Tog du hende med hjem fra børnehaven? Er du ikke til normale kvinder længere?
Hvad kan hun overhovedet? Hvad ved hun? spurgte Poul Erik med et hånligt blik rettet mod sin svigerdatter. Hvad er hun egentlig i stand til?
Det er jo hende, der skal tage sig af ham, tænkte jeg, og sagde derfor:
Far, hun bliver aldrig en erstatning for mor, men hun er min hustru! Jeg beder dig vise bare en smule respekt!
Nå, hvordan smager suppen? spurgte Signe.
Jamen, Gerdas var bedre! svarede Poul Erik. Mere smag! Men vi skal nok spise den her, vi skal jo ikke smide mad ud!
Laver I sjov med mig? udbryd Signe fornærmet.
Der mangler altså et eller andet, sagde jeg tøvende. Ikke noget stort måske, men det føles bare lidt forkert uden.
Af dig, af alle, mand, havde jeg ikke forventet det! udbrød Signe, mens hun trak sit tørklæde af håret. Kan I lide, hvordan Gerda laver mad, så lad hende lave det! Jeg sætter ikke mine ben i det køkken mere!
Hvad så med maden? grinede svigerfar.
Poul Erik, så du ved det, jeg kan fint spise i kantinen! Og Gerda kan servere for mig der! Det er også hendes løn værd! svarede Signe skarpt.
Nå! sagde Poul Erik og slog hånden hårdt i bordet. Frue! Du er lige så fremmed her som hun er! Og bare du ved, jeg smider dig ud før hende!
Far! udbrød jeg. Kan du ikke tale til hende lidt mere civiliseret? Det er trods alt min kone!
Og hvorfor opfører hun sig så som en? snøftede Poul Erik. Hun skal stikke sine fine fornemmelser derhen, hvor de kom fra!
Ellers kan hun jo hurtigt tage hjem til sine egne forældre i andelslejligheden med udsigt til Langelinies havn!
Aha, sådan taler du nu! rystede Signe på hovedet. Da jeg passede og plejede dig som et lille barn, var du da mere venlig!
Ja, og dengang var du ikke så fornem! grinede Poul Erik.
Far, lad nu være med Signe, sagde min lillebror Mads. Hun gør faktisk sit bedste!
Gerda er ti år ældre end hende! Hun har bare mere erfaring! Og tre skilsmisser bag sig!
Selvfølgelig ved Gerda, hvordan man serverer suppe, men Signe, hun er altså en anden type!
Skal jeg høre mere? brummede familieoverhovedet og slog endnu en gang hånden i bordet. Du ryger ud herfra med det samme!
Mor efterlod dig en studiolejlighed i udkanten? Så kan du da rykke derud! Forstået?
Søren, hvorfor sidder du bare der? Mads puffede til mig.
Hvad skal jeg sige? svarede jeg. Gerda laver altså en virkelig god suppe!
Du tænker kun på at få maven fyldt! vrissede Mads og kiggede væk. Og du, din kone!
Det skal hun blande sig udenom! sagde jeg og kastede mig over suppen med skeen for at blive færdig så hurtigt som muligt. Til hovedret var der braiseret kød, også lavet af Gerda.
Tak, Mads! sagde Signe. En rigtig mand i huset! Det er jeg glad for!
Mads blev lige så rød om ørerne som suppen og begyndte at spise sammen med mig.
Jo, vi må hellere spise op, nikkede Poul Erik. Kolde supper er sikkert endnu værre!
Signe var lige ved at sige Æd det bare selv!, men holdt sig tilbage. Med rank ryg gik hun ud af spisestuen.
Så fin på den, nu kan jeg ikke mere! rullede Poul Erik øjne mod døren, Signe var forsvundet ud ad. Hun plejede ellers at være en ordentlig pige!
Der skal bare penge til, så ændrer folk sig!
Pas på, Søren, hun ender med at lave dig om til en rigtigt mand pengene ud og to ører, og så løber du efter hendes mindste vink!
Det sker ikke! vrissede jeg og knyttede næven.
Nå, stop dog, lo Poul Erik, viftende med hånden.
Man skal ikke sådan tale til kvinder, mumlede Mads.
Ingen har spurgt dig! sagde jeg arrigt til min bror. Du skal bare passe dig selv! Femogtyve år og intet har du opnået! Du render stadig efter penge, både hos mig og far!
Jeg har jo min startup, mumlede Mads, vi skal snart til at tjene penge!
I dette årtusind eller skal vi vente til næste? lo Poul Erik. Nå, tag det nu roligt!
