2. april
Sikke en dag, og hvor er det egentlig sjovt, hvor lidt der sommetider skal til for at livet tager en ny drejning. Jeg må sige, jeg har følt mig meget taknemmelig den seneste tid for støtte, varme kommentarer og endda en lille smule MobilePay-kærlighed fra søde mennesker til mig og mine fem katte. Tænk, at der findes så mange rare folk. Jeg bliver altid så glad, når nogen deler mine historier det betyder altså noget for lysten til at skrive videre!
Nå, men til sagen. For et par uger siden kom min underbo, Jens, forbi med et underligt glimt i øjet og spurgte:
Ville din datter ikke gerne have en rigtig hund? En af de fine noget?
Jeg svarede, som det var.
Jo, det ville Mille da gerne, men pengene er små, og vi er jo bare to herhjemme.
Men Jens smilede bare stort og sagde: Den får I kvit og frit! Kom, vi kører nu.
Selvfølgelig stod Mille lige der og havde hørt det hele. Før jeg fik set mig om, havde hun fat i mit håndled og tigget:
Mor, vi skal af sted! Det er gratis, mor! Jeg lover at gå tur med den, og jeg lover kun at få tolvtaller!
Jeg sendte et skævt blik til Jens:
Helt ærligt, Jens, du får hende bare op at køre, og så sidder jeg med problemerne bagefter.
Men Jens, den gamle charmeur, lænede sig hen og sagde halvt i sjov:
Du skulle se lidt mere på mig, før du bliver sur. Jeg er en god og arbejdsom fyr og så er jeg jo også ledig på markedet!
Hold nu op, Jens. Hva skulle jeg med dig? Jeg er syv år ældre end dig jeg havde skrevet min studenterhue, da du gik i femte! Kom ned på jorden.
Tiden har vist indhentet os, se selv du når næsten ikke min skulder, og jeg kunne nemt løfte dig! sagde han og slog armen rundt om mig.
Mille, se lige hvor meget stærkere jeg er end din mor!
Ja, men lidt mindre snedig, siden du står og krammer mor mens jeg ser på, sagde jeg og vristede mig fri.
Mille trak i mig og peb:
Men mor, skal vi ikke hente hunden? Lov nu!
Jens så, at jeg var splittet:
Skal jeg hente bilen? Det er lige om hjørnet, I kommer ikke til at fortryde det!
Til sidst stak jeg bare hovedet under armen og sagde:
Okay, men hør her Mille, hvis du får dårlige karakterer, så må du forklare dig!
Hele vejen spurgte Mille løs: Mor, er hunden sød? Hvad hedder den? Jens, hvornår er vi der?
Vi standsede ved et gammelt hus i udkanten af byen. Jens trak vejret dybt:
Min mor havde den her lejlighed, jeg lejede den ud, men det gik galt. Der er et rod derinde, det advarer jeg om. Opdagede det hele i går, da jeg skulle hente husleje…
Det var værre end ventet. Der flød med gamle indpakninger, gryn, madrester og dåser overalt. Midt i rodet, tæt sammen, sad der en grå kat med ravgule øjne og en lille lodden hund.
Begge så miserable ud, men alligevel så man deres stædighed, de havde ikke givet slip.
Se, de blev efterladt her de to unge piger, der lejede, flygtede fra regningen, fortalte naboerne. Og stakkels dyr blev bare glemt…
Pollede Mille:
Hvordan har de overlevet?
Der var spor efter deres kamp for livet overalt. De havde gumlet alt, hvad de kunne finde. Småkager, pasta, havregryn og endda dåsemad, der var blevet åbnet på en eller anden måde. Selv kondenseret mælk havde de spist…
Men hovedsagen det var vandet. Det virkede som om katten havde formået at dreje lidt på hanen i badeværelset. Heldigvis kun så der løb lidt vand, for ellers var der nok oversvømmelse, og så var de blevet fundet hurtigere.
Mille kastede sig straks over de to dyr, kærligt og hjælpsomt, med foderet Jens havde taget med. Selv jeg fik tårer i øjnene.
Jens stod ved min side og sagde blidt:
Jeg vidste du var god du har hjerte, Rikke. Sig mig, skal vi ikke tage begge med hjem? Og hvad med at du siger ja til at blive min kone? Sandheden er, jeg har ventet på én som dig. Hvis du vil, så får vi det så fint jeg har bil og to lejligheder, den ene kan Mille få, den anden lejer vi ud til ordentlige folk. Hvad siger du? Vi kan få flere børn endda, og se hvor hyggeligt vi har det nu og så følger både kat og hund med!
Sig ja, mor! råbte Mille, der halvt havde fanget nuancen.
Jens lo:
Se, så mangler kun dig!
Jeg blev helt rød tænk han mente det, og tænk at have en mand, der hjælper dyr og mennesker…
Lad mig lige tænke, hvis det altså ikke er gas, sagde jeg, mens mit hjerte bankede helt vildt.
Jens blinkede:
Jeg henter katten hjem til mig, og I tager hunden. Og så kommer jeg og Misse forbi i morgen for et svar, sagde han og klappede den lille hund, som straks logrede.
Han fik mig overtalt.
En måned efter var vi gift. Hele opgangen festede med, for det skulle deles. Maden lavede vi hjemme hos mig, men bordene stod hos Jens, for der var bedst plads.
Missekatten og Buster fulgte os overalt dyr ved godt hvem der er ordentlige.
Et år senere kom tvillingerne Freja og Mads til verden. Nu har Misse og Buster travlt med at holde øje med dem. I en stor familie er der altid plads til alle, og både børn og dyr har det trygt og rart.
Der er meget lykke i et hus, hvor både mennesker, hund og kat bor sammen. Og jeg ville ikke bytte for noget i verden!
