25. marts
Nå, Stine, du forstår vel det er sådan noget unge gør, sagde Mikkel og lænede sig mageligt tilbage på den gamle køkkenstol, mens han drejede en tandstik mellem fingrene. Caroline og jeg tænkte, vi kunne flytte sammen. Vi er jo voksne nu, ikke? Og I har jo en treværelses, masser af plads, og det værelse du bruger til kontor står jo nærmest tomt det meste af tiden.
Jeg stoppede midt i at tørre viskestykket. I et øjeblik troede jeg, at jeg havde hørt forkert. Udenfor slog forårsregnen mod ruden, gryden med min hjemmelavede hønsekødsuppe simrede roligt og spredte duften af persille og gulerod. Men her ved spisebordet var det som om virkeligheden blev vendt på hovedet. Jeg skævede over på min kone. Lars sad overfor sin bror, lod som om han var frygtelig optaget af at fiske den sidste kartoffel op med skeen. Han lignede én, der havde dårlig samvittighed, men som havde besluttet sig.
Mikkel, sagde jeg så roligt jeg kunne, selvom frustrationen allerede voksede i mig. Du har boet her i snart fire måneder. Vi aftalte, det kun var to uger, mens du fandt job og noget at bo i. Nu har du hverken job eller bolig, og nu vil du hive din kæreste ind også?
Ej, slap nu af, Stine, vrængede min svoger, som om jeg havde sagt noget himmelråbende. Jeg søger jo stadig, prøver at finde ud af, hvem jeg er. Skal jeg ud og knokle med ryggen for en eller anden lagerløn? Jeg er altså lidt af en følsom sjæl. Og Caroline har det heller ikke nemt hun har skændtes med sin mor. Skal jeg bare lade som om, jeg ikke har nogen kæreste?
Det er ikke vores problem, afbrød jeg, idet jeg hang viskestykket på plads. Vi har vores eget. Jeg arbejder hjemme om aftenen; jeg har brug for mit kontor. Mine tegninger og dokumenter ligger der.
Kom nu, Stine, blandede Lars sig, stadig uden at se på mig. Der er masser af plads. Computer kan du jo slå op i soveværelset imens. De holder sig jo bare for sig selv et par måneder, så finder de sikkert noget. Han er jo min bror jeg kan ikke bare smide ham ud.
Jeg så på Lars med et langt, hårdt blik. Han vidste udmærket, hvad den lejlighed havde kostet mig. Fem år med uendelige afdrag, dobbelt arbejde og ingen sommerferier, før jeg overhovedet mødte ham. Alt havde jeg selv betalt til sidste krone, allerede før vi giftede os. Lars flyttede jo bare ind og bragte kun et slidt fiskehjul og halvgammel computer med. Nu sad han her og rådede over mine kvadratmeter, som om det var et kollegieværelse.
Lars, vi snakker lige sammen, sagde jeg køligt.
Vi gik ind i soveværelset og lukkede døren bag os.
Tror du, jeg er faldet ned fra månen? Hans én ting er, at han allerede koster os penge han lægger intet i husholdningen, køleskabet bliver tømt som i et sort hul. Nu skal han også have sin kæreste med ind i mit hjem? Jeg har aldrig mødt hende!
Stine, rolig nu, prøvede Lars at lægge en arm om mine skuldre, som jeg straks fjernede. Mikkel har bare brug for lidt støtte, han er faret vild. Caroline skulle være sød og stille, de holder sig jo bare i værelset. Bare lidt tålmodighed for min skyld. Mor ringede, hun beder os om at hjælpe. Hendes blodtryk stiger, hvis hun finder ud af, han ikke har sted at være.
Svigerforældrekortet var tarveligt. Lars vidste, hvor meget jeg anstrengte mig for at holde fred med hans mor, og han udnyttede det gerne.
Fint, sagde jeg. Én måned. Ikke længere. Og ingen fester, ingen larm, og jeg beholder mit skrivebord i kontoret. De kan slæbe sovesofaen ind.
Lars lyste op, kyssede mig på kinden og styrtede ud for at fortælle det gode nyt. Jeg blev stående foran spejlet i soveværelset, så mit trætte blik og de markante rynker mellem brynene. Hvorfor var det så svært for mig at sige nej?
Den næste aften ankom Caroline. Hun var nærmest umulig at aldersbestemme, med shocking-lyserødt hår, næsepiercing og to kæmpestore tasker efter sig. Hun kom ind, som om hun gjorde os en tjeneste bare ved at være der.
Hej, snerrede hun, kun med én øreprop ude, mens hun kørte kufferten direkte ud over mit nyvaskede gulv. Her er da lidt klemt, Mikkel, sagde du ikke, værelset var stort?
Mit veløvede smil på læben blegnede.
Hej, Caroline. Vi tager skoene af i døren. Dine kuffert-hjul er også beskidte, bemærkede jeg.
Hun kiggede op og ned på mig og rystede bare på hovedet.
