Da jeg lod min mand tage til firmafest – og fortrød det bittert – Levering af ægtemænd! Godaften! Skal De tage imod ham? Vibeke kiggede søvnigt på den let overrislede mand uden for døren og kunne ikke regne ud, om det var en joke. – Var der ikke nogen mere præsentabel at sende? – spurgte hun. – Frue! – sagde buddet højtideligt. – De har simpelthen fornøjelsen af at modtage det mest præsentable medlem af selskabet! Ordrighed gav kun forvirring. Klokken tre om natten gider hjernen sjældent at finde mening i de store ord. – Nå, vil De tage imod Deres ægtemand, eller skal vi bare placere ham foran døren? – buddet så spørgende på hende. – Jeg sværger, frue, han sover som en trofast hund til i morgen! – Jamen, når nu I har leveret, – sagde Vibeke og blinkede søvnen væk – så må I vel bære ham ind! Buddet rykkede sig til siden, og foran Vibeke dukkede tre personer op. Eller rettere, to kom gående, mens den tredje hang imellem dem. – Hvem af dem er så min mand? – spurgte hun. Hun kunne faktisk ikke genkende nogen af dem som sin egen. – Jamen dog, frue! – sagde buddet forurettet. – Selvfølgelig midten af denne muntre trio! – Jeg ser ikke meget at grine af, – svarede Vibeke. – Og ham i midten er ikke min mand! – Hvordan ikke? – buddet blev alvorlig. – Undskyld, men vi har styr på det hele! – Hvordan det, når ham i midten, – Vibeke pegede – er skaldet? Min mand har aldrig været skaldet, og slet ikke så han med tiden kunne ende der! – Frue! – smilede buddet. – Ikke alle er lige heldige i firmafestens konkurrencer! – Han løftede huen og afslørede selv nogle sørgelige hårtotter. Det var tydeligt, at nogen havde været fremme med klipperen. – Ligesom denne ydmyge tjener! – tilføjede buddet sørgmodigt. – Er I da blevet tossede? Sammen med chefer og alle de der konkurrencer! – udbrød Vibeke. – Åh, frue! Det er vand ved siden af! Værst gik det ud over Marianne Iversen, vores regnskabschefs 56-årige vice – hun kunne slet ikke ramme med blyanten i flasken! – Hende også? – udbrød Vibeke chokeret. – Med største flid! – buddet nikkede. – Til gengæld vandt hun gavekort til en paryk til 10.000 kroner! Så nu – genkender De ham? – Slet ikke, – sagde Vibeke. – Selv hans mor ville ikke kende ham! Altså også en konkurrence? – Mere bare underholdning! – buddet grinede. – Ansigtsmaling! Dyp ham i en balje, så går det af! – Og det der mærkelige outfit? – Vibeke pegede. – Også konkurrencer, – buddet rystede på hovedet. – Vores ledelse er meget kreativ! Bare rolig, når hovedet er mere klart, bytter alle tilbage til deres tøj. – Et lille eksperiment i sammenhold? – spurgte Vibeke. – Mere et ærligt møde med sjæl og krop – men altså, det var anstændigt! Hos os er der regler! – Efter skaldning og ansigtsmaling? – Vibeke rystede på hovedet. – Nå nå! – Frue, jeg står kun for leveringen! Klager må gå til ledelsen! Og jeres mand klædte vi selv på. Vi fandt det, der kunne passe! Efter festen får alle deres ting tilbage, ingen grund til bekymring! Vibeke vidste godt, hun ikke skulle have ladet Erik tage til firmafest. Hun havde advaret, men nej, han var bange for at fornærme chefen. – Tager De ham nu? – spurgte buddet. – Jeg har tre leveringer tilbage i nat. – Bring ham ind, – sagde