Mor, jeg vil gerne præsentere dig for Amalie, sagde Casper lidt nervøst, mens han med sin gæst sneg sig hjem så sent på aftenen.
God aften, lød det fra Helle, der målte den uventede gæst op og ned med et blik, der afslørede alt andet end begejstring. Sikke et skønt tidspunkt at hilse på! Om lidt slår klokken tolv
Jeg sagde altså til Casper, at det var for sent, forsvarede Amalie sig straks. Men lytter han? Nej da! Han er stædig som en mulddyr!
Elegant spillet, tænkte Helle syrligt for sig selv. Første gang vi ses, og så giver hun ham skylden den slags går altså ikke. Ikke nogen, man får lyst til at lære at kende.
Kom I bare ind, sukkede hun og trak sig hurtigt tilbage til soveværelset uden så meget som et ord mere.
Hvad skulle hun ellers gøre? Smide sin eneste søn ud midt om natten for en pige, hun aldrig har set før? Hvis de absolut vil bo sammen, ja, så skal en mor åbne øjnene på sin søn og beskytte ham. Og Helle var klar til at tage sagen i egen hånd. Snart ville Casper indse, at den unge dame slet ikke var noget for ham faktisk ville han sikkert blive lettet!
Hele natten udtænkte Helle strategier for, hvordan hun nemmest kunne sabotere Amalies ophold.
Det var jo ikke fordi Helle ikke ønskede, at Casper fandt én at dele livet med. For nu havde han rundet de 30 år, så mon ikke det var på tide.
Bare ikke lige hende!
For det første var hun jo næsten årgang nullerne bevis nok på, at hun ikke havde meget at have i hovedet.
En brud? En mor? En der kan styre et hjem?
Og så hendes opførsel! Komme brasende ind hos folk midt om natten, uden antydning af undskyldning. Og ovenikøbet give hans søn skylden.
Nå, og ja hun blev der selvfølgelig natten over!
Var det første gang, eller bare hendes vanlige stil?
Alt i alt nej, Helle brød sig bestemt ikke om Amalie.
Så Casper ville heller ikke gøre det længe.
Hvorfor spilde sin tid?
Hun havde knapt tænkt tanken færdig, før Amalie allernådigst selv gav hende alle muligheder for at udbasunere sin modvilje.
Første tegn på det kommende sammenstød viste sig allerede næste morgen.
Efter at have parkeret sig i badeværelset kom Amalie først ud en hel time senere.
Casper marcherede rastløst rundt mellem stue og køkken og blev mere og mere knotten.
Hvad er der galt, skat? spurgte Helle med den overbærende stemme, der kun har én hensigt at irritere yderligere. Hun pynter sig nok, så du kan blive lidt ekstra glad
Men jeg skal altså på arbejde!
Bank dog på og sig, hun ikke er alene herhjemme, foreslog moren.
Det ville bare være pinligt, mumlede han. Jeg tager det op senere. Skal du ikke også afsted, mor?
Mig? Nej, jeg har fri i dag, kan du tro. Jeg har sat pandekager over kom og få dig lidt morgenmad.
Jeg har ikke engang været i bad!
Surt show, det må du klare bagefter. Skynd dig nu ind med lidt mad. Du får brug for det.
Casper satte sig modvilligt til bordet.
Og netop da trådte Amalie ud af badeværelset med en håndklæde-turban og glinsende hud.
Endelig, udbrød Casper og styrtede mod det duggbefængte spejl.
Det gik hurtigt. Lyn-bad, barbering på rekordtid, tre bid af en pandekage, og så stod han allerede med skoene på.
Vi ses, håber I kan enes, råbte han over skulderen.
Casper! mindede Amalie ham om. Vi skulle jo hente mine ting i dag?
Det når vi til. I aften! Prøv nu at hyg dig Hans stemme forsvandt ned ad trappen.
Helle rejste sig, lukkede døren, vendte sig med et sylespidst blik mod Amalie og spurgte tørt:
Skammer du dig overhovedet ikke?
Næh, svarede Amalie med et lille smil. Burde jeg det?
Nu kommer Casper for sent på grund af dig!
Åh, rolig nu. Han tager sikkert en taxa. Det skal nok gå.
Alt andet lige, så husk nu: du er altså ikke alene i det her hjem. Hvis du skal bruge badeværelset i en evighed, så må du op før alle andre. Godt jeg har fri i dag.
Det sker ikke igen undskyld, sagde Amalie roligt.
Helle stod målløs tilbage. Hun havde regnet med ballade, men her stod så en, der bare accepterede.
Nå. Fint, brummede hun og marcherede ud på badeværelset.
Det første, hun så, var en nyåbnet tube tandpasta. Den gamle var slet ikke tom.
Amalie, hvorfor har du åbnet en ny tandpasta?
Den anden smager ikke af noget.
Så håber jeg, du tager den med fra nu af. Og shampooen også?
Det gør jeg, fru Mikkelsen.
Og dine håndklæder!
