Ved du hvad, jeg har gået og tænkt over noget, som fylder mere og mere for mig, nu hvor jeg er blevet 75 år. Det handler om arv, og jeg synes faktisk det er ret svært. Jeg har to piger to skønne døtre og kun én lejlighed Ja, hvad pokker gør man for at det ikke ender i ballade mellem dem? Jeg ville jo slet ikke kunne bære, hvis de efter min død blev uvenner eller stoppede med at tale sammen og vi har jo allesammen hørt de frygtelige historier om familier, der skændes over penge og hus.
Min afdøde mand og jeg har altid gjort alt, vi kunne, for at behandle pigerne ens. Vi sørgede for masser af kærlighed og opmærksomhed, og når der skulle købes ting, fik de altid det samme. Ingen forskelsbehandling, og vi havde aldrig konflikter dengang de var børn.
Da vores ældste, Ane, var bare 19, flyttede hun tidligt sammen med sin kæreste. Og ret hurtigt var hun gravid! Både min mand, jeg og hans forældre syntes, de skulle giftes med det samme. Ud kom vores første barnebarn dejligt! Men ægteskabet holdt ikke længe. Drengen stak af, da barnebarnet var omkring et år, siger jeg ligeud. Så kunne vi da ikke efterlade Ane og den lille alene, så de flyttede hjem til os. Vi boede i en toværelses på Frederiksberg, så der var plads især fordi den yngste, Freja, lige var startet på universitetet i Aarhus og boede i kollegium.
Ane tænkte ikke rigtigt på at få eget sted, og hun havde ingen travlt med at blive gift igen. Hun sagde hele tiden hun byggede karriere, men vi forstod aldrig helt, hvad hun mente, for hun arbejdede i Netto. Det var nu hendes sag, og vi nægtede aldrig hende eller barnebarnet et stykke rugbrød.
Min mand og jeg knoklede, sparede op og hjalp dem efter bedste evne. Freja var 23, da hun blev gift med en rigtig god mand, som var både målrettet og ordentlig og selvfølgelig tog de et boliglån og er stadig i gang med at betale det af. Vi hjalp alt hvad vi kunne, men økonomien rakte ikke til meget, når vi nu havde Ane og den lille boende hos os og kun levede af pensionen.
Så blev min mand syg. Begge piger gjorde virkelig, hvad de kunne for at hjælpe; de hjalp økonomisk og sørgede for, at han havde det så godt som muligt. Han gik bort for ti år siden, og siden da har Ane og barnebarnet stadig boet sammen med mig. Freja og hendes mand knokler stadig med det huslån.
Nu mærker jeg, at tiden nærmer sig for mig, og jeg skal tage stilling. Hvem skal have lejligheden? Hvordan fordeler man sådan noget på en ordentlig måde? Ane har jo intet andet, og Freja kæmper med lån. Hvis jeg hjælper den ene, bliver den anden sikkert såret. Måske er det allerbedst bare at sætte sig ned og tage en ærlig snak med dem for ærligt talt, det er jo vores familie, og intet er vigtigere end det.
