Julies hævn
Det var en af de der regntunge efterårsaftener, hvor dråberne kun falmodigt rammer ruden, uafklarede, hverken rigtige tårer eller latter. Julie sad i den haltende rutebil, der snusede sig vej hjem gennem sjællandske marker og småbyer eller, så tænkte hun i hvert fald, selvom hjemme var flyttet for hende for år tilbage, til bylivet, til en bitte lejlighed i en af de lyse københavnske højhuse, hvor alle stier var oplyste af gadelygter eller blåt telefonlys. Det gamle hjem, huset ved den snoede vej mellem Gilleleje og Helsinge, var efterhånden mest blevet et billede, hun åbnede og lukkede som et album.
Julie syntes, at hun da i det mindste havde opnået noget: 27 år og allerede færdiguddannet fra universitetet i København, fast job på en anerkendt skønhedsklinik, konstant i gang med kurser og seminarer, alt det der kendetegner nogen, der tager sig sammen midt i hovedstadens larm.
For kun én ting kunne hive hende tilbage; forældrenes stemmer, der lød anderledes i telefonen. Først moren, der svarede udenom, så faren, når det var ham, der pludselig ikke fandtes i huset.
Mor, hvad sker der hos jer? havde Julie spurgt forleden.
Olga svarede forsigtigt, Alt godt, vi lever.
Flyet fra Kastrup havde bragt hende til Aalborg, og derfra var det kun to timer i rutebilen, før ansigtet af hjembyen dukkede drømmende op: den gamle købmandsbutik havde fået et andet skilt, træerne var blevet tykkere om skuldrene, ellers det samme. Ingen regn her, et solglimt brød frem bag skyerne. Julie havde ringet før, men præcist hvornår hun ville lande, var uafklaret det føltes som at svæve udenfor tid.
En søvnig lokal taxachauffør dukkede op, skurede sin vogn hen over hullet asfalt.
Hvor til? spurgte han, åndende tungt som en bokser.
Til Kirkebjergvej 19, svarede Julie.
Barndomshjemmet glimtede med sine lyseblå vinduer, hegnet var besat med duftende syrener, og ved lågen løftede tre birketræer deres lette kroner hendes fars værk, dengang Julie havde afsluttet folkeskolen.
Juliane! Olgas stemme, lys og tøvende, hang ud af vinduet, så hun næsten kunne række og gribe den.
Mor, nej, nu skal du ikke tude
Ved du hvad, Julie, det er bare glæde det er tre år siden!
Kufferten blev sat i entréen, støvlerne stillet pænt på måtten. De sad sammen, mor og datter, kun et øjeblik, men tiden var som fløjl imellem dem.
Efter få minutter spurgte Julie lavmælt: Hvor er far?
Du skal da have mad inden vi taler videre, svarede Olga hurtigt.
Det var alt sammen som i drømme: duge, Julie aldrig havde set, porcelæn med danske margueritter, dufte af mors frikadeller og alt det hun ikke fik i storbyen grøntsager fra haven, lune pandekager, glasstilende marmelader.
Far på arbejde et sted? spurgte Julie.
Olga blev alvorlig, så hun kom til at ligne et gammelt familiebillede. Ja, han er afsted. Jeg jeg har gerne villet snakke med dig, men over telefonen og du er altid på farten Undskyld, vi skulle have fortalt dig det før. Men din far og jeg vi er ikke sammen længere.
Lyset fra køkkenet fik rummet til at føles mindre. Julie gik rastløs rundt, lod hånden glide over barndommens skabe der hang ingen af fars jakker længere.
Men hvor er han så?
I din mormors gamle hus det der aldrig bliver tomt, forstår du hans forældres hus.
Julie kneb øjnene sammen. Jeg vil tale med ham.
Det kan du, når han kommer hjem i morgen.
Julie nikkede stædigt. Og selvfølgelig har han en anden, ikke?
Ja, svarede Olga. Det er ikke mærkeligt, han er ikke gammel.
Hvem er hun?
Én fra nabobyen.