De kommer også med
Uanset hvor meget Helle hentydede til ballade, tog Amalie det som en dronning. Hun nikkede, lyttede opmærksomt, lovede at tage hensyn ren pligtopfyldende.
Til sidst sprang Helle bare ud i det.
Hvorfor er du egentlig kommet her?
Fordi Casper og jeg elsker hinanden
Selvfølgelig, det kan jeg da godt forstå! Han er jo ikke nem at stå for. Men jeg fatter ikke, hvad han dog ser i dig?
Jeg har altså aldrig spurgt
Hvad med dine forældre?
Mor arbejder på en systue. Syerske.
Og din far?
Ham kender jeg ikke.
Nå, sådan. Far-løs barn. Tror du, du kan blive en god hustru for min søn alligevel?
Jeg vil i hvert fald prøve
Du kan forsøge alt hvad du vil, det kommer ikke til at gå. Casper elsker dig slet ikke. Jeg kender ham! Han bilder sig bare noget ind. Han gifter sig ALDRIG med dig! Hvorfor skulle han også? Du står jo allerede på dørmåtten for hans skyld.
Han elsker mig, sagde Amalie stille, stemmen lidt tynd. Det tror jeg på.
Ha, dit lille fjols. Tror du, du er den første?
Nej men det betyder ikke noget
Betyder det ikke noget? Han er træt af dig om en uge! Du kan slet ikke følge med ham. Har du nogensinde hørt om intelligens?
Ja. Men jeg synes ikke, det er det rigtige ord her.
Hvorfor egentlig ikke?
Jeg har en kandidat fra universitetet.
Javel. Nå, hør her, ven: Tag hjem til dig selv. Her hører du ikke til. Jeg har prøvet at sige det hele dagen, men du lytter jo ikke.
Okay, jeg skal nok gå. Men hvad siger du til Casper? Han bliver ikke glad.
Det er ikke dit problem! Smut nu du er ikke velkommen.
Helle blev helt overrasket over sin egen barskhed. Hun anede ikke, hun kunne være så skrap. Ordene væltede bare ud.
Og Amalie?
Hun så lige på hende forstående, men ikke et øjeblik bange.
Helle kunne mærke det: hun var misundelig. Til knap mødt hinanden, og alligevel en form for ja, had? Og det var kun begyndelsen
Døren gik med et brag Casper kom hjem tidligere end ventet.
Allerede? vrissede Helle. Hun havde ellers håbet at se Amalies ryg, før han kom igen.
Jeg fik fri! råbte Casper glad. Jeg sagde, jeg havde en familiær nødsituation! Hørte du det, Amalie? Familie!
Familieting? spurgte Helle mistroisk.
Jep! Vi skal på rådhuset og melde os ind i folkeregisteret og bagefter hente hendes ting! Amalie, gør dig klar!
Helle mærkede det gå ondt inden i. Hun havde tabt mere end bare et skænderi måske havde hun lige sat den eneste chance for at blive mormor over styr.
Førstehåndsindtryk
— Mor, må jeg præsentere dig for Emilie, sagde Mads med en smule forlegenhed, da han førte den unge kvinde ind i lejligheden så sent på aftenen.
— Godaften, svarede Bodil, mens hun sendte gæsten et utilfreds blik. Sikke et fortryllende tidspunkt at blive præsenteret på! Fem minutter i midnat…
— Jeg sagde ellers til Mads, at det var for sent, forsvarede Emilie sig straks, men hører han efter? Nej, han er stædig som et æsel!
”Godt spillet,” tænkte Bodil bittert. ”Hun undskylder sig og fremstiller min søn som en tyran. Usympatisk pige.”
— Kom nu ind, sukkede hun, før hun trak sig tilbage til soveværelset uden et ord mere.
Hvad kunne hun gøre? Sætte sin eneste søn på gaden midt om natten – på grund af en fremmed? Hvis de virkelig vil bo sammen, ja, så må det være sådan. En mor er der for at beskytte sin søn – og åbne hans øjne. Bodil skulle nok få det ordnet. Mads ville sende sin kæreste hjem igen – uden fortrydelse. Det ville faktisk lette ham!
Hele natten lagde Bodil sin plan for at få Emilie ud af huset.
Hun var ikke imod, at Mads skulle giftes — han var trods alt 30, tiden måtte være inde til at stifte familie.
Men ikke med hende!
For det første var hun alt for ung. Beviset på, at hun har flygtige idéer.
Kone? Mor? Husbestyrerinde?
Dernæst: Hendes opførsel sagde det hele; at komme brasende ind hos folk på et upassende tidspunkt uden undskyldning! Og så tør hun give min dreng skylden – uden grund…
Endda oven i det hele overnatte!
Var det hendes første gang – eller gjorde hun det ofte?
Kort sagt – Bodil kunne bare ikke lide hende.
Så det ville Mads også holde op med snart.
Hvorfor spilde tiden på hende?
Men planen blev overflødig.
Emilie gav hende selv alle chancer for at sætte tingene på plads.
