Ville ikke bo klemt sammen med svigermor i en etværelses – og kom til at fortryde det — Slet ikke, — sagde Nastja triumferende til hende. — Det viser sig, at Iljas mor bare har gået og ventet på, at sønnen skulle blive gift og give hende børnebørn. Hun var forberedt på det helt konkret. Rita blev gift som 21-årig af ægte kærlighed – på trods af advarsler fra sin egen mor. — Han er jo 22 år ældre! Forstår du, at om 10 år er du stadig ung og smuk, mens han allerede er en halvgammel mand med alle mulige skavanker? — spurgte hun. — Mor, hvor har du dog hørt de klicheer henne? — sukkede Rita irriteret. — Jeg kan slet ikke holde ud at høre på det. Jeg ved, at Steffen passer på mig, som var jeg bag en mur af sten! Og vi elsker hinanden. El-sker. Kan du forstå det? Hun stod fast og brylluppet blev holdt. Rita flyttede ind hos sin mand — en midaldrende embedsmand — straks efter brylluppet, og i ti år blev hun kun bekræftet i, at hun havde gjort det rigtige valg. Manden tog sig af hende, forkælede hende (dog ikke overdrevet meget). Hun færdiggjorde sin uddannelse takket være ham, da hun ikke behøvede at have deltidsjobs, og fik senere et godt kontorjob gennem hans netværk. De havde det festligt og let sammen, og snart gik det op for skeptikerne, at de var en lykkelig familie. Ritas mor blev efterhånden venligere overfor svigersønnen. Hans to døtre holdt op med at se skævt til deres nye stedmor, og de havde et venligt, om end sjældent, forhold. Steffen havde iøvrigt efter skilsmissen efterladt næsten alt til sin første familie, selvom det var hende, der havde ønsket skilsmissen. De levede ikke rigt, men led ingen nød. Alt var godt, indtil Steffen pludselig fik et hjerteanfald. Gud, hvor blev hun bange! Hun blev på hospitalet dag og nat, plejede ham selv derhjemme bagefter. Heldigvis gik det alt sammen. Efter rekreationen på kurstedet sagde Steffen sit job op og begyndte at lave lidt konsulentarbejde. Han gik kun korte ture i den nærliggende park. Frem for alt — deres int..ime liv var nærmest ikke-eksisterende. — Rita, du ved jo godt, at ethvert fysisk stress er farligt for mig? — spurgte han bekymret. — Du er vel ikke sur? — Selvfølgelig ikke, Steffen! — svarede hun ivrigt. — Det betyder ikke noget, bare du er rask. Ordene sagde hun, men naturen snyder man ikke. Deres temperamenter havde aldrig helt passet sammen, nu var det bare for meget. Rita begyndte i stedet hurtigt at se sig om efter en elsker. Den yngre mand — Ilja — var startet i deres firma for et halvt år siden. Ilja var stille og høflig, meget elskværdig, og fik hurtigt kollegaernes opmærksomhed, men Rita havde mærket hans interesserede blikke siden første dag. — Jeg siger det bare med det samme, jeg forlader ikke min mand. Og ingen må vide om os, — sagde hun, da Ilja omsider inviterede hende på café. — Som du vil, — nikkede han. De mødtes på hoteller, for Ilja boede hos sin pensionistmor i en etværelses, og Rita kunne selvfølgelig ikke invitere ham hjem. De var forsigtige, men alligevel opdagede kollegaen Nastja dem efter otte måneders affære. — Nå, hvad laver I her? — spurgte hun nysgerrigt, da hun mødte dem uden for hotellet. — Bare et tilfælde, — mumlede Rita. — Ja ja, sig I bare det, — lo Nastja. — I har altså en affære? — Ikke sig noget til nogen, — tryglede Rita. — Du ved selv hvordan det er… — Bare rolig. Fra mig hører ingen noget, — lovede Nastja. Hun holdt også mund. Faktisk blev de to kvinder endda veninder, spiste frokost sammen og delte tanker, så Nastja var med i alle skænderierne mellem Rita og…elsker. — Ilja jamrer igen over, at jeg skal skilles for at gifte mig med ham, — klagede Rita. — Han er træt af at dele mig med en anden. Jeg har sagt til ham, at jeg ikke har haft noget med min mand længe! — Og