Slap af, jeg tørrer dem senere. Mikkel, bær lige den anden taske ind, den vejer tonstungt!
“Senere” indtraf aldrig. Jeg endte med selv at vaske det beskidte gulv, for ellers kunne jeg ikke holde rodet ud.
De første dage gik nogenlunde, bortset fra at Caroline brugte badeværelset to timer morgen og aften og tømte mit dyre luksusbad, som jeg havde gemt til særlige lejligheder. Men i weekenden gik det helt galt.
Jeg vågnede lørdag på min første mulighed for at sove længe efter en hård uge til lyden af latter og duften af brændt dej. Klokken var ni. Halvsovende svøbte jeg min morgenkåbe om mig og gik ud i køkkenet.
Synet, der mødte mig, hørte hjemme i et surrealistisk mareridt. Uendelig bakke af snavset service i vasken. På bordet lå tomme dåser og brødkrummer overalt endda på gulvet. Caroline, i Mikkels alt for store T-shirt, forsøgte at skrabe brændte rester af min elskede teflonpande med en gaffel.
Hvad sker der her? Stemmen rystede.
Nå, du er vågnet! sagde Mikkel, allerede med en øl i hånden klokken ni om morgenen. Ville lave brunch til Caroline, men pandekage-dejen virker ikke! Dit mel var dårligt.
Jeg fór hen og rev stegepanden ud af Carolines hænder. Bunden var ridset til ukendelighed.
Hvorfor bruger du den, og med en gaffel?!
Slap nu af, brokkede Caroline sig. Det er bare én gryde. Du er lidt nærrig, ikke? Vi ville jo give dig også.
Jeg har bedt om, at du ikke kalder mig nærig, sagde jeg lavt, mens vreden nærmest kogte over. Ryd op efter dig. Nu.
Du er da godt nok hys! fnes hun hånligt. Mikkel, lad os bare gå ind, jeg har mistet appetitten.
De forsvandt, og jeg blev efterladt i kaos. Lars havde igen gemt sig på toilettet under hele forestillingen.
Det var sidste gang, sagde jeg til Lars, uden at se ham, mens jeg skurede bordet. Hvis de roder eller ødelægger mere, ryger de ud.
Hun er ung, hun ved intet om at holde hus. Jeg skal nok tale med dem, Stine.
Det handler ikke om gryden det handler om respekt! Det her er mit hjem!
Ugen sneglede sig afsted. Jeg begyndte arbejdslivet tidligere og kom sent hjem bare for at undgå de unge. Men hver aften ventede nye overraskelser: Gulaschen, jeg havde lavet til to dage, var væk fra køleskabet; brugte våde håndklæder smidt på badeværelsesgulvet; larmende musik midt om natten.
Mikkel lå hele dagen på sofaen, snakkede om forretningsdrømme mens han spillede PlayStation på mit store fjernsyn. Caroline lavede ingenting talte bare med sine veninder eller surfede på nettet.
Torsdag nåede det sit højdepunkt. Jeg havde været i Odense med arbejdet og kom hjem sent, udmattet og trængte bare til bad og ro.
I entreen stødte jeg på papkasser. Da jeg tændte lyset, gispede jeg. Mine mapper, tegninger, bøger var blevet pakket ned. Oven på lå min computerskærm.
Jeg fløj ind til kontoret. Døren stod åben.
Alt var kaos. Mit skrivebord var skilt ad og sat ud på altanen (jeg så delene derude). I stedet stod nu et gammelt, ramponeret kommode, sikkert hentet fra et genbrugsmarked. Plakater hang skævt på væggene. En oppustelig madras og bunker af tøj dækkede gulvet.
I midten sad Caroline og lakerede negle, den skarpe acetone slog alt andet stank.
Mikkel borede i væggen, ville hænge en hylde op.
Hvad har I lavet? hviskede jeg, men det rungede i stilheden som et skud.
Hej Stine, du er hjemme! Vi har lavet lidt om, sådan som Caroline bedst kan lide. Dit bord fyldte for meget, så det sætte vi på altanen. Vi har brug for mere plads. Vi er jo trods alt et ungt par, kan du forstå.
Mit bord ude? Det var finér, nu bliver det ødelagt! Skærmen lå på gulvet
Den fejler intet, skyndte Caroline at sige og pustede på lakken. Her blev meget mere luft.
Hvor er Lars? spurgte jeg. Stemmen isnede.
Han er nede at handle øl. Til flytterfest, du kan bare være med hvis du er i humør.
Lars dukkede op i entreen med poser, da jeg gik ud.
Vidste du det? spurgte jeg koldt.
Jamen, de ville bare gøre dig glad gøre værelset hyggeligt
Det er MIT værelse. Mine ting. I mit hjem.
Kom nu, vi er jo familie
Ja, det er vi. Men åbenbart ikke på samme måde for dig. Din familie er Mikkel og hans kæreste, jeg er bare nogen der betaler for hele lortet.
Hov, hvem kalder du for kælling?! råbte Caroline inde fra værelset.
