Mandag, 18. marts
Morgenerne har altid været ens her hos mig, Peter Madsen. Vandet syder i elkedlen, P1 mumler vejr og trafik, og to-tre døre smækker i opgangen folk skal jo på arbejde. Jeg har efterhånden ikke travlt nogensteder, men vanen med at stå op tidligt hænger fast. Det samme gør runden gennem lejligheden, hvor jeg tjekker om alt er slukket, døren låst, vinduerne til altanen lukkede, nøglerne på plads.
Tredive år har jeg boet i denne ni-etagers betonklods i Hvidovre. Jeg ved, hvem der altid glemmer cyklen i gangen, hvis ringeklokke der bipper mærkeligt, hvem der smækker døren så malingen drysser ned. På min etage er der stille. Jeg kan godt lide stilheden; på en god aften sidder jeg i lænestolen og ser gamle serier, hører fru Olsen, der hoster bag muren, og mærker, at huset lever, men uden at larme.
Jeg sørger for, at opslagene på væggen hænger pænt. Jeg har endda købt tape og trykt et nyt opslag om trappevask, bare for at der skulle være færre stavefejl. Min gamle benjamin-figen står i en afklippet Arla-mælkekarton på trappen; om sommeren rykker jeg den ud, så trappeopgangen ikke virker helt så trist.
Den dag det hele ændrede sig, stod jeg akkurat ved figenen med kanden. Lugten af hakkebøffer sneg sig fra underetagen, nogen var allerede ved at lave frikadeller. Elevatorens motor stønner, bremserne knirkede, og dørene gled op. Ud trådte en ung fyr med rullekuffert og rygsæk, høretelefonerne dybt i ørerne, ledningen svingende ned til mobilen.
Han stoppede, kiggede på dørene så på mig.
Hej, sagde han, trak én ørebøjle ud. Er det her nummer 237?
Nej, det er næste dør, sagde jeg. Vores numre springer lidt.
Han nikkede, trak kufferten hjulene hamrede mod fliserne. Bagagen fyldte hele gangen, og hans rygsæk ramte min arm.
Ups, undskyld! Jeg skal flytte ind her, sagde han hurtigt.
Ordet flytte ind stak. I 237eren boede fru Olsen, enke, og katteejer, rolig som en søndag. Jeg havde da godt hørt hun ville leje et værelse ud. Nå, det måtte så være ham her.
Tilbage i min egen lejlighed lyttede jeg bag døren. Møbler flyttede sig, skabslåger smækkede, en dørklokke ringede flere gange sikkert flere unge. Stemmer, korte grin.
Jeg lavede mere te, selv om den var bitter. Min pension rækker ikke, lad dem da bo studerende er stille, havde fru Olsen sagt engang. Stille.
Da mørket kom, blev sandheden tydelig. Plastposer knitrede, dør smækkede. Så kom bassen. Ikke voldsomt højt, men tung som en knytnæve i brystet.
Jeg slukkede TVet og lyttede. Basrytmen bankede i min krop.
Jeg sad et øjeblik, gik så hen og bankede på muren med knoerne. Musikken døde ikke hen, men blev dæmpet.
Stille, mumlede jeg og satte mig igen.
Natten blev urolig. Otte minutter over midnat smækkede døren så vores gamle garderobe skælvede. Latter, hvisken, nøgler raslede. Jeg låg i mørket og talte hjerteslag Lad os huske hensynet og roen i opgangen efter kl. 23! stod der i bestyrelseschatten. Det var mig, der havde skrevet det.
Næste morgen hang der to par kondisko og en dunjakke på knagen i gangen tidligere var det kun mig og fru Olsens tøj. En pizzaæske stod pænt op ad væggen.
Jeg nåede dårligt at taste min irritation ind i chatten Venligst ingen affald på trapperne. Så en smiley. Så: Hvem roder? Hos os er rent. Fru Olsen blandede sig som altid ikke.
Senere mødte jeg hende ved elevatoren med indkøbsnet: rugbrød og persille stak op.
Har du lejet værelset ud nu? spurgte jeg forsigtigt.
Ja, Jonas hedder han. Studerende, IT, venlig fyr. Du skal ikke være urolig, vi har talt om, at han skal være stille.
Venlig, gentog jeg.
Samme aften forsøgte jeg at se TV-avisen, men musikken begyndte igen nu med en ung stemme der sang på engelsk.
Jeg trak i tøflerne og gik over.
Dørklokken ringede. Musikken trængte stadig ud gennem døren. Den åbnede, og der stod Jonas i T-shirt og joggingbukser.
Vil du ikke skrue ned? Sagde jeg. Klokken er over ti.
Sorry! Jeg troede jeg sad med høretelefoner glemte højttaleren var tændt
Sluk nu bare, sagde jeg tørt. Det her er et hjem, ikke et kollegium.
