En morgen tog min kone, Rikke, på arbejde og kom aldrig hjem igen. Jeg ringede rundt til alle, jeg kunne komme i tanke om. Det viste sig, at hun simpelthen var blevet træt af familielivet.
Rikke og jeg mødte hinanden til et bryllup hos fælles venner i København. Der var straks en gnist, og vi talte sammen hele aftenen. Vores forhold udviklede sig hurtigt, og efter bare et par måneder flyttede vi sammen og blev gift. Ikke længe efter opdagede Rikke, at hun var gravid. Under graviditeten fik hun aldrig bestilt en scanning hun havde altid noget, der kom i vejen: sygdom, arbejde eller andre forhindringer.
Det var en hård graviditet. Rikke led af kvalme, blev hurtigt udmattet, og hendes ryg gjorde konstant ondt. Maven blev større, og til sidst kunne hun ikke gå mere end et par skridt uden at skulle ligge ned. Den sidste måned før fødslen gik hun slet ikke ud. Jeg elskede hende og forsøgte at passe på hende, men oftest var jeg nødt til at være på arbejde for at få økonomien til at løbe rundt.
Fødslen kom før tid. Lægerne i Rigshospitalet lod hende ikke ude af syne. Pludselig havde vi trillinger: to piger og en dreng. Jeg var fuldstændig i chok. På et øjeblik var jeg far til tre små børn.
Imens Rikke lå på hospitalet, fik jeg købt tremmesenge og puslebord. Vores lille toværelses lejlighed på Amager blev hurtigt for trang. Hverdagen ramte os hårdt søvnløse nætter, sygdomme, og det evige ansvar, der aldrig slap. Jeg drømte om de gode gamle dage uden bekymringer, kun kærlighed, romantik og lange samtaler sent om aftenen. Men alt det blev ovetrumfet af skrig, bleskift og stress.
Rikke kunne næsten ikke håndtere børnene og havde derfor heller ikke tid til mig. Til sidst knækkede jeg under presset. En dag tog jeg på arbejde og vendte aldrig hjem.
Rikke ringede desperat rundt. Hun kontaktede hospitalet, politiet og alle vennerne, men forgæves. Hun fandt snart ud af, at jeg var stukket af fra alt ansvar og havde efterladt hende og børnene.
Der gik det op for Rikke, at hun måtte være stærk. Nu hvilede alt på hendes skuldre. Hendes mor flyttede ind og hjalp med børnene, og sammen fik de puslet og trøstet, selvom det var benhårdt. De klarede sig for børnepenge og hendes mors folkepension.
Et nyt storcenter åbnede tæt på, og Rikke fik job i en tøjbutik. Hun gjorde straks et godt indtryk, og på trods af at hun havde tre børn, ansatte de hende alligevel. Tingene begyndte at lysne. Efter nogen tid fik hun råd til en børnepige, hvilket lettede hendes mors byrde. Nogle år senere blev Rikke forfremmet. Hun blomstrede op og blev en smuk og velplejet kvinde. En dag mødte jeg hende tilfældigt, mens jeg besøgte mine forældre i byen.
Jeg ønskede at se mine børn og bad Rikke tilgive mig. Jeg spurgte, om jeg kunne få en ny chance. Da hun så på mig, kunne jeg mærke, at hendes følelser for mig var døde for længst. Hun sagde ærligt, at hun aldrig ville tilbage. Da jeg gik derfra, pustede hun lettet ud. Den dag lærte jeg, at vi ikke kan løbe fra vores ansvar og at det aldrig er for sent at starte forfra, selv når alt synes tabt.
