Livet begynder først nu Aftenen før havde Julie aftalt med veninden Katrine, at de skulle starte dagen med en morgentur. Godt nok var det sommerferie fra universitetet, og ingen af dem var vilde med at stå tidligt op, men motionen skulle jo klares på et tidspunkt. – Kat, bare du ikke slumrer over dig, jeg ved du elsker at dase til middag, sagde Julie aftenen før, og Katrine svor højtideligt. – Julie, selvfølgelig sover jeg ikke over mig! Når det gælder, kan jeg godt tage ansvar – du kender mig, sagde hun og lo, for ansvar var nok det sidste, man forbandt med hende. Julie tog sig sammen og stod tidligt op – endda før hendes mor var gået på arbejde. Moren sad stadig og drak kaffe og småbrokkede sig. – Mor, hvem snakker du med? spurgte Julie forundret. – Mig selv, kig lige! Har taget min nye bluse på og så allerede kaffeplet… – Hvem var det nu, der sagde jeg ikke passer på mit tøj, svarede Julie. Du kunne jo bare have drukket kaffen i din gamle T-shirt. – Jeg har travlt – nu må jeg skifte. Nå, men stik mig ikke salt i såret fra morgenstunden. Forresten – hvorfor er du egentlig oppe så tidligt? – Katrine og jeg har aftalt morgentur i parken, svarede Julie. – Ha, det skal jeg se, du har da valgt det forkerte selskab. Jeg vil æde min hat på, at Kat sover endnu! Nå, opgave til dig. Hvornår så du sidst farmor? – Mor, jeg talte med hende i går, vi ringer sammen hver dag. – Nå, men tag nu ud og besøg hende i dag. Hun bad om blodtryksmedicin forleden – køb det og nogle croissanter og jordbærmarmelade, hun fylder altså 64 snart. Du har ferie og god tid. Jeg smutter! – Okay, jeg må tage morgen-turen til farmor i stedet, tænkte Julie, som Rødhætte – bare uden mors hjemmebagte boller. Nå ja, hvad med løbeturen… Hun ringede til Katrine, der svarede søvndrukkent. – …øv, Julie, jeg sov for længe. Er du allerede i parken? Undskyld, jeg… – Bare rolig, jeg har fået en mission – skal besøge farmor og handle til hende. Så løbeturen ryger. Godt jeg ikke er den eneste, der kan dase. – Super, så sover jeg videre, svarede veninden straks og lagde på. – Mor havde ret, lo Julie for sig selv, den dovenlars – og måske ville jeg også gerne blive liggende. En time senere tog Julie hjemmefra med rygsækken pakket med penge, indkøbsseddel – og paraply, for der truede regn. Hun brugte næsten en time på at nå ud til farmor i den anden ende af byen. Klokken nærmede sig frokost, da Julie ringede på hos Marie Simonsen. Farmor åbnede hurtigt, og Julie tabte kæben – hun måtte tjekke adressen. – Hej, hold da op et forvandlingsnummer! Farmor, er det virkelig dig? – Jeps, svarede Marie stolt. Synes du også jeg ser yngre ud, Julie? Hun drejede langsomt rundt, så Julie kunne se hele transformationen. – Farmor, du har jo fået den vildeste frisure, virkelig flot! Og hvor er den kastanjebrune hårfarve blevet af – du er jo sølvaskedelegant, og så negle! Du er jo for sej. Det er næsten for meget at kalde dig farmor, lo Julie. – Kan du virkelig lide det, Julie? – Jeg er vild med det! Nå, mor siger du har problemer med blodtrykket. Jeg har både medicin med, croissanter og jordbærmarmelade. – Ja, ja – croissanter og syltetøj er jo skønt, men jeg prøver at skære ned på sukker, så snup selv det. – Hold nu op, farmor. Hvad sker der med dig? Du er da ikke forelsket? Du ser ud som om du har det for fedt, men mor sendte mig ud, bare fordi hun var bekymret… – Tak, Julie – du har sikkert masser at lave, vil du ikke hellere videre? Det undrede Julie – normalt kunne hun ikke slippe fri før aften, nu blev hun nærmest sendt på porten. – Vi kan da drikke en kop te? – Nej Julie, tiden er knap, tag bare croissanterne og her også nogle syrniki jeg har lavet, så sender jeg dig hjem med