Home » Uncategorized

Det var allerede aften. Svigersønnen havde kørt sin svigermor hjem. Han satte hendes to tasker fra sig i entreen, og hun gik ind til sin datter, Sara. Da Sara så sin mor, blev hun dybt skuffet: ”Så nu skal jeg resten af mit liv tage mig af dig? Du vender vel aldrig tilbage til landsbyen …” For nyligt hørte jeg historien om en gammel veninde, der håndterede sin gamle mors skæbne på en yderst ubehagelig måde. Heldigvis endte det hele godt – svigermoren blev taget hånd om af svigersønnen, som sørgede for ophold på en god og velrenommeret dansk plejeklinik. På det tidspunkt anede Sara dog intet om, hvad der foregik, og fik først sandheden at vide, da hendes mor var blevet udskrevet fra klinikken. Saras mand kom hjem med svigermoren og fortalte: – Din mor er nu rask, jeg har købt alt, hun har brug for, men hun skal være under opsyn i noget tid. Derfor bor hun her hos os, indtil videre. Det er vel okay med dig? Selvfølgelig ville det have været mere hensigtsmæssigt, hvis Sara selv havde taget initiativet til at spørge sin mand om dette. Men i stedet for at takke ham for omsorgen, reagerede Sara på en mærkelig og til dels forståelig måde: – ”Mor, jeg er lige flyttet til København for at skabe mit eget liv, og nu står du her! Du vil bo sammen med mig – mener du, jeg skal tage mig af dig for altid? Har du slet ikke tænkt dig at tage tilbage til landsbyen?” Moren blev naturligvis ked af datterens ord, men det var Saras mand, der blev mest overrasket. Endelig havde hans kone afsløret sit sande ansigt. Da han friede, kendte han slet ikke denne side af hende. Den bekymrede svigermor begyndte at pakke sine ting, og Sara smækkede vredt døren i og gik over til sin veninde. Da hun senere kom hjem, fandt hun sine egne kufferter og en togbillet. Forvirret spurgte hun sin mand: – Hvorfor er min mor stadig her? Skal du rejse væk? – Nej, det er dine kufferter og din billet. Måske har vi bedst af en pause. Jeg drømte om børn, men nu ved jeg, at jeg ikke ønsker, at mine børn skal have sådan en mor. Overvej, hvad du vil. Bo hos din mor på landet et stykke tid, hun bliver hos mig, og hvis du ombestemmer dig, kan du vende hjem, sagde hendes mand.

Uncategorized
Reading 4 minViews 64Published by

Det var allerede blevet aften. Svigersønnen havde bragt sin svigermor hjem, og stillede hendes to tasker på gulvet i entreen, hvorefter hun gik ind til sin datter.

Det var som om tiden stod stille, mens tusmørket pressede sig ind gennem vinduerne. Svigersønnen havde netop hjulpet sin svigermor ind i lejligheden på Nørrebro. Han satte de to slidte tasker ned i det knirkende gangareal, og hun bevægede sig tøvende hen til sin datter, Amalie.

Da Amalie så sin mor, klappede hendes hjerte sammen som et sammenfoldet postkort.

Skal jeg nu tage mig af dig resten af mit liv? Du vil sikkert aldrig rejse tilbage til din gård på Langeland

For nylig havde jeg hørt denne mærkelige og lidt urovækkende historie om en gammel klasseveninde, hvis forhold til sin gamle mor var endt i kaotiske forviklinger. Det gode var dog, at svigermoderen endte med at blive taget sig pænt af svigersønnen indlagde hende på en velrenommeret privatklinik i Aarhus, hvor hun fik den bedste pleje, man kunne købe for danske kroner. Men på det her tidspunkt kendte Amalie intet til forløbet, først da hendes mor kom ud fra klinkken, blev tingene afsløret som ved et drømmesyn.

Amalies mand havde kørt sin svigermor hjem på cykel gennem regndisen og fortalte hende:

Din mor har det bedre nu, jeg har købt alt, hun har brug for, men hun bør være under opsyn et stykke tid endnu. Så hun skal bo hos os lidt endnu, det er vel ikke noget problem for dig?

Man skulle tro, at det var Amalie selv, der skulle stille det spørgsmål til sin mand. I stedet for at takke ham for at tage sig af hendes mor, eksploderede Amalie i uudgrundelig og halvt forståelig vrede:

Mor, jeg er lige flyttet til København, jeg prøver at skabe et nyt liv! Og nu står du her vil du bo med mig for evigt?! Skal jeg være din plejeperson for altid? Vil du aldrig tilbage til din gård på Langeland igen?