Vibeke i et opgivende tonefald. Hun anede, hvor morsom morgenen ville blive. Og det var endnu uklart, om hun skulle bruge resten af natten på at løbe mellem badeværelset og… – Ind i stuen! På sofaen! Jeg nægter at ånde i hans dampe! – beordrede Vibeke. Målet blev anbragt med ansigtet mod sofaryggen: – Frue, sådan bliver der da i det mindste lidt filtrering! – sagde buddet, bukkede og forlod lejligheden. – Det skulle du bare have ladet være med, den firmafest! – sagde Vibeke surt hen over skulderen til Erik. Men han reagerede ikke. – Vi snakker i morgen… Vibeke gik i seng. Måske kunne hun nå at sove lidt. Hun havde på fornemmelsen, at hun ville skulle redde sin mand ud af festen her til morgen. Og det ville blive nødvendigt! Erik havde aldrig før været i så sølle en tilstand! Han lignede nærmest et stykke kød. – Jeg advarede dig, men hvem gider lytte? Man kan ikke regne med, at ægteskabets første års idyl varer evigt. Vante rutiner, erfaringer, minder om gamle konflikter – alt får sit eget liv. Så derfor ønsker man lykke både i familielivet og personligt, når der skal gives lykønskninger. Jo jo, med årene opstår der nemlig også et privatliv – og det er ikke nødvendigvis ude i byen! Det kan bare være hobbyer, venner, interesser – noget, man ikke deler. Vibeke malede efter tal – det var hendes måde at slappe af og få ro i hovedet. Erik forsøgte sig lidt med computerspil, men det kedede ham hurtigt. Oftest endte han med at hygge med kolleger på bar, tage på fisketur eller en spontan øl hos naboen. Selvfølgelig havde de også fælles aftaler og sammenkomster. Men begge sagde nogen gange fra – ingen tog det ilde op. Eriks firmafester var noget særligt. Ægtefæller blev sjældent inviteret. Cheferne var meget “opfindsomme”. Det, der skete der, skulle helst blive glemt – og dog, det byggede sammenholdet op. – Hvis de kan overleve DET sammen, klarer de alt andet! Man kunne altid lade være med at gå, og det ville ingen misunde, men alligevel – det underholdt, samlede og gav stof til historier. Når Vibeke hørte Eriks anekdoter, troede hun ofte ikke sine egne ører. – Så vinderen er den, der har mest honning og flest fjer på kroppen? – Nej, – grinede Erik. – Det er den, der får DÆKET sig mest i fjer – og fjerene bliver vejet! Men Gert på to meter går altid af med sejren! – Og de der oppustelige dukker? – Gusten konkurrence på tid – hvem kan puste dem op hurtigst! – Kunne man ikke hellere bare bruge flere balloner? Eller en luftmadras? – Kunne man, – Erik grinede, – men så var det ikke lige så sjovt! Og du skulle høre kommentarerne! Bedst du ikke gør! Da Erik sagde, han skulle til julefrokost, foreslog Vibeke straks, han lod være. – Vibeke, det er uundgåeligt – og i år har chefen sagt, at bonussen afhænger af, hvordan vi gør os bemærket til festen! Selv dem, der aldrig plejer, har meldt sig til! – Erik, man kan ikke tjene alle pengene i verden. Og hvis det koster på den måde… – Vibeke sukkede. – Selv tre månedslønne er ikke værd at ødelægge sig sådan! Når jeres chefer er så begejstrede – så løb! – Jeg håber, jeg bare kan opholde mig lidt i hjørnet; lige vise flaget, og så holde mig i ro. – Jeg ved ikke rigtig, – Vibeke var skeptisk. – Jeg har en