Tid til at Sprede Vingerne — Mor, vi har lige afleveret Dorte hos dig, hun blev udenfor for at lege, hold lige øje med hende! – sagde sønnen, Viktor, i telefonen til Lise Mikkelsen. – Min kone og jeg er inviteret til jubilæum. — Men hvad med Dorte? Hun skal jo i børnehave i morgen! – indvendte Lise. – Og jeg havde også planlagt at tage på sommerhustur med veninderne. — Mor, altså helt ærligt! Skal vi så droppe jubilæet på grund af dine planer? Vi har allerede købt gave. Og Dorte behøver jo ikke komme i børnehave, hun kan bare blive hjemme og se tegnefilm, – sagde sønnen utålmodigt og trommede med fingrene på telefonen. – Og ja, det er jo lørdag i morgen! Vi henter hende først søndag! Nå, hej! Lise nåede ikke engang at nævne sin aftale søndag, før sønnen lagde på. — Mor, må jeg få nogle penge? – kiggede den yngste datter, Line, ind i stuen. – Vi vil på escape room. — Line, jeg har ikke lige nogle penge nu, – Lise regnede på, hvor meget hun havde i pungen, hvor meget der var på kontoen, og hvornår hun fik løn. – Jeg har sat dem til side til medicin. — Typisk, – sukkede datteren. – Alle andre skal ud, så må jeg sidde hjemme og mugne. — Okay, skat, – sagde Lise og rejste sig, mens hun kom i tanke om barnebarnet, der stadig legede ude foran. – Line, vil du ikke lige kigge ud ad vinduet og holde øje med Dorthe? — Ej, hvorfor? Hun ved jo selv, hvor vi bor, – svarede datteren irriteret. — Line dog, hun er jo stadig lille! Nå, hvor meget mangler du til escape room? Datteren nævnte beløbet, som var præcis det Lise havde lagt til side til medicin. Hun sukkede dybt. Måske kunne hun klare sig uden, og så ville Line i det mindste være glad. — Har du set til Dorte? – råbte Lise efter hende. — Ja, ja, hun leger, – svarede Line. Netop da gled pigen ned fra legeredskabet og slog sig. — Av, hun er vist faldet, – bemærkede Line roligt, mens Dorte græd. — Nej, hvad nu! – Lise, iført morgenkåbe og hjemmesko, styrtede ned ad trappen. Dorte holdt sig for hånden og græd. Lise måtte tage en taxa til skadestuen. Heldigvis var det kun en forstuvning. — Det var da godt det ikke var værre, – sukkede Lise lettet og ringede til sin søn. — Mor, kan du da slet ikke passe på? Vi har ellers glædet os, – råbte sønnen i telefonen. – Hun bliver hjemme resten af weekenden! Igen nåede Lise ikke at sige, at hun havde teaterbilletter, før sønnen lagde på. “Hun finder nok på noget,” tænkte Lise. Hjemme ventede en skuffet Line, som straks bad om penge til escape room. Lise gav hende sine sidste kontanter. — Det er jo kun lige nok! Hvad hvis jeg vil ha’ kaffe? — Det er alt, jeg har, Line. På kortet er der kun til bussen til og fra arbejde. — Du kunne jo bare gå, – mumlede Line og forsvandt. — Mormor, jeg er sulten! – kom det fra lille Dorte, som Lise hurtigt gik i gang med at lave mad til. Da Dorte spiste, betragtede Lise hende og tænkte på, hvor hurtigt tiden var gået – og om hendes egne børn nogensinde forstod alt det, hun havde gjort for dem. Hun tænkte på sin datters fødselsdag, på alle de kompromiser hun selv havde lavet – og på hvad veninden Nina havde sagt: “Dine børn har sat sig godt til rette på din ryg.” “Det er på tide at gøre noget for MIG selv!” tænkte Lise. Nina trak hende med til frisør, ud at købe nyt tøj og mindede hende om, at livet ikke kun er for børn og børnebørn – men også for hende selv. Da hendes børn næste gang bare ville dumpe barnebarnet uden varsel, sagde Lise nej. Hun satte nu grænser – og så sig selv i spejlet som den kvinde, hun egentlig var: stærk, livsglad og klar til at sprede vingerne. Da Line og Viktor så deres nye, selvsikre mor, vidste de, at nu var det tid til forandring hele vejen rundt – for mor havde endelig lært at flyve selv.

