24. maj 2022
Jeg sidder her i min stue i København og føler mig tung om hjertet. Min søn Morten har fundet sammen med en pige, som jeg ærlig talt ikke helt forstår mig på. Det føles, som om hun langsomt presser ham længere og længere væk fra mig. Faktisk har hun nu fået ham til at tro, at jeg er ligeglad med deres lykke, og kun tænker på mig selv. Det bunder alt sammen i et spørgsmål om vores lejligheder.
Min elskede mand gik bort for nogle år siden, og Morten er mit eneste barn. Vi har altid opdraget ham med kærlighed og omsorg, og han har fået den bedste uddannelse, vi kunne give ham. Han boede hjemme hos os, indtil han blev gift, og allerede mens han gik på universitetet havde han studiejob, derefter fik han hurtigt et godt arbejde, da hans kandidat var i hus.
Jeg er så stolt af Morten. Han er en fantastisk fyr og har klaret sig flot i livet. Min mand og jeg har aldrig haft mange penge at gøre godt med, og vi var over fyrre, før vi fik råd til at købe vores egen lejlighed indtil da boede vi til leje. Vi har aldrig haft økonomien til at købe en ekstra bolig til Morten, men jeg har altid tænkt, at han måtte klare den selv, ligesom vi gjorde.
Da Morten fortalte, at han havde mødt en pige, blev jeg glad. Jeg forsøgte virkelig at holde et godt forhold til min svigerdatter; jeg blandede mig aldrig, retlede hende aldrig. Hvem han bragte hjem, har aldrig været det væsentlige for mig det vigtigste er, at han er lykkelig. Til start syntes jeg godt om hende; hun virkede sød og beskeden, men efter brylluppet begyndte der at ske noget.
Efter bryllupsrejsen kvittede Helene sit job, fordi hun syntes, hun havde en irriterende chef og ville søge bedre nyt. Det blev dog ikke til noget. I snart to år har hun gået hjemme hos min søn, og der er ingen tegn på, at hun har tænkt sig at søge arbejde. Helene og Morten bor i hendes lille etværelses lejlighed ude på Amager. Fordi Helene ikke arbejder, har Morten ikke råd til at købe noget større og det, han tjener, bliver brugt på frisør og nye kjoler.
Jeg begriber ikke, hvordan det kan tage så lang tid at finde et job. Jeg tror ikke på, at hun går til samtaler, som hun siger. Hun ser ud til at nyde at leve af Mortens indkomst og bare dase dagene væk.
På et tidspunkt spurgte jeg, om de mon snart tænkte på at få børn.
Hvordan kan man tale om børn, når vi bor så småt? sagde Helene tørt.
Måske kunne I begynde at spare op til en udbetaling på en ejerlejlighed? foreslog jeg forsigtigt.
Der er ikke noget at spare op vi har knap nok til mad, svarede hun.
Jeg bed mig i læben for ikke at sige, at hvis hun hjalp Morten og gik ud og arbejdede, kunne de nok for længst have lagt penge til side. Hvis de virkelig prøvede at spare op, ville jeg selvfølgelig hjælpe dem. Jeg har et pænt beløb lagt til side, lige til den slags. Men som det ser ud nu, vil jeg ikke give dem noget, når jeg ved, at pengene bare bliver spildt.
Nu er Helene begyndt at tale om, at tiden går, og at de bør få et barn, men hvordan skal de kunne opfostre et barn under sådanne forhold? Morten er begyndt at give hende ret.
Mor, måske kunne du overtales til at bytte bolig med os? Vi behøver ikke noget juridisk papir kun bytte nøgler og så bor vi i din store lejlighed, og du i vores. Så skal vi ikke bekymre os om banklån, og du har jo ikke brug for så meget plads alene.
Da Morten kom med forslaget, ramte det mig hårdt. Jeg ved, han ikke selv ville komme på sådan en idé det må være Helene, der har sat ham op til det. Jeg sagde nej, fordi jeg arbejder på Nørrebro, og fra deres lejlighed vil turen blive alt for lang, og ærligt talt gamle træer skal ikke flyttes.
Du har kun få år tilbage på arbejdsmarkedet, og vi kan give dig børnebørn, smilede Helene bredt.
Jeg afslog. Jeg kan ikke forestille mig at opgive mit hjem.
Efterfølgende har Morten forsøgt igen flere gange, og hans ord sårer mig endnu mere. Han har aldrig før prøvet at berige sig på min bekostning, men nu bliver han åbenbart presset til det.
Kom, vi går, sagde Helene til sidst til min søn. Jeg har sagt, din mor er ligeglad med, om vi får børn eller ej. Hun ville ikke løfte en finger for os.
Siden den dag har Morten ikke talt med mig. Han tager ikke mine opkald, skriver ikke tilbage. Jeg forstår ikke, hvorfor han opfører sig sådan; han er ikke dum, men det er, som om han mister sin dømmekraft, når Helene er i nærheden.
