På min 18‑års fødselsdag smider min mor mig ud af døren. Årene går, og skæbnen fører mig tilbage til det hus, hvor jeg i ovnen finder et gemmested med hendes kolde hemmelighed.
Freja har altid følt sig som en fremmed i sit eget hjem. Mor, Mariane, favoriserer tydeligt sine ældre døtre – Kirstine og Liselotte – og giver dem mere kærlighed og omsorg. Det såre uretfærdige får Freja til at holde sin vrede indeni, mens hun konstant prøver at behage mor og komme tættere på hendes hengivenhed.
“Du skal aldrig bo hos mig! Lejligheden går til dine søstre. Du har altid set på mig som en ulvepup siden du var lille. Så bo, hvor du vil!” råber Mariane, da Freja fylder atten, og smider hende ud.
Freja prøver at argumentere, men Kirstine er kun tre år ældre og Liselotte fem. Begge har færdiggjort universitetet med morens støtte, mens Freja altid har været den, der skulle klare sig selv. Selvom hun gør alt, hun kan, får hun kun en overfladisk anerkendelse i familien – hvis man overhovedet kan kalde det kærlighed. Kun hendes bedstefar Jens behandler hende med varme. Han tog ind sin gravide datter, da hendes mand forsvandt uden spor.
“Måske er mor bekymret for søstrene? De siger, jeg ligner dem,” tænker Freja og søger en forklaring på morens kulde. Hun har flere gange forsøgt en ærlig samtale, men hver gang ender det i skænderi.
Bedstefar Jens er hendes eneste støtte. De bedste barndomsminder stammer fra sommeren i den lille landsby i Sydjylland, hvor hun hjalp i haven, malkede køer og bagte tærter – alt for at undgå at vende hjem til den daglige foragt.
“Bedstefar, hvorfor elsker ingen mig? Hvad er der galt med mig?” spørger hun ofte med tårerne i øjnene.
“Jeg elsker dig højt,” svarer han blidt, uden nogensinde at nævne mor eller søstre.
Da Freja er ti, dør Jens, og familien behandles endnu værre. Søstrene håner hende, og mor står altid på deres side. Fra den dag får Freja kun gamle tøj fra Kirstine og Liselotte.
“Se den fine bluse! Rengør gulvet, Freja – hvad du nu skal!” driller de.
Hvis mor køber slik, spiser søstrene alt selv og giver kun emballagen til Freja: “Her, samle papiret!”
Mor hører det hele, men skælder dem aldrig ud. Så vokser Freja op som en “ulvepup”, altid på jagt efter kærlighed fra dem, der ser hende som værdiløs. Jo mere hun prøver at være god, jo mere afviser de hende.
Da hun bliver smidt ud på sin 18-års fødselsdag, får hun et job som sygeplejerske på et hospital i Vejle. Arbejdet er hårdt, men hun får løn – omend en smule – og ingen behandler hende med ondt. En arbejdsgiver tilbyder hende et stipendium til at blive kirurg, da der er mangel på specialister i den lille by.
Ved 27 har Freja ingen nære slægtninge. Arbejdet fylder hele hendes liv, og hun bor i en enkeltmandslejlighed på kollegieværelset, ligesom før. Besøg hos mor og søstre er en skuffelse; hun undgår dem så vidt muligt og trøster sig selv på altanen, mens de ryger og sladrer.
En dag kommer kollegaen Mikkel, en anden sygeplejerske, hen til hende.
“Hvorfor græder du, smukke?” spørger han.
“Smuk? Lad være med at drille,” svarer Freja stille.
Hun ser sig selv som en grå mus, men næsten trediverende er hun en lille, charmerende blond med store blå øjne og en stram knold. Håret er sat i en stram knold, som længes efter frihed.
“Du er faktisk meget smuk! Vær stolt af dig selv og hold hovedet højt. Du er en lovende kirurg, og livet former sig godt for dig,” opmuntrer Mikkel.
Det er første gang, de taler ordentligt. Freja græder og fortæller alt.
“Måske skulle du kontakte doktor Henrik Sørensen? Den du lige har reddet. Han har mange forbindelser,” foreslår Mikkel.
“Tak, Mikkel. Jeg prøver,” svarer Freja.
“Og hvis det ikke virker, kan vi gifte os. Jeg har en lejlighed, og jeg vil ikke behandle dig dårligt,” siger han spøgefuldt.
Freja rødmer, indser at han er alvorlig. Han ser ikke en fattig forældreløs, men en kvinde, der fortjener kærlighed.
“Okay. Jeg overvejer det også,” smiler hun, og for første gang i lang tid føler hun sig som en smuk ung kvinde med en fremtid.
Den aften ringer Freja til doktor Henrik.
“Hej, det er Freja, kirurgen. Du gav mig dit nummer og sagde, jeg kunne kontakte dig, hvis der opstod problemer…” tøver hun.
“Freja! Endelig! Hvordan har du det? Lad os mødes over en kop kaffe og snakke. Vi ældre kan godt lide en god snak,” svarer han varmt.
Næste dag er hendes fridag, så hun tager til ham med det samme. Hun fortæller om sin situation og spørger, om han kender nogen, der har brug for en hjemmehjælper.
“Du forstår, Henrik, jeg er vant til hårdt arbejde, men jeg kan ikke holde ud længere…”
“Bare rolig, Ane! Jeg kan skaffe dig et job som kirurg på en privat klinik, og du kan bo hos mig. Uden dig ville jeg ikke være, hvor jeg er nu,” siger han.
“Selvfølgelig, Henrik, jeg accepterer! Men vil dine pårørende have noget imod det?”
“Mine pårørende kommer kun, når jeg er væk. De tænker kun på lejligheden,” svarer han trist.
De begynder at bo sammen. To år senere blomstrer et forhold mellem Freja og Mikkel, mens Henrik fortsat kritiserer Mikkel og prøver at holde Freja tæt på sig.
“Mikkel er en god fyr, men svag og let påvirkelig. Du kan ikke stole på ham,” siger Henrik.
“Det er for sent, Henrik. Vi har besluttet at gifte os. For to år siden spøgefuldt friede han til mig, og nu er jeg gravid,” udbryder Freja lykkelig.
Henrik, der lider af slagtilfælde og kræft, afviser operation. Freja hjælper med hans begravelse og flytter ind hos sin kommende mand.
I syvende måned af graviditeten begynder problemer. Mikkel foreslår, at hun skal arbejde lidt før fødslen. Freja har midlertid