TIDEN TIL AT FÅ VINGER

Mor, vi har afleveret Asta til dig, hun leger lige ude foran, hold lige øje med hende! sønnen, Viktor, ringer til Lise Mikkelsen. Min kone og jeg er inviteret til jubilæum.
Jamen, hvad med Asta? Hun skal jo i børnehave i morgen! Lise udbryder nervøst. Og jeg havde faktisk aftalt at tage ud til sommerhuset sammen med Birthe. Det er vi blevet enige om.
Mor, nu må du altså stoppe! Skal vi lade være med at tage til jubilæet, bare fordi du vil i sommerhus? Vi har allerede købt gave. Og Asta behøver ikke komme i børnehave. Bare hyg jer hjemme, se noget tegnefilm. Sønnen trommer utålmodigt på mobilen. For resten, hvad for en børnehave? Det er jo lørdag i morgen! Du forvirrer mig! Nå ja! Vi henter hende på søndag! Hej hej!

Lise når ikke engang at sige, at hun har en aftale med en veninde søndag, inden han lægger på.
Mor, må jeg få nogle penge? Den yngste datter kigger ind. Vi vil gerne i escape room med de andre.
Lærke, jeg har ikke lige penge nu, siger moren, mens hun regner ud, hvor meget hun har i pungen og hvor meget, der er tilbage på kortet, indtil lønnen går ind. Jeg har lagt lidt til side til medicin.
Typisk! fnyser Lærke Alle tager af sted, og jeg sidder bare herhjemme
Okay, Lærke, siger moren og rejser sig, men husker pludselig barnebarnet, der leger udenfor. Skat, kig lige ud af vinduet, vil du se, at Asta stadig er derude?
Hvorfor skal jeg det? Hun ved da godt, hvor vi bor, hun skal nok komme selv, svarer Lærke tørt.
Hvorfor være sådan? Hun er jo kun lille! Nå, jeg kigger om jeg kan finde lidt til dig hvor meget har du brug for?
Lærke nævner beløbet. Moren sukker. Lige præcis det beløb havde hun lagt til side til sin medicin som hun tager hver tredje måned. Nå, så må hun vente lidt med det. Skulderene skal nok overleve, det er hun vant til. Bare datteren er glad
Har du kigget til Asta? råber Lise Mikkelsen.
Ja ja, hun leger dernede, kommer det.
Netop da klatrer Asta op på metalskuret, snubler og falder ned.
Ups, det ser ud som om hun faldt siger Lærke roligt og betragter sin kusines tårer.
Nej, dog! Lise Mikkelsen, stadig i slåbrok og hjemmesko, springer ned ad trappen. Udenfor står Asta, græder og holder hånden op. Lise får hurtigt bestilt en taxa. Heldigvis viser røntgen på skadestuen intet alvorligt.
En forstuvning, lyder diagnosen.
Pyh, ikke brækket, sukker Lise lettet, men ringer alligevel til sin søn.
Viktor, rolig, vi er på skadestuen men det er bare en forstuvning. Hun faldt ned fra skuret.
Mor, hvad fanden?! Kan du virkelig ikke have ansvar for et barn? Ville bare for én gangs skyld slappe af!
Alt er fint, bare tag det roligt, Lise forsøger at berolige, men sønnen skælder så meget ud, at lægen ryster på hovedet. Vi skal ikke engang have gips.
Okay, siger Viktor lidt mere afdæmpet, så er der forbud mod at gå ud!
Lise når ikke at nævne teaterbilletten, hun ellers har, før sønnen igen har lagt på. At ringe tilbage tør hun ikke.
“Jeg finder på noget. Søndag er der stadig tid til,” tænker hun.

Hjemme venter en sur datter.
Kunne du ikke have efterladt penge til mig og så taget af sted bagefter? Alt altid skal vente på dig! Jeg har travlt! Lærke rækker hånden frem.
Moren rækker hende de sidste kontanter hun har. Lærke tæller og rynker på næsen:
Præcis på øret! Hvad nu hvis jeg får lyst til en kaffe?!
Lærke, skat, det er alt jeg har Jeg har kun lige nok på kortet til busbilletter til arbejde.
Du kunne jo også gå, mumler Lærke og smækker døren bag sig.

Bedstemor, jeg er sulten! lyder det fra stuen, og Lise skynder sig at lave mad til Asta. Mens pige spiser, betragter hun hende eftertænksomt: “Så små var mine egne. Nu er Viktor 30 – helt skørt at tænke på! Og Lærke bliver snart atten. Jeg bør lave en god fødselsdag for hende!”
Hun kommer i tanke om samtalen med sønnen og føler sig svigtet. Én gang vil de hygge sig? Hver weekend kommer barnebarnet dumpende! Uden varsel. Hun ser dem ellers sjældent men opgaverne får hun altid.