Han nikkede, skyndte sig at lukke. Musikken forsvandt, men irritationen blev.
Næste dag, mens jeg så nyheder, var det ham der bankede på. I jeans, en bærbar under armen.
Undskyld for i går. Forresten, ved du om internettet virker? Jeg kan ikke komme på. Fru Olsen mente du havde haft tekniker
Jeg tog mig selv i at ville sige, at mit net var slet ikke hans sag men stoppede. Jonas stod næsten genert, klemte PCen mod brystet.
Mit er med kabel. Hvad virker ikke?
Min router kan ikke få kontakt, jeg tastede kode ind, men den vil ikke.
Det er ikke min kode vel?
Nej, nej, jeg har min egen men måske du har nummeret på teknikeren?
Det havde jeg. En seddel hængte på køleskabet.
Hvad hedder du egentlig? spurgte jeg.
Jonas.
Jeg hedder Peter Madsen, sagde jeg. Her, ring til ham.
Tak! Uden net mister jeg undervisning.
For resten, hvis du får bøvl med din mobil eller computer jeg kan hjælpe, tilbød han.
Jeg klarer mig, sagde jeg. Farvel.
Jonas nikkede og gik. Lidt for hurtigt.
Senere fjernede nogle alle ikonerne fra min mobil efter en opdatering. Jeg så på den, tænkte på Jonas tilbud, men nej stædigt prøvede jeg selv, og rodede det kun værre til: selv urene forsvandt.
I chatten begyndte der nyt brok: billeder af kondisko, beskeder om de nye i 237. Jeg genkendte Jonas sko. Under billedet: Sæt dog tingene ind vi skal jo alle være her. Jeg skrev impulsivt: Måske tage snakken direkte, fremfor at skrive?
Endda jeg blev overrasket over mig selv.
Nogle dage senere kom jeg slæbende med en fyldt kartoffelpose fra Rema. Jonas sad på trappen med mobil og en rygepind.
Ryge må du ikke herude, sagde jeg straks.
Han slukkede hurtigt, pakkede tingene væk.
Undskyld, sagde han. Jeg flytter mig.
Det behøves ikke, mumlede jeg, og gik op. Han hjalp mig, holdt døren.
Tak, sagde jeg modvilligt.
I elevatoren spurgte han:
Har du boet her altid?
Ja.
Jeg er ikke vant til sådan noget vores gamle hus, der sagde folk det bare, hvis noget var i vejen. Ikke noget med billeder af sko i en chat.
Jamen, så må du tage skoene væk først, svarede jeg.
Det lover jeg, sagde han alvorligt.
Ugen efter begyndte måleren at drille. Boligselskabet sendte varsel om, at jeg manglede at indberette tal ellers regning efter standard. Jeg kunne knap bøje mig ned og se tallene, lyset dårligt, ryggen værre.
Jonas, tænkte jeg. Jeg gik over, bankede på 237.
Han åbnede straks, uden lyd i ørebøfferne.
Du sagde du kunne hjælpe Det er måleren og internettet. Kan du tage tallene? Jeg kan ikke se det dernede.
Han rakte straks ud, tøvede ikke. Tog skoene pænt af og gik roligt ind.
Jonas kravlede ned med mobilen, læste af, tastede data på boligselskabets side.
Sådan. Vil du have en app, så er det nemmere næste gang?
Nej! fægter jeg. Alt det nymodens der
Men Jonas forklarede roligt, langsomt fingrene dansede på skærmen og nu ligger der så en ny app på min mobil. Jeg noterede halvdelen.
Efter det oplevede jeg Jonass larm med mindre irritation. Noget havde forandret sig: jeg følte mig på mærkelig vis trukket ind i hans verden selvom jeg ikke havde bedt om det.
En aften, noget over midnat, lød latter og video bag væggen. Flere i chatten skrev: Hvem larmer? Igen 237? Ring efter politiet?
Jeg gik derover, trykkede på ringeknappen. Stilhed, hvisken indenfor. Jonas dukkede op, lidt skamfuld, en pige og en fyr kiggede bag hans ryg.
Jonas, klokken er over tolv vi andre skal tidligt op. Du skal sgu da tænke dig om.
Undskyld, det gør vi ikke igen.
Det er altid de unge, der glemmer at se sig for.
Pigen undskyldte også, og alt blev stille.
Men lettelsen udeblev. I stedet føltes det, som om jeg havde smadret noget midt over.
Nogle dage efter stod Jonas med affaldsposerne og læste på opslaget om kildesortering.
Bor du her alene? spurgte han pludselig.
Ja, hvad skal du bruge det til? lød jeg for vredt.
Ikke noget… bare… Fru Olsen fortalte, du altid har boet her.
Tænk du bare på dit, sagde jeg.
I spejlet i elevatoren kiggede jeg rynker, håret gråt, ansigtet stift. “Hvorfor fare sådan op?”