Moren så ud som om hendes tanker blæste væk som små papirbåde i vinden, men det var Amalies mand, Anders, der blev mest overrasket.

Endelig havde hans kone vist ham sit sande jeg. Alt blev opløst og flydende, og han forstod, at han ikke havde kendt denne side af Amalie, dengang han friede til hende i Frederiksberg Have. Den gamle svigermor begyndte at pakke sine sager sammen i blinde, og Amalie smækkede vredt døren bag sig og forsvandt ud i nattens regn, hen til sin veninde.

Senere, da skumringen gled over i nat, kom Amalie hjem til en stue fuld af pakkede kufferter og et DSB-togbillet lagt ovenpå. Forvirret og drømmende spurgte hun sin mand:

Hvorfor er min mor stadig her? Skal du et sted hen?

Nej, det er dine ting og din billet. Måske er det os, der skal holde pause. Jeg ville gerne have haft et barn med dig, men i nat har jeg indset, at jeg ikke ønsker, at mine børn skal have sådan en mor. Tænk over dine valg. Rejs ud på landet, bo lidt hos din mor hun bliver her med mig. Og når du er blevet dig selv igen, så kan du komme tilbage, svarede Anders og forsvandt ind i lejlighedens slørede mørke, alt imens uret på væggen begyndte at gå baglæns.

Rate article
You may also like
Hunden trak Lars mod ruinerne: det han så, gjorde ham helt målløsDer lå en gammel, glemt kiste fyldt med gulddaler og et brev fra en sørøver fra 1600-tallet.
00
Hunden slæbte Valdemar mod ruinerne: Det han så fik ham til at måbeDerinde, midt i murbrokkerne, lå en gammel rusten kiste, der langsomt åbnede sig af sig selv.
02
— Giv ikke hunden til hundehjemmet — bønfaldt lille Mads! De voksne lyttede ikke — og fortrød det bittert.
05
— Lad være med at give hunden til internatet – bønfaldt drengen! De voksne lyttede ikke – og fortrød det bittert.
02
— Jeg vil som før, indså at jeg tog fejl. Jeg savner dig. Hvornår kan jeg komme tilbage? — spurgte naivt den, der forlod hende med børnene.
09
— Jeg vil have det som før, indså, at det var dumt at gå. Jeg savner. Hvornår kan jeg komme tilbage? — spurgte naivt den, der forlod hende med børnene.
04
Add a comment

;-) :| :x :twisted: :smile: :shock: :sad: :roll: :razz: :oops: :o :mrgreen: :lol: :idea: :grin: :evil: :cry: :cool: :arrow: :???: :?: :!:

16 + 14 =

© 2026 Design interior
Det var allerede aften. Svigersønnen havde kørt sin svigermor hjem. Han satte hendes to tasker fra sig i entreen, og hun gik ind til sin datter, Sara. Da Sara så sin mor, blev hun dybt skuffet: ”Så nu skal jeg resten af mit liv tage mig af dig? Du vender vel aldrig tilbage til landsbyen …” For nyligt hørte jeg historien om en gammel veninde, der håndterede sin gamle mors skæbne på en yderst ubehagelig måde. Heldigvis endte det hele godt – svigermoren blev taget hånd om af svigersønnen, som sørgede for ophold på en god og velrenommeret dansk plejeklinik. På det tidspunkt anede Sara dog intet om, hvad der foregik, og fik først sandheden at vide, da hendes mor var blevet udskrevet fra klinikken. Saras mand kom hjem med svigermoren og fortalte: – Din mor er nu rask, jeg har købt alt, hun har brug for, men hun skal være under opsyn i noget tid. Derfor bor hun her hos os, indtil videre. Det er vel okay med dig? Selvfølgelig ville det have været mere hensigtsmæssigt, hvis Sara selv havde taget initiativet til at spørge sin mand om dette. Men i stedet for at takke ham for omsorgen, reagerede Sara på en mærkelig og til dels forståelig måde: – ”Mor, jeg er lige flyttet til København for at skabe mit eget liv, og nu står du her! Du vil bo sammen med mig – mener du, jeg skal tage mig af dig for altid? Har du slet ikke tænkt dig at tage tilbage til landsbyen?” Moren blev naturligvis ked af datterens ord, men det var Saras mand, der blev mest overrasket. Endelig havde hans kone afsløret sit sande ansigt. Da han friede, kendte han slet ikke denne side af hende. Den bekymrede svigermor begyndte at pakke sine ting, og Sara smækkede vredt døren i og gik over til sin veninde. Da hun senere kom hjem, fandt hun sine egne kufferter og en togbillet. Forvirret spurgte hun sin mand: – Hvorfor er min mor stadig her? Skal du rejse væk? – Nej, det er dine kufferter og din billet. Måske har vi bedst af en pause. Jeg drømte om børn, men nu ved jeg, at jeg ikke ønsker, at mine børn skal have sådan en mor. Overvej, hvad du vil. Bo hos din mor på landet et stykke tid, hun bliver hos mig, og hvis du ombestemmer dig, kan du vende hjem, sagde hendes mand.
Et lykkeligt tilfælde Nikolaj var sammen med sin storebror Andreas på vej hjem fra nabobyen, hvor de havde haft nogle forretningsmøder. De havde taget afsted tidligt og fik alt ordnet inden frokost. Begge brødre er stadig ugifte. Storebror Andreas er 26 år, Nikolaj 23. Som ældste er Andreas den energiske og snakkesalige, mens den yngre Nikolaj er langt mere tilbageholdende. – Hvor var det lige, vi fik styr på dagens opgaver, – grinede Andreas – du er virkelig god til at tale med kunderne, du kan overbevise folk, jeg derimod er utålmodig… Jeg vil have det hele på én gang. – Det er rigtigt, – nikkede Nikolaj, – du går altid lige til sagen, men sådan kan man ikke gøre. Folk er forskellige, man må tilpasse sig… – Nå nå, her kan man høre psykologen i dig, – lo Andreas, – hvem skulle tro, at lillebror underviser storebror, – han smilede bredt med sine hvide tænder. – Jeg underviser ikke, jeg forklarer, – svarede Nikolaj, mens han kiggede frem. Det var Andreas, der sad bag rattet. Brødrene havde meget forskellige temperamenter. Andreas var langt mere udadvendt og charmerende, while Nikolaj var stille og undgik at være midtpunkt. Han blev tit forlegen og havde aldrig været den store erobrer, måske tiltrak rollen ham bare ikke. Til gengæld var han mere observerende, rolig og omsorgsfuld. Han var bestemt ikke en tøsedreng, og hvis en pige viste sin interesse, ville han gøre alt for hende – men kun hvis han virkelig følte, hun havde brug for ham. Begge var single. Andreas havde egentlig været tæt på at blive gift, og de havde allerede begyndt at planlægge bryllup, men i sidste øjeblik ombestemte han sig. Det var ham selv, der stoppede processen uden at give nogen forklaring. Nu søger han igen, og de fleste piger kredser om ham. Andreas, høj og elegant, ved at charmere pigerne. Nikolaj kender næsten alle de piger, hans bror har datet – Andreas kan endda flirte med Nikolajs bekendte, men ikke tage dem fra ham. Nikolaj lever efter reglen: man skal aldrig presse sig på. Måske gør det ham lidt ufri, men han er sikker: hvis en pige virkelig kan lide ham, så skal det nok gå. Dog har han aldrig mødt den store kærlighed, der virkelig skulle fange ham… Andreas kender godt sin brors regel og driller ham. Nikolaj accepterer, og lever sit liv. Andreas sad bag rattet og snakkede livligt, mens han roste sin lillebror, der bare kiggede ud på landskabet. De nærmede sig bygrænsen, snart hjemme igen. Da sagde Nikolaj: – And, der holder en bil herovre i vejsiden – og der står en pige og vinker. Bilen var rød og lille, og pigen var også spinkel. – Jeg ser hende, jeg