Igen hende? Tine stivnede midt i at sætte skålen med russisk salat på bordet og så, hvordan hendes mand nervøst trykkede opkaldet væk og lagde mobilen nedad på den blanke bordflade.
Hvem er “hende”? Tine, lad nu være, begyndte Jesper og rynkede panden, som om han var lige ved at få tandpine. Han rakte ud efter en clementin og begyndte at pille skallen af uden at se hende i øjnene. Det var bare fra arbejdet. De har ballade med budgettet, serveren er gået ned, og IT-manden er ved at gå amok. Du ved, det er årets sidste dag alle er stressede.
Tine satte salatskålen langsomt yderst på bordet. Krystallet klang dæmpet. Duften i stuen var gran, ovnstegt and og den dyre parfume, hun tog på for fem minutter siden. Fjernsynet fortalte begejstret om året, der var gået; kendisser smilede på skærmen. Men al den nytårsstemning, hun havde arbejdet for hele dagen, begyndte at sive væk som bobler fra åben cava.
Jesper, klokken er ti om aftenen. Den 31. December. Hvilken IT-mand, hvilken server? Der stod “Lisbeth” på skærmen. Jeg så det heldigvis fejler mit syn intet.
Jesper sukkede dybt, lagde clementinen fra sig, og så endelig på hende. Blikket var en blanding af irritation og skyld den cocktail han serverede hende fast de sidste mange måneder.
Ja, altså, Lisbeth så. Hvad så? Folk kan ha problemer! Vi har boet sammen i ti år, vi har Mads sammen, han er voksen nu. Jeg kan ikke bare lade, som om hun ikke findes, hvis hun virkelig får brug for hjælp.
Hun har jo en søn, som kan hjælpe. Han er 22 år, voksen mand, svarede Tine, mærkede vreden isne op gennem sig. Og du har en kone. Din nuværende, bemærk. Vi havde aftalt at holde nytårsaften sammen, bare os to. Ingen svigermor, ingen veninder, og slet ikke Lisbeth.
Tine, lad nu være med at være så kold! Jesper rejste sig og gik frem og tilbage. Hendes vandrør er sprunget på badeværelset. Det sprøjter ud, og hun kan ikke lukke for hovedhanen den sidder fast. VVS-akutten kommer ikke ud nu, alle er fulde. Hun oversvømmer underboen, det kan koste en formue. Skal jeg vente, til hun smider en regning i hovedet på mig bagefter, fordi hendes løn er så lav?
Tine sagde ikke et ord. Historien om vandrøret ville have virket overbevisende, hvis ikke det havde været femte gang på en måned. Sidst gik hendes bil i stå, og Jesper kørte midt natten med reservedunk, før det var gardinstangen der skulle hænges op, fordi Lisbeth bliver svimmel, og gang på gang havde hun pludselig problemer med hjertet og Jesper var der altid med medicin, for ambulancen kommer aldrig hurtigt nok.
Lisbeth, Jespers ekskone, var en sand mester i at skabe små katastrofer og elegant uddelegere dem til sin eksmand. Da Jesper og Tine blev gift for tre år siden, proklamerede Lisbeth, at hun aldrig ville se Jesper igen. Men det ændrede sig straks, den dag Jesper fik nyt job og købte nyere bil, og Lisbeth blev pludselig forfulgt af uendelige uheld.
Jesper, sagde Tine med rolig og lav stemme, hvis du går ud nu, er du ikke velkommen tilbage.
Hvad er det for noget drama, Tine? Jeg skal jo bare lige ud, ordner et rør og er hjemme om en time. Vi kan endda nå at åbne champagnen sammen, jeg når det nemt. Prøv at forstå mig!
Han rodede allerede febrilsk rundt efter de jeans, han havde taget af tidligere og smidt i soveværelset.
Hun har en søn, gentog Tine. Mads må tage sig sammen og køre over.
Mads er i Sverige på skiferie. Ingen forbindelse! Jesper trak i sin striktrøje. Tine, det er altså akut. Jeg er hurtigt tilbage. Seriøst. Hvis du vil, så tager jeg videoopkald og viser dig det forbandede rør.
