Det var allerede blevet aften. Svigersønnen havde bragt sin svigermor hjem, og stillede hendes to tasker på gulvet i entreen, hvorefter hun gik ind til sin datter.
Det var som om tiden stod stille, mens tusmørket pressede sig ind gennem vinduerne. Svigersønnen havde netop hjulpet sin svigermor ind i lejligheden på Nørrebro. Han satte de to slidte tasker ned i det knirkende gangareal, og hun bevægede sig tøvende hen til sin datter, Amalie.
Da Amalie så sin mor, klappede hendes hjerte sammen som et sammenfoldet postkort.
Skal jeg nu tage mig af dig resten af mit liv? Du vil sikkert aldrig rejse tilbage til din gård på Langeland
For nylig havde jeg hørt denne mærkelige og lidt urovækkende historie om en gammel klasseveninde, hvis forhold til sin gamle mor var endt i kaotiske forviklinger. Det gode var dog, at svigermoderen endte med at blive taget sig pænt af svigersønnen indlagde hende på en velrenommeret privatklinik i Aarhus, hvor hun fik den bedste pleje, man kunne købe for danske kroner. Men på det her tidspunkt kendte Amalie intet til forløbet, først da hendes mor kom ud fra klinkken, blev tingene afsløret som ved et drømmesyn.
Amalies mand havde kørt sin svigermor hjem på cykel gennem regndisen og fortalte hende:
Din mor har det bedre nu, jeg har købt alt, hun har brug for, men hun bør være under opsyn et stykke tid endnu. Så hun skal bo hos os lidt endnu, det er vel ikke noget problem for dig?
Man skulle tro, at det var Amalie selv, der skulle stille det spørgsmål til sin mand. I stedet for at takke ham for at tage sig af hendes mor, eksploderede Amalie i uudgrundelig og halvt forståelig vrede:
Mor, jeg er lige flyttet til København, jeg prøver at skabe et nyt liv! Og nu står du her vil du bo med mig for evigt?! Skal jeg være din plejeperson for altid? Vil du aldrig tilbage til din gård på Langeland igen?
Moren så ud som om hendes tanker blæste væk som små papirbåde i vinden, men det var Amalies mand, Anders, der blev mest overrasket.
Endelig havde hans kone vist ham sit sande jeg. Alt blev opløst og flydende, og han forstod, at han ikke havde kendt denne side af Amalie, dengang han friede til hende i Frederiksberg Have. Den gamle svigermor begyndte at pakke sine sager sammen i blinde, og Amalie smækkede vredt døren bag sig og forsvandt ud i nattens regn, hen til sin veninde.
Senere, da skumringen gled over i nat, kom Amalie hjem til en stue fuld af pakkede kufferter og et DSB-togbillet lagt ovenpå. Forvirret og drømmende spurgte hun sin mand:
Hvorfor er min mor stadig her? Skal du et sted hen?
Nej, det er dine ting og din billet. Måske er det os, der skal holde pause. Jeg ville gerne have haft et barn med dig, men i nat har jeg indset, at jeg ikke ønsker, at mine børn skal have sådan en mor. Tænk over dine valg. Rejs ud på landet, bo lidt hos din mor hun bliver her med mig. Og når du er blevet dig selv igen, så kan du komme tilbage, svarede Anders og forsvandt ind i lejlighedens slørede mørke, alt imens uret på væggen begyndte at gå baglæns.