Sådan kunne snakken fortsætte længe. Efter mor døde for tre år siden, blev far faktisk helt umulig at være sammen med.
Det var som om, det var hans eneste glæde, at gøre livet surt for nogen.
Men nu kom Gerda ind i spisestuen, hende de lige havde nævnt:
Poul Erik, det er tid til behandling, du ved reglerne!
Jeg ved det, Gerda, sagde Poul Erik og rejste sig. Så, før mig, min skønne, mod et sundere og lykkeligere liv!
Jeg stivnede og blev rød i hovedet.
Søren, sagde Gerda og sendte et blik til mig, bagefter skal jeg lige kigge på din nedgroede negl, eller også ender det med et besøg på hospitalet!
Mit ansigt blev gladere, og jeg smilede saligt.
Selvfølgelig, Gerda!
Kun Mads så på det hele med et halvt skjult udtryk af afsky.
Du er for hård ved hende, sagde Mads, da far og Gerda var væk, hun er faktisk sød. Og far er først lige begyndt at komme sig.
Hold nu op, moralens vogter! sagde jeg vrissent. Du har intet selv, men du vil altid belære! Nå frem til noget, og så kan du få lov at sige noget!
Det passede Mads udmærket, for han kunne snildt snige sig væk til gæsteværelset. Fem minutter senere sad vi der ham og Signe:
Signe, skat! Skal vi ikke bare stikke af fra dem?
Hvorhen? Hvordan skal vi leve?
Jeg skal nok tjene penge!
Tjen dem først
Kan du så holde ud at blive her?
Har jeg noget valg?
***
Hver familie har en kraft, der holder sammen på det hele. Når den forsvinder, risikerer alt at falde fra hinanden. Sådan var det også hos os, hvor den styrke hed Inger Marie.
Hun var en vidunderlig hustru, kærlig mor og en fantastisk værtinde. Men det sled på hende, og hun var udbrændt allerede som 52-årig.
Måske fordi hun altid var den bedste og den uundværlige, blev hun brugt op. Hun lagde sig til at sove og vågnede aldrig igen.
Først da hun var væk, forstod vi alle, hvor meget hun havde betydet. Ingen af os, hverken sønner eller far, kunne klare noget som helst. Efter begravelsen sank vi ned i sådan en dvale, hvor livet bare gik videre planløst.
Jojo, vi havde alle sammen arbejde, og det fortsatte vi selvfølgelig med. Men en hul tomhed sled i os indefra.
Jeg har solgt firmaet, pengene står på kontoen, og jeg vil ikke mere, sagde Poul Erik.
Far, hvad mener du? spurgte jeg overrasket. Du har brugt hele dit liv på det firma!
Jeg har ikke mere at give! sagde far. Tænkte, I sønner ville overtage, men du oprettede dit eget, og Mads Ja, ingen ved rigtig, hvad han laver! Og mit firma, det gavner jo ingen, kan jeg se!
Men, far, hvad vil du selv lave?
Ingenting! Jeg ligger bare her! svarede han. Der er penge nok til jeg dør. Resten må du og Mads dele! Hvor er han for resten?
Ved det ikke, trak jeg på skuldrene. Han har jo startupeventyret!
Nå, det rager mig en høstblomst, sagde Poul Erik. Jeg er færdig.
Mig og Mads så til, hvordan vores far langsomt men sikkert visnede bort.
Han skal have en hjemmehjælper, sagde Mads. Tænk hvis der sker ham noget!
Vil du betale? spurgte jeg og smilede skævt.
Men han har jo… begyndte Mads usikkert.
Prøv du at overtale ham! Han sender dig og hjælperen ud i samme omgang!
Jeg kan ikke se efter ham, jeg har min startup! Måske kan du flytte ind?
Jeg er ved at overveje det, sagde jeg. Ville jo egentlig giftes, men mor er væk. Nu ved jeg ikke måske var det et tegn
Hvad taler du om? spurgte Mads.
Jo, altså, Signe, den pige jeg er sammen med hun er sygeplejerske. Hun er dygtig og fornuftig men kedelig. Altså…
Tror du, hun kan blive som mor? spurgte Mads.
Vi havde brug for bare én, der kunne holde tingene kørende. Men mor hende kan ingen erstatte!
Vi fandt ikke rigtig løsningen, men meget skete efter den snak.
Jeg flyttede hjem til far og Mads og tog min unge kone med:
Nu er det vores hjem, sagde jeg til Signe. Nu ved du, hvorfor jeg trak tiden ud, og at vi ikke havde noget rigtigt bryllup?
Ja, jeg forstår, svarede hun stille.