Han kyssede hende på kinden hurtigt og rutinemæssigt, som om det bare var en pligt. Duften var brusegel og den tryghed, hun havde håbet på gennem deres ægteskab. Hun bakkede ikke væk, men hun gengældte heller ikke. Hun stod som en statue i den pyntede stue.
Jeg mener det, du skal ikke komme tilbage! sagde hun og stirrede ind i væggen.
Ja ja, slap nu af, Tine! Jesper råbte hen over skulderen, da han tog jakken i entreen. Jeg kommer lige om lidt. Gem lidt salat til mig!
Yderdøren smækkede. Låsen klikkede. Stilheden sænkede sig, kun afbrudt af fjernsynets opløftede stemme, Og nu årets hit!
Tine stod helt stille en stund. Så gik hun roligt til vinduet. Deres lejlighed var på tredje sal, og man kunne se hele gården. Hun så Jesper løbe ud, nær snuble på den frosne trappe, børstede sneen væk fra forruden med ærmet og hoppe ind i bilen. Forlygterne tændtes, bilen gassede op som en, der ikke havde travlt med andet end at slippe væk.
Han kørte ikke som en, der skulle redde nogen han kørte som én, der var sluppet fri.
Tine vendte tilbage til festbordet. Den russiske salat, sild i karry, tarteletter med rejer, lufttørret skinke, den hjemmelavede sylte, der havde stået hele dagen. I ovnen var anden med æbler næsten færdig. Hun havde arbejdet to dage for at gøre dette klar. Hun havde købt Jesper et dyrt fiskegrej, hans store ønske, pakket ind og lagt under juletræet.
Hun satte sig og kiggede på Jespers mobil, som han havde glemt i farten.
Hjertet sprang et slag over. Jesper havde aldrig, aldrig forladt sin mobil ikke engang på toilettet. Lisbeths panik havde åbenbart slukket for hans fornuft.
Skærmen lyste pludselig op. En besked. Afsenderen: Lisbeth.
Tine vidste koden. Jesper valgte altid det samme Mads fødselsår. Hun havde aldrig brudt sin stolthed med at tjekke hans mobil før, men i nat faldt alt fra hinanden hun havde ret til at vide hvorfor. Hun tastede koden ind og åbnede beskederne.
Senest fra Lisbeth, for få minutter siden:
*”Er du på vej, skat? Gæsterne er her snart, Mads og hans kæreste sidder og venter. Jeg har bagt din yndlings ‘Napoleon’-kage! Cavaen er på køl!”*
Tine læste beskeden to gange. “Mads og kæresten er kommet.” Den samme Mads, der angiveligt skulle være på skiferie. “Gæsterne er her snart.” Napoleon.
Hun bladede op i beskederne. Intet om sprængt vandrør, ingen oversvømmelse. Til gengæld, bunkevis af beskeder:
14:30. Lisbeth: “Du kan vel godt slippe væk? Find på noget troværdigt sig jeg har fået det dårligt.”
14:35. Jesper: “Finder på noget. Det er akavet, Tine har smidt sig efter festbordet igen. Men jeg vil være hos dig. Hun er så kedelig, altid med den sure mine.
15:00. Lisbeth: “Hold nu op, du har lovet. Nytår er familietid. Det er vi jo. Hun er bare et tillæg til lejligheden. Vi ses inden kl. 23!”
Tine lagde stille mobilen ned. Hænderne rystede ikke. Tværtimod var hun ualmindelig rolig, som én, der pludselig står i solskin efter dage i tåge. Alt gav pludselig mening.
“Tillæg til lejligheden.”
Sådan så de på hende.
Lejligheden var hendes. Arvet fra forældrene. Jesper flyttede ind med én kuffert og et halvt afbetalt vrag af en bil, som de sammen betalte af. Han havde ikke brugt én krone på at forbedre hjemmet men hjælp til eksfamilien det var aldrig for svært.
Tine så på uret. 22:45. Kun lidt over en time tilbage af året.
