To piger, Freja og Alberte, var barndomsvenner en simpel, varm venskab uden store betingelser. Efter skole legede de ofte sammen, delte hemmeligheder, drømme og grin. Men som årene gik, blev én klar: selv i familier, der ligner hinanden, kan kærligheden tage helt forskellige former.
Deres mødre var som nat og dag i både vaner og måde at vise omsorg på.
Mors til Freja levede kun for sine børn. Hun arbejdede uden pause, sov kun et øjeblik her og der, og havde altid travlt med at sørge for alle undtagen sig selv. Når hun købte noget lækkert, var det kun til børnene; hun tænkte aldrig på en lille slikpose til sig selv. Hvis nogen bad om hjælp, sagde hun ja, selvom hun selv knap nok kunne holde sig oprejst. Hendes mantra lød ofte:
Det vigtigste er, at børnene har det godt. Mig selv kan vente til senere. Jeg har ikke brug for noget.
Mors til Alberte gik en anden vej. Hun arbejdede også, elskede sine børn, men på en roligere, klogere måde. Når hun kom hjem, gik hun ikke direkte i køkkenet for at koge suppe. I stedet satte hun en kop te på bordet, satte sig ved vinduet og sagde:
Børn, jeg trækker mig tilbage et øjeblik jeg skal lige være mig selv.
Hun tændte den stille radioen, brækkede en chokoladeplade i to og sagde blidt:
Lad os drikke te sammen. I har brug for en frisk, glad mor, ikke en udmattet en.
Freja forstod ikke med det samme, at kærlighed ikke kun handler om selvopofrelse. Hun havde troet, at den sande morkærlighed betød at glemme sig selv, som hun så i sine egne barndomsbøger: Mor betyder selvopofrelse.
Mange år gik, og pigerne blev voksne. Livet førte dem til forskellige byer Freja til Aarhus, Alberte til Odense men minderne hænger stadig ved som et farverigt billede i baggrunden. Med tiden så man, hvordan deres mødres skæbner havde udviklet sig.
Mors til Freja brændte ud. Den konstante stress, de uendelige bekymringer og følelsen af, at hendes liv kun tilhørte andre, drænede hende. Hun havde næsten ingen tid til sig selv hverken hvile, fornøjelse eller endda helbred.
Mors til Alberte derimod lærte at passe på sig selv. Hun havde energi til at grine, rejse til Sjællandskysten, nyde solopgangen, tage sig af børnebørnene, bage småkager og endda efter tres årti sige:
Jeg har det fint, fordi jeg er lykkelig. Mine børn mærker det også.
Hver gang nogen spurgte om hendes hemmelighed, svarede hun kort:
En glad mor er den bedste gave til sine børn.
Vi forveksler ofte kærlighed med udmattelse. Vi tror, omsorg altid betyder at sætte sig selv sidst, at give alt betyder at være en god mor. Men det er en misforståelse. Kærlighed betyder også at tage vare på sig selv. Kun en rolig, udhvilet og smilende mor kan give sine børn ægte varme, som varmer uden at brænde.
Når en mor glemmer sig selv, mister verden omkring hende sit lys. Når hun finder tid til sig selv, fyldes hjemmet med ro, latter, duften af te og chokolade. Så lærer børnene den vigtigste lektie: at elske sig selv, at nyde hvile uden skam, at leve i balance.
Så pas på dig selv. Drik din te langsomt, nyd hver slurk. Grin uden grund. Køb en chokoladebar også til dig selv. Vent ikke på, at nogen giver dig lov til at slappe af.
Familien starter med moren, og moren starter med sin egen lykke.
