Utaknemmelige døtre
Rakel stod bøjet over jordbærbedet og mærkede, hvordan sveden løb klistret ned ad ryggen og ind under den gamle T-shirt. Ved siden af hende hakkede Astrid, hendes enæggede tvilling, irriteret luften med lugejernet, mens en stædig hårtot igen gled ned under kasketten og satte sig fast i det rødmossede ansigt.
De lugede de forhadte jordbær.
Rakel, hvorfor gør vi egentlig det her? jamrede Astrid og smed sit lugejern, mens hun med håndryggen tørrede sveden af panden. Vi får begge allergi af at spise de skide bær! Ville ønske de var væk… for altid.
Fordi man skal hjælpe sine forældre, svarede Rakel med overdrevet præcision i stemmen, og efterabningen af deres mor, Ingrid Jensen, var så spot on, at Astrid ikke kunne lade være med at trække på smilebåndet. De er jo gamle, og vi er utaknemmelige døtre.
Sangen om de utaknemmelige døtre lød tit i det hus. Nægtede pigerne at gå med ud i haven, blev de øjeblikkeligt stemplet som utaknemmelige. Og det selvom de havde brugt hele barndommen på den forpulede køkkenhave.
Pludselig lød der latter fra vejen.
Der stod deres gamle venner Mads, Thomas og Mille og viftede med cykelklokker og kondensdryppende sodavand.
Hey piger, skal I ikke med til stranden? Vandet er lunt, vi har allerede hentet grillpølser og Morten er startet på grillen! Kom nu!
Tag bare af sted uden os! råbte Astrid.
Mor vil ikke give lov! føjede Rakel til.
Som I vil… grinede Mille.
Astrids ansigt fortrak sig, og det var kun med nød og næppe, hun holdt tårerne tilbage.
For fanden, hvor ville jeg ønske vi kunne tage med dem… hviskede hun, mens øjnene blev blanke af længsel. Den lune sommerbrise over stranden, duften af grill, det bløde aftenlys over fjorden… Så åbnede hun øjnene og så den samme trætte have.
Ønsk det væk, så går det nok over, svarede Rakel skarpt, dog med et glimt af selvironi. Vi kommer jo aldrig igennem arbejdet alligevel. Og du ved, hvad mor siger: Ingen strand før hele haven er luget op! Hvis det ovenikøbet begynder at regne, så skal vi jo starte helt forfra. Så kan vi begynde forfra om en uge igen.
Tja. Jordbærrene er kun en lille del af mareridtet…
Astrid skævede over til de endeløse kartoffelrækker og de sørgmodige kålhoveder, der mere lignede døende planter end lovende afgrøder. I drivhuset lå agurkerne i saunavarmen, og man risikerede at besvime af hede, hvis man blev der for længe.
Det her er ikke en køkkenhave men en hel plantage, mumlede hun og snøftede, man arbejder og arbejder, og det bliver aldrig færdigt Og når man endelig er færdig ja, så starter man bare forfra igen…
Rakel gryntede og hendes smil var et skræmmende udtryk, der mest af alt lignede rædsel. Astrid havde ret. Deres forældres have var ikke engang en have snarere en lille landbrugsbedrift spredt ud over mindst et halvt hektar.
Forældrene, Ingrid og Poul Jensen, dyrkede alt, hvad hjertet kunne begære. Kartofler, kål, løg, specialtomater i alle mulige slags, agurker, du kunne ikke engang huske navnene på. Og Rakel og Astrid havde krammet dem alle.
Lidt røg på middagsbordet, men det meste blev solgt på torvet i Randers for at tjene lidt ekstra.
Men det krævede slid fra morgen til aften, uden hensyn til vejr, humør eller vennernes cykelture gennem landsbyen. Og døtrene sled sammen med deres forældre. Fra barnsben.
Rakel og Astrid tilbragte hele deres barndom og ungdom med jord under neglene, mens deres klassekammerater i byen lejede film, gik på diskotek eller til festival de selv kunne blot drømme om det.
***
Nu var de begge i fyrrerne.
De boede i hver deres lejlighed i Aarhus, med familie, arbejde og det, de manglede som børn: retten til ferie.
Men hvert år, når juli ramte kalenderen, lød forældrenes gamle omkvæd:
Piger, kom nu og hjælp! Vi er gamle, vi magter det ikke mere! Haven gror til! Vi kan ikke klare det uden jer!
Rakel og Astrid indrettede ferien efter forældrenes behov, satte egne planer og restpladser på standby og indfandt sig i den gammelkendte landflygtighed.
Ferie havde de dog kun sparsomt, og deres mænd ville også nyde lidt sommer. Børnene var for længst trætte af landsbyen. De ville hellere til Sydeuropa. Selve tanken om køkkenhaven gjorde Rakel og Astrid udmattede.
Men afslå forældrene det kunne de ikke.
Så igen fandt begge søstre med familier sig selv tilbage i den søvnige landsby hele juli.
