Kære dagbog,
Jeg skrev i dag, mens regnen silede ned over København, for at huske den mærkelige vej, jeg har fulgt de sidste måneder. Jeg er en blind universitetslektor i historie, 42 år gammel, og i september sidste år annoncerede jeg i Politiken, at jeg søgte en hjælper til at læse mine forelæsninger højt for mig om aftenen. Jeg havde ingen idé om, at jeg ville møde Rigmor, en ung kvinde på 20 år fra Århus, som straks ringede, da hun så annoncen.
Jeg husker, hvordan hun stod foran min dør den følgende morgen, nervøs men beslutsom. Jeg åbnede døren, og hendes stemme lød blidt: “Godmorgen, jeg hedder Rigmor. Hvad må jeg kalde dig?” Jeg svarede med mit fulde navn, “Mikkel Bjerre”, og bad hende om at komme ind. Hun bemærkede straks min parfume, som hun kaldte “forfriskende”. Jeg bad hende om at læse mine notater hver aften, så jeg kunne indprente stoffet. Jeg sagde: “Tre gange om ugen, er du med, Rigmor?” Hun nikkede ivrigt.
Min lejlighed var enkel, ren og uden overflødige ting. Jeg var glad for, at Rigmor så mig som en ægte mand, ikke som en hjælpeløs blind. Vi begyndte at arbejde sammen, og hun var hurtig til at fange de historiske detaljer, jeg havde brug for. September gik i møde med februar, og så kom maj og sommerferien. Jeg gav hende fri indtil næste september, så hun kunne tage til Nordsøen og nyde havet. Hun gik hurtigt videre med sit liv, mødte en ung mand fra Odense, og planlagde at gifte sig med ham. Bryllupsdatoen blev fastsat til starten af august.
Den sidste dag i august ringede hun til mig: “Mikkel, jeg kan ikke komme i morgen, jeg er på bryllupsforberedelser.” Jeg mærkede en snert af skuffelse i min stemme, men jeg sagde: “Kom endelig, Rigmor, jeg savner dig.” Hun indvilligede modvilligt og kom den følgende dag, mens augustsolen stadig var varm.
Hun gik ind i min entré, og jeg tog hendes hånd, selvom jeg ikke kunne se den. “Du ved, min forlovede elsker også denne duft,” sagde hun med et skævt smil. Jeg spurgte, om hun ville fortsætte et år mere med mig, for jeg kunne ikke forestille mig at undervise uden hende. Hun svarede professionelt: “Lad os så komme i gang.” Jo længere vi arbejdede sammen, jo mere begyndte jeg at tvivle på hendes kommende ægteskab. Hun trak sit bryllupspapir ud af sit skrivebord, og sagde, at hun ville annullere.
Efterhånden gik vi fra formel tiltale til “du”. Når hun læste mine forelæsninger, holdt jeg hendes hånd, lukkede øjnene og indåndede duften af hendes parfume, som om den var en flamme i mørket. En aften kom hun ind fra kulden, rystende, og bad om varm te. Jeg førte hende til min lænestol, lagde et tæppe om hendes ben og gik i køkkenet. Jeg vendte tilbage med en bakke, hvor der lå skiver af appelsin og et lille glas med snaps. “Drik, så varmer du dig,” sagde jeg. Vi drak i stilhed, og jeg kyssede hende blidt, mens jeg hviskede: “Bliv hos mig, så giver jeg dig hele verden.”
Min mor, Mette, kom ofte forbi om morgenen med kaffe og friskbagte wienerbrød. Hun så mig i min seng og smilede uden overraskelse. “Godmorgen, Mikkel,” sagde hun, “og du, Rigmor, må også ligge i ro.” Da jeg en aften sagde, at jeg havde set stjernerne som om jeg var på himlen, spurgte hun, om jeg var bange for at blive forbundet til hende. Jeg svarede, at jeg frygtede at blive for afhængig af et liv, der ikke var mit.
Mors ord gik mig på sinde: “Man kan ikke tage solskin med i lommen, men man kan dele en varm kop kaffe.” Hun advarede mig om at blive for opslugt af Rigmor, for som blind kan jeg kun høre, men ikke se, hvad der sker omkring mig. Hun bad mig om at lade hende gå, så jeg ikke blev fanget i en fælde af uvirkelighed.
Jeg stod i en indre konflikt. Jeg vidste, at vores forhold kun var midlertidigt, men jeg havde allerede givet mit hjerte til hende. Så jeg begyndte at besøge hende kun, når min mor var væk, for at undgå at se de smertefulde scener, som jeg ikke kunne forstå.
Et år gik, og vores bånd blev kun stærkere. Jeg fortalte alle mine kolleger, at jeg ville gifte mig med en blind mand, men så en dag sagde hun til mig: “Mikkel, vi skal stoppe. Jeg giver dig frihed. Gå din vej.” Jeg følte mig som en knust skibsværft. Tårerne strømmede, men jeg kunne ikke se dem.
Jeg har siden været gift to gange. Den ene gang med en ung kvinde fra Roskilde, den anden med en lærer fra Aalborg. Ingen af dem kunne give mig den samme ro som Rigmor, men jeg har lært noget vigtigt.
Livet har lært mig, at selvom man er blind, kan man stadig se, hvad der virkelig betyder noget: ærlighed, respekt og evnen til at give slip. Jeg har indset, at man ikke kan holde fast i en drøm, som man kun kan mærke, men aldrig se. Det er bedre at lade den gå, så den kan lede en videre til nye horisonter.
Denne erfaring vil jeg bære med mig: “Man skal ikke kaste perler for svin, men man skal også vide, hvornår man skal slippe perlerne fri.”
Indtil i morgen,
Mikkel.
