Jeg vil ikke tilgive dig! – sagde jeg med en kølig stemme og lagde røret på. På den anden linje brød den røde, lyseblå øjenklare pige Freja ud i gråd, klatrede ned ad væggen og sank på gulvet, mens hun mumlede om sin fejl. Jeg hørte kun mit eget gisp.
Freja havde engang været klassens og skolens stolthed. Hun gik altid i topkarakterer, og da hun fik sit studentereksamen, så alle en lys fremtid for hende på universitetet og senere inden for forskning. Før hun mødte Victor, var hun sikker på, at livet ville gå præcis som de voksne fortalte det.
Frejas mor, Kirsten, giftede sig sent, nær tretti år. Hun ville ikke binde sig for tidligt, men den sidste bejler, Ingolf, var vedholdende. I fem år jagtede han den kræsne skønhed Lykke, og til sidst gik hun med til at gifte sig. Ingolf viste, at han kunne levere mere end blot en overdådig bryllupsfest – han købte et lille hus, hvor Lykke straks følte sig hjemme. Svigermor manglede hun, for hun var gået bort få år før Ingolf mødte sin kommende brud.
Ingolf fandt sin kvinde gennem en annonce i avisen, og da de havde lært hinanden bedre at kende, besluttede de at gifte sig og flyttede til Sverige. Så havde Ingolf ingen pårørende, der kunne afbryde med hyppige besøg.
Det tog Lykke et stykke tid at blive gravid. To forsøg endte i abort, men tredje gang lykkedes – Freja så dagens lys. Hendes gennemtrængende blå øjne, hævede næse og søde fregner fangede alles opmærksomhed. De mørkebrune hår med et kobberglimt var også en stolthed for de kærlige forældre. Ingolf mindedes sin afdøde mor, der havde samme rigelige hår, og han så Freja som sin eneste arving.
Det mest overraskende var Lykke’s forvandling. En kvinde, der før fødslen troede, at universet kun gik rundt om hende, blev den mest omsorgsfulde mor og hustru. Ingolf kom hjem til et rent, hyggeligt hus, hvor hans smukke kone og deres livlige datter ventede.
En dag sagde Lykke, at huset var for trangt til et lille barn. Ingolf sagde intet, men seks måneder senere flyttede familien til en ny, højhuslejlighed i hjertet af København. Lejligheden var monolitisk, med større rum. Lykke faldt især for køkkenet og stuen:
– Så har vi endelig plads til at strække benene. Freja får også bedre legeomgivelser, så mange børn i gården.
Det viste sig at være sandt. Den charmerende pige tiltrak hurtigt opmærksomhed, og snart løb drenge op på hendes altan. De råbte fra gaden og forsøgte at overgå hinanden:
– Freja, kom ud, lad os lege!
– Freja, vil du ha’ is? Jeg køber to til dig!
Mødrene fniste:
– Hvor larmende er hun! Som om hun var den eneste pige i byen.
Da Freja gik i første klasse på skolen overfor deres bygning, kom hun hjem på den tredje skoledag med et surt ansigt.
– Læreren satte mig ved siden af en dreng, jeg kan ikke li’ ham. Han er altid stille og holder sin blyant for mig.
– Hvad hedder han? spurgte jeg med et smil.
Freja fnøs:
– Viggo. Et tåbeligt navn, og han er en tåbe.
Lykke troede, at sådanne forhold ofte fører til dyb kærlighed, men Freja afviste idéen. I slutningen af året ville hun ikke flytte fra sin sidemand, så hele børnehaveklassen sad ved samme bord, blot skiftende række. Lærerne og de andre børn drillede dem som et par, men Freja lod sig ikke påvirke. Hun var allerede vildt glad for Viggo og ville ikke se ham med en anden pige.
Da de gik i 9. klasse, erklærede Viggo sin kærlighed for første gang og kyssede hende. Freja var så lykkelig, at hun næsten gik i stå af forvirring. Hun proklamerede over for sine venner, at hun og Viggo ville være sammen for evigt, som i en romantisk film.
Forholdet var dog ikke altid solskin. Den livlige Freja kunne ikke lade være med at drille Viggo