Lise Mikkelsen har brugt hele livet på sine børn. Hun har sjældent købt noget til sig selv, altid prioriteret dem. Manden forlod hende da drengen blev gift.
Den ene har jeg fået på benene, sagde han, mens han pakkede kufferten, den anden klarer du. Jeg betaler børnepenge til hun er atten.
Han gik med et smæk og hun forstod aldrig hvorfor. De skændtes ellers ikke. Hun passede børnene, han passede sit. Sådan var det bare.

Lørdag må Lise ringe og aflyse venindeaftalen.
Birthe, undskyld, barnebarnet blev lige dumpet hos mig, jeg kan ikke komme, som vi aftalte.
Hvad mener du, bare uden varsel? lyder det overrasket og forarget. Har du ikke ret til at have dine egne planer? Sikke noget!
De har købt gave og skal til jubilæum, prøver Lise at forklare.
Og dig? Vi havde aftalt det her! Jeg har købt grillmad, vin, jeg skal da ikke sidde alene. Tag Asta med, hun kan lege med kattene, så hygger vi os! Jeg bestiller taxa nu. Den er der om et kvarter!
Veninden lægger røret på. Lise må hurtigt pakke, hente barnebarnet og gå ned.

I Birthe’s sommerhus er der skønt. Asta glemmer sin hånd, leger med kattekillinger og jagter sommerfugle i haven.
Lise, siger Birthe, mens hun sætter kød på grillspyddet, undskyld mig, men dine børn har sat sig godt til rette på din ryg. Lærke er kun sytten, men hun kræver som en voksen! Hvornår var du sidst hos frisøren?
Hvorfor? trækker Lise på skuldrene. Jeg klipper selv pandehår, og har farve derhjemme.
Birthe laver det klassiske “facepalm”.
Hvornår købte du sidst noget nyt til dig selv?
Jamen, jeg har masser at tage på, siger Lise. Skabet er fuldt.
Nå ja, smiler Birthe, tøj fra før du blev gift? Kære ven, det er på tide du tænker på dig selv. Skål for os!

De skåler, spiser med Asta og får snakket, mindes ungdommen og alle de drømme de havde. For Lise blev kun drømmen om familien til virkelighed, og selv den er nu kun en skygge af, hvad den var.

Da hun næste dag følges hjem, krammer Birthe hende og hvisker:
Glem aldrig dine drømme!

Derhjemme venter Astas forældre sure.
Mor, er du blevet skør? Slæber et sygt barn med ud i det ukendte?! Viktor ser rasende ud.
Hvad mener du? Vi var jo bare i sommerhus hos Birthe, siger Lise undskyldende.
Mor, der var så dejligt! prøver Asta, men ingen lytter til hende.
Det er uansvarligt, Lise! svigerdatteren stemmer i. Vi blev helt fra den, da huset var tomt.
Hvorfor det? forstår Lise ikke. Jeg ville jo ringe, hvis der var noget galt.
Vi regnede ikke med det fra dig! siger Viktor, tager datteren og smækker døren.

De er mærkelige, siger Lærke, der kommer ud fra sit værelse I går bekymrede de sig ikke om Asta. I dag er de helt oppe at ringe!
Lise ser på sin datter. Hun siger lige det, Lise selv tænkte.
Nå, hvordan var escape room? spørger Lise.
Fint nok, fnyser Lærke, de andre tog på café bagefter, jeg gik hjem. Far sender børnepenge hvad gør du egentlig af dem?
Hvad jeg gør?! svarer Lise målløst Hvad med lektiehjælp? Din nye mobil? Alt dit tøj fra de dyre butikker?! Jeg anede ikke en T-shirt kunne koste som en cykel!
Du forstår ikke noget af mærketøj, snerrer Lærke og forsvinder ind til sig selv.

Forbi værelset hører Lise datteren hviske i telefonen: “Hun ligner en hjemløs løse sweatre, gamle nederdele, håret en akavet orange farve og pandehår som en skoleelev, hestehale Jeg skammer mig over at følges med hende. Ikke mærkeligt, far gik sin vej. Jeg har snart fødselsdag, men hun begynder sikkert igen: ingen penge, skal bruge til medicin ”
Lise vil ikke høre mere. Men ét står klart datterens fødselsdag nærmer sig.
“Jeg kan da ikke svigte hende!” tænker Lise. “Jeg låner penge hvis jeg skal hun skal have en fest, hun aldrig glemmer!”

Da dagen nærmer sig, låner Lise af Birthe uden at sige til hvad. Hun køber blomster, bestiller en dyr kage, laver salater og ovnstegte kyllingelår med grønt. I konvolutten ligger 3.000 kroner.