hvad siger han? — Bliver sur. Plager: “Du ved jo godt, hvad jeg mener”. — Måske skulle du bare gifte dig med ham? — Virkelig, Nastja? Jeg elsker Steffen, han er et godt menneske. Han ville aldrig overleve en skilsmisse. Skal jeg føre ham i graven? Bare for at bo i en etværelses sammen med svigermor? Nej tak! Rita var fast overbevist om, at Ilja aldrig ville forlade hende — han var stormende forelsket — og til sidst ville han droppe kravet om ægteskab. Men det gik slet ikke sådan… — Hvordan kunne du?! — Udbrød Ilja rasende under deres næste møde. — Hvad mener du? — Du har fået en abort! — sagde Ilja, rød i hovedet. — Ja, jeg gjorde! Det var mit valg. Hvad havde jeg ellers gjort? — Det var også mit barn! Du burde have spurgt mig… — Og hvad havde du så foreslået? Skilsmisse? Bare føde barnet og lade manden opfostre det, selvom jeg ved han ikke kunne være faren? — hun råbte. — Vi kunne have giftet os! — Det har vi været igennem: Jeg kan ikke. — Rita var træt i stemmen. — Orker vi det en gang til? — Dengang var der ikke et barn. — Nu er der heller ikke. Lad os bare glemme det hele, Ilja. — Er du seriøs? — Ilja stirrede på hende. — Glem det, Rita. Vi er færdige. — Jamen… — hun gik. Hun regnede med, at Ilja ville falde ned igen. Han “faldt ned” usædvanligt længe. I en hel måned ignorerede han hende, så tog han endda på forretningsrejse og lod ikke høre fra sig. Rita holdt også stoltheden oppe, men til sidst kunne hun ikke lade være. Da Ilja var tilbage, inviterede hun ham på café. Hun ville så gerne kramme ham, men han virkede fjern og utilnærmelig. — Rita, lad os holde os til sagen, jeg har travlt, — afbrød Ilja. — Jeg har savnet dig. Skal vi ikke blive venner igen? Jeg lover at… — Det er lige meget, — brød Ilja af. — Lad mig spare din tid: Vi skal ikke se hinanden mere, Rita. Jeg skal giftes og bliver snart far. Jeg bliver en god mand, undskyld. — Det var hurtigt — hvem er den heldige? — Nastja, — sagde han og så hende i øjnene. — Hun er gravid og vi skal giftes. Forresten har jeg fået nyt job med højere løn — skal jo forsørge min familie nu. Undskyld — jeg må løbe. Han gik og efterlod Rita chokeret. Men hun fandt ordene, da hun trak Nastja ud til en snak. — Nå, syntes du, Ilja var vigtigere end vores venskab?! — gik hun i flæsket på hende. — Og jeg troede du var min veninde! — Det er ikke mit problem, hvem du tror, jeg er, — svarede Nastja roligt. — Det var ikke til at bære at se, hvordan du kørte rundt med ham! Hverken det ene eller det andet — jesus! — Det rager ikke dig! — Det gør det faktisk — Ilja kunne jeg jo godt lide, men jeg blandede mig ikke, før du begyndte at fortælle, hvordan du behandlede ham. Så hjalp jeg bare ham med at se fornuften! Og ja, jeg fortalte ham om aborten. Ilja ER ordentlig. — ALT for ordentlig… — Han opsøgte selv mig efter jer to brød, — fortsatte Nastja. — Ja, vi drak og så sov vi sammen. Tro det eller ej — jeg blev gravid med det samme og Ilja friede straks. — God fornøjelse med livet i en etværelses sammen med svigermor, — sagde Rita syrligt. — Slet ikke, — sagde Nastja triumferende. — Iljas mor har bare ventet på, at han skulle få børnebørn. Hun har endda gjort alt klar til os — vi flytter snart i ny toværelses. Og jeg skal ikke engang arbejde — hun siger, at vi ikke skal bekymre os om pengene… Rita stod målløs tilbage. — Nå, Rita, jeg må løbe. Vi skal til privatklinikken med Ilja. Og du… tag det nu roligt. Ilja vidste heller ikke, at hans mor er en hemmelig millionær, — sagde Nastja, og gik væk fra parken. Rita endte med at gå fra Steffen på hans initiativ to år senere. Manden fandt ud af hendes nye affære og søgte selv om skilsmisse. Kavaleren friede aldrig og Rita måtte hjem til sin mor igen. Måske har hun lidt at tænke over…

