Illusionen om en prins forsvandt
Han var ikke prinsen fra hendes drøm
Karen havde mødt Mads, da han lige var kommet hjem fra militærtjeneste. Fyren lignede én, der var trådt ud af et modeblad høj, veltrænet, med fortryllende grønne øjne og mørkt, krøllet hår. Ved siden af ham virkede Karen med hendes lyse hår og yndefulde figur næsten usynlig, selvom hun havde et blidt og venligt smil. Hun kunne ikke tro sit held ud af hele vennegruppen havde han valgt hende.
Hvad ser han dog i dig? hviskede veninderne. Sådan en flot fyr bliver ikke hængende længe. Han smutter videre.
Men Karen smilede bare hun troede på deres kærlighed. De gik til biografen, dansede, mødtes med vennerne. Mads roste aldrig hendes udseende, men han var altid tæt på, og hans berøring gjorde hende blød i knæene. Da hun første gang tog ham med hjem, rynkede hendes mor Lene Kristensen på panden. Senere, da de var alene, hviskede hun til sin datter:
En smuk mand er ofte til for andre, min pige. De er sjældent loyale. Vent lidt før du binder dig, prøv ham af. Han virker for poleret.
Karen blev vred. Hun stolede på Mads følelser og ville ikke lytte til tvivlen. Men morens ord havde sået uro i hendes hjerte.
Langsomt begyndte Mads at ændre sig. Først var det fitness, så svømning, så nye bekendtskaber. For at kunne følge med meldte Karen sig også til træning, men hun følte sig forkert blandt de stærke, smukke kvinder. Mads sendte blikke deres vej, og Karen gik tidligere hjem, skjulte sine tårer.
Du er svag som en dukke, lo han én dag, da hun blev forkølet efter svømning. Bliv hellere hjemme med dine bøger.
Ordene gjorde ondt, og Karen huskede sin mors råd. Hun mærkede, at Mads blev koldere. Han gik mere ud alene, uden at ringe, invitere hende med, eller tage hensyn. Til sidst forsvandt han bare. Han holdt op med at svare.
Har han ikke ringet? spurgte moren.
Nej hviskede Karen og vendte sig mod væggen.
Kom nu, op med humøret! Vi går til frisøren, sagde Lene Kristensen bestemt. Nyt hår er første skridt mod et nyt liv. Og så syr vi en kjole sammen, du er jo så kreativ.
De købte stof, Karen tegnede mønstre og forsøgte at glemme. Rygter om Mads nye flammer nåede hende, men hun holdt ud. Da hun nogle uger senere dukkede op til dans med ny frisure og en lys, elegant kjole vendte alle sig. Hun blev bemærket.
En ung mand, Poul, stille og ligefrem, begyndte at vise interesse. Han var ikke flot, men hans øjne hvilede kun på Karen varmt og ærligt. Efter en måned friede han.
Se, sådan skal en mand være! sagde moren. Når han elsker, så vil han giftes. Hvad siger du?
Jeg siger ja, svarede Karen roligt.
Elsker du ham?
Hvordan skulle jeg ikke? Han er god, arbejdsom, trofast. Jeg er alt, han har brug for og kun mig.
Brylluppet var varmt og fuldt af glæde. Karen og Poul begyndte fra bunden: første stol, første tallerken. Efter et år kom en lille pige til verden; tre år efter, en dreng. Familie, kærlighed, lykke.
Karen tænkte aldrig mere på Mads. Hun hørte bare af og til, at han havde forladt sin kone, var stukket af med en elskerinde, og nu boede rundt omkring. Karen smilede:
Hvad vi havde? Det var bare et stykke ungdom. Lad ham være lykkelig, hvis han kan.
Hjemme ventede børnene og hendes mand og moren, klog, god, den mest elskede. Hun havde reddet Karen fra rigtig sorg. Takket være hende fandt Karen sin rolige og ægte lykke.
Mor vær altid tæt på. Uden dig er livet slet ikke lige så lyst.