skidt fornemmelse! – Slap af, – Erik forsøgte at berolige hende. – Det skal nok gå! Men Vibeke holdt op med at tro på det ved midnat. Hvis alt gik godt, var han hjemme nu – godt nok smadret, men hjemme! Ét blev til to, og hun lagde sig tungt i sengen. Klokken tre ringede det på døren. *** Natten forløb nogenlunde roligt. Men morgenen begyndte med et hyl. Vibeke vågnede straks. Hun mindedes nattens levering. – Han så sig selv i spejlet, – gættede hun med et smil. Men skriget kom igen, og denne gang hørte hun – det var ikke Eriks stemme… – Hvor er jeg? Herregud! Hjælp! Hvor er jeg dog endt? Vibeke slugte nervøst og gik ud i morgenkåbe mod lyden. – Hvem er du? – spurgte hun den fremmede midt i stuen, som så sig forvirret omkring. – Hvor er jeg? – spurgte han ynkeligt. – Kan du overhovedet huske, hvem du selv er? – Vibeke omformulerede. – Jeg er Michael, – sagde han. – Men hvor er jeg? – Her hos mig, – svarede Vibeke. – På besøg, kan man sige. – Inviterede du mig? – spurgte Michael nervøst. – Egentlig blev du leveret som min mand direkte fra firmafesten, – forklarede Vibeke. – Pyh, – Michael åndede lettet op. – Så er du en kollegas kone! Det er da stadig samme by… Det kunne være meget værre. Sidst vågnede jeg på vej til Esbjerg uden penge og uden ID! – Sikke en joke, – Vibeke rystede på hovedet. – Ja, og én gang vågnede jeg i et fly på vej til Bangkok! Men da havde jeg heldigvis pas! Denne gang ser det ud til, jeg slap nådigt! – Tillykke, – sagde Vibeke tørt. – Men hvor er min mand egentlig? Jeres folk tog dig med hjem til mig! – Og hvem er han? – Erik Sørensen, – svarede Vibeke. – Han sagde op for to dage siden, – svarede Michael. – Han kiggede kun forbi festen i starten for at sige farvel. Sagde, han flyttede til en anden by. Vibeke, næsten svimmel, fandt mobilen og ringede op. Efter lidt tid: – Hej! Har du mødt Michael? Kan du lide ham? – Hvad betyder det? – spurgte Vibeke. – Vibeke, vi lever jo egentlig bare som roomies. Jeg har fundet én anden. Jeg synes bare, det er mere ærligt ikke bare at forsvinde! Så du får lige Michael “i bytte”! Han er en fin fyr! Ingen børn, ingen eks-kone, ingen underholdsbidrag! Tjener cirka det samme som jeg. Han er let at omgås, ikke konfliktsøgende. Lidt lost, men det kan du hurtigt rette op på! Tænk over det – han har brug for en fast hånd. Jeg anbefaler ham! – Hvis det her er en joke, så er det ikke sjovt, – svarede Vibeke. – Det er det ikke, – sagde Erik. – Du og Anders beholder lejlighed og bil. Jeg sender selv papirerne om skilsmisse. Michael er en god mand. Farvel, Vibeke! Tak for årene sammen! Telefonen faldt ud af hendes hånd. Da hun begyndte at synke sammen, greb Michael hende. – Så det var ikke for sjov, – sagde han og så spørgende på hende. – Højtaleren var slået til. – Hvem for sjov? – spurgte Vibeke. – Erik, – sagde Michael. – Han sagde allerede for en måned siden, han ville matche mig med en god kvinde. Nu har han åbenbart gjort alvor af det… Vibeke blev ikke sammen med Michael. Og var ikke alene længe: Efter et par år mødte hun en ordentlig mand. Eks-manden ville hun aldrig tænke på igen. Sådan et farvel – at sende “en erstatning” og kalde det et ærligt bytte – det kunne hun aldrig tilgive.