Selvfølgelig blev de første dag modtaget med frikadeller og hjemmelavet øl samt en tur i saunaen, men allerede næste morgen klokken syv traskede Ingrid ind på værelset og stønnede: Nu har I sovet og hygget så er det ud og i arbejdstøjet!
Efter en uge var alle så udmattede, at de knap orkede at være irriterede.
Mens Rakel sad over gulerødderne, hørte hun Gene, hendes mand, bande løs under æbletræet, hvor han forgæves prøvede at samle stikkelsbær, der gemte sig mellem grenene.
Gene, hvad stønner du sådan for? råbte hun gennem vindens susen Glem de stikkelsbær, de er ikke modne endnu. Tag nogle æbler, de rådner jo bare! Så kan vi lave æblekage eller saft senere
Hun troede ikke engang selv på sine egne forslag. For værre end at luge i heden var kun at sylte og koge på køkkenet bagefter. Indelukket, dampende, ovnvarmt køkken nej tak, så hellere lade ormene spise æblerne.
Rakel, jeg orker ikke det her mere! stønnede Gene, idet han kom kravlende ud fra æbletræet. Min ryg er færdig! Jeg betaler bare børnebidrag og finder mig en lejlighed i Aarhus! Jeg elsker dig, men endnu en ferie her går ikke det her er ikke afspadsering men straffearbejde! Han lod sig teatralsk falde udstrakt på græsset.
Stop nu, snerrede Rakel, jeg er heller ikke fuld af glæde, men hvad skal vi gøre? Det er jo vores forældre! Hvem ellers?
De kunne da bare lade haven stå, svarede Gene, det ville være til alles bedste…
Gene! Du skal for resten tage og kigge på taget i stalden.
Ja ja…
Astrids mand, Casper, var meget mere rolig. Han sad som en britisk lord i en foldestol under pæretreet, nippede til kold hvidtøl og lod sin datter servicere sig, mens han filosofisk observerede Astrids arbejdsraseri. God til at tale og dagdrømme, men ikke til manuelt arbejde.
Casper, du kunne da slå græsset! skummede Astrid mens myggene sværmede.
Hold nu op, Astrid, svarede Casper med et skævt grin. Jeg er en bymand. Min fornemste rolle er at inspirere dig ikke at svede!
Sådan gik det uge for uge.
Da ferien var ved at være slut, og alle nerver lå blottede, forsøgte Rakel og Astrid igen fortvivlet at få en forandring til at ske.
Hvorfor gør I alt det her? spurgte Rakel, mens hun satte forældrene ved køkkenbordet. Hvor meget kartofler og tomater skal I have i fryseren? I er ikke unge mere, det er for hårdt for jer. I kan jo bare købe det, I vil have, og vi vil gerne hjælpe økonomisk. Slå dog haven ned og tag på ferie!
Ja, mor, lad nu vær med at slide dig op, stemte Astrid i. Vi kan betale, eller hyr en hjælper til haven. Så dyrt er det vel heller ikke. Jeres helbred og vores tid er mere værd.
Pjat med jer, sagde mor.
Ingen have? Penge? Lejet hjælp? Haven er jo ikke kun mad, det er også meningen med dagene. Hvad skulle vi ellers lave ligge på sofaen? brummede far.
Man kunne tage i teatret, i biografen foreslog Rakel tøvende.
Teater er ikke noget for os, afbrød Ingrid, vi vil arbejde! Og jeg havde aldrig troet, vores piger ville blive så dovne!
Og, tilføjede Poul, hvad er det for et liv, hvis vi skal gå og vente på, om I gider sende os penge hver måned? Vi skal klare os selv!
De havde haft det her skænderi før sidste år, for tre år siden.
Men far, I slider jer op! prøvede Astrid.
Den der ikke laver noget, bliver slidt op! Vi er stadig friske!
Men
I vil bare slippe for arbejdet! udbrød Ingrid. Hvis ikke for haven, gad I nok slet ikke komme hjem.
Samtalen løb ud i sandet.
***
Året gik.
Sommeren nærmede sig igen.
Gene glædede Rakel med en tur til Italien hendes gamle drøm.
Astrid, der netop var blevet skilt fra den dovne Casper (han fandt aldrig noget arbejde), trængte bare til fred og ro bare et par uger alene hjemme med datteren. Ingenting bare være.
De to søstre mødtes til te, drøftede årets sommerplaner og besluttede endelig: I år siger vi fra.
På hverdage tog de ikke til forældrene de boede heldigvis langt væk, ellers havde sommeren ikke budt på ét eneste fridøgn.
Hvordan skulle de begynde? Moren så mistænksom på dem.
Hvad er der nu? Har I planlagt noget igen?
Nej, ikke denne gang, mor, sagde Astrid hurtigt, Men vi vil bare sige, at vi ikke kan komme hele juli i år. Og heller ikke i august.
Hvad snakker I om? Kan ikke komme? Nu igen helt uden skam?
Så gik Rakel i forsvarsposition.
