– Nå, mor! Du har jo dit eget hus – der bor du jo. Kom ikke her mere, medmindre vi inviterer dig. Min mor bor i en lille, hyggelig dansk landsby ved bredden af en å. Bag haven begynder skovbæltet, og om sommeren kan man samle masser af bær og svampe derude. Siden jeg var barn, har jeg løbet rundt med kurv på de velkendte danske lysninger og nydt naturen. Jeg giftede mig med min skolekammerat; hans forældre bor også tæt på min mor – dog på den anden side af vejen, men deres have har ikke adgang til åen og skoven. Derfor bor vi altid hos min mor, når vi kommer ud fra København. På det seneste har min mor dog ændret sig – måske på grund af alder, måske jalousi på min mand – og vores ferier endte ofte i skænderier. Når vi boede hos min svigerforældre nogle gange, formåede min mor også at skændes med min svigermor, om ligegyldige ting. Svigermor blev meget vred, råbte så højt, at hele landsbyen kunne høre de gamle stridigheder. En måned senere, da bølgerne havde lagt sig, fik min mand og jeg en god idé: Vi bygger vores eget hus! Så kan vi komme, som det passer os, og ingen kan blive fornærmede. Grunden tog lang tid at finde, men det lykkedes. Min svigerfar og svigermor hjalp ivrigt med at bygge, og svigerfar deltog dagligt på byggepladsen. Det var kun min mor, der skabte problemer. Hun kom og rådgav, kritiserede og blandede sig – selv her fandt vi aldrig fred! Så vi byggede og byggede – et rent mareridt. Året efter stod huset klar. Vi håbede at få fred, men sådan gik det ikke! Mor stoppede ikke sine besøg, beskyldte os for egoisme og klagede over manglende hjælp. Hun glemte, at min mand altid tog sig af alt det praktiske på hendes ejendom – slog græs, reparerede tag osv. En dag sagde min mor: – Hvorfor kommer I overhovedet her? I sidder bare i jeres by, og når I så kommer, praler I med jeres rigdom. Det var sidste dråbe for min mands tålmodighed. Han gik roligt hen til svigermor og sagde med en ro, der fik hende til at trække sig mod døren: – Hvad nu, svigersøn…? – Ingenting, kære mor! Du har dit eget hus – bo nu der. Kom ikke her mere, medmindre du er inviteret. Kan vi ikke få en enkelt fredelig weekend? Hvis du har brug for hjælp, ringer du bare. Og hvis der er brand, kommer vi selvfølgelig! – Hvad snakker du om? Brand? Min mor nærmest løb ud af døren, og jeg grinede sådan, da hun hurtigt forsvandt mod havelågen. Min mand smilede og løftede hænderne: – O.k., måske var det med branden lige i overkanten … – Nej, det var lige på sin plads. Og så grinede vi sammen med mindet om min mors ansigt. Siden er der ro i det nye hus – mor kommer ikke på besøg, tager imod min mands hjælp, men svarer kun med “ja/nej”. Måske tænker hun stadig på den der brand …

Åh, kære mor! Har du ikke dit eget hus? Det er dér, du bor. Kom ikke her mere, medmindre vi inviterer dig.

Min mor boede i en lille, hyggelig landsby ved bredden af en å. Lige bag hendes grund lå et bælte af skov, og om sommeren kunne man samle kæmpe mængder bær og svampe der. Allerede fra barnsben rendte jeg med min kurv ud på de velkendte engen og nød at være tæt på naturen. Jeg blev gift med min skolekammerat, hvis forældre boede tæt på min mor, bare på den anden side af vejen; fra deres hus var der hverken adgang til åen eller skoven. Så når vi kom ud fra København, boede vi altid hos min mor.

Med årene var min mor begyndt at forandre sig. Måske spillede alderen ind, måske en snert af jalousi over for min mand, men vores ferier endte ofte med skænderier. Vi havde svært ved at tale sammen fredeligt. Da vi et par gange boede hos mine svigerforældre, lykkedes det også min mor at starte et skænderi denne gang med min svigermor og over de mest ligegyldige ting. Svigermor blev så vred og råbte så højt, at hele vejen hørte deres gamle anklager blive rullet ud for hinanden.

En måned efter, da alle var faldet til ro, fik min mand og jeg en god idé vi ville bygge vores eget hus, så der ikke var nogen, der blev fornærmet, og vi kunne komme og gå, som vi ville, og føle os hjemme.

Grunden tog lang tid at få styr på, men til sidst fik vi det på plads. Min svigerfar og svigermor hjalp begejstret til med byggeriet, og min svigerfar var nærmest fast inventar på byggepladsen.

Det var kun min mor, der gav problemer. Hun kom forbi, gav råd, kritiserede alt det, der allerede var lavet kort sagt, hun lod os heller ikke være her. Sådan gik byggeriet. Det var noget af et mareridt.

Et år senere stod huset endelig klar, og vi håbede at få ro men sådan gik det ikke! Min mor blev ved med at komme, og hun kritiserede hele tiden, kaldte os egoistiske og sagde, at nu kunne hun ikke regne med vores hjælp mere. Hun tænkte ikke på, at min mand altid havde ordnet de praktiske ting hos hende slået græs, repareret taget og meget mere.

En dag sagde min mor:

Hvorfor kommer I egentlig her? Sidder derovre i jeres fine byhus, og så når I kommer, skal alle se, hvor godt I har det!

Det var den dråbe, der fik bægeret til at flyde over for min mand. Han gik roligt hen til min mor, men i hans ro lå der noget, som fik hende til at trække sig hen imod døren:
Hvad nu, svigersøn?
Ingenting, kære mor! Du har jo dit eget hus. Bo dér. Kom ikke her igen, medmindre vi inviterer dig. Giv os bare en enkelt weekend for os selv indimellem. Hvis du har brug for hjælp, så ring hvis der opstår en ildebrand, kommer vi med det samme!
Hvad mener du? Hvilken ildebrand?!

Min mor skyndte sig nærmest ud af døren på de ord. Jeg havde svært ved at holde mig alvorlig, da jeg så hende skotte omkring sig og så hastigt forsvinde ud mod lågen. Min mand løftede hænderne, mere rolig nu:
Beklager, jeg gik måske lidt for langt med den ildebrand
Ej, det var lige tilpas.

Vi grinede sammen, når vi genkaldte os mors ansigt. Siden da har der været fred i vores nye hjem. Min mor kommer ikke på besøg længere, min mand hjælper hende stadig, men nu på “ja/nej” basis. Hun husker sikkert stadig det med ild…