Slet ikke, sagde Liv triumferende og så på hende. Ivers mor har faktisk bare gået og ventet på, at sønnen skulle blive gift og give hende børnebørn.
Hun havde gjort sig klar på det punkt.

Rikke blev gift som 21-årig, drevet af stor kærlighed, på trods af sin mors formaninger.

Men han er jo 22 år ældre end dig! Forstår du ikke, at om ti år er du stadig ung og smuk, mens han allerede vil være halvgammel og måske syg? spurgte hendes mor.

Mor, hvor har du alle de forudsigelige sætninger fra? svarede Rikke irriteret. Jeg kan næsten ikke holde det ud.

Stefan er som en klippe for mig! Vi elsker hinanden. Elsker, mor! Forstår du det?

Hun gav sig ikke, og brylluppet blev afholdt.

Efter vielsen flyttede Rikke hjem til sin mand en embedsmand af mellemrang og igennem ti år blev hun gentagne gange bekræftet i, at hun havde valgt rigtigt.

Hendes mand tog sig af hende, forkælede hendes få luner, og kun takket være ham fik hun afsluttet universitetet uden at skulle tage ekstrajobs. Siden fik hun et behageligt kontorjob gennem en af hans bekendte.

De havde det let og sjovt sammen, og snart blev alle sladdertanterne overbevist om, at deres familie faktisk var lykkelig.

Rikkes mor begyndte at se noget bedre på svigersønnen. Hans to døtre fra tidligere ægteskab holdt også op med at se skævt til hende, og pigerne snakkede, om end sjældent, venligt sammen.

Ved skilsmissen efterlod Stefan stort set alt til sin tidligere familie, selvom det var hans ekskone, der ville ud.

De levede ikke decideret i overflod, men manglede aldrig noget.

Indtil den dag, hvor Stefan pludselig fik et hjerteanfald.

Gud, hvor blev hun forskrækket! Hun sad hos ham dag og nat på hospitalet og plejede ham hjemme bagefter.

Heldigvis kom han sig.

Efter rehabiliteringen på et kurophold gik Stefan på pension, og begyndte at tjene lidt ved at rådgive bekendte.

Han gik kun ud på korte ture i den nærliggende park.

Men vigtigst: deres intime liv forsvandt næsten helt.

Rikke, du forstår vel, at jeg ikke må anstrenge mig? spurgte Stefan bedrøvet. Du bliver vel ikke ked af det?

Selvfølgelig ikke, Steff! afviste hun varmt. Det vigtigste er din helbred.

Hun sagde det men naturen bedrager man ikke. De havde i forvejen ikke helt samme temperament, og nu føltes det uudholdeligt.

I stedet begyndte Rikke hurtigt at ses med en bejler. Denne unge mand, Mads, var nogenlunde på hendes egen alder og var kommet til deres firma et halvt år tidligere.

Han var stille og beskeden, hjælpsom og straks populær blandt kollegerne, men Rikke havde fra første dag bemærket de interesserede blikke.

Jeg siger dig det med det samme, jeg forlader aldrig min mand. Og ingen må få noget at vide om os, sagde hun til Mads, da han omsider inviterede hende på café.

Som du vil, nikkede han.

De mødtes på hoteller, for Mads boede sammen med sin pensionerede mor i en etværelses i Brønshøj, og Rikke kunne ikke invitere nogen hjem.

De var forsigtige, men efter otte måneder blev de alligevel opdaget af Liv, en kollega.

Nå, hvad laver I her? spurgte Liv nysgerrigt, da hun så det tilfredse par forlade hotellets lobby.

Vi mødte bare tilfældigt hinanden, mumlede Rikke.

Ja, sån kan det jo gå, spøgefuldt støttede Mads.

Nå, lad nu være med at tage pis på mig, fnøs Liv grinende. En god gammel affære, hva?

Liv, sig det nu ikke til nogen, bad Rikke hende. Du ved hvordan det er…

Tag det roligt, Rikke. Mit mundvand forsvinder aldrig, forsikrede Liv hende.

Hun holdt faktisk mund. Og de to kvinder begyndte sågar at spise frokost sammen og dele personlige problemer så Liv kendte godt til stridighederne med elskerens utålmodighed.

Mads sagde igen i går, at han ikke gider blive ved med at dele mig med min mand, sukkede Rikke. Jeg forklarer ham, at jeg ikke har haft sex med Stefan i lang tid. Han deler mig ikke med nogen!

Og hvad siger han?

Han flipper ud. Du ved jo, hvad jeg mener, siger han.

Måske skulle du virkelig gifte dig med ham?

Ej, Liv, selvfølgelig ikke. Jeg elsker Steff. Han er en god mand. Og en skilsmisse ville ødelægge ham.

Vil du ha, jeg sender ham i graven? For hvad? At bo i den etværelses i Brønshøj sammen med svigermor? Nej tak!

Rikke følte sig tryg. Hun var overbevist om, at Mads var hovedkulds forelsket og nok skulle falde til ro.

Men sådan gik det ikke…

Du… Mads blev nærmest forpustet af ophidselse. Hvordan kunne du?!

Da Rikke kom til deres næste møde, blev hun chokeret over at se ham rasende.