Så, to uger senere, sprang røret på 9. etage. Vandet dryppede gennem gangen. Alarm. Jonas kom med en skål:
Har du også vandskade?
Ja. Skal du have hjælp? Ville være rart.
Vi slæbte reoler, han gjorde det uden at klage. Til sidst sad vi i køkkenet med te Jonas med våde hårtotter, plettet T-shirt af rust.
Da taget derhjemme sprang læk, blev far rødglødende. Jeg flyttede, han skrev bare bagefter.
Hvorfor flyttede du?
Skulle læse på universitetet kom ind på datalogi. Hjemme var der kun teknisk skole. Forældrene sagde: “Tag nu chancen.” Men her alle er bare travle.
Ja, travlt, brummede jeg.
Jonas smilede svagt.
Jeg prøver jo at være stille, sagde han. Men det føles tomt, som på et bibliotek.
Hvad er der i vejen med roen?
Ingenting. Man tænker bare for meget, når der er helt stille.
Vi sad længe. Jeg tænkte på min egen tid som ung, på byggepladser og kollegieliv. Jonas ord frygten for at fejle lød genkendeligt.
Herfra så jeg ham ofte posten, elevatoren. Han skruttede tit ned for musikken nu, før nogen klagede.
Første vinteraften, hvor mit knæ simpelthen ikke ville mere. Jeg kom ikke op at stå, pillerne lå helt henne i soveværelset. Jeg blev siddende og skrev til Jonas. Han kom straks, fandt medicinen, hjalp mig til rette.
Ring, hvis du behøver noget, sagde han.
Foråret kom sig langsomt. Opgangen fik nymalet vægge, figentræet spirede med nye lysegrønne blade på vindueskarmen.
En dag nævnte fru Olsen, at Jonas skulle flytte nærmere DTU. Hvad synes du, spurgte hun, skal jeg bare leje ud igen? Tja, det bestemte hun jo selv. Alligevel så tanken om tomt værelse pludselig ret dyster ud.
Samme aften mødte jeg Jonas ved elevatoren.
Jeg flytter, bekræftede han, det er nemmere tættere på uni. Ellers er det halvanden time hver vej.
Det er godt, I unge kan komme ud, sagde jeg.
De næste to uger hjalp han mig endnu flere gange med løft, tekniske ting, fikset min stol. Jeg lærte ham at skrue et led løst, så det hang sammen længere.
Afrejsen blev nøgtern. Kuffert, rygsæk. Fru Olsen råbte på ham, påmindelser om vasketøj.
Jeg stod i døren.
Så skal du videre, sagde jeg.
Ja. Tak for alt målere, fodbold, det hele.
Ikke tak for larmen, sagde jeg.
Beklager virkelig, svarede han. Jeg prøvede.
Så:
Giv ikke op på studiet du gider ikke slæbe baljer hele livet som mig!
Det lover jeg.
Du har mit nummer. Skulle computeren bilde dig ind noget, ringer du bare. Jeg forklarer så godt jeg kan.
Det skal jeg gøre.
Elevatoren kom og tog ham og kufferten. Jeg vinkede.
Oppe på min etage var der mere stille end nogensinde før. Kun min egen jakke hang på knagen. Ingen sko, ingen pizzaæsker. Væggene lugtede af maling.
Senere, lænestolen og radioen. Det var så stille jeg kunne høre det risle i radiatorerne. Jeg bladrede i mobilen. Jonas’ navn midt i listen. Jeg skrev: Kom du godt frem? holdt længe fingeren over send.
Så sendte jeg.
Svaret kom hurtigt: Fremme! Tak fordi du spurgte. Så: Er der ro hos dig? og en glad smiley.
Jeg trak på smilebåndet.
Ja, alt for roligt, skrev jeg. Husk nu det her er ikke et kollegium. Også en smiley.
Det skal jeg nok, fik jeg retur.
Jeg lavede te. To krus satte det ene tilbage; det var jo blevet ren vane. Figentræet på vindueskarmen voksede drejede sig efter lyset, ligesom vi alle gør. Ude spurtede drengene rundt efter en bold, en nabo luftede hunden. En hoveddør smækkede.
Jeg satte mig med teen. Stirrede på den tomme stol. Måske, tænkte jeg, kommer der alligevel én mere. Det behøver ikke være en ung som Jonas. Måske bare én at skændes med om støj, få hjælp til mobilen, eller se fodbold sammen.
Det føltes ikke så frygteligt, som jeg troede.
Stilheden ja, den var der stadig. Men nu føltes den som en pause i samtalen. Som om nogen nok skal komme tilbage, og bare smække døren en anelse for højt.
Det er måske dét, jeg lærte: Der kan godt blive for stille, men det behøver ikke vare evigt, hvis man tør åbne døren lidt.