Det er først, når skygger falder, vi ser værdien af det, der er sandt. I Danmark siger vi, at lykken bor i det nære og at hjertets ro er den største gave, vi kan få.
En prinsedrøm, der brast…
Han var ikke manden i hendes drømme…
Elena mødte Mads, da han lige var kommet hjem fra værnepligten. Han lignede én fra forsiden af et dansk magasin – høj, atletisk, med fortryllende grønne øjne og sort, krøllet hår. Ved siden af ham virkede Elena enkel, om end hun var køn: blond hår, slank figur, mildt smil. Hun kunne ikke tro sit held – ud af hele vennegruppen havde han valgt hende.
– Hvad ser han i dig? hviskede veninderne. – Så flotte fyre bliver sjældent, han forlader dig nok snart.
Men Elena smilede bare – hun troede på deres kærlighed. De gik i biografen, til dans, mødtes med venner. Mads roste aldrig hendes udseende, men var altid tæt på, og hans berøring gjorde hende svimmel. Da hun for første gang tog ham med hjem, rynkede hendes mor – Mette – på næsen. Sidenhen hviskede hun til sin datter:
– En flot mand er sjældent en trofast mand, skat. Vent med bryllup, prøv ham af. Han virker mere som udstilling end virkelighed.
Elena blev ked af det. Hun stolede på Mads’ følelser og ville ikke lytte til tvivl. Alligevel såede moren et frø af uro i hjertet.
Mads’ opførsel ændrede sig langsomt. Først træningscenter, derefter svømning, så nye bekendtskaber. Elena meldte sig også til træning for at være tæt på ham, men følte sig akavet blandt de muskuløse, attraktive piger. Mads kastede blikke mod dem, og hun gik tidligere hjem, mens hun skjulte sine tårer.
– Du er så spæd, ligesom en lille dukke, lo han engang, da hun blev syg af svømning. Bliv hellere hjemme med dine bøger.
Ordene ramte hende, og hun huskede på sin mor. Hun mærkede Mads’ kølighed. Flere og flere aftener uden hende, uden opkald, uden invitationer. Indtil han bare forsvandt. Svarede ikke længere.
– Har han ringet? spurgte moren.
– Nej… hviskede Elena og vendte sig mod væggen.
– Kom nu op! Vi går til frisøren! beordrede Mette. En ny frisure er første skridt mod et nyt liv. Vi syr også en kjole, du er så dygtig.
De købte stof, Elena tegnede design, og forsøgte at glemme. Hun hørte rygter om Mads’ nye flirter, men holdt stand. Da hun, efter et par uger, viste sig til dans – i sin nye, lette og strålende kjole – vendte alle blikkene sig. Hun blev bemærket.
En fyr, Stefan, beskeden og ligetil, begyndte at være der for hende. Han var ikke smuk, men hans øjne så kun på Elena – varmt og ærligt. Efter en måned friede han.
– Dét er en mand, sagde moren. Forelsker han sig, gifter han sig. Hvad synes du?
– Jeg siger ja, svarede Elena roligt.
– Elsker du ham?
– Hvordan kunne jeg ikke? Han er god, arbejdsom, trofast. Jeg er alt, han behøver – og kun mig.
Brylluppet blev varmt og hjerteligt. Elena og Stefan startede fra nul: første stol, første tallerken. Et år senere kom datteren til verden, og tre år senere sønnen. Familie, kærlighed, lykke.
Hun tænkte ikke længere på Mads. Hørte kun indimellem om, hvordan han havde forladt sin kone, var flyttet sammen med en anden – og nu bor hist og her. Elena smilede:
– Hvad var der mellem os? Bare et afsnit af min ungdom. Må han være lykkelig, hvis han kan.
Hjemme ventede børn og mand på hende. Og moren – klog, god og den allernærmeste. Hun havde reddet Elena fra virkelig sorg. Takket være hende havde Elena fundet sin stille, sande lykke.
Mor… vær altid tæt på. Uden dig er livet ikke lige så lyst.