Hvad sker der?

Du ved det ikke, siger du?

Mads, sig det nu bare. Vi har ikke så meget tid…

Du havde tid til at få en abort!

Jeg forstår ikke… Rikke prøvede først at sno sig, men opgav så. Ja! Det gjorde jeg. Det er min beslutning. Ville du foreslå noget andet?

Det var også mit barn! Du burde have fortalt mig det, spurgt mig…

Nå virkelig? Ville du foreslå skilsmisse og få det barn? Eller lægge det over på Stefan, vel vidende at det ikke var hans? råbte hun.

Vi kunne have giftet os og opdraget vores barn sammen…

Vi har været igennem det før, sagde Rikke træt. Skal vi igen?

Det var før barnet…

Der er stadig ikke noget barn. Mads, lad os bare glemme det hele og vende tilbage til, som det var.

Mener du det? stirrede han. Jeg havde ellers tænkt… men glem det. Vi er færdige, Rikke, lige her og nu.

Fint, så skrid, hvæsede hun og gik hjem.

Men hun tænkte, at Mads bare skulle køle ned, så ville han komme tilbage.

Men det trak ud. Han ignorerede hende i en måned, tog derefter på forretningsrejse og svarede ikke på beskeder.

Rikke sagde heller ikke noget hendes stolthed fejlede heller ikke noget. Men til sidst kunne hun ikke lade være.

Så snart Mads var tilbage på kontoret, skrev hun til ham og foreslog at mødes på deres stamcafé.

Hun længtes efter hans favntag og kys, men Mads blik var fjernt og koldt…

Rikke styrede sig og spurgte til forretningsrejsen…

Lad os komme til sagen, Rikke. Jeg har ikke så meget tid, afbrød Mads.

Jeg har savnet dig, sagde hun lidt tøvende. Kan vi ikke godt blive gode venner igen? Jeg lover aldrig at lyve for dig…

Det betyder ikke mere, brød han ind. Lad mig spare din tid: vi skal ikke mere være sammen, Rikke.

Jeg skal giftes og skal snart være far. Jeg vil være en god mand, Rikke, tilgiv.

Hold da op, det gik stærkt, grinede hun stadig skeptisk. Hvem er den heldige?

Liv, svarede han roligt. Hun er gravid med mit barn, og vi skal giftes.

I øvrigt har jeg sagt mit job op, har fundet noget med bedre løn. Nu skal jeg forsørge en familie. Undskyld, jeg må videre.

Og så gik han. Rikke stod målløs tilbage, uden ord.

Senere fik hun dem dog frem, da hun mødtes med Liv.

Så du syntes pludselig, at Mads var mere din end min?! konstaterede Rikke vredt. Jeg troede, vi var veninder!

Det må være dit problem, hvordan du så mig, Liv var urørlig. Det var ikke til at bære, hvordan du plagede den mand! Du delte dig selv op, ingen havde det godt!

Det rager ikke dig!

Jo! Jeg havde været vild med ham længe, men blandede mig aldrig, så længe du pralede med at udnytte ham. Så jeg fortalte ham om aborten. Jeg havde ret i ham han er god og samvittighedsfuld.

Alt for meget…

Han kom selv til mig efter bruddet, fortsatte Liv upåvirket af Rikkes sarkasme. Vi drak vin, kom til at gå i seng. Utroligt nok jeg blev straks gravid, og Mads friede med det samme.

Så heldige dig fire mennesker i en lille lejlighed i Brønshøj med svigermor oveni.

Overhovedet ikke, Liv smilede lykkeligt. Ivers mor, altså Mads mor, har ventet bare på børnebørn og gjort bolig klar. Vi flytter snart ind i en toværelses på Nørrebro.

Og Anna vil ikke lade mig arbejde siger, jeg skal tage det roligt, penge skal vi nok få.

Rikke forsøgte at fordøje det hele.

Nå, jeg må af sted, Rikke. Mads og jeg skal til privatklinik. Og… lad nu være med at tage det for tungt.

Ingen vidste, at Ivers mor i virkeligheden var millionær, Liv forsvandt roligt videre gennem Fælledparken.

To år senere gik Rikke og Stefan fra hinanden det var faktisk ham, der tog initiativet, da han fik nys om hendes næste affære.

Denne kæreste ville ikke have hende som hustru, så Rikke måtte flytte tilbage til sin mor, hvor hun nu havde tid til at tænke over livets gang.

Livet lærer os, at lykke ikke ligger i at flygte fra besværligheder eller jage det ukendte, men i at turde tage ansvar for egne valg og i at vise ægte respekt for sig selv og andre.