Om morgenen kommer Lærke ud, modtager blomster og konvolut.
Nå, en kuvert! Hvor meget er der i? åbner og tæller. Hvad? Det hele? Taler du seriøst?! Godt far har sendt ellers havde jeg stået der og skulle aflyse café-aften! siger Lærke irriteret. Stil blomsterne i vand. Jeg går nu.
Hun stormer ud, snakker allerede i telefon: “Hej! Café klokken fem!”
Lærke, jeg har dækket op, I kunne da fejre herhjemme? prøver Lise.
Hvem bad dig om det? Hvem gider din kylling? Vi vil feste! Det var bedre, hvis du gav mig alle pengene.

Fødselsdagsbarnet stikker sedlerne i lommen og forsvinder. En halv time efter er hun ude ad døren.
Lise ser på maden og mærker vreden tage til. Hun husker telefonen, sønnens og svigerdatterens bebrejdelser, deres manglende omtanke. Og hendes venindes ord. Hun går hen til spejlet.
Jeg er 52, men hvem ligner jeg? Hun skuer på sig selv pæn figur, skjult bag hængende nederdele og trøjer. Ikke en dråbe makeup. Et træt ansigt, mørke rande under øjnene, håret ligner gråt sjasket garn. Selv hekse så bedre ud. Og for hvad? For utaknemmelighed? Ingen har spurgt hvad jeg vil!

Hun ræser rundt i lejligheden, vreden bobler indeni. Hele livet for børnene! Manden syntes aldrig han fik nok opmærksomhed, og hun opgav sig selv. Til sidst forlod han hende.
Jeg ville jo også have gået, smiler hun klukkende, tager telefonen og ringer.
Birthe, hvad hedder din frisør? Vil du med i byen? Med min næste løn, jeg skylder dig stadig for festen, siger hun bittert. Hun forklarer hvordan Lærke tog imod gaven.
Sig det var min gave til hende, svarer Birthe. Jeg går med dig, så du ikke springer fra. Kom i gang! I dag er også din fest.

Kort efter ringer sønnen:
Mor, vi kommer nu med Asta. Lærke har inviteret os på café.
Jeg er ikke hjemme og bliver det ikke i dag, siger Lise og lægger på. Tårerne presser sig på.
Sådan! Man kan kun bruge mig til barnepige og pengekasse. Men ikke til fest der er mor udenfor!
Telefonen ringer igen.
Mor, hvad nu? Vi er ankommet! Vi kan da ikke slæbe hende med hjem igen?! sønnen er ophidset.
Gør hvad I vil! Er du begyndt at spørge om jeg er ledig?! Fremover to dages varsel, hvis jeg skal passe Asta. Det er fint nok, men jeg har også et liv. Har du forstået?
Sønnen bliver tavs over mors fasthed.
Jeg spørger dig: har du forstået det? spørger hun bestemt.
Ja svarer Viktor til sidst, helt lammet.
Hun lægger på, og Viktor stirrer længe på den sorte skærm.

Næste morgen genkender Lærke ikke sin mor. Hun kommer sent hjem, da Lise allerede sover, og bliver målløs da hun næste morgen ser en flot kvinde med kaffe ved bordet.
Godmorgen! Hvor er mor?
Ingen steder, svarer Lise.
Mor?! datteren måber.
Nej, jeg er bare et hologram! Nå, tillykke med din 18 års fødselsdag! Fra nu stopper børnepengene. Jeg skulle kun forsørge dig til du var atten, og det har jeg gjort. Skal du læse videre, hjælper jeg dig økonomisk men du har ansvaret selv fremover. Vil du arbejde, skal jeg ikke blande mig. Du kan endda flytte hjemmefra. På tide at lære at stå på egne ben.

Lærke tror næppe sine egne ører og øjne. Moren, der altid listede rundt, sidder rank og smuk. Ny smart frisure, let makeup, smart buksedragt, elegante øreringe.
Jeg smutter på arbejde. Du vasker op. Der er mad til tre dage i køleskabet. Tag bare kagen. Efter job tager jeg i sommerhus til Birthe. Festen er min børnene er voksne! Nu starter livet forfra.

Lærke ser ud af vinduet. Ud går en rank kvinde med spring i skridtet, elegant i høje hæle, over en vandpyt og forsvinder rundt om hjørnet. Datteren håber, moren vendte om, blev som før men Lise Mikkelsen foretrækker nu rollen som ørn, vingerne bredt ud mod nye vinde og et nyt liv.