Hun gik ind i soveværelset, fandt den store kuffert de brugte til bryllupsrejsen til Mallorca. Åbnede den på sengen.
Nu skulle det gå stærkt. Skjorter røg i, stadig på bøjle, derefter bukser, trøjer, strømper, underbukser alt i ét stor bunke. Kufferten blev lynet, hun satte sig ovenpå, trykkede lynlåsen sammen.
Det rakte ikke. Han ejede mange ting.
Hun fandt affaldssække i kælderen, stærke, store. Sko og vinterstøvler i den ene, jakker, huer og handsker i den næste. Personlige sager fra badeværelset barbermaskine, deodorant, den billige shampoo i en tredje.
Rationel og effektiv som en maskine. Ingen følelser, kun formålet for øje: Rydde op før nytåret kom.
Blikket faldt på pakken med fiskegrejet under træet. Hun flåede papiret op, lagde fiskestangen og alt tilbehør i sækken med jakker.
23:15.
Tine hev kufferten og de sorte sække ud på trappeopgangen. Hun klædte sig på, bandt et tørklæde om halsen, lod vreden give hende styrke. Uden de store dikkedarer slæbte hun alt til elevatoren. Hun stablede sække og kuffert, lagde Jespers glemte mobil øverst.
Hun gik ind igen, greb et papir og sprittusch, skrev med store bogstaver: “GODT NYTÅR! MÅ DU FINDE FAMILIELYKKE!”
Hun klistrede sedlen fast på kufferten.
Derefter låste hun døren, satte begge låse og trak natlåsen for, den slags kun kan åbnes indefra.
23:30.
Tine gik i køkkenet, slukkede for ovnen. Anden var mør, duften fortryllende. Hun øste det bedste stykke låret og æblerne over på sin tallerken. Skænkede et glas kold cava.
Stilheden var ekstra blød. Ingen usikkerhed, ingen skyld, ingen klump i maven. Ingen at underholde. Kun sig selv, sin frihed.
Hun satte sig til rette, tændte lyskæden i vinduet.
På tv var statsministerens nytårstale begyndt. Tine lyttede, mens hun holdt øje med boblerne i glasset.
“Det forgangne år har været udfordrende…” sagde stemmen.
Ja, det må man sige, mumlede Tine. Men det næste bliver godt.
Klangen af rådhusklokker.
Et, to, tre
Hun ønskede sig: Aldrig mere at være dørmåtte for nogen.
Tolv! Nationalmelodien. Fyrværkeriet begyndte, farvede nattehimlen.
Tine tømte glasset, tog en bid af anden. Aldrig havde mad smagt så skønt.
En halv time senere sad Tine med en kop te og den kage, hun havde købt til sig selv, da det ringede på døren.
Først et kort, selvsikkert ring. Jesper, som lovet, hurtigt tilbage måske røg festen i vasken, måske havde han glemt mobilen, måske mente han, at han havde været væk længe nok for syns skyld.
Tine forblev ubevægelig, sad og læste under lampen.
Ring igen. Mere insisterende.
Så lyden af en nøgle en, to gange. Låsen nægtede at give sig, natlåsen sad i.
Tine! hans stemme var dæmpet af dør og polstring. Tine, slår du dig vrang? Låsen er slået!
Tine bladede.
Tine! Er du gået i seng? ængstelsen steg. Kom nu, det er bare mig glemte telefonen! Gik hurtigt hjem fra Lisbeth, nåede næsten ikke hjælpe. Lukkede for vandet og smuttede!
Løgnen gled så let, Tine kunne kun smile. Hvilket talent.
Hun fandt sin egen mobil, skrev Jespers nummer ind (hans egen lå udenfor i mørket, han havde ikke spottet den endnu selvfølgelig var pæren på gangen sprunget).
Tine, det er ikke sjovt! Luk døren op! Jeg fryser!
Slag mod døren. Igen.
Er du sur? Undskyld! Men jeg er jo hjemme nu. Vi kan stadig nå det!
Pludselig blev der stille. Enten gik det op for ham, eller måske tændte naboen lyset på reposen.
Ti sekunder. Så:
Hvad fanden Er det er det mine ting? Tine?!