Levering af ægtemænd! Godaften! Skal De have en?

Vibeke stirrede søvndrukkent på den vaklende mand uden for døren og kunne slet ikke afgøre, om det var en spøg.

Var der ikke en lidt mere præsentabel repræsentant at sende? spurgte hun.

Frue! sagde udbringeren højtideligt. De aner ikke, hvor heldig De er! De får fornøjelsen af byens mest præsentable leverandør!

Hans floromvundne tale gjorde det vanskeligt at tænke klart. Klokken tre om natten sover hjernen den prøver ikke at finde mening i indviklede sætninger.

Nå, vil De tage imod Deres mand eller skal vi lade ham ligge her udenfor? spurgte han. Jeg garanterer, frue, han sover som en trofast hund foran Deres dør til i morgen tidlig!

Når I nu har slæbt ham helt herud… sagde Vibeke og gned søvnen ud af øjnene. Bær ham ind.

Udbringeren trådte til side, og nu stod der pludselig tre personer. Nej, vent. To gik på egne ben, den tredje hang slapt imellem dem.

Hvem af dem er så min mand? spurgte Vibeke.

Virkelig, hun genkendte ikke sin egen mand i nogen af de svimlende skikkelser.

Åh, frue! sagde udbringeren bebrejdende. Det er da midterstykket i denne muntre komposition!

Der er nu ikke meget muntert over det, sagde Vibeke. Og den i midten er ikke min mand.

Ikke Deres? Nu blev udbringerens ansigt alvorligt. Beklager, her er alt noteret helt korrekt.

Hvorfor helt korrekt, når ham i midten Vibeke pegede er skaldet? Min mand har aldrig været skaldet. Han er slet ikke kommet dertil naturens vej!

Udbringeren smilede: Ikke alle har haft heldet med sig i firmaets konkurrencer! Han løftede sin hue, og afslørede en hovedbund med tilfældige, spredte hårtotter, tydeligt nyskrabet med maskine.

Ligesom Deres beskedne tjener her! sagde leverandøren trist.

I må alle være vanvittige, med jeres chefer og mærkværdige konkurrencer! udbrød Vibeke.

Frue! Tænk Dem, det var værre for Lise-Sofie, vicechefen for regnskab 56 år! Hun kunne slet ikke få blyanten igennem flasken!

Hende også? spurgte Vibeke forbløffet.

Desværre ja! Men heldigvis vandt hun gavekort på 10.000 kroner til en parykmager! Så, så, føler De Dem tilfredsstillet? Kan De nu godkende Deres mand?

Overhovedet ikke, svarede Vibeke. Under alt det sminke ville selv hans mor ikke kende ham! Er det også en slags konkurrence?

Snarere underholdning! grinende forklarede leverandøren. Vandfarve i hele ansigtet! Bare dyp ham i baljen, så forsvinder det hele.

Og hvorfor han er klædt sådan dér? spurgte Vibeke.

Konkurrencer, sukkede han. Vores chef er meget opfindsom!

Bare rolig, når alle er fatte sig selv, får de deres rigtige tøj tilbage.

Så I byttede rundt på tøjet? Er det konsolidering eller hvad?

Snarere sjælens og kroppens åbenbaring! Men da han så Vibekes skræmte blik, skyndte han sig tilføje: Men alt foregik anstændigt! Vi har strikse regler!

Efter hovedbarbering og ansigtsmaling? rystede Vibeke på hovedet. Nå, nå

Frue, jeg står kun for leveringen. Andre spørgsmål må De tage med chefen!

Vi klædte jeres mand på ud fra tøj, han kunne skrabe fra bunken!

Efter festen bytter folk, og alt er godt!

Vibeke havde vidst, at hun ikke burde have ladet Henrik tage til julefrokosten. Hun havde advaret ham! Men han holdt på, at chefen ville blive fornærmet.

Skal han ind? spurgte leverandøren. Jeg har tre leveringer endnu i nat!

Bare bær ham ind, sukkede Vibeke.

Hun anede allerede, hvor festligt morgenen ville blive. Hvem ved, måske ville hele natten gå med at slæbe mellem badeværelse og…

Ind i stuen! På sofaen! Jeg vil ikke ligge og sniffe ham! kommanderede Vibeke.

De smed kroppen på sofaen med hovedet ned mod ryglænet:

Sådan bliver der i det mindste lidt filtrering! sagde leverandøren, bukkede og forlod lejligheden med sine hjælpere.

