For seks år siden begyndte jeg og Mikkel at spare sammen til at købe vores eget hjem. Vi undgik nærmest alle lækkerier og hyggelige cafébesøg for at nå drømmen. Til sidst kunne vi flytte ind i vores lille toværelses lejlighed midt i København hyggelig og lys, omend simpelt indrettet. Det skulle være starten på et lykkeligt kapitel for vores lille familie. Signe ventede sig, fødslen var lige rundt om hjørnet. Alt var forberedt: tasken stod klar, babyhjørnet var sat op, kun få dage adskilte os fra at blive forældre.
Signe havde altid haft et ønske om sit eget sted, væk fra forældres dominerende meninger især frabedt sig Mikkels mors indblanding. Forholdet til Birgit, svigermoren, havde altid været anstrengt. Birgit kunne ikke lade være med at diktere, hvordan man skulle gøre husarbejde, lave mad og endda trække vejret. Til sidst satte Signe foden ned og sagde højt og tydeligt, at hun ikke havde brug for evige gode råd. Det var Birgit ikke tilfreds med, og hun trak sig i en periode ud af vores liv. For en stund.
Da Mikkel kørte Signe på Rigshospitalet for fødslen, havde han ingen anelse om, hvad der ventede ham hjemme. Allerede dagen efter ringede hans mor og meddelte, at hun snart kiggede forbi. Han nåede ikke at protestere. Birgit dukkede op iført stiveste puds og lod blikket vandre kritisk over lejligheden. Entreen: Den er da nogenlunde. Gardinerne: Elendige! Køkkenet: En ufattelig rodebutik, den skal skures hver dag! Hun snuste rundt, smed et par kommentarer om fryserettene og annoncerede, at hun ville lave kartoffelsuppe dagen efter. Mikkel forsøgte at spøge og skifte emne, men hun var uimodtagelig. Med det samme iførte hun sig praktisk tøj og gik på rundtur i resten af hjemmet som en general på inspektion.
Om aftenen tilbød han at følge hende hjem, men hun nægtede: Jeg bliver og sover. Du skal ikke være alene, hvis nu Signe bliver udskrevet i morgen. Så Birgit blev. Først én nat, så to, så tre
Mens Mikkel var på arbejde, gik hun systematisk til værks: flyttede rundt på vores ting, sorterede tøjet, besluttede hvor puslebordet skulle stå og udpegede, hvad vi manglede. Mikkel begyndte at tabe tålmodigheden, men han turde ikke skuffe hende. Så kom det: Birgit proklamerede, at hun ville blive boende flere måneder for at hjælpe med den lille. I kan jo ikke klare jer uden mig, mente hun.
Da Signe endelig blev udskrevet fra hospitalet, stod hele familien klar hendes egne forældre, Mikkel og naturligvis Birgit, der strålede af selvtillid. Signe mærkede straks, at noget var forandret. Gardinerne udskiftet. Møbler omrokeret. En ny underlig lugt over det hele. Hendes forældre gik hjem, men ikke Birgit. Mikkel sagde lavmælt: Mor bliver lidt tid endnu. For at hjælpe os Familiedramaet var i gang.
Signe var træt efter fødslen og havde ikke energi til konfrontation. Allerede samme aften begyndte det: Du holder ikke babyen ordentligt, Du svøber hende forkert, Hun græder, fordi du ikke kan vugge hende. Signe lod det passere indtil Birgit rakte ud og tog barnet ud af hendes arme. Nok var nok.
Tak for hjælpen, men du kan tage hjem nu, sagde Signe roligt. Det her er mit barn. Det er mig, der vugger hende. Kun mig.
Birgit himlede fornærmet med øjnene. Mikkel famlede efter ordene, men et enkelt blik fra Signe fik ham til at tie stille. Der var styrke og ro i hendes stemme og blik. Huset føltes endelig som hendes eget. Som hendes familie.
Birgit pakkede sin taske. Hun vendte aldrig tilbage. Mikkel indså, at Signe havde brug for opbakning, ikke ordrer. Først dér blev Signe rigtigt husets kvinde. Tiden efter fødslen blev hård, men vigtigst af alt: Hun havde ikke givet op.
