Tænk over din opførsel
— Hør, hvad hvis vi fejrer min fødselsdag på et bistro? — spurgte Rigmor forsigtigt, mens hun rørte i sin te i den yndlingskop, der altid lugtede af hav.
— På et bistro? Er du tosset? — afbrød Anders, der lige var løftet blikket fra sin laptop. — Vi har gæld, boliglån, og du taler om et bistro!
— Men én gang om året må man jo… — forsøgte Rigmor at protestere. — Mine veninder har inviteret mig længe, og jeg lovede dem.
— Lad dem gå deres vej! — skar Anders. — Jeg vil ikke spilde kroner på luft. Vi fejrer hjemme, som fornuftige mennesker.
Rigmor rejste sig tavst og forlod køkkenet. Hun kunne ikke forstå, hvordan hendes mand igen blev så nærig. Alt, hun ønskede, var én fest i året, som alle andre.
De næste dage blev et mareridt. Rigmor fangede sig selv i tanken om, at ægteskabet langsomt blev en forretningsaftale. Anders tjekkede hver eneste krone, krævede regnskab for indkøb, selv for dagligvarer. Da de først blev gift, var han en romantisk, gavmild mand, klar til overraskelser.
I hemmelighed ringede hun til veninderne.
— Piger, jeg kan ikke holde til det længere! — indrømmede Rigmor i telefonen. — Han sparer selv på et bistro til min fødselsdag!
— Så spørg ham ikke! — sagde Sofie beslutsomt. — Lad os overraske ham – bestil et bord, og vi mødes bare.
— Hvad hvis han bliver vred? — tøvede Rigmor.
— Lad ham bare prøve! — greb ind Katrine. — Vi vil sætte ham på plads på et øjeblik.
På fødselsdagen vågnede Rigmor i en mærkelig stemning. På den ene side skammede hun sig over at narre sin mand, på den anden længtes hun efter en fest som i de gode gamle dage.
— Tillykke med dagen, skat! — rakte Anders hende en lille pose.
Inde i posen lå en ny stegepande til æg.
— Tak… — sagde Rigmor, mens hun forsøgte at skjule sin skuffelse. — Hvad sker der med vores plan om at fejre?
— Alt er klar: kartoffelsalat, rødkål, frikadeller og en flaske rosé. Vi sidder i familien, som det skal.
— Ved du hvad, jeg har skiftet mening, — sagde Rigmor pludseligt. — Jeg vil mødes med veninderne.
— Hvad?! — Anders’ øjne fløj til panden. — Du sagde, at vi holder hjemme!
— Jeg har ændret mening, — gentog hun fast. — Det er min fødselsdag, og jeg vil bestemme. Det er ikke til forhandling…
I bistroen ventede veninderne allerede. Bordet var pyntet med vaser fulde af vilde blomster, og en let, drømmende melodi spillede i baggrunden.
— Tillykke med dagen! Tillykke! — råbte de i kor, da Rigmor trådte ind.
— Piger, tusind tak… — hun kæmpede for at holde tårerne tilbage. — Jeg havde aldrig forestillet mig, at I ville ordne det her. Hvor smukt I har tænkt jer det…
Aftenen fløj forbi som en sky. Veninderne delte historier, lavede sjov, gav gaver. Rigmor følte sig for første gang i lang tid ægte lykkelig.
Derhjemme ventede skandalen. Anders løb rundt i lejligheden, råbte, anklagede hende for at spilde penge, for ikke at tænke på husholdningsbudgettet.
— Ved du, hvor mange kroner den middag kostede? — skreg han, mens han viftede med armene. — Og hvad betalte vi for din lunefuldhed?!
— Ved du hvad? — Rigmor mærkede pludselig en boblende vrede. — Jeg er træt af det hele. Jeg flytter til min mor.
— Er du skør? — sagde Anders med en pludselig blød stemme. — Men måske, ja, bo alene en stund, tænk over din opførsel. Jeg vil ikke ændre på mine principper.
De følgende dage var en prøvelse. Rigmor boede hos sin mor, og de talte næsten ikke med Anders. Han sendte lejlighedsvise beskeder med kritik, hun svarede kort.
— Skat, er det tid til en samtale? — sagde moren blidt og lagde en hånd på Rigmors skulder.
— Mor, jeg ved ikke… — sank Rigmor på sofaen. — Han er bare så nærig! Han tæller penge frem for at se mig glad.
— Er du sikker på, at det kun er nærighed? — spurgte moren blidt. — Måske har han en grund til sin måde?
Rigmor tænkte. Måske havde moren ret? Hvorfor prøvede han så lidt på kompromis? Hun vidste, at Anders’ familie altid havde haft stramme penge, og han var fra barndommen vant til sparsomhed. Men de selv tjente begge godt, så der var ingen grund til så hårdt budget.
En aften lød der på døren. Anders stod i døråbningen med en enorm buket vilde roser.
— Hej, — sagde han stille. — Må jeg komme ind?
— Hvorfor? — krydsede Rigmor armene.
— Jeg… jeg har tænkt meget, — fumlede han med roserne. — Og jeg indså, at jeg tog fejl.
— Interessant, — lo Rigmor. — Hvad har du indset?
— At penge er vigtige, men ikke det vigtigste, — han pause. — Jeg ved, jeg har været nærig og lillelig. Jeg vil rette op på det.
De næste måneder fløj som et øjeblik. Anders ændrede sig virkelig. Han holdt op med at tælle hver krone, undgik scenarier over indkøb, og begyndte i stedet at planlægge husholdningsbudgettet sammen med Rigmor, gennemgå hver udgift i fællesskab.
De gik oftere ud sammen: til teateret, udstillinger, små weekendture langs kysten. Anders arrangerede endda en overraskelsesfest for Rigmor seks måneder efter forsoningen, hvor alle hendes veninder var inviteret.
En aften, mens de sad i køkkenet og drak te, bemærkede Rigmor, hvor meget de havde forandret sig.
— Ved du, — sagde hun, — jeg tænker tit på den dag, hvor alt begyndte at dreje.
— Hvad tænker du? — spurgte Anders og tog hendes hånd.
— At man nogle gange må gå gennem en krise for at forstå, hvad man virkelig vil have i livet, — svarede hun. — Og hvor vigtigt det er at kunne tilgive og forandre sig for den, man elsker.
— Jeg tror
