Han fik et hus så huskede moren pludselig, at hun havde en søn
Jeg voksede op i et hjem uden far i udkanten af Viborg. Far var væk, inden jeg fyldte to år. Af en eller anden grund elskede min mor altid min storesøster Anna mere og gav hende alt, mens jeg fik skældud og hårde ord. Sådan var hele min barndom og skoletid. Jeg fik altid de mest utaknemmelige pligter, de opgaver ingen andre gad røre. Men jeg længtes væk jeg drømte om at komme til København og bygge mit eget liv der. Det var mit mål, og jeg læste flittigt næsten hver nat. Det gav pote: Jeg bestod eksamen med det, der svarer til et 12-tal.
Da jeg kom ind på Københavns Universitet, var der ingen, der spurgte til, hvad jeg egentlig skulle læse, eller hvilket kollegium jeg havde fået værelse på. Min mor sukkede bare: “Nå, endelig har du måske fat i noget fornuftigt.”
Efter første studieår tog jeg forbi hjemegnen. Men ingen ventede. Jeg var kun kort forbi et par gamle kammerater, før jeg tog toget tilbage mod byen og kollegiet. Fem år forsvandt uden jeg lagde mærke til det. Jeg ringede til mor, men hun ville kun vide, om jeg havde penge, så jeg kunne hjælpe hende og Anna. Men jeg levede af min SU og det forhøjede stipendium.
Da jeg fandt mit første rigtige arbejde på et revisionskontor, begyndte hun igen at spørge til, om jeg havde råd. Jeg sendte lidt penge hjem, men ikke meget husleje i København slugte det meste af lønnen. Min familie tænkte aldrig over, om jeg selv havde til mad og hverdagens fornødenheder. For “bor man i København, så må man da være rig,” sagde de. Efterhånden havde vi næsten ingen kontakt. Anna nåede at blive gift med en fyr fra Himmerland, fik to børn, blev skilt, giftede sig igen, fik endnu et barn, og blev så skilt en gang til. Det overraskede mig ikke egentlig hun havde altid haft et voldsomt temperament.
Så faldt brevet fra notar-kontoret i min postkasse, som en snebold i hovedet. Jeg tog til Skive, hvor en gråhåret herre fortalte, at min farfar min fars far havde bestemt, jeg skulle arve huset ude ved fjorden, når han gik bort. Hvorfor han havde valgt mig, aner jeg ikke, for efter loven skulle min far have arvet en mand, jeg slet ikke husker.
Det var sikkert også farfar, der fortalte mor om arven. Da jeg så min mors nummer lyse op på mobilen efter mange års stilhed, blev jeg overrasket.
Men chokket slap hurtigt, da jeg tog telefonen. Hun talte direkte om Anna, der havde brug for en lejlighed. Hun syntes, jeg skulle sælge huset og give pengene til Anna, så hun kunne købe noget at bo i. Det sagde jeg blankt nej til det havde jeg aldrig lovet nogen. Mor forsøgte længe at overtale mig, Anna ringede og beklagede sig over sit elendige liv, men da jeg spurgte, om hun nogensinde havde tænkt på, hvordan jeg havde haft det, blev hun stille et øjeblik og snerrede så: “Du har aldrig elsket mig!” Da jeg spurgte, hvad hun vidste om søskendekærlighed den anden vej, smækkede hun røret på.
Et halvt år senere arvede jeg huset, solgte det uden problemer, og på min bryllupsdag med min kone Ida købte vi en skøn toværelses lejlighed i Vanløse, hvor vi bor endnu.
Jeg har ingen kontakt med min mor eller søster. De kan aldrig tilgive mig, at jeg sikrede mig et hjem, uden at give efter for deres krav og forventninger om, at arven skulle tilfalde dem.
