– Har de ikke nogen pårørende? Hvorfor har du taget dem med? Det er så sørgeligt… Vi har knap nok plads til os selv! Ring i morgen til værnet, som jeg sagde! Lad dem ordne det!
Jens så vredt på sin kone. Hun var netop kommet hjem fra begravelsen af sin veninde. Ikke alene – ved siden af hende stod to børn. Den tre år gamle Rigmor og den tretten år gamle Mikkel stod ved døren og vidste ikke, hvordan de skulle reagere på den ubudne vært.
Katrine skubbede let børnene ind i køkkenet og sagde uden at hæve stemmen:
– Mikkel, gå og hæld Rigmor saft, og tag også en for dig. Der er noget i køleskabet.
Da børnene forsvandt bag døren, vendte hun sig vredt mod manden:
– Skammer du dig? Sofie var min bedste veninde. Tror du, jeg vil efterlade hendes børn i nød? Forestil dig, hvordan de har det nu. Du er otteogtredive, men du ringer stadig til din mor ved den mindste anledning! Forestil dig deres situation!
– Okay, okay, jeg forstår, men du vil jo ikke lade dem blive i vores hus? spurgte Jens, lidt roligere.
– Det vil jeg! Jeg vil anmode om værnetilsyn for dem. De har ingen. Faderen er sporløst forsvundet, han var ikke engang til afskeden. Sofie mistede sine forældre tidligt. Hun har en tante, men hun vil ikke tage børnene – hun er ikke ung længere. Og vi har jo ingen egne børn.
– Katrine, men jeg er din mand, husker du det? Vil du ikke høre min mening?
– Jens, hvad er der så? Du er en god mand, jeg kender dig. Jeg havde jo ikke bragt børnene uden din tilladelse. Er du bange for de kommende udgifter? Vi klarer det! Børnene er jo ikke små længere. Mikkel kan fortsætte i skole, og Rigmor får plads i børnehave. Vores livsstil vil næsten ikke ændre sig!
– Ja, men min mor! Katrine! Hun vil blive rasende, hvis hun får høre det! Hun klager hele tiden over, at hun ikke har børnebørn!
– Jeg tror ikke, din mor skal blande sig i vores anliggender. Vi havde jo allerede drømt om at adoptere et barn. Hvorfor tage andres? Mikkel og Rigmor kender os, og vi kender dem. Så bliver det lettere for alle.
– Måske har du ret, Katrine. Men vi havde kun tænkt os at adoptere ét barn! Kun ét! Sådan: Rigmor er lille, men Mikkel er teenager! Der er ingen problemer med ham!
– Vi var alle teenagere engang. Vi klarede vores problemer, voksede op og blev fornuftige voksne.
– Så lad os tage det som det kommer. Lad dem blive lidt endnu…
Katrine plantede et blidt kys på Jens’ kind og smilede. Hun stolede på ham. Han var altid den, der knurrede og brokkede, men så tøvede han ikke med at tage ansvar og hjælpe hende i alt.
Katrine gik ind i køkkenet for at lave aftensmad. Hun tænkte allerede på i morgen: et besøg hos værnet, papirarbejde på arbejdet og i banken, samle dokumenter…
Det blev en uendelig række af problemer og ærinder. I film finder man forældreløse børn med et blink af magi, men i virkeligheden kræver det bunker af papirer og beviser.
Mikkel og Rigmor havde overvejet at sende dem til et børnehjem midlertidigt, men Jens og Katrine samlede al deres styrke og fik retten til at holde børnene hos sig. Der var ingen problemer med Rigmor – hun blev hurtigt distraheret af nye legetøj og søde godbidder. Mikkel havde det sværere. Jens så, hvordan han knap kunne holde tårerne tilbage. En aften trak han ham til side, lagde en hånd på skulderen og sagde ind i øjnene:
– Mikkel, jeg ved, du har ondt. Jeg er næsten fyrre, men jeg kan ikke forestille mig, hvad der sker, hvis min egen mor går bort. Men for Rigmors skyld må du holde ud. Hvis du har brug for at græde eller råbe, så sig til mig. Vi kan gå et sted, hvor ingen ser os. Smerten må ikke gemmes inde i dig, men du skal ikke vise den for Rigmor, så hun ikke bliver bange. Tal til mig.
Mikkel begyndte at respektere Jens. Katrine så, hvordan de gik ud sammen og vendte tilbage som de bedste venner.
Familien gennemgik en række inspektioner fra alle mulige myndigheder. For at bevise, at de kunne forsørge børnene, tog de et kredit, renoverede et værelse, købte børnemøbler, legetøj og nyt tøj.
Der var brug for en sum til at få Rigmor ind i en børnehave tæt på huset. Da Mikkel fortalte Jens, at han savnede sine venner fra sportsholdet, betalte de også for den.
Endelig var alle prøvelser bestået. Børnene blev officielt sat under værnetilsyn. Jens fik et ekstra job for at betale gælden. Katrine fandt en bijob som fysiklærer på en folkeskole og gav privatundervisning i hjemmet for dem, der halter bagefter. Så gik de økonomiske problemer i stå.
Et år gik. Børnene vænnede sig i de nye rammer, knyttede nære bånd til deres værger. Rigmor kaldte Katrine for “mor”, og selv Jens’ mor, Vera, blev ven med dem, selvom hun i starten havde været imod.
Som sommeren nærmede sig, sagde Jens:
– Skal vi tage på ferie? Jeg har ikke lyst til at tage til Sylt. Lad os flyve til Mallorca! Der er et last-minute‑tilbud, jeg kan ringe og bestille nu.
Katrine gik med på idéen. Hun var træt af året, ønskede at flygte fra bekymringerne. Hun ringede til en kollega, der spurgte, hvad de skulle lave. Katrine fortalte om rejsen, og kollegaen sukkede:
– I har virkelig held! Jeg må blive på sommerhuset hele sommeren… Jeg har ikke råd. I får jo en stor vær