klap-mad, lo Marie Simonse. – Tja, farmor – så smutter jeg. Men der er sket et eller andet… Har farmor fået en kæreste? På vej ned fra fjerde sal grublede Julie, og fik straks blod på tanden. – Det skal undersøges! Det er ikke normalt – farmor nærmest smider mig ud. Her er en god historie! Eller skal hun bare i byen med veninderne, i teatret, café… det fortalte hun om sidst. Udenfor kiggede Julie sig omkring og gik målrettet om bag garagerne – her kunne hun holde øje. Hun ventede kun en halv time, før Marie Simonsen kom ud af opgangen. – Hold da op, farmor har friskt tøj på. Hvor skal hun? Aha, mod parken… Julie listede diskret efter, farmor lagde ikke mærke til hun blev skygget, for hun var helt optaget af sine egne tanker. I parken blev hun mødt af en gråhåret mand med blomster. Julie gemte sig bag en syrenbusk. Marie fik blomster, manden kyssede hende på kinden – og hun ham. – Gud, jeg havde ret! Farmor er forelsket. Jeg troede ikke man havde sådan noget i den alder. Nu tager han hende i hånden – wow… Julie blev bag busken, mens parret gik mod caféen med udendørs servering. Idet hun ville følge efter, stødte hun ind i en ung mand, der stod og filmede parret med sin mobil. – Hey, hvem er du, og hvorfor filmer du min farmor? Hvem har givet dig lov? Drengen tog sig lidt forvirret sammen. – Jeg er journalist. Vil bare skrive om kærlighed i alderdommen. Julie fnøs. – Kærlighed? Sludder. Der er så mange svindlere – de stjæler ældre damers penge og lejlighed på ingen tid. – Tror du virkelig det? spurgte fyren. – Ja helt sikkert! Og hvorfor udvælger du lige min farmor? Der er masser af andre. Jeg vil ikke have at hun filmes – det er ulovligt! Det er min farmor, og hendes “kæreste” kan bare stjæle hendes lejlighed. – Fyren så fornærmet på hende. – Hvis du vil vide det, har min bedstefar en lejlighed med tre værelser inde i midtbyen! Jeg bor hos ham nu mens mine forældre får lavet køkken. – Så det er din bedstefar? – Jep – det er min farfar, Egon Hansen. Han er blevet så forandret på det sidste, barberer sig hver dag, nye jeans, fik mig til at vælge parfume til ham… Jeg tænkte med det samme: Nu er der ugler i mosen – en eller anden gold digger på vej! Dem er der mange af. – Så min farmor er sammen med din bedstefar? Jeg hedder Julie – og du? – Arne, svarede han og smilede venligt, – skal vi ikke bare lade dem mødes? Jeg har ikke noget imod det. – Nej, altså… det er vel okay. Farmor må jo også have lidt sjov. – Julie, nu vi har mødt hinanden – vil du med i biografen? Der går en ny thriller. – Lad os gøre det, sagde Julie. Tre måneder senere ringer Marie Simonsen til sin datter: – Datter, er Julie hjemme? – Ja, hun er her, hvorfor? – Jeg vil bare sige, at min kære Egon Hansen har friet, og jeg har sagt ja! Så nu inviterer jeg jer til bryllup – datoen er sat. – Farmor! Tillykke – men hvorfor blive gift i jeres alder? I skal da ikke have flere børn. – Julie, husk man skal gøre tingene rigtigt. I unge kan bare gå fra hinanden – men os gamle, vi gør det ordentligt. – Mor, måske er det fjollet at blive gift. Bare nyd det sammen. – Datter, den bedste alder for kærlighed er den, hvor man bliver ramt. Kærlighed har ingen alder – det ved alle. For mig begynder livet nu, lo Marie Simonsen. Når kærligheden banker på, så skal man i kirken – uanset alder. – Okay, mor. Så må vi forberede brylluppet – Julie er klar, kan jeg høre. – Datter, ved du godt at Julie ses med Arne, Egons barnebarn, spurgte farmor muntert. – Det ved jeg – hun fortalte det for nylig. Hun er helt vild med ham. Ikke, Julie? – Jo, farmor, han er virkelig sød – lige som din Egon Hansen, grinede Julie. Snart blev brylluppet fejret i en lille hyggelig café, og alle var glade.

