Efter tolv års ægteskab foreslog min kone, at jeg inviterede en anden kvinde ud at spise og i biografen.
Hun sagde: Jeg elsker dig, men jeg ved, at en anden kvinde også elsker dig og ville nyde at tilbringe tid sammen med dig.
Den anden kvinde, min kone hentydede til, var min mor. Hun havde været enke i nitten år.
Min travle arbejdsdag og vores tre børn opslugte det meste af min tid, så det var sjældent, jeg så hende.
Den aften ringede jeg til min mor og spurgte, om hun ville ud at spise og i biografen.
Er der sket noget? Er alt i orden? lød hendes øjeblikkelige spørgsmål.
Min mor havde det med at frygte det værste, hvis telefonen ringede sent.
Nej, jeg tænkte bare, at vi kunne have en hyggelig aften sammen, svarede jeg.
Hun blev stille et øjeblik, så sagde hun stille: Det vil jeg rigtig gerne, søn.
Fredag efter arbejde kørte jeg over for at hente hende. En let nervøsitet føltes i maven. Da jeg holdt foran hendes lejlighed i Viborg, stod hun allerede i opgangen. Hun viftede, og jeg så, at hun havde sin fineste frakke over armen. Håret var sat op i små krøller, og hun havde kjolen på, hun havde købt til sin sidste fødselsdag.
Jeg har fortalt veninderne, at min søn inviterer mig på restaurant i aften, og de var meget imponerede, sagde hun og satte sig ind i bilen.
Vi kørte ned til den lille hyggelige restaurant nede ved Søndersø ikke nogen fancier, men altid god stemning. Arm i arm gik hun med mig ind, rank som en dronning.
Ved bordet bad hun mig læse menukortet højt; hun kunne kun se de store bogstaver.
Halvvejs gennem kortet kiggede jeg op, og hun smilede et sørgmodigt, kærligt smil.
Kan du huske, da du var lille? Da læste jeg altid menukortet op for dig, sagde hun.
Så nu er det min tur, svarede jeg og smilede.
Vi snakkede løs under hele middagen, snakkede om løst og fast, grinede og indhentede det forsømte. Vi blev så opslugt af snakken, at vi endte med at komme for sent til filmen.
Da jeg kørte hende hjem gennem de stille, regnvåde gader, sagde hun: Næste gang inviterer jeg dig ud. Denne gang er det min tur at betale.
Det aftalte vi, og jeg kyssede hende på kinden ved døren.
Da jeg kom hjem, spurgte min kone, Katrine: Hvordan var aftenen?
Den var rigtig god. Bedre, end jeg havde forestillet mig, svarede jeg stille.
Få dage efter døde min mor. Helt uden varsel. Et voldsomt hjertetilfælde.
Det gik så hurtigt, at jeg aldrig nåede at gøre mere for hende.
Nogle dage senere lå der et brev i min postkasse. I kuverten var en kvittering på 678 kroner fra restauranten ved Søndersø og en lille seddel:
Jeg har betalt for vores næste middag i forvejen. Jeg ved ikke, om vi får lejligheden, men beløbet gælder for to dig og Katrine. Jeg kan aldrig forklare dig, hvor meget den aften betød for mig.
Min dreng, jeg elsker dig.Jeg læste seddelen igen og igen, og tårerne trillede ned ad kinderne. Med ét gik det op for mig, at mens vi jager livet og hverdagen, kan kærlighed nogle gange vise sig i de mindste øjeblikke i et smil over en menu, i en enkel seddel, i et hjerteligt ønske om at mødes igen.
Senere sad jeg sammen med Katrine ved Søndersø, ved det samme bord. Solen spejlede sig i vandet, og jeg følte min mors nærvær let som duften af hendes parfume, som om hun holdt øje med os og smilede. Jeg tog Katrines hånd, lod stilheden falde på og vidste nu, at minder ikke kun lever i fortiden de puster liv i nutiden, hvis vi bare husker at invitere dem med til bords.