Hold mund, sagde jeg. En underlig ro bredte sig i mig. I har tyve minutter til at pakke jeres ting og forsvinde. Uret starter.
Mener du det? Det er nat! Lars, gør noget mand!
Lars skiftede vægtskifte, så det ud til.
Stine måske vente til imorgen? De har jo ikke et sted
Jeg er ligeglad. Jeg tog min telefon og lod som om, jeg ringede. Hej, det er politiet? Jeg har folk i min lejlighed, der nægter at gå.
Mikkel blev kridhvid. Caroline skreg:
Du kalder politiet på din egen familie?!
Ti minutter, sagde jeg kort og så overbevisende ud.
Lars, er du en mand eller hvad? råbte Mikkel. Din kone smider din egen bror ud!
Lars så på mig. Han forstod, at hvis han valgte dem, skulle han gå med.
Pak jeres ting, sagde han lavt. I gik for langt. Bordet Stine var virkelig glad for det.
Pis med dig! sagde Mikkel, kastede boremaskinen fra sig. Jeg tager til mor, vent dig bare!
Ja, ja, bare ud. Og tidligt, tilføjede jeg. Føn og ansigtscreme lægger I på bordet, ellers bliver jeg stiktosset.
Caroline råbte, smed mine ting på gulvet, mens Mikkel mumlede om utaknemmelighed.
Femten minutter senere stod de med taskerne i entreen.
Jeg ringer ikke efter taxa. Gå til stoppestedet.
Det her glemmer vi ikke! skreg Mikkel, inden døren smækkede.
Stilheden var bedøvende.
Jeg satte mig langsomt på skamlen og mærkede adrenalinen sive væk. Mine hænder rystede svagt. Lars stod med bæreposer og et fortabt udtryk.
Ringede du virkelig til politiet? hviskede han.
Jeg rystede på hovedet, løftede telefonen.
Nej. Men jeg ville have gjort det.
Jeg gik ind til kontoret. Skærmen var ødelagt. Tapetet havde huller. Jeg sagde, uden at kigge på Lars:
I morgen sætter du bordet på plads. Hvis det er ødelagt, betaler du renoveringen. Du lapper tapetet. For dine egne penge.
Ja, Stine. Undskyld. Jeg ville bare hjælpe dem Jeg ville bare have, at alle skulle have det godt.
Sådan går det ikke, Lars. Du valgte alle andre end mig. Du lod dem ydmyge mig i mit eget hjem.
Jeg ved det godt. Undskyld. Jeg vidste ikke, de var så frække.
Du har altid vidst, hvem Mikkel er. Men du undgik at tage konflikten.
Jeg gik ud i køkkenet. Opvasken var ikke væk men der var i det mindste ro igen.
Du klarer rodet her. Jeg tager et langt bad. Hvis du vil blive boende, skal der være skinnende rent, når jeg er færdig.
Lars nikkede bare og gik i krig med opvasken. Det var første gang i måneder, han løste noget uden at klage.
Jeg tog et karbad med den sidste rest badeskum, Caroline ikke havde nået at tømme. For første gang i en måned forsvandt spændingen mellem mine skuldre.
Mobilen bippede svigermor. Jeg ignorerede og blokerede straks hendes nummer. Det samme med Mikkels. Sådan! tænkte jeg.
En time senere stod Lars og vaskede gulv og satte bordet ind igen. Han var overraskende dygtig. Tapetet må han dog tage senere, men alt andet funklede.
Jeg har gjort det hele, sagde han.
Jeg gik over for at hente lidt vand.
Godt.
Stine vi skal da ikke skilles?
Jeg tog en tår og så ud på byens lys. Regnen gled ned ad ruden.
Ikke nu. Men nu er det dig, der er på prøve. Én lignende situation mere, og det er dig, der står ude med tasken på trappen.
Fuldstændig forstået. Jeg lover.
Vi får se.
Jeg gik i seng uden larm fra nogen værelse ved siden af, uden at blive vækket. Næste morgen vågnede jeg til kaffe og brændt toast. Lars, som plejer at glemme alt, havde faktisk gjort en indsats.
Jeg tænkte på noget Måske skal vi få skiftet låsen? Mikkel afleverede vist aldrig nøgle.
Jeg hævede overrasket brynet.
Ring til en låsesmed. Med det samme.
Livet vendte stille tilbage. Dér sad jeg så, med nogle ridser på en pande og et ømt punkt, men med grænserne intakte. Jeg lærte, at det nogle gange er nødvendigt at være bitchen, hvis man vil passe på sig selv og sit hjem og at fortrydelse aldrig varer så længe som dårlig samvittighed over ikke at have sagt fra.
Siden hørte jeg fra bekendte, at Mikkel og Caroline gik fra hinanden efter to uger. Caroline fandt en med større lejlighed. Mikkel rykkede hjem til sin mor og fortæller nu, hvordan verden og en ond svigerinde ødelagde hans liv. Men den historie vedkommer ikke længere mig.
Endnu en grænse sat, endnu en erfaring rigere.