Og bor hun nu i mormors hus?
Ja, hvor ellers? svarede Olga forsigtigt.
Julies hjerte slog voldsomt, som om hun var 8 år og havde fået at vide, at hunden var væk for altid. Hun forstod allerede, hun kunne ikke smide nogen ud, men ærgrelsen voksede i hendes mave som et grådigt træ.
Senere gik hun tur, for at rense tankerne, ud gennem parcelhuskvarteret, mens luften duftede fugtig og alderløs. Frem forbi rækkerne af gule blade og endnu uåbnede roser. Børnehjemmet spejlede sig i søen, og alle minderne flød over hende: klassekammerater, hun aldrig hørte fra længere. Derfor gik hun mod mormors hus, drømte sig gennem porten, op af de knirkende trappetrin.
En kvinde stod i bryggerset, rødhåret, skygge omkring øjnene; hun vendte sig, overrasket, som om hun havde mødt et spøgelse.
Er du Julie? spurgte hun.
Jo, og det her er mit barndomshjem, du har intet her at gøre.
Jeg kom her med din far, og jeg tager ikke afsted uden ham.
Du smadrede en familie, hvis det ikke var for dig, havde de stadig været sammen!
En dreng kom tøvende ud fra værelset, tolv år måske, store blå øjne.
Dima, gå ud og leg, sagde kvinden Irina lød navnet mærkeligt i Julies ører.
Da han forsvandt, gentog Julie: Du får ikke dette hus.
På vej hjem gennem mosen fodrede ærgrelsen hende, ligesom labre larver stikker blade. Hun ville have råbt det hele ud til faren, men vidste, at det ikke nyttede.
***
Næste dag så Julie sin far for første gang. Han trådte ind i gangen, gammel, med bøjet nakke og blank pande, stemmen var som søvnig sne.
Vil du ikke snakke med mig? Ikke engang give din far et kram?
Der er jo ikke længere nogen familie, far.
Han er ikke din bror, sagde Vladimir stille. Det er Irenes søn.
Julie gik vredt og lagde sig. Hun var halvvejs i storm og halvvejs i søvn.
Senere, langs vandløbet, så hun et uheld ske: drengen på cyklen væltede i en bunke brædder, blod løb i striber over benet.
Uden at tænke lagde Julie et stykke af sin jakke under hans hoved og forbandt sårene, ringede straks til sin far, så bilen til sidst fiskede dem op og bragte dem til nærmeste regionssygehus. Irina og Vladimir var der, og ingen sagde noget, hverken had eller tilgivelse havde sprog. Bagefter gik Julie alene hjem, uden at se på søen igen.
***
Den næste dag, netop som bussen skulle køre, hamrede hun hårdt i sin mors hånd.
Mor, jeg troede aldrig jeg skulle forlade jer på den måde. Det hele drømte jeg var anderledes.
Masha, barndomsveninden, stod på parkeringspladsen med sin egen familie, glinsende i regngråt lys. Og far, Vladimir, og Irina og hendes søn allesammen samlet, famlende i en kreds, der lige så vel kunne have været et endeløst spejl eller en forvreden festsal.
Kom hjem igen, Julie, sagde Vladimir, og Julie mærkede pludselig et usynligt tryk, linjerne imellem dem blev blødere og utydelige, hun løftede hovedet og grinede tøvende, lod faren tage hende, dreje hende rundt, som da hun var lille.
Jeg kommer, far, sagde hun, kyssede ham og sin mor og Masha. Hun steg på rutebilen, satte sig ved vinduet. Derude græd skyerne, og hun vinkede ud, mens de råbte: Kom snart igen!
Jeg skal nok, hviskede hun til ruden. Ellers ville alt være uretfærdigt.
Rutebilen forsvandt hen over de regnvåde fliser, hun så ansigterne stå tilbage. Solen gennembrød de tunge skyer, kastede et blændende lys over dem alle og på den rullende bus, som om noget måske retfærdigheden, måske bare drømmene stadig var muligt i verden.