Mor, du ved, Gene har ferie. Vi har købt billetter til Italien… vi drømmer om det. Vi har ikke været ude at rejse i ti år
Forældrene var uimponerede.
Italien, hva! snøftede mor. Og hvad så med os? Skal haven passe sig selv? Er vi ikke længere jeres familie?
Mor, vi har foreslået penge I kan nemt hyre et par til at hjælpe. Der er mange i landsbyen, som gerne vil tjene en tusse, mindede Astrid.
Arbejdere kan man ikke stole på! afbrød Poul Jensen, De gør det hele sjusket. I gør det med kærlighed
Kærlighed i kartoffellugning? udbrød Rakel frustreret.
Arbejde forædler!
Forædler, siger du? Med ondt i ryggen og sår på fingrene? Det gider jeg simpelthen ikke mere! Jeg vil bruge min ferie på at slappe af!
Du kan slappe af på plejehjemmet! råbte Ingrid, Man skal hjælpe sine forældre, så længe man kan.
Det er blevet for meget nu…
Ingen kunne engang huske, hvordan en rigtig ferie føltes længere.
For meget, synes I? udbrød Ingrid. Hvem har slæbt sig halvt ihjel for, at I havde alt? Nu vil I hellere ligge på en strand det skulle far og jeg have vidst, da vi gav jer alt.
Nu stopper du! Rakel gned sin tinding. Vi er glade for alt, men der må også være grænser…
Samtalen udviklede sig til skænderi.
Døtrene svigtede. Døtrene var ligeglade med deres forældre. Døtrene var dovne.
Fint! råbte Rakel til sidst. Gør, hvad I vil! Bliv sure, skriv huset over på nabokonen, hold op med at ringe men vi kommer altså ikke!
Nå, sådan?! Så kan det være lige meget! Jeg tilgiver jer aldrig! skreg moren.
Det går nok! skød Rakel igen.
***
Rakel og Gene tog til Italien. Det blev de bedste to uger i årevis: bare dem, havet, solen… og børnene, der var eksemplariske fordi det var noget nyt.
Astrid holdt ferie hjemme. Hun lå på sofaen, så serier, læste bøger, gik til massage, drak kaffe med veninder bare ro og velvære.
Da ferierne næsten var slut, alle var hjemme igen, og Rakel og Astrid begyndte at vende tilbage til hverdagen, ringede far.
Astrid, du må komme. Nu. Det er din mor. Hun er på hospitalet. Ring straks til Rakel.
Astrids hjerte sprang et slag over.
En time senere var de på vej i bil mod hospitalet nær landsbyen.
Så snart de kom ind, fandt de faren.
Er hun bevidst? Er det hjertet? Er hun okay? Må vi se hende?
Hun er bevidst, svarede Poul, men hun lå på knæ i sol til klokken tre i haven… Så sagde hjertet fra.
Mor havde heldigvis klaret sig. Hun var bleg, trykket, men ret hurtigt ved at komme sig.
Men hun så kun kort hen på døtrene.
Nå, er det jer? Kommet for at se jeres stakkels mor dø?
Mor, for pokker da! Rakel prøvede at lyde rolig. Der er ikke sket noget alvorligt. De siger, du snart må hjem.
Det ved jeg ikke, piger, sukkede Ingrid. Jeg er blevet for gammel. Kunne ikke klare det. Ingen kom for at hjælpe mig…
Astrid bed tænderne sammen.
Mor, hvem bad dig arbejde så meget? Vi tilbød hjælp og penge. Naboerne vil hellere end gerne tage en ekstra tjans! Hvorfor ikke lade dem?
Jeres hjælp vil jeg ikke have! snævrede Ingrid. Jeg kan klare mig selv! Jeg vil ikke ligge jer til last.
Det kan du jo se hvordan gik, mumlede Rakel.
Rakel! indskød Astrid.
Hvad sagde jeg nu? snerrede Rakel.
Døtre, I skal ikke skændes på grund af mig. Jeg er ikke det værd, sukkede mor.
Rakel og Astrid gav op. At diskutere var umuligt nu.
Mor, vi betaler det hele, sagde Astrid. Medicin, læge, hvad som helst. Bare bliv rask.
Og vi hyrer stadig folk, supplerede Rakel.
Ingrid svarede ikke.
Et par dage senere var hun på benene, og efter en uge blev hun sendt hjem. Lægerne forbød tungt arbejde.
Rakel og Astrid troede, de havde fået overtalt forældrene.
Men ved næste besøg opdagede de moren siddende, bleg men stædig, i haven igen over tomatplanterne.
Mor! Det må du altså ikke!
Jeg kan ikke sidde stille. Dem, I har hyret, gør det forkert. Det kan man ikke have. Jeg vil ikke bruge jeres penge. Gør det selv, hvis I ellers gider tage jer af familien ellers er det bare i gang med næste bed.
At diskutere med Ingrid Jensen var som at diskutere med vestenvinden. Hun fik det altid, som hun ville.