Livet begynder først nu

Aftenen før havde Asta aftalt med sin veninde at starte dagen med en frisk morgenløbetur rundt om søerne. Det var nu sommerferie på universitetet, og det fristede egentlig mere at sove længe, men på et tidspunkt måtte man jo komme i gang med det der motion.

Karen, du må ikke sove over dig, jeg ved godt, hvor meget du elsker at rode rundt under dynen helt til frokosttid, sagde Asta aftenen forinden, hvortil Karen selvsikkert lovede.

Asta, selvfølgelig sover jeg ikke over mig! Når det gælder noget vigtigt, er jeg faktisk mægtig ansvarlig, du kender mig! Hun grinede af sine egne ord hvem taler om ansvar? I hvert fald ikke Karen

Asta måtte tage sig sammen for at komme op tidligere end hun plejede. Hun var tidligt på den, selv før hendes mor tog afsted på arbejde. Moren sad med sin kaffe og brokkede sig.

Mor, hvem sidder du og diskuterer med? spurgte Asta forvirret.

Mig selv, kan du ikke se det! Kigger man væk ét sekund, så har man lavet en plet på den nye bluse

Og så siger du altid, at jeg slider mit tøj op, udbrød Asta. Du kunne da bare have drukket kaffe i din gamle t-shirt.

Åh, jeg har travlt. Nu skal jeg skifte du behøver ikke hælde salt i såret, skat. Men hvorfor er du egentlig så tidligt oppe? Moren havde allerede taget blusen af og var halvt i en anden.

Karen og jeg har aftalt at løbe en tur i Fælledparken, svarede Asta med sit mest alvorlige fjæs.

Haha, den er god med dig, sagde moren og fnøs. Karen ligger garanteret stadig i sin søvn og drømmer om wienerbrød. Nå, men du har et ærinde, unge dame. Har du besøgt mormor for nylig?

Mor, vi snakker sammen hver dag, jeg ringede til hende i går!

Det er ikke det samme som at tage ud og sige hej. Tag lige forbi mormor i dag, køb de piller mod forhøjet blodtryk, hun nævnte. Og sørg for et par croissanter og jordbærmarmelade! Hun er altså 64 nu. Du har jo ferie og tiden i hobetal, jeg smutter nu! Og så var moren ude af døren.

Okay, så må jeg jo lege Rødhætte på morgenvisit! Bare uden de hjemmebagte boller, tænkte Asta grinende men hov, hvad så med løbeturen?

Hun ringede til Karen, der lød som om hun blev vækket af en bjælde.

Hmmm Åh, Asta, jeg har totalt sovet over mig! Er du allerede i Fælledparken?!

Bare tag det roligt, jeg har fået et ærinde. Skal besøge mormor i dag, så løbet er aflyst. Forbi bager og apotek først, og så den lange tur til i Valby. Du ved, hvor langt der er.

Så lægger jeg mig bare til at sove igen, gnækkede Karen, og så blev der lagt på.

Moren havde ret, fniste Asta. Karen kan vitterligt sove som en sten. Jeg lå måske også selv, hvis ikke jeg var blevet sendt som budbringer.

Efter en times tid forlod Asta lejligheden med rygsæk, penge og indkøbsseddel. Det så truende ud, så paraplyen røg med. En time senere ankom hun til mormor, Rita Sørensen, ude i Valby. Klokken nærmede sig middag.

Døren blev straks åbnet. Asta tog et skridt baglæns. Var det nu den rigtige lejlighed?

Hej, og sikke forandring! Asta kunne knap kende sin mormor var det virkelig hende?

Det er bare mig, sagde Rita stolt. Hvad siger du så, Asta ser jeg yngre ud?

Hun snurrede elegant en halv omgang.

Mormor, den frisure er noget for sig selv den er altså ultra smart! Hvad er der blevet af det kastanjebrune hår? Nu er det elegant askeblond, og der er sørme også et nyt manicure! Jeg ved ikke, om jeg engang kan kalde dig for mormor mere, Asta lo.

Kan du virkelig lide det, Asta?

Ja, for pokker! Og mor tror, du render rundt med svimlende blodtryk jeg har medbragt piller, croissanter og jordbærmarmelade.

Tak, søde, men jeg forsøger altså at holde lidt igen med det søde. Tag du bare selv det, smilte Rita.

Jamen mormor, hvad sker der med dig? Har du forelsket dig på dine gamle dage? Du ser ud som om du skal på date, og mor sendte mig kun for at passe på

Hvor er du sød. Du må da have andet at tage dig til, end at hænge her med mig?

Asta blev lettet forbavset. Normalt kunne hun ikke slippe fri før om aftnen, men nu så det nærmest ud, som om hun blev vist på porten. For at være sikker prøvede hun alligevel.

Skal vi ikke tage en kop te sammen, mormor?

Ej, Asta, jeg har faktisk travlt i dag, så tag du bare croissanter og marmelade med hjem. Her er også nogle frikadeller, hun rakte et lille plastbæger over, du får madpakke med i dag, skraldgrinede Rita.

Okai, sagde Asta, men et eller andet er der da helt galt Hun har da fundet sig en kæreste, har hun ikke?

På vej ned fra fjerde sal rodede Asta med tankerne. Her var lumske løjer i gære.

Det må undersøges! Siden hvornår sendte mormor én hjem af sig selv? Der er blandet en eller anden bedstefar ind i det her eller måske skal hun med veninderne i biografen? Hun render jo tit i teater, på café eller noget. Hun har jo et halvt fodboldhold af veninder!

