“Du er ingenting her, ligesom dit unge kræ! sagde svigerinden med en stemme, der blev til en tåge af glas og skygger i luften over Silkes hoved.
Silke blev gift, før hun selv nåede at opdage, at hun var blevet voksen. På hendes 18-års dag, lagde hendes far hånden på hendes skulder og bad hende prøve sin nye kjole festen ventede, for der var fundet en ung mand blandt de rige nede fra København. Alt var lagt til rette for lykke, sagde de gamle tantekællinger og nikkede til kagerne med marcipan og druer. Festen dundrede i forsamlingshuset i den lille fynske landsby, hvor landskabet snoede sig drømmende væk i syrengrå dis. Kun Silke og Mikkel, hendes nye mand, gled rundt som to fisk i et goldt akvarium af fjernhed og blikke.
Silke brød sig faktisk om Mikkel, selvom han var fremmed for hende. Hendes storesøster havde ikke samme held hun blev gift bort til en mand på fyrre fra nabosognet, ham med det flade ansigt og de tunge hænder. Hele verden troede, søsteren ville ende som gammeljomfru, men faderen lovede en god medgift og solgte hende i stilhed og sukkerbrus.
De nygifte flyttede ind i Mikkels hjem et lavloftet, vindskevt bindingsværkshus bag æbletræerne på den bakkede gård. Ikke meget plads, men, som faren mumlede, “Ét skridt ad gangen. Kommer der børnebørn, får vi banket huset større op.” Det lød, som om murstenene allerede lå klar i drømmens horisont.
Svigerinden, Bodil, bar sit mørke hår som et klæde af misbilligelse og holdt Silke oppe på alle husets regler. Bodil var ældre, men boede stadig hos mor og far, efter hun var blevet sendt hjem fra sit ægteskab med en pjusket kuffert og røde øjne. Ingen havde lyst til hendes selskab hun gik rundt med arrede drømme og stak sandpapir ind i samtalerne. Ingen tvang kunne få hende til at bage boller eller gøre rent. Hun gled omkring som en sur muldvarp i mørket af sit værelse.
I familien sagde de altid, at en svigerdatter først blev husets egentlige frue, når hun havde født sin første søn. Indtil da var hun kun skygge ved siden af de andre. Så Silke holdt sig ydmyg, tålmodig og lod sig svæve i guldgule drømme om spædbarnsdufte og et nyt værelse. Graviditeten blev hendes trylleformular imod ensomheden.
Men indtil maven voksede, fik hun de beskidte og tunge opgaver. Bodil elskede at kommandere rundt med hende, selvom der egentlig var gårdkarle til det grove arbejde men Bodil smilede først, når hun kunne træde i den bløde jord, hvor andre bøjede nakken.
Da Mikkel opdagede, at Silke ventede et barn, dansede han i stuen som en dreng, der havde vundet 1000 kroner i Lotto. Hans mor og far slæbte samme dag en bunke brædder hjem til udvidelse af huset, som for at stemme værket ind i fremtiden. Bodil græd i skyggerne. Hun indså, at hendes dage med forældrene ville vare evigt ingen mand, intet hjem, ingen begyndelse. Hun spandt sig ind i sin sorg.
En tidlig morgen efter seks måneders svæven mellem drømme og kvalme kom Bodils knoer mod Silkes dør. Tavse, sure slag.
“Hvorfor ligger du bare der? Har du gjort alt færdigt?” snerrede Bodil.
“Indenfor er jeg færdig, men Mikkel vil ikke lade mig gå ud på gårdspladsen,” svarede Silke drømmende.
“Selvfølgelig vil han ikke! Du er bare doven.”
“Hvad vil du mig egentlig?”
“Hvem tror du, du taler til? Øver dig på at beherske mig? Husk, du har ikke født endnu du har ingen ret til at lede nogen som helst!”
“Det var ikke sådan ment…”
“Du er ingen her! Dig og det der unge kræ i maven I betyder intet! Forstår du overhovedet det?”
Bodil rasede, kastede porcelænskopper mod væggene, mens Silke trak tæppet omkring sig. Alt begyndte at svaje som en kornmark i storm. Mikkels far trådte ind, tog Bodil væk, og klirrende glasdrømme gled i skår over gulvet. Silke lagde hænderne roligt på sin mave, lyttede til den fremmede rytme derinde og tænkte: Alt skal nok gå. Alt bliver, som det skal også i dette mærkeligt sammenfiltrede drømmeland.
