Min svigerfar troede, at vi stadig ville støtte ham – vores historie om tab, sammenhold og svære grænser i familien Min ægtefælle voksede op i en kærlig dansk familie. Da hans far var 57, mistede han desværre sin kone, og sorgen var enorm. Vi besluttede at sælge hans lejlighed, dele pengene og tage min svigerfar ind, indtil han kom over sorgen – det virkede som det naturlige at gøre. Jeg troede, det bare skulle være et halvt års tid, indtil han fandt sit eget sted, men sådan gik det ikke. Han nød virkelig at bo hos os. Han bidrog ikke til hverken regninger eller mad. Jeg lavede mad, vaskede hans tøj og gjorde rent på hans værelse, mens han bare gik på arbejde – som var det ferie. Sådan gik 11 år. Til sidst begyndte han at blande sig i alt, stille krav og lave sine egne regler. Vi var trætte. Vi valgte at købe et hus til ham uden for byen – han er rask og stadig fuld af energi, han bør kunne klare sig selv. Vi hjalp ham med alt, så han kunne flytte ind i det nye hus. Men min svigerfar begyndte straks at klage over hjertet og diverse andre problemer – alt sammen for at blive hos os. Jeg orker det ikke mere. Jeg længes efter fred med min nærmeste familie. Hvad skal jeg gøre?

Min svigerfar troede, vi stadig ville tage os af ham

Min mand voksede op i en tryg og kærlig familie i Aarhus. Men da hans far, Erik, var 57, døde min svigermor pludseligt. Det var virkelig hårdt for Erik, og vi syntes, det var bedst, at han ikke sad alene med sorgen, så vi solgte hans lejlighed, delte pengene, og inviterede ham til at bo hos os i vores hus i Odense, indtil han kom lidt ovenpå igen. Det føltes som det rigtige at gøre.

Jeg var ret sikker på, at han nok ville blive hos os et halvt års tid og derefter købe sig sit eget sted. Men nej han elskede virkelig at bo hos os. Han bidrog hverken med penge til husleje eller mad. Jeg stod for madlavningen, vaskede hans tøj og gjorde hans værelse rent, mens han bare gik på arbejde. For ham var det lidt som at være på ferie hele tiden.

På den måde endte han faktisk med at bo hos os i 11 år. Efterhånden begyndte han at blande sig i alting, fortælle os, hvordan vi skulle gøre tingene, og han lavede også sine egne regler. Vi blev ærligt talt trætte af det. Derfor besluttede vi at finde et hus til ham tæt på byen han er sund og rask for sin alder og kan sagtens klare sig selv.

Vi købte et hyggeligt lille hus til ham, ordnede det hele, malede og fik det møbleret, så han kunne flytte ind med det samme. Men så begyndte Erik pludselig at fortælle historier om hjerteproblemer og alt muligt andet. Han finder på hvad som helst for at kunne blive boende hos os. Men jeg orker ikke mere. Jeg vil også gerne bare nyde roen sammen med min nærmeste familie. Jeg er træt. Hvad skal jeg gøre?