Mette kom hjem tidligt den dag, hun opdagede, at Jens var ved at pakke sin taske. Hun stod i køkkenet og så ham kæmpe med en T‑shirt og et par shorts – han kunne åbenbart ikke folde dem rigtigt.
„Lad mig hjælpe. Sådan gør man, når man folder tøj?“ sagde hun, mens hun gik op bag ham. Jens sprang lidt, for han er jo ikke den mest atletiske fyr.
„Mette?!“ råbte han.
„Hvad? Jeg smider bare tøjet i tasken, du har fundet i skabet. Hvor skal du hen? Skal jeg lave pandekager til turen?” spurgte hun, uden at han nåede at svare.
„Nå… jeg ville godt have noget at spise…“ svarede han.
„Okay, så skifter jeg min kjole ud med en badekåbe.“
Mette nynnerede sin yndlingsmelodi, mens Jens rottede i skufferne for at finde noget værdifuldt, han kunne smutte med. Lejligheden var jo hendes, så han vidste, at han kun kunne tage det, der kunne få plads i en kuffert.
„Skal ti pandekager være nok?“
„Ja…“
„Skal jeg hælde kondenseret mælk over dem?“
„Helst med flødeskum.“
Mette trak en bøtte med 20 % fedt yoghurt fra køleskabet, men før hun åbnede den, spurgte hun endelig:
„Hvor langt skal du? Bliver yoghurten sur?“
„Jeg skal bare lige over til nabolejligheden på den anden side af vejen.“
Hun tænkte først ikke så meget over det, men da hun så på yoghurten, lagde hun den på siden.
„Vent, hvad?“
„Ja… Jeg forlader dig for en anden kvinde. Jeg vil have skilsmisse. Tak for pandekagerne.“
Jens samlede sine ting, greb pandekageæsken og gik mod døren. Mette stod lammet med panden i hånden. Da hun indså, hvad der skete, løb hun ud på gaden i badekåbe og forklæde, mens panden stadig var varm. Jens var allerede i en taxa og var væk, før hun nåede at gribe ham.
Hun måtte gå tilbage til lejligheden. Pandekagen kølede af, og yoghurten begyndte at blive sur – måske på grund af sommervarmen, måske på grund af Mettes humør.
„Han gik for en anden! Og jeg pakkede hans ting…“ hulkede hun i telefonen til sin veninde Sofie.
„Hvad mener du?!“
Mette forklarede alt mellem gråd og hikke.
„Han er væk! Hvordan skal jeg nu leve?!“
„Som alle andre, Mette. Sådan lever du.“ svarede Sofie.
„Jeg kan ikke klare det alene!“
„Du kan. Bare gå til din søn.“
„Jeg er på vej derhen.“
„Få dig en hund.“
„Jens er allergisk over for pels…“
„Din mand er væk, så hvad betyder hans allergi?“
Mette spurgte håbefuldt, om han måske ville komme tilbage. Sofie sagde, at efter 50 skal en kvinde kunne stå på egne ben og nyde livet både med og uden en mand.
Mette kunne ikke sidde stille.
„Hvordan kunne jeg ikke se det? Han boede med en anden ved siden af… Måske savnede han min opmærksomhed. Hvorfor gik jeg til de syerskurser? Jeg skulle have været hjemme, brugt mere tid med ham,“ tænkte hun, mens hun ledte efter grunde til hans svigt.
Hendes søn, Mikkel, råbte fra sofaen: „Mor, stop med at sutte! Jeg så far, og han ser ikke ked af det ud. Han går rundt som en stolt svane, har købt sig en ny jakkesæt! Og du? Se på dig – ingen frisure, ingen manicure!“
Mikkel rakte hende en pose med 200 kr. Han havde fået sit første job og ville hjælpe hende økonomisk. Mette havde aldrig taget penge af ham før, men denne gang sagde hun ja.
„Hvis du mangler noget, så sig endelig til…“
„Tak, dreng.“ sagde hun.
Hun bestilte tid hos frisøren, købte stof til en ny top og valgte en ny parfume – frisk som havbrisen. Hun elskede at spraye sig selv, når livet ændrede sig.
Måske var det derfor, hun mødte Lars på bussen.
„Du lugter så dejligt,“ sagde han, og Mette rødmede.
„Hvilken duft er det?“
„Det er min egen signatur. Jeg arbejder i en parfumeafdeling, så jeg kender de bedste noter.“
De snakkede videre, indtil Mette næsten gik glip af sit stop.
„Hej, Mette! Godmorgen!“
„Godmorgen, Lars.“
Lars sagde, at han havde lagt mærke til hende i et stykke tid. Mette tøvede, men han spurgte om hendes nummer, fordi han skulle til en anden by på forretningsrejse næste dag og ikke ville miste kontakten. Hun gav ham hurtigt sit nummer.
En uge senere ringede Lars:
„Vil du på en date?“
„Bare rolig, jeg kommer til din lejlighed. Her er adressen.“
Mette kiggede på kortet – det var i forstæderne uden for København, ikke i selve byen.
„Der er tog, så jeg kan hente dig på stationen, hvis du vil.“
Hun sagde ja, pakkede sin taske, sagde farvel til sin cactus og satte kursen mod Lars’ adresse.
Da hun kom, blev hun mødt af Lars’ mor, Birgit, i et slidt forklæde, med en lille hund der gøede i hendes retning.
„Hej, velkommen! Kom bare ind, jeg er lige ved at hente kefir fra butikken.“
Mette spurgte om hunden kunne holdes i ro, men Birgit insisterede på, at den kun ville beskytte hende. Mette gik ud i gangen og ventede på Lars.
Birgit spurgte, hvad hendes planer var for hendes “sønnens” fremtid, men Mette sagde bare, at hun var inviteret af Lars. Birgit så på hende med et kritisk blik og spurgte, om hun havde en mand.
Mette forklarede, at hun var skilt, og Birgit lo højt:
„Han fandt en yngre kvinde, hvad tror du, vi gamle kvinder har at gøre med det?“
Mette mærkede, at hun var i en mærkelig situation. På bordet lå kun en kedelig ost, en slidt pølse og en stor skive brød. I stedet for vin lå der en karton kefir.
Lars forsøgte at redde stemningen, men Birgit fortsatte med at stille spørgsmål om hans arbejde som parfumeur, som hun tydeligt fandt utroligt.
Mette afviste hovedretten og bad om te, men Birgit insisterede på, at te først var uhøfligt.
Da Lars’ søn, Svend, ankom, bad Birgit hende om at vaske op og rydde bordet. Mette var forvirret, men gik med til opgaven. I køkkenet bad Lars hende om at lave nogle hurtige pandekager til ham, fordi hans søn ikke kunne lide okroshka (en ret, de egentlig ikke spiste i Danmark).
Mette forsøgte at holde humøret oppe, men Birgit råbte, at hun var langsom som en snegl. Endelig gik Mette ud af lejligheden uden at spise noget, og sagde farvel til Birgit.
Hjemme igen lå stilheden over hendes lejlighed. Hun smilede for sig selv
