Hold Ud Lidt Endnu – Mor, det er til Anjas næste semester. Maria lagde forsigtigt konvolutten på det slidte voksdug på køkkenbordet. Hundrede tusinde kroner. Hun havde talt dem op tre gange – hjemme, i bussen, nede foran opgangen. Hver gang passede det præcis med det beløb, der skulle til. Elena lagde strikketøjet fra sig og kiggede over brillerne på sin datter. – Masha, du ser bleg ud. Skal jeg hælde noget te op? – Nej tak, mor. Jeg skal bare hurtigt forbi, skal nå aftenvagten. Køkkenet duftede af kogte kartofler og noget medicinsk – enten salve til leddene eller de dråber, Maria købte til sin mor hver måned. Fire tusinde kroner for én flaske, den holdt knap tre uger. Plus blodtryksmedicinen – og undersøgelser en gang i kvartalet. – Anja blev så glad, da hun hørte om praktikpladsen i banken, – sagde Elena og tog forsigtigt imod konvolutten, som var den af det fineste glas. – Hun siger, det giver gode fremtidsmuligheder. Maria svarede ikke. – Sige til hende, at det her er de sidste penge til studiet. Sidste semester. I fem år havde Maria slæbt læsset alene. Hver måned – konvolut til mor, overførsel til lillesøster. Hver måned – lommeregner i hånden og uendelige minusser: husleje, medicin, mad til mor, Anjas uddannelse. Tilbage stod et lejet værelse på Nørrebro, en vinterfrakke på sjette år og glemte drømme om egen lejlighed. Maria havde engang drømt om at tage til København en weekend. Bare for at besøge Glyptoteket, gå en tur langs kanalerne. Hun havde endda begyndt at lægge penge til side – indtil mor fik sit første alvorlige anfald, og alle opsparingen røg på sygehusregninger. – Du skulle tage lidt fri, skat, – sagde Elena og klappede Marias hånd. – Du ser så træt ud. – Jeg skal nok slappe af. Snart. Snart – når Anja fandt arbejde. Når mor fik stabilt helbred. Når der blev plads til at trække vejret og mærke sig selv igen. Maria havde sagt “snart” i fem år. Anja fik sin økonomuddannelse i juni. Med topkarakter, selvfølgelig – Maria mødte op til dimissionen og havde taget fri fra arbejde for det. Hun så sin lillesøster gå op på scenen i den nye kjole, hun selv havde givet hende, og tænkte: Nu ændrer det sig. Nu får Anja job, begynder at tjene – og så behøver jeg ikke længere vende hver en krone. Fire måneder gik. – Du forstår det ikke, Masha, – Anja sad på sofaen med fødderne oppe i hyggestrømper. – Jeg har ikke kæmpet mig gennem fem år på studiet for at knokle til småpenge. – Halvfjerds tusinde er ikke småpenge. – Måske ikke for dig. Maria mærkede tænderne bide sammen. På hovedjobbet fik hun 62.000 kr. brutto. På deltidsjobbet – måske 30.000 mere, hvis det gik godt. 92.000 ind, højst 20.000 til overs til sig selv. – Anja, du er 22 år. Du må begynde et eller andet sted. – Det gør jeg også. Bare ikke i et eller andet ligegyldigt firma for småpenge. Elena puslede i køkkenet, larmede lidt med fadene – lod, som om hun ikke hørte noget. Det gjorde hun altid, når hendes døtre diskuterede. Listede væk, gemte sig – og hviskede så senere til Maria: “Bliv ikke vred på Anja, hun er stadig ung, hun forstår det ikke endnu”. Forstår det ikke. 22 år – og stadig ikke. – Jeg holder ikke evigt, Anja. – Kan du ikke lade være med at overdramatisere? Jeg beder jo ikke om penge! Jeg leder bare efter det rigtige sted. Beder ikke. Tekniskt set – ikke direkte. Mor beder. “Maria, Anja vil gerne på kursus, hun skal opdatere sit engelsk.” “Maria, Anjas telefon gik i stykker, hun skal jo kunne sende CV’er.” “Maria, Anja ville gerne have en ny vinterfrakke snart…” Maria overførte, købte, betalte. Uden et ord. Fordi sådan havde det altid været: hun slæbte læsset, de andre tog det for givet. – Jeg må videre – hun rejste sig. – Der er endnu en vagt i aften. – Vent, jeg pakker nogle pirogger til dig! – råbte mor fra køkkenet. Piroggerne var med kål. Maria tog posen og gik ned ad den kolde opgang, der duftede af fugt og kattebakker. Ti minutters rask gang til stoppestedet. Så en times bus. Så otte timers arbejde. Så fire timer mere bag computeren – hvis hun var heldig og havde energi til ekstra job. Og Anja blev hjemme, surfede jobsider, ventede bare på, at verden skulle bringe hende det perfekte job til 150.000 om måneden – og at hun kunne arbejde hjemmefra. Det blev november før den første rigtige skænderi. – Laver du overhovedet noget? udbrød Maria, da hun så søsteren ligge i den samme stilling på sofaen som sidste uge. – Har du sendt bare ét CV? – Jeg har da sendt tre. – Tre på en måned? Anja så himmelvendt på hende og stirrede demonstrativt ned i sin