Kære dagbog,
I aften er jeg ved at falde fra hinanden, men jeg må skrive det ned, så jeg kan finde lidt ro. Jeg har brugt hele dagen på at tænke over, hvad der er sket mellem mig og min søster Anja. Vi har altid haft et tæt bånd, kun to år imellem os, så det er svært at forstå, hvordan vi nu kan såre hinanden så meget.
Det hele startede, da jeg så Anja sidde i Mikkels bil, grinende og pænt berørende hans arm. Jeg stod i køkkenåbningen, fingrene presset mod dørkarmen, klar til at sprøjte et blik som en lynild. Jeg håbede, at det bare var en misforståelse, at det var en anden stemme, en anden mand, men virkeligheden slog hårdt i ansigtet: hun var sammen med ham.
Jeg lod som om, jeg ikke så noget, gik forbi og fortsatte mod trappeopgangen. Jeg ville ikke lave en scene foran naboerne. Da Anja kom hjem, kastede hun en kold kommentar: “Er du okay efter alt det, jeg fortalte dig om ham?” Jeg svarede kun med et “slap af”, men inderst inde brændte jeg. Jeg havde vist hende alle mine følelser for ham, troet at hun ville dele min glæde, men hun vendte alt på hovedet og sagde, at han bare havde valgt en anden vej. Sådan er livet, tænkte hun, men jeg kunne ikke holde tårerne tilbage.
Vores mor, Lise, har altid sagt, at søstre skal holde sammen, at mænd er som skyer – de kommer og går, men søstrene skal altid være hinandens anker. Hvorfor skulle jeg så dele en mand med min egen søster?
Alt dette førte mig tilbage til den tid, vi besluttede at leje en lille etværelses lejlighed på Nørrebro sammen. Det var billigere, sjovere og føltes mere trygt at have en anden i huset. Jeg husker, hvordan jeg skrev til Anja: “Kan du mødes ved busstoppestedet, så vi kan gå hjem sammen?” – efter endnu en date, der endte i skuffelse. Jeg havde mødt en fyr på en datingside, der kaldte sig “Kasper”. Han var overstadig med at kysse, ignorerede mine grænser og insisterede på at vi skulle “opbygge kontakt”. Jeg sagde til ham, at jeg var utilpas, men han gik videre som om det var en leg. Jeg takker Anja for at have holdt mig i hånden, selvom det kun var for at trække mig væk fra ham.
Jeg har altid delt mine datinghistorier med Anja – den arbejdsløse fyr, der bad om penge til taxa på første date, den “forlovede” som boede hjemme hos sin mor og snart inviterede mig hjem til hans lejlighed, eller de, der straks kaldte mig materialistisk, da jeg spurgte, hvad han lavede. Jeg har aldrig jagtet en “sponsor”, men mænd har ofte spurgt, hvad jeg tjener, og jeg har svaret uden at blive fornærmet, fordi jeg vil vise, at jeg kan klare mig selv.
Jeg har altid ønsket mig en mand, der kan tage ansvar, ikke drikke for meget, kan holde en samtale i gang og har et arbejde. Hvis vi også deler interesser, er det bare prikken over i’et. Anja grinede, da jeg sagde, at mine krav var høje, men jeg kunne ikke lade være med at tro på, at jeg fortjente noget bedre.
Så kom han – Mikkel. Han var anderledes. Han foreslog ikke, at vi skulle mødes med det samme; vi skrev sammen i en uge, før vi så hinanden. Han viste interesse, men respekterede også min plads. På vores første date fortalte han, at han arbejdede som ingeniør, boede alene og elskede hunde. På tredje date indrømmede han, at han foretrækker at tale “gennem munden” i stedet for skjulte signaler. På femte date spillede vi et kortspil med spørgsmål, og hans kort var: “Hvad betyder utroskab for dig?”
Han fortalte om en kvinde, der sendte sine billeder til andre mænd. Hun så det som harmløst, men han mente, at det var en form for svigt. Han sagde, at han nu altid diskuterer sådanne emner ved vandet, så ingen misforståelser opstår. Jeg nikkede, for jeg ville heller ikke opleve det.
Efter den aften følte jeg, at jeg havde fået vinger. Jeg skrev til Anja: “Jeg tror, jeg har fundet ham.” Hun spurgte om et billede, men Mikkel begyndte at skrive mindre og mindre. En gang sagde han, han var træt og kunne ikke komme til vores aftale. Han advarede mig i forvejen, så jeg var ikke helt overrasket, men hans sporadiske beskeder og sjældne invitationer til at komme forbi begyndte at gnave i mig.
Da jeg spurgte Anja, om han måske så os begge på én gang, rystede hun på hovedet og sagde, at han ikke har lovet noget til nogen. Stilheden hængte i rummet, og jeg pakkede min taske i panik. Jeg råbte: “Hvor skal du hen?” Anja svarede, at hun ikke længere kan bo med mig, fordi jeg “stjal” hendes mand og ikke engang bad om undskyldning. Jeg forsøgte at bede Mikkel om at lade mig blive, men hun afviste mig med et øjenrul.
Jeg sagde, at jeg kun behøver lidt ro, så jeg kunne leve uden at føle, at folk stikker kniven i ryggen. Jeg gik ud af døren uden at kigge tilbage og skrev til min veninde Karla, om jeg måtte overnatte hos hende. Hun sagde ja.
Karla mødte mig i en alt for stor t-shirt, med håret i en ponytail og hænderne uden neglelak. Hun lagde vin, bananer og en skive brød med chokoladeknap på bordet. Det var ikke en gourmetmiddag, men varmen fra hendes hjem var nok. Jeg fortalte hende om Mikkel, om hvordan jeg havde set ham som den perfekte mand, og hvordan Anja havde kastet mig i en dyb kløft.
Karla lo, men spurgte: “Den perfekte mand, der dater to søstre på samme tid? Det er da en drøm, eller hvad?” Jeg sukkede og sagde, at jeg bare ville have en mand, der kunne holde mig i hånden, ikke en, der jonglerer med flere hjerter.
Hun rystede på hovedet og sagde: “Glæd dig over, at han smuttede fra dig. Lad Anja bære sine egne horn. Du ved nu, hvad hun er i stand til.” Jeg løftede glasset og udbrød: “Skål for sandheden!”
Det er svært at skrive dette, men jeg mærker, at det er et skridt mod at slippe den tunge byrde. Jeg ved, at noget så herligt som at finde kærligheden kan komme på et uventet tidspunkt, men jeg vil hellere have det tidligt end sent.
Indtil i morgen,
Tina.