Vigtig sag! Asta listede forbi garagerne omme bag boligblokken og satte sig til at spejde. Hun ventede nok kun 30 minutter, før Rita kom ud af opgangen.

Sikke en flot dragt, mormor har fået sig! Hvor mon hun skal hen? Jo, se, mod parken…

Asta fulgte forsigtigt efter, som en vaskeægte privatdetektiv.

Kunne være katastrofalt, hvis mormor spottede min skygge, tænkte Asta.

Men Rita var opslugt af sine egne planer. Hun vendte sig ikke en eneste gang mistænkte åbenbart intet. Inde i Søndermarken stod en ældre, storsmilende mand med grå hår og blomster. Asta gemte sig bag en syrénbusk. Rita steg frem, fik blomster, et kindkys og gav til gengæld et kram.

Hold da op! Ja, hun har fundet sig en kæreste! Hvem skulle have troet det! De holder hinanden i hånden, som to turtelduer. Jeg må fortælle det til mor hun får et chok!

Asta bøjede sig, i det hun troede de måske ville gå hen mod hende.

Næ, de futter over til den udendørs café med parasoller.

Og så ser hun til Astas overraskelse en ung fyr, der står og sniger billeder med sin telefon af de to ældre på vej gennem parken.

Hej, hvem er du, og hvorfor tager du billeder af min mormor? Hvem har givet dig lov til det?

Den unge mand stivnede, men rettede sig hurtigt.

Mig? Jeg er journalist. Jeg tænker på at lave en artikel om kærlighed i den tredje alder.

Asta fnøs skeptisk.

Kærlighed, du godeste. Der er svindlere overalt nu om dage de er ude med riven og prøver at nuppe boligen fra godtroende bedsteforældre!

Mener du virkelig det? udbrød fyren.

100%! Og hvorfor lige min mormor? Der er masser af ældre i hele København. Du må ikke filme min mormor det er ikke lovligt! Tænk hvis hendes ‘beundrer’ er ude på at overtage hendes toværelses!

Den unge mand skulede misfornøjet.

Hvis du vil det vide, så har min morfar en treværelses midt i Indre By. Lige nu bor jeg hos ham, fordi mine forældre bygger om.

Så det er din morfar, der render rundt med min mormor?

Ja, Egon Rasmussen. Jeg har også undret mig han barberer sig pludseligt hver dag, har købt nye cowboybukser og spurgte mig endda om parfume. Jeg fattede straks, at her var ugler i mosen. Hvad om det nu er din mormor, der vil snuppe lejligheden?

Så det er altså din morfar, der har stjålet min mormor! I øvrigt jeg hedder Asta, hvem er du?

Emil, svarede han og smilede. Nu hvor vi har opklaret det hele, skal vi så ikke lade de gamle hygge sig? Jeg er ikke imod.

Næh, det er jeg heller ikke! Lad dem hygge og mormor

For resten, Asta, vil du med i Grand Teatret og se den nye thriller? Nu hvor vi så pænt har fundet hinanden?

Helt sikkert, grinede hun.

Tre måneder senere ringer Rita til sin datter på Amager:

Skat, er Asta også hjemme?

Ja, hun sidder lige her, hvad sker der?

Jeg ville bare sige, at min nære ven Egon har friet, og jeg har sagt ja! Så nu skal I altså lykønske os bryllup på rådhuset om en måned, og I skal selvfølgelig med!

Mormor! udbryder Asta. Tillykke og alt det der, men hvorfor hvorfor skal I giftes i jeres alder? Skal I have børn ligefrem?

Asta, man skal leve ordentligt, og vi fra den gamle skole gør tingene på den rigtige måde. Ikke som jer unge, der får kolde fødder efter en uge! Egon og jeg mener det alvorligt.

Mor, Asta har en pointe, kunne I ikke bare bo sammen?

Datter, den bedste alder at gifte sig er den, hvor kærligheden rammer. Kærligheden kender ingen alder, det ved alle danskere! Livet begynder først for alvor nu, grinede Rita. Hvis kærligheden er dukket op, så skal man løbe direkte hen og få det ordnet på rådhuset!

Okay, mor, så må vi jo bare ønske til lykke. Det er vidst alvor med dig og Egon. Så må Asta og jeg hellere begynde at planlægge.

Og du har selvfølgelig opdaget, at Asta nu dater Egons barnebarn, Emil, sagde Rita drillende.

Ovr, det fortalte hun for nylig og Asta er helt skør med ham. Ikke, Asta?

Jo jo, mormor, Emil er for fed ligesom din Egon! grinede Asta over højtaleren.

Kort efter blev der holdt bryllupsfest på et hyggeligt lille caféhjørne på Frederiksberg. Alle var glade og det var aldrig for sent at begynde på nyt!