Du skulle bare have undladt den julefrokost! brummede Vibeke til sin mand.

Han sagde ikke et ord.

Nå, vi taler om det i morgen, hvis du nogensinde vågner

Vibeke gik i seng igen, men søvnen var svær at få øje på.

Det kunne ende med, at hun måtte stå op, før han overlevede festen. Og der ville være konsekvenser sådan havde hun aldrig set sin mand før: en klump kød, der blev leveret på sofaen.

Jeg sagde det, man skulle ikke… Men hvem lytter?

Folk forestiller sig, at ægteskabet forbliver som det første år. Det er naivt. Både hverdag og erfaring, og gamle uenigheder, former skæbnen.

Derfor sniger ønsket om lykke både i familie og privat sig ind i gratulationerne.

Efterhånden får man jo også sit private liv i ægteskabet. Nej, det betyder ikke sidespring. Det betyder tid og gøremål hver for sig.

Hobbyer, venner, biografture den slags.

Det, psykologerne kalder personligt rum.

Vibeke og Henrik var ikke undtagelsen. De havde været gift i nitten år. Sønnen Mads var atten og snart flyvefærdig.

Vibeke havde fundet glæde i malebøger for voksne farver på numre. Det gav fred og pyntede stuen.

Henrik spillede på computeren en stund, men tabte hurtigt interessen.

Lange soloture var heller ikke sagen. Historie og videnskab lokkede, men endte i skuffelse over absurditeten.

Så han havde ingen bestemt hobby. Men han sad sjældent ved siden af sin kone altid på farten med kollegaer på værtshus, ud i skoven med venner eller over til naboen fem minutter, som altid blev til et par timer.

Naturligvis havde de deres fælles traditioner og vennebesøg. Men ofte takkede enten Vibeke eller Henrik nej, uden drama.

Der var dage uden overskud, uger med vigtigere ting.

Henriks julefrokoster var et kapitel for sig. Ægtefæller var sjældne gæster nærmest undtagelsen. Med en chef, der var alt for kreativ.

Man oplevede ting, ingen bagefter talte højt om. Noget mærkeligt skete altid, men på en sær måde samlede det kollegiet.

Hvis de har været igennem DET sammen, klarer de alt! sagde chefen.

Man kunne altid sige nej til de arrangementer. Men forfriskningen, latteren, oplevelserne trak og gav historier bagefter.

Når Vibeke hørte Henriks historier, troede hun ikke, normale mennesker kunne opfinde den slags.

Så vinderen er ham, der har mest honning og flest fjer hængende på kroppen bagefter?

Nej, sagde Henrik grinende. Vinderen er den, der får flest fjer til at sidde fast i honningen! De bliver vejet! Gert vinder altid han er næsten to meter høj og kæmpestor!

Jeg forstod aldrig, hvad det der med de oppustelige dukker gik ud på? sagde Vibeke.

Alle kan puste en ballon op men dukkerne er store, og tid er afgørende!

Kunne man ikke bare tage flere balloner eller en luftmadras?

Jo, men det er sjovere sådan! Hvis du hørte kommentarerne Nej, det er vist bedst, du ikke gør det. Jeg blev også pinligt berørt!

Da Henrik nævnte julefrokosten, foreslog Vibeke straks, han blev hjemme.

Vibeke, det er ikke alvorligt, sagde han. Tilstedeværelse er påkrævet! Chefen har sagt, at bonus og løn afhænger af, hvordan man klarer sig til festen! Selv dem, der aldrig deltager, melder sig!

Henrik, man kan ikke tjene alle penge i verden, og nogle penge er ikke det værd, sukkede Vibeke. Tre måneders løn kan ikke opveje, hvad din chef finder på!

Med så mange folk kan jeg snige mig i et hjørne og kun vise mig, når nødvendigt, trøstede Henrik.

Jeg ved ikke Jeg har bare en dårlig fornemmelse!

Hold nu op, Vibeke. Det skal nok gå.

