Jeg hedder Mads. Jeg synes egentlig, jeg har det ret heldigt i livet. Jeg har nemlig både en kone og tre sønner. Jeg giftede mig med Rikke hende, jeg var vild med allerede i gymnasiet. Hun ventede trofast på mig, mens jeg aftjente værnepligt, og da jeg kom hjem, blev vi gift.
Først fik vi vores ældste søn, Emil. Tre år senere kom der endnu en dreng Mathias. Men jeg skal da være ærlig: Jeg drømte virkelig om at få en datter. Da Rikke var gravid første gang, var jeg den, der højlydt annoncerede, at jeg altså allerhelst ville have en pige. Det vakte selvfølgelig morskab blandt venner og familie de fleste fædre vil jo gerne have sønner, ikke?
Men ja, det blev altså en dreng. Og tre år senere én til. Vi havde et godt liv Rikke og jeg, og ungerne voksede og trivedes. Så en dag annoncerede Rikke, hun var gravid igen. Jeg blev fuldstændig paf det var ikke planen med barn nummer tre! Men jeg blev alligevel glad, da nyheden havde lagt sig.
Denne gang bliver det helt sikkert en pige! sagde vi begge to til hinanden gennem hele graviditeten til stor morskab for både min og Rikkes mor. De kiggede begge på Rikkes mave og sagde, at det der, det er en pige. Helt sikkert! Selv scanningen bekræftede det både mødre og maskiner mente, det blev en lille pige. Vores drenge fandt endda et navn til deres kommende lillesøster.
Da dagen kom, kørte jeg Rikke ind på Rigshospitalet. Jeg sov ikke et sekund den nat jeg var nervøs! Mest af alt håbede jeg bare, Rikke var okay, og at vi fik vores lille pige. Næste morgen ringede jeg til hospitalet, og de kunne så meddele, at jeg havde fået en dreng. 3240 gram, 54 centimeter.
Jeg må indrømme, jeg troede, de lavede sjov. Skulle vi ikke have haft en pige? Men nej, ingen spøg: Endnu en dreng. Ingen så den komme. Ikke engang scanningsmaskinen. Jeg spurgte Rikke i telefonen:
Altså Rikke, du har ikke været mig utro, vel?
Hvad fanden snakker du dog om? Nu må du simpelthen holde op!
Jamen, vi skulle jo have haft en pige!
Du er da komplet gak! sagde Rikke (og lagde røret på).
Da Rikke blev udskrevet, hentede jeg hende og den lille fyr. Hjemme pakkede hun tæppet ud, og jeg stod der og stirrede på mit nye, bittelille barn, fuldstændig overvældet. Jeg var straks forgabt i ham.
Nu er det fire et halvt år siden. Nummer tre hedder Nikolaj, og jeg har lært ham at køre på løbehjul. Men ret beset synes jeg faktisk ikke rigtig, han ligner mig. Han ligner mest Rikke. De to ældste er ellers nærmest min spejling.
En dag overhørte jeg vores to mødre snakke ude på altanen. Har du lagt mærke til, hvor meget Nikolaj ligner Torben ovre fra nummer syv? Hviskede min mor.
Jeg blev lidt ramt i ømmeste ego. Så jeg gik lige ind til Rikke og spurgte, hvem der egentlig var far til Nikolaj.
Jamen det er typisk dig! Kan du virkelig tro, jeg ville bedrage dig? Det er jo noget værre pjat, Mads!
Jeg vil bare vide sandheden! Torben fulgte dig trods alt hjem engang!
Ja, men da VAR jeg allerede gravid! Jeg havde kvalme og bar tunge poser, så Torben gav mig et lift. Helt ærligt, er det så slemt?
Vi fik selvfølgelig et klassisk ægteskabeligt skænderi. Rikke var stiktosset. Jeg endte med at foreslå en DNA-test. Det nægtede hun. Men to uger senere brød hun sammen og sagde, at vi da bare skal gøre det og hun ville egentlig helst skilles fra mig bagefter! Jeg tænkte, okay, hun er bare vred. Men vi gik med til testen.
En dag, mens jeg var ude og smide affald ned i gården, mødte jeg Torben single, 35 år og stadig på jagt efter den store kærlighed. Jeg stirrede på ham, så min søn for mit indre blik… og måtte konstatere: De var absolut ikke ens.
Inde i køkkenet sad jeg og grublede, da Nikolaj hoppede op på skødet, krammede mig og begyndte at fortælle en farverig historie. Jeg fik en rolig fornemmelse i kroppen og indså: Jeg behøver da slet ikke nogen test! Han ér jo min søn. Hjertet var helt overbevist. Jeg løftede Nikolaj op og gik ind til Rikke.
Vi dropper det der test-pjat!
Hvad mener du med det?! tordnede Rikke. Jeg havde allerede forberedt mig på at tage testen, bare for at slippe af med dig! Du SKAL selv se, at det virkelig er din søn!
Resten af ugen krøb jeg næsten rundt og bad Rikke om tilgivelse for, at jeg overhovedet kunne sætte det på tale. Hun tilgav mig efterhånden. Børnene voksede, og vores ældste blev gift og hans kone ventede sig. Kort efter blev vi bedsteforældre, og jeg fik endelig min længe ventede barnebarn en pige, selvfølgelig!
Jeg ved bare, at jeg kommer til at forkæle hende helt vildt præcis som jeg elsker mine tre drenge.