stopper – sagde Andreas, – klart vi skal hjælpe. Bilist-sammenholdet er ikke til at undervurdere, – smilede han. De steg ud af bilen. – Tusind tak fordi I stoppede, – smilede pigen. – Det er mit dæk… – Det forstår vi, – afbrød Andreas med sit charmerende smil. – Og selv hvis ikke det var dækket, så synes jeg alligevel vi skulle hjælpe, især en så skøn chauffør. Pigen smilede, hun kunne lide komplimentet, og Nikolaj trak vejret tungt, for hun var lige hans type, men storebror Andreas havde allerede startet sin charmeoffensiv. Ved siden af sin initiativrige bror følte Nikolaj sig som en usynlig mand. Og han vidste, at han slet ikke kunne konkurrere med brorens udseende og udstråling. – Så I hjælper kun søde chauffører og ikke alle andre? – udfordrede pigen. Nikolaj kunne lide hendes spørgsmål – nu måtte bror kæmpe. Der stod en yndefuld, slank pige foran dem med lys hår og smuk latter. Men Andreas gik ikke i stå: – Nej da, vi hjælper selvfølgelig alle, bare de har brug for hjælp – grinede han. – Én gang hjalp vi faktisk en buschauffør – vi kørte bag ham, og hans bus spyttede så meget sort røg, at vi nærmest ikke kunne se den. Chaufføren hoppede ud, og vi hjalp passagererne ud af bussen. Ikke sandt, Nikolaj, – han så på sin bror, der så ned, for det hele var selvfølgelig digtet. Pigen så fascineret på dem, og Andreas spurgte: – Forresten, hvad hedder du? Jeg hedder Andreas, og det her er min bror Nikolaj. – Hyggeligt – jeg hedder Sofie. Jeg har både donkraft og hjulnøgle, og jeg kan faktisk godt selv skifte hjul, men jeg er altså i kjole og høje hæle, – sagde hun grinende. – Intet problem, Sofie, – udbrød Andreas. – Nik, kom, vis hvor dygtige vi er! Mens Andreas underholdt Sofie, skiftede Nikolaj dækket og blev mere og mere irriteret. Andreas snakkede uafbrudt og opfandt hele historier, mens Nikolaj tænkte: – Hvorfor tror hun på hans fantasi? Bror er god til at snakke folk rundt… Sådan går det altid, hvis jeg engang har haft en chance for at tiltrække piger, så vender opmærksomheden straks til ham og kommer aldrig tilbage. Han kan snakke, give komplimenter, digte utrolige historier – som nu. Sofie sad med store øjne og lyttede. Andreas fortsatte: – Nu tager du bare imod – Sofie, – sagde Andreas. – Og så skriver jeg lige dit nummer, sig frem… – Andreas, du er nok lidt for frisk, – grinede Sofie. – Jeg tror du er snedig nok til selv at finde frem til mit nummer. Men tak til dig, Nikolaj, du har virkelig hjulpet mig! Nikolaj bad om hendes telefonnummer, Sofie satte sig i bilen, smilede og kørte. – And, du snakker for meget – Sofie var virkelig sød, jeg fik slet ikke sagt et ord. – Slap nu af, jeg prøvede jo bare at hjælpe dig, – lo Andreas. – Ja, sådan er det altid, – protesterede Nikolaj, mens han satte sig ind. De kørte ind i byen, Nikolaj bad om et stop ved den lille kiosk – han var løbet tør for cigaretter. – Stop lige – jeg skal have cigaretter – skal du have noget? – En flaske mineralvand, tak, – sagde Andreas. Da Nikolaj kom ud, sprang en stor hund frem fra hjørnet, åbenbart herreløs, og bed ham i buksebenet – han kunne mærke hundens tænder mod sit ben, men det var til at holde ud. Andreas nåede ikke ud af bilen, før hunden forsvandt i buskene. – Hvad fanden var det – hvor kom den hund fra, – sagde Nikolaj og kiggede på blodet på benet. – Jeg så kun, den bed dig i buksen, – svarede broren. De kørte hjem. – Nikolaj, hvad er der sket med dine bukser, – spurgte moren og så på de flænede jeans. – Der var en tosset hund ved kiosken – skal jeg ikke bare rense det med noget – det gør ikke ondt, men der kom lidt blod. – Ingen slinger, Nikolaj, – du skal direkte i klinikken og have en rabies-vaccine. Herreløs hund… det må du ikke spøge med, – insisterede moren. – Nik, mor har ret, – sagde Andreas, – jeg kører dig derhen. Andreas ventede i bilen, mens Nikolaj gik ind og fandt hen, hvor han skulle. En ung fyr sad udenfor, han gik ind, og bagefter Nikolaj. Han stivnede, da han så Sofie. Også hun blev overrasket. – Hej, – sagde Nikolaj, glad – det var da længe siden! Begge grinede. – Du er altså læge? Ved computeren bag skrivebordet sad en sygeplejerske, hun kiggede også overrasket. – Ja, jeg er læge. Hvordan fandt du mig? – hun så ægte glad ud. – Jeg har faktisk fortrudt, at jeg ikke gav dig mit nummer tidligere, men din bror forvirrede mig helt. – Ærligt, jeg har ikke ledt efter dig, troede det var overstået, – sagde Nikolaj, – det var bare rent tilfælde, og en hund bed mig. Men jeg fortrød også, du forsvandt så hurtigt… Nikolaj fik sin vaccination og bad om Sofies telefonnummer – hun gav det til ham. Nu ses Nikolaj og Sofie. Hun har engang betroet ham: – Jeg kunne faktisk lide dig fra første øjeblik, men Andreas… jeg gennemskuede ham hurtigt. Nikolaj er lykkelig. Han ved, at det skal nok gå mellem dem.