mobil. – Du forstår ikke, hvordan arbejdsmarkedet er. Konkurrencen er sindssyg, man skal vælge de rigtige opslag. – De rigtige? Hvilke er det? Dem, hvor man får løn for at ligge på sofaen? Elena stak hovedet ud fra køkkenet og tørrede nervøst hænderne i viskestykket. – Piger, vil I have te? Jeg har bagt kage… – Nej tak, mor, – sagde Maria og gned sine tindinger. Hovedpinen havde siddet der tre dage. – Forklar mig bare, hvorfor jeg skal have to jobs, og hun ingen? – Maria, Anja er stadig ung, hun skal nok finde sin vej… – Hvornår? Om et år? Om fem? Da jeg var 22, arbejdede jeg allerede! Anja vred sig. – Undskyld, jeg vil bare ikke ende som dig! Arbejdshest, der kun kan arbejde sig halvt ihjel! Stilheden sænkede sig. Maria samlede sin taske og gik. I bussen hjem sad hun og så ud i mørket og tænkte: en arbejdshest. Sådan ser det altså ud udefra. Elena ringede næste dag for at bede hende bære over. – Anja mente det ikke sådan. Hun har det bare svært nu. Hold lige ud lidt endnu, hun skal nok finde arbejde. Hold ud. Mors yndlingsord. Hold ud indtil far kommer på benene. Hold ud til Anja bliver voksen. Hold ud til situationen retter sig. Maria havde holdt ud hele sit liv. Skænderierne blev hverdagskost. Hver gang Maria kom over til mor, endte det på samme måde: Prøvede at råbe søsteren op, Anja gøede igen, Elena løb mellem dem, bad dem om fred. Så tog Maria hjem, Elena ringede og undskyldte, og det hele gentog sig. – Du skal forstå, hun er din søster, – sagde mor. – Og hun skal forstå, jeg ikke er en bankautomat. – Maria… I januar ringede Anja pludselig selv. Hendes stemme lød overgearet. – Maria! Jeg skal giftes! – Hvad? Med hvem? – Han hedder Daniel. Vi har været sammen i tre uger. Han er vidunderlig! Tre uger. Tre uger – og forlovelse. Maria havde lyst til at sige, det var vanvittigt – at man skulle lære hinanden bedre at kende, men hun sagde intet. Måske var det bedre sådan. Hvis hun blev gift, måtte manden forsørge hende – måske kunne Maria endelig slappe af. Det håb var naivt og holdt kun til familiefesten. – Jeg har planlagt det hele! – sagde Anja og strålede. – Restaurant til 100 gæster, levende musik, kjolen har jeg set hos Jesper Høvring… Maria lagde gaflen langsomt. – Hvad koster det hele? – Altså, sådan… fem hundrede tusinde. Måske seks. Men det er kun én gang, Maria! Bryllup! – Og hvem skal betale? – Maria, du forstår… Daniels forældre har ikke råd, de har kæmpe lån. Og mor er næsten på folkepension. Du må nok tage et lån. Maria så på sin søster. Så på mor. Elena vendte blikket væk. – Mener I det seriøst? – Maria, det er jo et bryllup, – sagde mor med den sindigt insisterende stemme, Maria havde hørt hele livet. – Én gang i livet. Man kan ikke spare på det… – Jeg skal tage et kæmpe lån for at betale bryllup for én, der aldrig har orket at få et arbejde? – Du er min søster! – sagde Anja og slog hånden i bordet. – Det er din pligt! – Min pligt? Maria rejste sig op. Det blev underligt stille indeni, alt for klart. – Fem år. Fem år har jeg betalt for din uddannelse. For mors medicin. For jeres mad, tøj og husleje. Jeg har to jobs. Jeg har ikke min egen lejlighed, ingen bil, ingen ferie. Jeg er 28, og det er halvandet år siden, jeg har købt nyt til mig selv. – Maria, rolig nu… – begyndte Elena. – Nej! Nu er det nok! Jeg har forsørget jer i årevis, og I sidder bare og prædiker om mine forpligtelser? Fra i dag – så lever jeg mit eget liv! Hun greb sin jakke og gik. Udenfor var der minus tyve, men Maria mærkede ikke kulden. Indeni voksede en mærkelig varme – som om hun endelig havde smidt den sæk sten af skuldrene, hun havde båret hele sit liv. Telefonen kimede. Maria ignorerede opkaldene og blokerede begge numre. …Et halvt år gik. Maria flyttede ind i sin egen lille lejlighed, hun endelig havde råd til. Til sommer tog hun til København – fire dage, Glyptoteket, kanalerne, lyse nætter. Hun købte en ny kjole. Og endnu én. Og sko. Om familien hørte hun kun fra en gammel veninde, der arbejdede tæt på mors adresse. – Sig mig, er det sandt, at Anjas bryllup blev aflyst? Maria stivnede med kaffekoppen i hånden. – Hvad? – De siger, kæresten smuttede. Fandt ud af, der ikke var penge, og så smuttede han. Maria drak sin kaffe. Den smagte bittert, men på en måde utroligt godt. – Jeg ved det ikke. Vi har ikke kontakt længere. Om aftenen sad hun i sit vindue i den nye lejlighed og tænkte på, at hun slet ikke følte hævn eller skadefryd. Ikke det mindste. Kun en stille, rolig tilfredshed over, endelig ikke længere at være familiens arbejdshest…