Hjertets slåen
– Freja, kan du se, om der er nogen i gangen? Nej? Så tænd for kedlen og gå til receptionen for at hente opkaldslisten, bad sygeplejersken Lise Vestergaard, da den sidste patient på dagen forlod lokalet.
Lise havde allerede noteret i sin journal, nippet til en kop te med småkager, mens den unge sygeplejerske endnu ikke var tilbage. Da hun næsten ville ringe til receptionen, kom Tatiana ind – en frisk kvinde med dybe sorte øjne og en mørk fletning, der nåede ned til taljen.
– Åh, Lise, du skulle høre, hvad der skete i receptionen! En dame lavede så stort et tumult, begyndte at råbe og bande, fordi hun var for sent til sin tid, sagde Tatiana opsat.
– Og så? Blev du også trukket ind i det, eller var du bare vidne? spurgte Lise roligt. – Fik nogen hende ind?
– Nej, naturligvis. Hun var en halv time for sent; Dr. Knudsen var allerede på runden. Fru Andersine ombookede hende til i morgen, sagde sygeplejersken med en skyldig mine.
– Hvorfor til os? Hun var jo indstillet til Dr. Knudsen, er det ikke? og hvorfor gik han så tidligt? spurgte Lise med en skæv tone.
– Fordi Dr. Knudsen starter på ferie fra i morgen, svarede Tatiana let såret. – Jeg advarede hende, at hvis hun kom for sent igen, ville vi ikke tage hende ind.
– Sådan. Mange opkald i dag?
– Som altid, svarede Tatiana og lagde en mappe med patienterne og deres adresser foran Lise.
Lise begyndte at læse navnene, nummerere dem, lægge en rute så hun sparede tid på køreturene og undgik at køre frem og tilbage i området.
– Jeg ville heller ikke arbejde på pensionisttilværelsen. Jeg ville smide kasketten i morgen og få en god nats søvn, drømte Tatiana.
– Du har to drenge. Når du går på pension, vil de være voksne, gifte og give dig og din mand børnebørn. Så vil der ikke være tid til at sove, sagde Lise. – Når din mand også går på pension, vil I to sidde hjemme og irritere hinanden som surkål. Hvem tror du, der løber tilbage på arbejdet først? spurgte hun med et grin.
– Du har ret, Lise, sukkede Tatiana. – Om tre dage starter vi vores ferie, men til sidst bliver vi så trætte af hinanden, at vi næsten længes efter arbejdet. Jeg synes, vi bør holde ferie hver for sig. Hvad mener du?
– Så hvorfor tager I på ferie sammen? spurgte Lise.
– Jo… drengene? Jeg kan ikke klare dem alene, svarede Tatiana. – Og jeg kan jo ikke efterlade min mand.
– Altså, jeg må gå, sagde Lise, rejste sig fra bordet, gik hen til klædeskabet og begyndte at tage sin store frakke på, som hun havde købt, så den kunne trækkes over hendes uniform.
Hun tjekkede en sidste gang, at hun havde alt, og gik ud i den mørknende aften. På vej til den første adresse tænkte hun på Tatianas ord. Hun havde selv i sine unge år ikke forstået, hvorfor pensionister nogle gange fortsatte med at arbejde, men nu, da hun selv nærmede sig pensioen, kunne hun ikke forestille sig at sidde stille derhjemme. De fleste af de krævende patienter, som den dame i receptionen, var sjældnere end de taknemmelige, som i løbet af årene havde udviklet sig til venskaber. Hvad skulle de gøre uden hende? Hvor skulle hun selv gå, når hun var alene? Gå omkring i huset eller i butikkerne?
Lise tænkte altid, mens hun kørte fra hus til hus; tiden fløj så hurtigt. Hun havde i skoleåret drømt om at blive kirurg.
Hun gik op ad den smalle trappe til tredje sal i bygningen, hvor hun ofte besøgte den enlige, intellektuelle gamle mand, Bertil Sørensen, som led af en hel række kroniske lidelser.
Bertil åbnede døren, lod hende gå direkte ind i stuen og gik straks efter hende. Lise kendte hans lejlighed ud og ind, så hun gik straks i badeværelset for at vaske hænderne.
– Hvad er der, Bertil? spurgte hun, da hun trådte ind i stuen.
– Du skal ikke blive sur, min pige, sagde han med en skyldig stemme. – Alt er fint hos mig, men jeg har løbet tør for piller. Kan du skrive en recept? Mine ben gør ondt, og jeg vil ikke gå til klinikken.
– Bare rolig, jeg måler dit blodtryk, sagde hun og tog sit blodtryksapparat frem. – Det er lidt højt, bemærkede hun efter et øjeblik.
– Jeg har ikke taget dem i tre dage, indrømte han.
– Jeg skriver recept nu. Skal dine børn hente dig? Det er hårdt at være alene i din alder.
– De vil have mig, men jeg vil ikke forstyrre dem, svarede han.
Hun gav ham recepten, skrev sit eget telefonnummer på den og sagde, at han bare måtte ringe, hvis der var noget. Bertil spurgte, om han måtte få en kop te. Lise lovede, at de næste gang ville de drikke te sammen, men hun måtte videre.
Hun gik ud i gangen, mens Bertil stod i døren og vinkede farvel. En ensomhed overgik hende, da hun så de mange ældre, der boede alene. Hun sukkede. »Jeg ånder for meget i dag«, tænkte hun, mens hun gik ned ad trappen.
Den næste på listen var Ivar Nielsen, 28 år gammel.
»Hvad mon der skete med ham?« tænkte hun. Hun havde aldrig besøgt ham før, men hun huskede hans adresse. »En skrupskør?«
En ung mand havde ringet og meldt om høj feber, ondt i halsen og svaghed, selvom han så ud som om han var i god form. En termometer stod på sofabordet og viste høj temperatur. Lise bad ham måle igen, rystede termometeret, og så var temperaturen normal. Patienten sagde, at han havde taget medicin og ikke ville vente på lægen. Da hun nægtede at give ham en sygemelding, så han hende som en svindler og sendte hende væk.
En sådan patient blev i hendes hukommelse. Ja, der skete mange mærkelige ting i hendes arbejde.
Døren gik op for en ung mand med røde øjne, der hostede voldsomt. Han så syg ud, men kunne klare en smule behandling. Lise lyttede, skrev recept på og noterede sig, at hun skulle give ham en sygemelding.
Han mindede hende om hendes første kærlighed, Dan, fra gymnasiet. Lise kiggede på husnumrene, så mørket sænkede sig, og gadelamperne tændte. Hun længtes efter at komme hjem, drikke en stærk kop te, lægge sig i sofaen med et tæppe og se en film. Hun skubbede de drømmende tanker væk; der ventede flere opkald.
»Hvorfor tænker jeg på Dan?« tænkte hun. Hun tænkte sjældent på ham, men nogle gange snublede minderne frem. Hvem glemmer sin første kærlighed?
Hun nåede frem til den sidste adresse, træt. I elevatoren fjernede hun sin dunjakke, så på sig selv i spejlet på elevatorens væg. Det