Jeg ved snart ikke, hvordan jeg skal bede dig, men vi har aldrig haft ansatte. Det var altid min mor sagde jeg, og stemmen knækkede sidst i sætningen.
Det går nok, smilede Signe. Jeg skal jo ikke længere pendle til arbejde
Selvfølgelig! sagde jeg. Du har adgang til kontoen! Tag, hvad du har brug for!
Signe blev mødt med blandede følelser. Mads tog venligt imod og tilbød hjælp når han var hjemme. Men svigerfar sagde:
Tog du hende med hjem fra børnehaven? Er du ikke til rigtige kvinder mere? Hvad kan hun egentlig? Hvad ved hun? spurgte Poul Erik. Hun kan vel ingenting!
Men det bliver hende, der skal tage sig af ham, tænkte jeg, og sagde:
Far, hun er ikke mor, men hun er min hustru! Bare en smule respekt, tak!
Jeg lover ikke noget, brummede Poul Erik. Vi må se, hvad hun dur til!
Ved Signe, hvad hun gik ind til de næste to år, var hun aldrig flyttet ind.
Huset havde ellers alt i husholdningsmaskiner det krævede bare at trykke på en knap. Men de virkelige problemer stammede fra min far.
Om det var med vilje, eller han bare ikke kunne lade være svært at sige. Men han havde altid noget brok klar, og mente Signe burde lære noget mere.
Hun holdt ud i to år. Selv mine formaninger hjalp ikke længere. Så en dag samlede hun alle mændene og sagde:
I kan gøre, hvad I vil, men nu får jeg min egen hjælper! Jeg har allerede fundet hende!
Hun har sådan en karakter, at hvor hun sætter sig, bliver hun siddende! Hun tager kun imod beskeder fra mig. Det, jeg siger, er det, hun gør!
Hvis hun er lige så uduelig som dig, smider jeg jer begge ud! brokkede Poul Erik sig.
Men jeg og Mads bakkede hende op. For vi kunne se, hvor svært hun havde det med vores far.
Gerdas ankomst blev ikke nogen fest. Hun kastede et hurtigt blik rundt, nikkede, og gik til opgaverne.
Men ingen af mændene vidste, at jeg og Signe lavede en ekstra aftale med Gerda. Hun skulle nemlig forføre Poul Erik, bruge lidt af sine kvindelige tricks.
Poul Erik var kun syvoghalvtreds, så lidt liv i ham var der da endnu. Gerda var syvogtredive. Så, hvis man lempede lidt på principperne, ville det nok gå.
Den gamle mand han skal bare bløde lidt op! Så er Gerdas gode løn ikke spildt!
Det gik faktisk bedre, end vi havde regnet med. Gerda tog sig ikke kun af Poul Erik, men også mig. Vi var jævnaldrende.
Opdagede Signe noget? Ja, bestemt. Men hun kunne intet stille op. Jeg lukkede for hendes adgang til kontoen og gav hende kun en lille beløbsgrænse.
Svigerfar blev mildere, men pengene endte hos Gerda. Signe søgte trøst hos min lillebror Mads. Han havde været forelsket i hende fra begyndelsen.
De ville gerne flygte sammen men havde ingen penge. Det virkede for skræmmende at drage ud på bar bund.
Så i det fjerneste gæsteværelse trøstede de hinanden, så godt de nu kunne.
***
Hvis du vidste, hvor meget jeg hader dem! sagde Signe, mens hun lagde hovedet mod Mads bryst.
Det er forfærdeligt, men jeg er enig! Forfærdelige mennesker! Jeg skammer mig næsten over at være i familie med dem! svarede Mads.
Hvad hvis vi bare fortæller dem alt og skrider? foreslog Signe. Lad dem bare rive hovederne af hinanden!
Ja! svarede Mads. Især fordi jeg fik en stor ordre i dag! Min startup er slået igennem! Vi løber ikke tør for penge!
Signe og Mads stak af som forfulgte. Slaget stod dog derhjemme. Da Poul Erik, rystende og med ondt i hjertet, fattede situationen:
Min ældste stjal min dame, og min yngste stjal konen fra min ældste! Sikke en familie. Og så er Gerda her også! Hun gik ikke til Mads hvordan kan det dog være!
Der var råb, smækken med døre, flyvende service, knirkende møbler og gensidige beskyldninger. Der var ikke plads til nogen mere.
Familien faldt sammen, selvom Inger Marie havde gjort alt for at holde den sammen. For det var hende, der var hjertet. Hun vidste, hvordan mænd skulle tackles. Uden hende gav de bare efter for de nemmeste drifter. Jo mindre tanke, desto bedre. At bruge hovedet det lærte de aldrig.
