på sin datter, og det så ud til at overraske ham.
– Bod, hvordan kan du være så hård? begyndte han, De er jo din familie. Du kan tage en statslig uddannelse, men Vivi kan vi ikke
– Hvad med mig? spurgte Bod, Er jeg ikke også din familie? Far
– Det er en anden sag, sagde han.
– Så er det prioriteringer, far, svarede Bod, Du vælger os ikke. Hvem har du valgt?
Finn valgte neffen.
– I har alt
Slut.
– Jeg vidste det, sagde Inge stille, Jeg vidste det
***
Bod kom alligevel ind på universitetet. Inge kunne ikke betale studiet, men Bod klarede sig selv. Mor støttede hende økonomisk under studiet. Børge fandt også sin vej.
Faderen forsvandt fra deres liv. De kaldte ham ikke længere.
En dag, da Bod skulle betale for sit studie, gav Inge ham en lille taske med nogle ting:
– Det er nok til et par dage, så betaler du resten, når du får løn.
– Inge, du gør det for en lille sag Til sidst er det mine penge.
– Det er min lejlighed.
Finn, nu gammel, boede på søsterens sommerhus. Ikke gratis, selvfølgelig. Børnene talte kun sjældent med ham. Nogle gange kom de på besøg, men kun som en pligt.
En dag gik han den støvede landevej langs. To naboer gik i møde med kurve fulde af svampe.
– Åh, Finn Pedersen, sagde den ene, er du helt alene? Ingen kommer på besøg?
– Nej, svarede Finn, de har travlt.
– Hvor er de nådesløse børn, Finn, sukkede den anden, De tænker slet ikke på den gamle mand. Du har altid hjulpet alle.
Finn trak på smilebåndet, for han forstod ikke, hvordan han kunne være så hjælpsom og alligevel stå helt uden nogen. Hvor end et sted i anden by bor hans børn, og måske en dag vil de tilgive ham. Eller måske ikke.
