Ingen gad vide, hvad der var sket, hvem min søn var sammen med, eller hvordan jeg havde det.
Jeg bryder mig faktisk ikke om at tænke på den dag, men jeg vil alligevel gerne dele min oplevelse. Det var en almindelig lørdag. Familien og jeg kørte ud til et lille sommerhus på Fyn, hvor vi ville slappe af og fejre vores bryllupsdag. Turen gik hurtigt, og stemningen var afslappet. Mens nogle gjorde klar til at grille pølser, gik jeg sammen med de andre og samlede farverige efterårsblade i den kølige luft.
Da vi kom tilbage til bilen, ville jeg give min søn lidt at spise. Jeg havde lavet en portion skyr hjemmefra, men efter kun én ske ville han ikke have mere. Jeg synes, det var synd at smide det ud, så jeg spiste resten. Omtrent en halv times tid senere begyndte jeg at få kvalme. Hele picnicen tilbragte jeg liggende på bagsædet.
Hjemme igen gav min mand mig nogle hovedpinetabletter, men det hjalp ikke spor. Til sidst insisterede han på at ringe efter en ambulance, selvom jeg helst var fri. Ambulancefolkene mente straks, jeg burde indlægges. Jeg ønskede brændende, at min mand kom med, men han skulle passe vores søn, som jo var på særlig diæt.
Jeg spekulerede på, om det ville lykkes dem alene, og ringede til min mor for at høre, om hun kunne hente mig om en time på hospitalet. Hendes svar var kort og koldt:
Jeg kører ikke nogen steder om natten! I må klare jer selv.
Det var tydeligt, at intet interesserede dem. Ikke hvad der var sket, ikke hvor min søn var, ikke hvordan jeg havde det. På sygehuset fik jeg hurtigt taget scanning og prøver diagnosen var blindtarmsbetændelse. Jeg fortalte min mand, at jeg skulle opereres akut, og at jeg ville give lyd, så snart jeg kunne.
Efter operationen maste jeg på for at få fat i en telefon, så jeg kunne ringe hjem. Min mand fortalte, at vores søn græd og var sulten. Han måtte selv i supermarkedet, men ingen ville hjælpe med pasning eller mad.
Jeg ringede til min far og tryglede om noget hjælp til min mand. Far dukkede op med dagligvarer, men sagde blot:
Du skal ikke satse på mig mere!
I alle de dage var der ingen fra min egen familie, der lagde vejen forbi. Min mand klarede det hele alene med sønnike. På tredjedagen ringede Anders til sin mor, og hun kom hele vejen fra Aalborg. Hun hjalp faktisk utroligt meget, passede også sønnen og kiggede endda forbi hospitalet for at besøge mig. Det havde næsten været bedre, hvis hun var blevet væk. For da hun havde min søn med, rakte han sine små hænder ud efter mig, og min svigermor sagde:
Mor har efterladt dig, ikke?
Hvorfor siger du sådan noget? Jeg ligger jo på hospitalet! udbrød jeg.
Det chokerede mig virkelig. Hun havde altid kunne give stikpiller af bemærkninger, men jeg havde ikke noget valg uden hende kunne min mand ikke overkomme det hele.
Jeg misunder dem, der har et stærkt bånd til deres forældre. Jeg har altid længtes efter et normalt forhold til min svigerfamilie, fyldt med omsorg og forståelse. Desværre ser det ikke ud til, at jeg får det sådan.
Denne oplevelse lærte mig, at man i sidste ende ofte kun har sig selv at stole på og at familie ikke altid er ens nærmeste støtter, uanset hvad man håber på.