Slag mod døren, nu med foden.
Er du blevet sindssyg? Hvad laver du? Luk op nu! Jeg har ret til at bo her!
Tine rejste sig, gik til døren, talte klart igennem.
Du er ikke tilmeldt her længere, Jesper. Din midlertidige adresse udløb for tre dage siden. Lejligheden er min.
Tine, åbne nu! Vi må tale om det! Det er vel ikke bare fordi, jeg lige hjalp Lisbeth i en time?!
Jeg læste samtalerne, Jesper. Din mobil den ligger på kufferten. Læs selv, hvad du og din “familie” har skrevet om mig som “tillæg til lejligheden”.
Dyb tavshed. Kun hans stødvise, besværede vejrtrækning.
Du du har læst det?
Din kode er Mads fødselsår. Du er forudsigelig. Og dum.
Tine, det var bare noget, jeg skrev! Du ved, hun er hysterisk! Jeg elsker dig jo!
Gå nu, Jesper. Dér er kage og cava og hele familien. Det er det, du ønsker. Jeg vil sove.
Hvad skal jeg gøre? Klokken er et om natten! Jeg drak ved hende, kan ikke tage bilen! Taxa koster jo spidsen af en jetjager!
Ikke mit problem. Du har en “familie.” Mads kan hente dig. Eller Lisbeth redder dig, som du altid redder hende.
Jeg smadrer døren!
Prøv. Jeg ringer til politiet. Min bror har vagt i nat, han kommer gerne. Du kender hans mening om dig.
Jesper kendte Gunnar godt politimajor og fast overbevist om, at Jesper var et livsstykke.
Din heks! råbte Jesper. Tre år har jeg spildt!
Tag dine ting med dig og forsvind. Eller jeg smider det alt sammen i affaldsskakten.
Hun hørte kufferten vælte, poser rasle, ukvemsord.
Du kommer til at fortryde det her, Tine! Du kommer krybende! Hvem vil have dig nu, du nærmer dig de halvtreds!
Godt nytår, Jesper, sagde Tine og gik ind i soveværelset.
Elevatoren brummede. Fodtrin forsvandt.
Tine lagde sig under dynen. Hun havde forventet tårer og smerte, men hun følte sig bare lettet. Som når man endelig får kastet års gammelt skrald ud og kan trække vejret frit.
Med den trygge stilhed og fyrværkeriet i fjerne faldt hun straks i søvn.
Næste morgen vækkede telefonen hende. Svigermor.
Tine! Hvad har du gjort? lød det ophidset i røret. Jesper siger, du smed ham ud i kulden! Nu sover han på Lisbeths køkkenbænk! Hvordan kunne du?
Godt nytår, Jytte, svarede Tine roligt og rakte sig i sengen.
Nytår?! Du har ødelagt familien! Bare ud af jalousi! Han ville jo hjælpe!
Jytte, Tine afbrød stille. Din søn har været dig utro med sin ekskone. Han kaldte mig “tillæg til lejligheden. Han løj, gentagne gange. Jeg sendte ham tilbage til dem, hvor han åbenbart hører til. Se det som en genforening.
Hvad for noget? Jesper sagde, det hele var noget, du havde fået galt i halsen!
Jeg sender dig skærmbilleder på WhatsApp. Der står også, hvad han mener om dig. Det er under “mærkelige gamle damer med råd.” God fornøjelse.
Stilhed. Tine lagde på, blokerede nummeret, sendte de saftigste beskeder fra Jespers og Lisbeths dialog, som hun havde fotograferet.
Fem minutter senere ringede Jesper fra Lisbeths mobil. Hun blokerede straks.
I dag havde hun andre planer. Hun tog ind til byen, gik på torvet, nød et glas gløgg og købte en ny parfume til sig selv. I morgen skulle låsene skiftes.
For livet går videre, og hvis man selv vælger selskabet, bliver det uendeligt meget bedre.
Moralen må være: Når du rydder op i dit liv, så fjern alt det, der stjæler dit mod og din glæde og lad dig aldrig gøre til statist i dit eget hjem.