Første varsel kom allerede næste morgen.
Hun låste sig inde på badeværelset… i en time.
Mads gik fortvivlet rundt i lejligheden, mere og mere frustreret.
— Hvad er der galt, skat? spurgte Bodil overdrevent mildt. Den unge dame vil gøre sig lækker for dig…
— Men jeg skal nå på arbejde!
— Så bank på, forklar hende, at hun ikke er alene, foreslog hans mor.
— Det ville være pinligt, mumlede han. Vi taler om det senere. Er du ikke også ved at komme for sent, mor?
— Mig? Nej, jeg har været færdig længe. Her, jeg har lavet pandekager. Kom og spis morgenmad.
— Jeg har ikke engang været i bad!
— Så gør du det senere. Spis nu, du får brug for energi til dagen.
Mads satte sig.
Da kom Emilie ud fra badeværelset, håndklædet om håret, strålende glad.
— Endelig! udbrød Mads, mens han styrtede mod spejlet.
Han fik vasket sig i en fart, barberet sig, slugte en pandekage og var allerede på vej ud ad døren:
— Vi ses i aften! Håber I falder i hak.
— Mads! mindede Emilie ham om. Vi skulle hente mine ting i dag.
— Vi gør det i aften. Hyg dig så længe! Lød hans stemme allerede ude i trappen.
Bodil rejste sig, lukkede døren bag sin søn og vendte sig mod Emilie:
— Skammer du dig ikke?
— Nej, smilede den unge kvinde. Bør jeg?
— Mads kommer for sent på grund af dig!
— Nej da. Han tager nok en taxa. Intet problem.
— Husk nu: Du er ikke alene her. Hvis du vil bruge en time på badeværelset om morgenen, så stå op før os andre. Godt jeg ikke skal på arbejde i dag.
— Det sker ikke igen. Undskyld.
Bodil var målløs. Hun havde håbet på et skænderi, men…
— Fint så, brummede hun og gik ud på badeværelset.
Det første hun fik øje på, var en ny tandpastatube – selvom den gamle ikke var tom.
— Hvorfor har du taget hul på en ny tandpasta, Emilie?
— Jeg foretrækker den.
— Jeg håber, du har din egen med? Samt din shampoo?
— Ja, selvfølgelig, fru Sørensen…
— Og håndklæder!
— Dem tager jeg med…
Trods alle forsøg på at provokere, bed Emilie ikke på. Naikkede venligt, svarede høfligt, lovede forbedring.
Til sidst gik Bodil til frontalangreb:
— Hvorfor er du her egentlig?
— Mads og jeg elsker hinanden…
— Selvfølgelig gør du, sådan en dreng! Men mig? Jeg forstår det ikke – hvad ser han i dig?
— Jeg har ikke spurgt.
— Hvad med dine forældre?
— Mor arbejder på systue. Hun er syerske.
— Og din far?
— Ham har jeg aldrig kendt.
— Sådan… Et farsløst barn. Hvordan kan du blive en ordentlig kone for min søn?
— Jeg skal nok gøre mit bedste…
— Ligegyldigt hvor, det vil aldrig gå. Min søn elsker dig ikke – det tror han bare. Jeg kender ham! Han gifter sig aldrig med dig! Hvorfor skulle han – du ligger jo allerede for hans fødder.
— Han elsker mig, hviskede Emilie, stemmen rystede. Det er jeg sikker på.
— Du bilder dig noget ind. Tror du, du er den første?
— Nej… men det betyder ikke noget…
— Ikke noget? Han er træt af dig om en uge! Du når ham aldrig til sokkeholderne! Ved du, hvad intelligens er?
— Ja. Men måske passer det ord dårligt her.
— Hvorfor det?
— Jeg har en universitetsuddannelse.
— Og hvad så? Prøv at høre, søde ven, tag hjem. Du hører ikke til her. Jeg har forsøgt at forklare dig det hele morgenen, men du forstår ikke.
— Som du vil. Men hvad siger du til Mads? Han vil ikke bryde sig om det.
— Det er ikke dit problem! Gå – og kom ikke igen! Du er ikke velkommen.
Bodil forbløffedes over sin egen brutalitet. Aldrig troede hun, hun kunne sige sådan. De skarpe ord kom bare.
Og Emilie?
Den unge kvinde forstod det hele. Hendes svigermor var jaloux. De kendte knapt hinanden, og hadet ulmede allerede. Og det var kun begyndelsen…
Hoveddøren smækkede – Mads var hjemme tidligere end ventet.
— Allerede? Bedrevidende Bodil, der håbede Emilie var forsvundet.
— De gav mig fri! grinede Mads. Jeg sagde, det handlede om familie. Hører du, Emilie? Familie!
— Hvilken sag? Knurrede Bodil.
— Vi går på rådhuset og melder os som samboende, og så henter vi hendes ting! Klar dig, Emilie!
Bodil mærkede hjertet synke. Hun forstod, at hun havde mistet mere end en kamp — måske også chancen for nogensinde at blive mormor.
