Nå, du skal høre det her er lidt af en historie! Min mand og jeg voksede begge op i det samme lille jyske landsbysamfund. Efter brylluppet flyttede vi til Aarhus, lejede først en lejlighed, fandt jobs og fik så senere købt vores eget sted, selvfølgelig på afbetaling. Så fik vi børn, og ja, vi er egentlig bare en helt almindelig dansk familie. Jeg vil ikke gå i detaljer om det kedelige hverdagsliv.
Vi har stadig familie i landsbyen, og de kigger selvfølgelig forbi nu og da. Vi prøver altid at holde et godt forhold til dem altså, familie er jo familie. Men
Nu kommer vi til sagen: For nylig oplevede min mand og jeg en ret vild situation.
Min mors kusine, som hedder Agnete rigtig gammel, dansk navn besluttede sig for at rykke fra Lolland og ind til Aarhus. Hun spurgte, om hun måtte bo hos os, indtil hun havde fundet job og et sted at bo selv. Vi tænkte, selvfølgelig, ingen ko på isen!
Den første dag lavede hun faktisk en virkelig lækker æblekage, og vi hyggede os helt vildt men så stoppede de gode nyheder ellers der.
De første syv dage brugte hun på at traske byen rundt og søge arbejde. Hun kom hjem om eftermiddagen og smed sig med fjernbetjeningen. Efter en uge blev jobsøgningen dog sjældnere og til sidst holdt hun bare op. Nu lå hun mest på sofaen hele dagen og zappede fjollede underholdningsshows, og om aftenen røg hele vores køleskab.
Hun begyndte også at snige sig ind på vores datters værelse Annelise, hedder hun og indtog halvdelen af hendes tøjskab. Da vi spurgte Agnete, hvordan det gik med jobsøgningen, svarede hun, at hun slet ikke havde fundet et værdigt job endnu, og at hun da ikke ville slide sig op for småpenge.
Det kunne jo ikke blive ved, men så begyndte hun at kommandere rundt med os alle sammen. Hun bestemte, hvad vi skulle lave til aftensmad, hvilke håndkøbsmedicin vi skulle købe og sådan noget.
Vi gik egentlig bare og håbede på, at hun snart ville finde noget og flytte. Men så skete det, der var dråben. Min datter kom hjem fra skole, og så siger Agnete til hende med det samme:
“Du skal ikke tage dine sko af, smut lige ned og køb nogle tamponer til mig!”
Jeg stod fuldstændig målløs og sagde til Annelise, at hun altså ingen steder skulle. Så fortalte jeg Agnete ligeud, hvad jeg tænkte om hele situationen og så råbte hun selvfølgelig op og sagde:
Så må du selv gå, du forkæler barnet!
Min mand hørte det hele, samlede hendes ting i et par tasker, satte dem i entréen og sagde kort: Enten går du nu, eller også smider jeg det hele ud af vinduet. Så gik hun.
Siden da har vi ikke modtaget nogen opkald fra familien om overnatning, men vi regner ikke med, at stilheden varer evigt. Man ved jo aldrig med familien, vel?
