Min søster havde for nylig født en dreng. Vi tog hjem til hende for at besøge både hende og den lille nye gut. Hendes mand var i helt forrygende humør og fejrede, så det kunne mærkes. Hans veninde lavede smørrebrød, og der hang en udefinerbar, lettere tvivlsom lugt i køkkenet.
Jeg forsøgte at rydde lidt op og sætte gang i lidt madlavning. Imens inviterede hendes mand alle mulige familiemedlemmer til middag. Men hvor? I et køkken, som kunne gøre enhver rengøringskone bleg i ansigtet, og med smørrebrødene der efterhånden havde set bedre dage? Min egen mand stod og pustede balloner op og sendte mig mere og mere desperate blikke. Vi kørte hjemad et par timer senere. Alle ankom i hver sin bil klassisk dansk persistence. Søsterens mand sagde, at han lige ville svinge forbi blomsterhandleren på vejen.
Lige ved Rigshospitalets fødeafdeling kredsede hele familien rundt undtagen barnets far. Søster kunne ikke gå ud, fordi hendes mand havde lovet at komme med tøjet, hun skulle bruge for at blive udskrevet. Vi stod der og ventede det, der føltes som en mindre evighed cirka en time, og stadig ingen skygge af ham.
I går aftes blev min søster endelig udskrevet fra hospitalet. Jeg kørte derhen sammen med min mand for at hente hende, men da vi nåede frem, havde hendes mand allerede taget det lille barn og var smuttet. Vi ventede lidt, men han dukkede ikke op, så vi kørte hjem.
Senere gik det op for os, at han havde glemt hendes ting på hospitalet, også blomsterne, han havde købt til hende og så satte han sig ovenikøbet fast i myldretrafikken på Frederiksberg. Resultatet? Søster blev to timer forsinket på grund af hans kamikaze-planlægning. Og værst af alt var hans insisteren på, at vi partout skulle med ind til dem, selv om vi forsøgte at undvige festlighederne med alle midler. Om han overhovedet tænkte på sin kones velbefindende? Tja, det lader til, hun kom en anelse i anden række.
“Vores familie bliver hængende til midnat,” sagde han, som om det var verdens bedste idé.
Da vi omsider var der, gik min søster direkte ind i soveværelset, smækkede døren og faldt i søvn. Næste morgen vågnede hun op og gik i gang med at gøre rent. Hendes mand kunne knap løfte hovedet fra hovedpuden tømmermænd er vist også en dansk nationalsport.
Jeg aner ikke, hvordan jeg selv ville have reageret over sådan en modtagelse. Min søsters mand er grundlæggende en fin fyr, men denne gang blev han så begejstret for fejringen, at han glemte at spørge, om hun overhovedet havde lyst. Totalt egoistisk, hvis du spørger mig!