Tvivlene begyndte at gnavede i Vibeke allerede ved midnat.

Hvis alt gik godt, var Henrik for længst hjemme om ikke andet, så sanseløs i sengen!

Klokken et nat lukkede hun øjnene modvilligt. Klokken tre bankede det på døren.

***

Natten forløb roligt. Men morgengryet blev annonceret med et hyl.

Vibeke vågnede fluks. Hun huskede straks nattens levering.

Sikkert fordi han så sig selv i spejlet, tænkte Vibeke med et lille smil.

Men hvinet kom igen og denne gang kunne hun mærke, at det ikke var hendes mands stemme.

Hvor er jeg? Herregud! Er der nogen? Kan nogen fortælle mig, hvor jeg er?

Vibeke sank nervøst, svingede morgenkåben om sig og gik hen til lyden.

Hvem er du? spurgte hun den fremmede midt i stuen.

Hvor er jeg? spurgte han hjælpeløst.

Ved du overhovedet selv, hvem du er? uddybdede Vibeke.

Jeg hedder Mikkel, svarede manden. Men hvor er jeg?

Hos mig, sagde Vibeke. Du er gæst.

Har jeg været inviteret? spurgte han uskyldigt.

Du blev leveret som min mand fra jeres julefrokost, fortalte Vibeke.

Åh, sukkede Mikkel lettet. Så er du hustru til en af mine kollegaer! Gudskelov, så er jeg hjemme! Det sker hele tiden, at de sender mig langt væk.

Jeg vågnede engang på vej mod Aalborg uden penge eller ID! Jeg vidste ikke, hvordan jeg skulle komme hjem.

Sikke en vittighed, sagde Vibeke skeptisk.

Ja, Mikkel nikkede. En gang vågnede jeg endda i et fly til Færøerne!

Men da havde jeg dog pas med. Nu nå, nu er jeg sluppet billigt!

Tillykke, sagde Vibeke tørt. Hvor er så min mand? De byttede dig ind i stedet!

Og hvem er din mand?

Henrik Christiansen, svarede Vibeke.

Åh, men han stoppede jo for to dage siden! Han kiggede forbi festen for at sige farvel og sagde, at han nu flytter til en anden by.

Chokeret fiskede Vibeke mobilen frem og ringede. Efter lidt tid blev der svaret:

Hej, har du mødt Mikkel? Hvad synes du om ham?

Hvad skal det betyde? spurgte Vibeke.

Vibeke, vi har jo ligesom ikke et rigtigt forhold længere. Vi er nærmest bare bofæller. Jeg har allerede fundet en anden.

Det føltes bare unfair at forlade dig på den måde. Så jeg overlod dig Mikkel, til at tage over!

Han er en fin fyr. Ingen børn, ingen ekskone, ingen bøvl! Han tjener det samme som jeg har gjort.

Han er mild og nem at omgås. Måske lidt drengerøv, men det retter du hurtigt op på! Giv ham en chance! Det mener jeg virkelig.

Hvis det er for sjov, så er det slet ikke sjovt, sagde Vibeke.

Det er alvor, svarede Henrik. Du beholder lejlighed og bil. Giv nu Mikkel en chance. Farvel nu og tak for vores år! Jeg tager afskeden selv.

Telefonen gled ud af hendes slappe hånd. Da hendes ben bukkede under hende, greb Mikkel hende.

Så han mente det alvorligt, sagde Mikkel, og pegede på telefonen, du havde højttaler på.

Hvem mente det? spurgte Vibeke.

Henrik, svarede han. Han sagde faktisk, han havde fundet den perfekte partner til mig for en måned siden…

Vibeke blev ikke hos Mikkel. Hun blev heller ikke alene. Et par år efter fandt hun en god mand.

Men eksmanden ville hun helst ikke tænke på. Sådan et farvel, med ærlig udskiftning den slags tilgiver man ikke.

Der skal meget til, at nogen finder på den slags.